Et meditationscenter syd for Pattaya

IMG_4514

IMG_4516

IMG_4517

Meditationscentret Boonkanjanaram i Pattayas sydlige udkant, hvor jeg har boet de første dage. Udsigt fra min hytte omgivet af andre lignende midt i en stor have langt væk fra det vilde liv i byen. Stille og smukt.

Min hytte er bygget på pæle, eget badeværelse, veranda hele vejen rundt. Morgenmad og frokost (med mad nok til resten af dagen) bliver leveret kl.7 og kl. 10:30 på terrassen. Der er en lille krog, som madboksen kan hænge i. Alt dette + dagligt møde med stedets lærer og lån af bøger for lidt over 60 kr. i døgnet.

IMG_4518

Jeg nåede at sende en mail om, at jeg blev næsten et døgn forsinket, mens jeg sad på hotellet i Aalborg Lufthavn – og fik besked tilbage om, at de ville gemme frokost til mig. Det fik mig til at føle mig velkommen. Jeg føler mig også velkommen med alle de mangoer, jeg får leveret: Min nabo kom med et par stykker, flere fra personalet har plukket nogle til mig. Jeg har et lager i køleskabet, der kunne ligne en lille mangobod. Al den venlighed.
¨
Jeg er glad for, at jeg lidt tilfældigt fandt dette sted ved at surfe på nettet efter ”meditation retreats Thailand”. En god måde at starte Thailand-turen på.

Dagen går med meditation og læsning – de bøger, som jeg låner her om meditation og buddhisme (om aftenen er det romanlæsning). Det passer mig godt efter den lange rejse og efter den stress det var at pakke. Og varmen – den gør noget godt for min langvarige hoste og forkølelsestilstand.

Vigtigst er nok, at roen, stilheden og fordybelsen allerede hjælper mig med det, som jeg også kommer for: at finde bedre fokus i livet, efter at sorg og savn igen fyldte næsten det hele i lange perioder i 2014.

Der er ikke lagt op til det sociale, folk er her for at fordybe sig i egne processer. Men man kan møde stedets gamle lærer på 86 en gang i døgnet. Udover hende har jeg talt med stedets manager og en amerikaner. Ellers ikke nogen, der taler engelsk. Det er her, jeg kunne savne en lille parlør. Og forbander mig selv over, at jeg ikke tog én af guide-bøgerne med? Lonely Planet eller Turen går til Thailand. Det var for at spare den vægt i bagagen. Jeg troede, jeg var smart ved bare at fotokopiere siderne om den egn, jeg skulle være i. Glemte fuldkommen, at de jo har et ordforråd til dagligt brug.

For at komme på internet skal jeg en km eller to ned ad vejen til en café, hvor indehaveren er en gammel græker gift med en thailandsk kvinde. Dem får jeg længere snakke med. Og det giver ro ikke at have wifi ved hånden.

På trods af sprogvanskeligheder (pludselig var der slet ingen engesktalende) fik jeg fixet en bus- og færgbillet til Koh Chang. Indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om de nu havde ringet og bestilt den, og om der kom nogen og hentede mig.

Men jo. Kl. 9 på afrejsemorgenen kom en tuk-tuk (en knallert/lille motorcykel med lad til taxi-kørsel) og hentede mig. Chaufføren kunne lidt engelsk, sagde han ville køre langs kysten, så jeg kunne se Pattaya strand, ind til en lille gade, hvor billetsalget var, og hvor minibussen ville samle mig op. ”Men jeg venter – så jeg kan se, om du kommer af sted”, sagde han

Vi snakkede lidt – så meget vi nu kunne. På et tidspunkt spurgte han: ”You have a son?”
”No, I have a daughter.” –
”Oh, good. Where is she?”
Hun er jo død. Det er det, en stor del af mit liv har drejet sig om de sidste 4½ år. Men lige dér, en brøkdel af et sekund, tænker jeg, at kunne vælge at give hende et liv, forestille mig det voksenliv, hun kunne have haft fra de 23 til de 28 år. Det liv, hun aldrig fik.

Men det formår jeg ikke. Jeg fortæller, at hun er død. I en ulykke. Han siger, han forstår, det må være svært. Og lidt efter kommer bussen.

Engang på Hærvejen

Rejser er meget forskellige. Og for at prøve at rejse alene behøver man ikke nødvendigvis begive sig langt væk. Jeg husker stadig med glæde tilbage til en uge, som jeg tilbragte alene i min moster og onkels campingvogn ved Vestkysten for over 30 år siden. Det var et par år efter, at jeg var flyttet hjem til Danmark, jeg boede i kollektiv på Christiania, havde et krævende arbejde – og jeg havde bare brug for lidt tid alene. Og det fik jeg deroppe.

For 12-13 år siden, inden jeg skulle på familieferie, havde jeg besluttet mig for at gå tre dage på Hærvejen alene. Min datter, som på det tidspunkt var 16, var vældig støttende overfor mit projekt, og aftenen før jeg skulle af sted, vandrede hun 10 km med mig, mens jeg gik en prøvetur med oppakning.

Morgenen efter tog jeg offentlig transport til Viborg, vandrede ud af byen og fandt Hærvejs Vandreruten (der er to ruter, én for cyklister og én for vandrere, som absolut er den mest øde). Med mit detaljerede kort fra Dansk Vandrelaug begav jeg mig ud på den første etape. Jeg havde i forvejen bestilt bed and breakfast til de to nætter, for selv om der er primitive campingpladser på vejen, så var det måske liiiiige lidt rigeligt at sove alene i skoven. Første dags etape havde jeg planlagt til mellem 15 og 20 km for at starte blidt op.

På andendagen, som var en helt utrolig oplevelse, kom jeg gennem et Danmark, som var mere øde, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Bortset fra et tidspunkt, hvor jeg gik forkert og kom til at gå langs hovedvejen, inden jeg igen fandt ruten, mødte jeg kun enkelte andre vandrere: et par og en lille gruppe. På en hel dag! Godt nok krydsede jeg marker, kom i nærheden af gårde og landsbyer, men aldrig så tæt på, at jeg mødte folk, der boede der.

Endelig kom jeg frem til dagens mål, en landsby hvor min bed and breakfast skulle være. Jeg ringede dertil og fandt ud af, at stedet faktisk lå på den anden side af landsbyen. Jeg var ved at give mig til at græde – for under de sidste to hvil, havde jeg ikke kunnet sætte mig. Jeg var bange for ikke at kunne rejse mig igen. Så øm var min krop. Nu stod jeg  op ad en hegnspæl, overbevist om at jeg ikke kunne gå mere end nogle få meter længere. Men frem kom jeg alligevel.

Jeg havde regnet mig frem til, at denne etape ville være lidt under 30 km, men det viste sig, at jeg havde gået nær 40 km. Aldrig har jeg været så fysisk træt. Jeg spiste aftensmad og gik i seng. Udtrykket “at falde i søvn så snart hovedet lå på puden” var i den grad rigtigt.

Den sidste dag var jeg selvfølgelig stadig godt øm i kroppen, men samtidig næsten berusende glad over at kunne navigere efter mit kort og regelmæssige skilte med “Hærvejen” – og en god intuition. For selv om ruten er godt skiltet, så er der steder, hvor stien næsten forsvinder under sidste års visne blade. På et tidspunkt røg jeg vist også ud af Hærvejsruten og gik langs det gamle jernbanespor.

Efter ca. 25 km kom jeg frem til Nørre Snede. Lidt under 80 km på tre dage. Godt klaret af den 55-årige, som jeg var dengang. Nu var der kun tilbage at tage ekspresbussen til Silkeborg, en anden til Viborg/Aalborg.

Efter at have siddet så lang tid, var det næsten umuligt at rette kroppen ud igen! Aldrig har jeg da mærket den så meget. At gå ned fra bussen var en kæmpeanstrengelse – og at sætte mig ind i bilen, som hentede mig, var næsten umuligt.

Men hold op, hvor var det en fed oplevelse at have besluttet og gennemført de tre dage. Jeg havde glemt at få kamera med på turen, men skovstierne, markerne, heden er stadig indre billeder, ligesom de sansemæssige oplevelser stadig er indeni mig: stilheden, den lette vind på huden, oplevelsen af næsten at flyve på nogle tidspunkter – og den voldsomme træthed.

 

 

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.