Motorcykeltaxa

Jeg følte, det var på tide at sige farvel til Koh Chang. Eller ihvertfald Lonely Beach. Det var en fejlvurdering, at jeg ville kunne finde mig til rette med den slags strandferie så længe. Og en ekstra trekkingtur føltes lige rigelig overvældende. Jeg  havde forudbestilt 6 nætter – men jeg kunne selvfølgelig have taget af sted tidligere. Orkede bare ikke at lede efter noget andet. Jeg vidste, at Blue Lagoon, hvor der var rart, var fuldt optaget. Der kunne man forøvrigt hjælpe til med havearbejde, hvis man var der længere tid. Meget mere min stil. Men altså en fejlvurdering. Det er heldigvis meget sjældent, at jeg havner et sted, som jeg ikke er helt tilfreds med. Så værre er det altså heller ikke.

Farvel til badeværelset uden tag – sådan ét ville være rart derhjemme, ihvertfald i sommerperioden:

005

Og farvel til meget, der også mindede mig så meget om Sara, min datter. Vores sidste ferie sammen var en strandferie, vi kom hjem ugen før, hun blev dræbt. De unge mindede mig om det liv, Sara forsvandt fra, og unge kvinder, unge par med børn, mindede mig om det liv, hun ikke fik.

Stille tilstedeværelse, ikke tung, men en baggrundsfilm, der kørte.

Og nu var jeg parat til næste fase af rejsen.

Efter en times kørsel over Koh Chang, ventetid ved færgen, færgesejlads og videre med minibussen, blev jeg sat af 4-5 km udenfor Chanthaburi, ved et autoværksted,  med besked om, at jeg kunne tage en taxa ind til byen.

Mekanikerne virkede noget overraskede over, at jeg kom anstigende. Om de havde en taxa? Det kunne jeg så forstå, de ikke havde, men et par stykker fik travlt med at ringe .” 10 minutter,” forstod jeg, at jeg skulle vente. Og så kom en motorcykeltaxa.

Når jeg har talt om motorcykeltaxaer før – hvis jeg har det – så er det fordi jeg somme tider kommer til at kalde tuk-tuk’erne sådan. Men det her var…….en motorcykel!

Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville benytte sådan én. Det turde jeg bare ikke. Men nu var den der – og jeg skulle jo ind til byen, nåede ikke at blive rigtig forskrækket. Chaufføren tog min kuffert foran sig, min skuldertaske havde jeg over skulderen, fik udleveret en styrthjelm. Og så op på bagsædet, efter at jeg med tegn og engelske gloser prøvede at gøre det klart, at han skulle køre langsomt.

I starten klamrede jeg mig til chaufføren, men fik hurtigt travlt med at holde på styrthjelmen, hvis rem ikke var spændt ordentligt til under hagen. Og så kunne jeg efterhånden også give slip i ham med den anden hånd. Jamen det var egentlig en fantastisk tur, selv gennem byens tætte trafik.

Er nu på et helt almindeligt hotel midt i byen. Hvor stor den er, har jeg ikke tjek på, men ret stor. I hele provinsen er der lidt over 500.000 indbyggere.

Jeg har været lidt rundt sidst på eftermiddagen. Så dejligt at gå rundt i en almindelig by omgivet af thailændere. På et par timer har jeg været i kontakt med og talt med flere end alle dagene på Lonely Beach. Fandt et vidunderligt lille kaffested nede ved floden.

Der ligger et kæmpemarked lige overfor hotellet, et rigtigt marked, hvor folk kommer og køber mad og det tøj, de har brug for, ikke et marked, hvor f.eks. alle tøjboderne sælger de samme ting til turister.

Ja, jeg er selv turist – og vil helst ikke mindes for meget om, at jeg er det. Lidt dobbeltmoralsk.

Har lige været ude og spise. Hjem ved 22-tiden. Byen syder af liv – på den dejlige måde. Glæder mig til at se den i morgen formiddag igen – inden jeg skal videre til meditationsretreaten.

A propos spisning. Jeg spiser en masse dejlig mad. Og, som jeg gav udtryk for på facebook i går, så mindede glæden ved at spise mig pludselig om en (smådårlig) Julia Robert-film: “Spis, bed, elsk.” Hun kvitter sit arbejde, sin kæreste, sit liv og rejser rundt i verden for at finde glæden og meningen med livet på forskellig vis: Spiser løs af dejlig italiensk mad, tager på en slags meditationsretreat i Indien – og videre til Bali, hvor hun møder Javier Bardem. Jamen, tænkte jeg,mens jeg sad og grinede lidt for mig selv: jeg spiser vidunderligt det meste af tiden, jeg tager på retreat. Hvornår kommer Javier Bardem så?

 

 

Hverdag på øen – og at spise alene

Jeg er, som sagt, mildere stemt over for den lille by her på Lonely Beach. Så slem er den heller ikke:

010

011

012

Caféen er min yndlingscafé, indehaverne er søde, god udsigt til livet omkring.

Men her festes – meget:

018

020

Man kan have sine egne beholdere med og købe den ønskede kvantitet alkohol.

Men det er jo om aftenen og natten, der festes. Om dagen er her roligt. Jeg begynder også at sætte pris på stranden. Den bedste plet, helt nede ved vandkanten, med medbragt frokost-frugt og under en skøn trækrone:

025

027

028

Jeg skrev forleden, at jeg ville fortælle noget om at spise alene blandt andre. Hvordan er det at være omgivet af familier og par – og sidde alene? Det er jo noget af det, man må være opmærksom på, når man rejser alene: At måltiderne ofte foregår alene. Og du skal ha’ noget at spise hver dag.

Jeg fik tidligt øvet mig i at spise alene, når jeg var nødt til det: På de tidligere omtalte utallige rejser mellem Frankrig og Danmark kunne jeg finde glæde ved at spise alene under nogle timers ophold i Paris. Og da jeg boede i København, hvor jeg i en periode havde et arbejde, der indebar, at jeg ofte var flere dage rundt i landet for at føre tilsyn med plejefamilier. Jeg spiste så alene på restaurant, havde aldrig svært ved det, kunne nyde at sidde og glo – ud i luften, eller på de andre. Men alligevel kunne jeg aldrig drømme om at gå ud at spise alene derhjemme. At gå ud at spise der indebærer et samvær med andre. Det er ikke bare for at spise, men for at dele oplevelsen, tale sammen, have god tid. Jeg går tit på café alene, drikker kaffe, spiser kage, hvis jeg under en bytur pludselig trænger til det. Men altså aldrig på restaurant.

Alene på rejse foregår de daglige måltider på restauranter og caféer, med mindre man bor på et sted med køkken. Da du jo skal spise hver dag, er der ingen vej uden om. Så det er ihvertfald én af de ting, du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at rejse alene.

På rejse har jeg intet imod at sætte mig ved et bord og vente på maden, spise den, mens de fleste omkring mig sidder sammen med andre og spiser. Jeg forestiller mig, at hvis jeg gjorde det derhjemme, ville det signalere ensomhed. På rejse er jeg ikke ensom, jeg er bare alene.

Jeg kan få megen tid til at gå med bare at kigge, forestille mig de andres liv. Tidligere havde jeg tit en bog med – hvis serveringen blev for langsommelig. Der er grænser for, hvor lang tid, jeg vil tillade mig at kigge på andre. Nu har jeg som regel min bærbare med, for ventetiden inden maden giver mulighed for at tjekke mail, læse nyheder, da der næsten altid er wifi på restauranter og caféer.

Tit er det at spise alene en mulighed for at komme i kontakt med andre. I Kina, f.eks., var der altid mange, der næsten stod i kø for at komme i snak. Eller man falder i snak med andre rejsende, der sidder der alene. Ofte bor jeg på steder, der lægger op til samvær, fordi der er fhv. få borde, så man kommer simpelthen til at sidde sammen.

Dette er faktisk min første rejse, hvor jeg har haft meget lidt kontakt med andre, mens jeg spiser. På retreatcentret var der jo ligefrem lagt op til, at man spiste hos sig selv.

Det første sted, jeg boede på Koh Chang, var der rigtig mange familier med børn, så det giver sig selv, at de spiser sammen og ikke ligefrem længes efter at snakke med fremmede. Og her, hvor jeg bor nu, er der enkelte familier og ellers masser af par, unge, som starter festen allerede sidst på eftermiddagen og er i gang med n’te drink inden aftensmaden.

Hvordan klarer jeg så det? Som sædvanlig. Glor, skriver, læser. Jeg har ikke lyst til at være en del af det samvær, der er lige her. Så jeg tilbringer mere tid alene, end jeg er vant til på rejser. Det giver mig ikke nogen speciel følelse. Det er bare sådan, det er.

Jeg har heldigvis en dagligdag derhjemme med et godt socialt liv – og alenetid har altid været noget tilvalgt. Og nødvendigt. Nogle mennesker får deres energi ved at være omgivet af andre, sociale hele tiden. Andre, der har det som jeg, har brug for tid alene til at genoplade.

I mine ældre år går det op for mig, at jeg nok har levet det meste af mit liv som ekstrovert – selv om jeg dybest set er en introvert person. Med tiden har jeg kunnet tillade mig at acceptere denne introverthed. Det er også den, der gør, at nogle rejser, skal jeg bare foretage alene. Hvis der er steder, jeg vil opleve mere intenst, retreats, som jeg har lyst til at deltage i… Hvis jeg er sammen med andre, bliver min indre oplevelse mere flygtig, mindre min.

Jamen er jeg så asocial? Nogle antyder dette: “Skal du ikke lære at rejse med andre?” Jamen det har jeg jo også gjort – hele mit liv og stadig væk. Sidste år var jeg på min årlige tur til Sverige med to danske og en fransk veninde. En vidunderlig uge fyldt af godt samvær, fortrolighed, sjov. Og nogle uger senere i Norditalien med en veninde og min eks-mand. Også gode og dejlige oplevelser. Finn, ex’en, har også to gange sluttet sig til mig i Nepal, hvor vi så har deltaget i kurser sammen og andre dage lavet hver vores.

Det er bare to forskellige måder at rejse på, sammen med andre eller alene. To helt forskellige behov, der bliver opfyldt.

 

Jungle-trekking og lidt mere “hjemme”

Faktisk var det noget af en nedtur at komme hertil. Ærligt talt. Der dømte jeg altså forkert ud fra beskrivelsen på nettet. At havne i Lonely Beach, hvor der er fest overalt til kl. 5 om morgenen. Heldigvis har jeg ørepropper med. Det resort, jeg bor på, ligner måske nok beskrivelsen, sådan billedmæssigt set. Men – hvordan forklare – en lidt “kold” stemning. Måske fordi folk mest er her for at feste. Tyskeren, som jeg mødte i forgårs, ville hurtigt væk herfra – og tog til Blue Lagoon, som jeg anbefalede.

I går morges, inden trekkingturen, blev jeg lidt mildere stemt. Jeg skulle af sted tidligt og tog derfor ned til byområdet og spiste morgenmad på en lille café med søde thailændere, hvor jeg allerede havde været dagen før. Mens jeg spiste havregrød og drak kaffe, så jeg byen vågne med de fastboende thailændere, minibusser, der hentede børnene til skole, et almindeligt liv. Det føltes så befriende at sidde der og kigge på, indtil min guide kom og hentede mig.

Han spurgte – lidt leende: “Hvorfor bor du på Lonely Beach? Det er da kun for unge, der vil feste.” Så var dét ligesom på plads.

Rundt og hente de andre deltagere op langs strandene. Seks, udover mig. Vi skulle ha’ været otte, men én havde festet igennem og sov stadig.

Der stod vi så på vores startpunkt inden dagens tur: Tre tyskere, en franskmand, en moldavier, en svensker og mig. Ingen af de andre var en dag over 30! Jeg startede med at sige, at jeg håbede, jeg kunne følge med. “For jeg kan jo godt se, at I alle ku’ ha’ været mine børn.”

007

“Men jeg hørte, du var ældre, så jeg har taget en hjælpeguide med. Det har jeg altid, hvis det er en blandet gruppe, eller hvis der kun er ældre.”

Vi begynder at gå, og så længe det går ligeud, følger jeg fint med og hører alt, hvad guiden fortæller om planter og dyr, men er ude af stand til at genfortælle det. Det røg ud, da det blev besværligt.

009

Og så begynder det at gå opad. Jamen virkelig meget opad! Jeg er lettet, hver gang der er 20, 30 m nogenlunde ligeud. Ellers er det kæmpeskridt opad, fra klippestykke til klippestykke, eller fra trærod til trærod, eller bare på den stejle sti. Vandrestokkene, som vi har fået udleveret, er oftest til en kæmpehjælp, bortset fra, når jeg får min viklet ind i trærødder eller blade og skal bruge kræfter på at få den ud igen. Min skuldertaske vejer tungt med madpakken og to liter vand, som jeg har fået udleveret.

Jeg kommer hurtigt til at danne bagtrop med hjælpeguiden. Da jeg først sakkede bagud, fik jeg som et déjà vu til bestigningen af et plateau i Tassili i det sydøstlige Algeriet. Engang i starten af 80’erne – sammen med en veninde. Vi havde sammen med to franskmænd og to spaniere hyret en touareg-guide. Men franskmændene var fra Alperne, spanierne fra Pyrenæerne – og de løb næsten op ad bjerget. Touaregeren nærmest fløj op. Mens Hanne og jeg dannede bagtrop. I vores kinasko! Det gik nogenlunde på vej op, men nedad, da var det, som om hverken guiden eller de andre ænsede os, mens de skyndte sig ned, og vi møjsommeligt kravlede bagefter, skiftevis skældende og grædende.

Men den her guide lader mig ikke i stikken. Han bliver sammen med mig. Når jeg standser, forcerer han mig til at drikke, bare lidt, også når jeg ikke har lyst. Og jeg tænker, at så bliver den flaske da lidt lettere! Når jeg kan mærke, at nu bliver jeg nødt til at tage ti helt dybe og rolige vejrtrækninger, peger han på hjertet og spørger, om det er okay. Jeg hører ikke længere førsteguidens fortællinger. Han og de andre er langt forude. Og jeg er også ligeglad. Kan kun koncentrere mig om at flytte fødderne og holde godt ved med hænderne, der hvor jeg kan. Vi indhenter dem nogle gange, når de er næsten færdige med at holde hvil.

Jeg kan slet ikke fatte, at en lille bakke på 500 m kan have så voldsom en stigning. Hvis jeg kigger op, mister jeg fuldkommen modet, for jeg tænker, at der kan jeg altså ikke fortsætte. Så jeg lader være med at kigge op. Det er ikke bare en stigning. Der ligger umanerligt mange faldne træer, tykke og tynde, over stien. Dem skal vi også kravle over. Her er et eksempel:

019

Hjælpeguiden ser helt uanfægtet glad ud. Han slider ellers efterhånden med at få mig over træerne. I starten havde jeg kræfter til at sætte af, enten med vandrestaven eller ved at hive mig op ved at gribe om en lian eller en gren, og stige – lidt elegant –  op på et væltet træ. Men med tiden er det som om, at alle mine kræfter ryger ned i fødder og ben, arme og hænder bliver helt slappe, og tit må han hive til for at få mig over. Når træerne er stå store som ovenstående, må jeg sætte mig og glide over på den måde – eller lægge mig på maven…

Endelig, endelig ankommer vi til et udsigtspunkt, hvor vi indhenter de andre, som er ved at spise første del af frokosten.013

Opløftet af udsigten, af at jeg har indhentet de andre, og at guiden fortæller, at nu er der kun 10-20 min. gang til toppen, og derefter næsten lige ud i en lille times tid inden nedstigningen, bliver jeg helt munter og siger: “I brochuren stod der, at det blev en dag fuld af oplevelser og sjov. Hvornår starter det sjove?” Tyskerne og moldaveren griner højt, guiden svarer, lidt spidst: “Jeg kan jo ikke tilrettelægge individuelt.” En læring i, at humor og ironi ikke er ens overalt.

Jeg får dog lidt goodwill, både af ham og de andre deltagere, da jeg siger, jeg er 67. Ingen kender nogen over 60, der ville gøre det her. Det husker jeg på vej ned.

For nedstigningen er ikke så udfordrende som opstigningen, ikke noget med at standse somme tider efter 20 skridt for igen at trække vejret, men den er svær, fordi det nu handler om at være opmærksom på hvert skridt, når det går stejlt nedad. Et øjebliks uopmærksomhed, og foden kan sidde fast i trærødder eller glidt i blade og løs jord. Jeg ved ikke, om det her giver et indtryk af stejlheden:

027

Jeg sveder – som aldrig før. Og tænker, at det gode er udrensningen, som det da må give. Endelig, endelig når vi ned til en lille sø efter et vandfald. Vi er næsten nede:

035

Vi bader, og nu kan det kun blive godt. Vi skal gå på klipperne langs det næsten udtørrede vandløb. Det ligner jo klipperne i Bretagne, tænker jeg. Det skal aldrig blive så svært. Men altså. Op og ned ad klipper efter alt det andet. Hjælpeguiden har hele tiden undervejs terpet cambodianske gloser, khmer, med mig. Så jeg nu kan sige tak og glide – de eneste, jeg husker. Tak, siger jeg, når jeg får lov at sidde lidt:

038

Efter endelig en god halv times vandring i lavlandet kan bjerget – den lille top – ses på afstand:

041

Jeg gjorde det! YES.

Om aftenen kan jeg næsten ikke gå op ad bakken for at spise i restauranten. Men dagen efter hjælper en gang massage på den værste ømhed. Jeg går uden besvær igen.

 

Min nye bolig, Koh Chang

Så er jeg flyttet hertil, Oasis, Lonely Beach.

001

002

003

90 kr. pr. nat og mere min prisklasse, hvis jeg skal rejse flere uger. Hyggeligt med det nødvendigste: Hytterne ligger spredt midt i junglebevoksning, terrasse med hængekøje, værelse med stor seng og få hylder, det nødvendige myggenet, og i forlængelse af værelset er der et badeværelse under åben himmel. Men absolut et par niveauer under Blue Lagoon.

Og Lonely Beach er ikke “lonely”. Byområdet ligger et par hundrede meter nede ad vejen – og det ligner alle andre backpacker- og turistområder med et hav af butikker, som sælger samme slags tøj, dusinvis af caféer og restauranter. Kao Sahn i Bangkok, Thamel i Kathmandu, hovedstrøget i Pokhara….alle ligner de hinanden.

Men selve Oasis er fint, ligger lidt oppe ad skrænten, og fra restauranten er der udsigt til havet. Virkelig lækker mad.

002

Strand er godt – at kigge på, lytte til bølgernes brusen, gå i sandet, tage et dyp i havet. Men jeg har aldrig været tilhænger af at bruge flere timer til solbadning. Det bliver for varmt og for kedeligt. Og da jeg ikke er nogen vandhund, så er det hurtigt overstået. I Bretagne, som jo var mit hjem i en årrække, elsker jeg at gå ture langs strandene, på klipperne, falde i søvn til lyden af bølgerne, alt sammen så beroligende hjemligt.

Men her nyder jeg stranden bedst over en cappucino og en pandekage:

004

Det har været lidt underligt, at siden jeg er ankommet til Koh Chang har jeg været omgivet af familier og par, og da det er meget turisted her, er de lokale ikke ligefrem vilde med at komme i snak med udlændinge. Så ikke så mange sociale kontakter, først her til morgen, hvor jeg spiste med en tysker, som også bor her – og har været alene på meditationsretreat på et kloster i Nordthailand.

Jeg vender tilbage til det med at være omgivet af familier og par i et andet indlæg.

I morgen tager jeg på jungle trekking hele dagen. Det indebærer bl.a. at bestige et lille bjerg på 500 m. “Very challenging,” som ejerne her siger. “Of course, I don’t know how fit you are.” 500 m sku’ være meget i varmen. Nu må vi se. Guiden efterlader mig vel ikke alene tilbage, hvis jeg har svært ved at følge med.

Et meditationscenter syd for Pattaya

IMG_4514

IMG_4516

IMG_4517

Meditationscentret Boonkanjanaram i Pattayas sydlige udkant, hvor jeg har boet de første dage. Udsigt fra min hytte omgivet af andre lignende midt i en stor have langt væk fra det vilde liv i byen. Stille og smukt.

Min hytte er bygget på pæle, eget badeværelse, veranda hele vejen rundt. Morgenmad og frokost (med mad nok til resten af dagen) bliver leveret kl.7 og kl. 10:30 på terrassen. Der er en lille krog, som madboksen kan hænge i. Alt dette + dagligt møde med stedets lærer og lån af bøger for lidt over 60 kr. i døgnet.

IMG_4518

Jeg nåede at sende en mail om, at jeg blev næsten et døgn forsinket, mens jeg sad på hotellet i Aalborg Lufthavn – og fik besked tilbage om, at de ville gemme frokost til mig. Det fik mig til at føle mig velkommen. Jeg føler mig også velkommen med alle de mangoer, jeg får leveret: Min nabo kom med et par stykker, flere fra personalet har plukket nogle til mig. Jeg har et lager i køleskabet, der kunne ligne en lille mangobod. Al den venlighed.
¨
Jeg er glad for, at jeg lidt tilfældigt fandt dette sted ved at surfe på nettet efter ”meditation retreats Thailand”. En god måde at starte Thailand-turen på.

Dagen går med meditation og læsning – de bøger, som jeg låner her om meditation og buddhisme (om aftenen er det romanlæsning). Det passer mig godt efter den lange rejse og efter den stress det var at pakke. Og varmen – den gør noget godt for min langvarige hoste og forkølelsestilstand.

Vigtigst er nok, at roen, stilheden og fordybelsen allerede hjælper mig med det, som jeg også kommer for: at finde bedre fokus i livet, efter at sorg og savn igen fyldte næsten det hele i lange perioder i 2014.

Der er ikke lagt op til det sociale, folk er her for at fordybe sig i egne processer. Men man kan møde stedets gamle lærer på 86 en gang i døgnet. Udover hende har jeg talt med stedets manager og en amerikaner. Ellers ikke nogen, der taler engelsk. Det er her, jeg kunne savne en lille parlør. Og forbander mig selv over, at jeg ikke tog én af guide-bøgerne med? Lonely Planet eller Turen går til Thailand. Det var for at spare den vægt i bagagen. Jeg troede, jeg var smart ved bare at fotokopiere siderne om den egn, jeg skulle være i. Glemte fuldkommen, at de jo har et ordforråd til dagligt brug.

For at komme på internet skal jeg en km eller to ned ad vejen til en café, hvor indehaveren er en gammel græker gift med en thailandsk kvinde. Dem får jeg længere snakke med. Og det giver ro ikke at have wifi ved hånden.

På trods af sprogvanskeligheder (pludselig var der slet ingen engesktalende) fik jeg fixet en bus- og færgbillet til Koh Chang. Indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om de nu havde ringet og bestilt den, og om der kom nogen og hentede mig.

Men jo. Kl. 9 på afrejsemorgenen kom en tuk-tuk (en knallert/lille motorcykel med lad til taxi-kørsel) og hentede mig. Chaufføren kunne lidt engelsk, sagde han ville køre langs kysten, så jeg kunne se Pattaya strand, ind til en lille gade, hvor billetsalget var, og hvor minibussen ville samle mig op. ”Men jeg venter – så jeg kan se, om du kommer af sted”, sagde han

Vi snakkede lidt – så meget vi nu kunne. På et tidspunkt spurgte han: ”You have a son?”
”No, I have a daughter.” –
”Oh, good. Where is she?”
Hun er jo død. Det er det, en stor del af mit liv har drejet sig om de sidste 4½ år. Men lige dér, en brøkdel af et sekund, tænker jeg, at kunne vælge at give hende et liv, forestille mig det voksenliv, hun kunne have haft fra de 23 til de 28 år. Det liv, hun aldrig fik.

Men det formår jeg ikke. Jeg fortæller, at hun er død. I en ulykke. Han siger, han forstår, det må være svært. Og lidt efter kommer bussen.

Jeg hader at pakke!

Bare der ikke skulle pakkes, inden en rejse. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt ud af det tidligere, da jeg var yngre. Jeg har nogle tågede minder om, at det mest var noget, jeg gjorde i sidste øjeblik.

Men nu! Nu tager det tid. Jeg mister overblikket undervejs. Alt bliver én stor rodebunke. Jeg stresser rundt. Synes, jeg skal nå alt muligt. For hver rejse er det, som om jeg lukker mit liv ned. Alt skal være på plads, i orden inden turen.

Det, at jeg tit kun rejser med kabine bagage, gør det nok ikke nemmere. Det kræver altså mere omtanke at pakke en kuffert, som skal veje under 8 kg.

I de sidste dages stress glemmer jeg, hvorfor jeg vil rejse. Glemmer al glæden ved det. Mit indre spørgsmål bliver: Hvorfor rejse fra det liv, jeg har her? Og lige præcis den tanke har jeg nok altid haft lige inden en ferie. Ligegyldigt hvor og hvorhen og med hvem – også når jeg tog på familieferie. Der var altid noget, jeg forlod. Haven, f.eks., i den bedste sommertid. Det er noget gammelt. Fra dengang jeg tog i sommerhus med en legekammerat, og min far blev indlagt til operation for en hjernesvulst. Jeg så ham aldrig igen. Noget kan man bare ikke arbejde sig helt ud af. I mig ligger en rest af, at “noget” kan ske, mens jeg er væk.

Når jeg endelig sidder i flyet, kommer glæden igen over det, jeg skal til.

Og nu er jeg igen på vej. Første etape blev ikke lang. Højst 25 km fra Nibe til Aalborg Lufthavn. Her er jeg stadig – i hotellet lige foran lufthavnen. For flyet til Istanbul – hvor jeg skulle skifte til Bangkok – var aflyst pga. snestorm i Istanbul. Så en ombooking af alle passagerer startede.

Der var ingen flyselskaber med matchende afgange i dag. Men i morgen tidlig vil jeg kunne flyve med SAS til København og videre derfra – også med SAS – til Bangkok.

Jeg fik mig talt til en hotelovernatning på flyselskabets regning: “Bor uden for Aalborg – ingen bil – se, jeg har sommertøj på.” Endda til hotellet lige udenfor i stedet for det inde i Aalborg, som Turkish Airlines har aftale med. De argumenter, jeg ikke brugte, men som var mindst lige så sande: Orker ikke at tage hjem og pakke mit liv ud igen for én nat – nu, hvor jeg endelig fik det pakket ned.

Jeg kan få sovet ud, inden den lange flyrejse.

Men jeg er på vej 🙂

Engang på Hærvejen

Rejser er meget forskellige. Og for at prøve at rejse alene behøver man ikke nødvendigvis begive sig langt væk. Jeg husker stadig med glæde tilbage til en uge, som jeg tilbragte alene i min moster og onkels campingvogn ved Vestkysten for over 30 år siden. Det var et par år efter, at jeg var flyttet hjem til Danmark, jeg boede i kollektiv på Christiania, havde et krævende arbejde – og jeg havde bare brug for lidt tid alene. Og det fik jeg deroppe.

For 12-13 år siden, inden jeg skulle på familieferie, havde jeg besluttet mig for at gå tre dage på Hærvejen alene. Min datter, som på det tidspunkt var 16, var vældig støttende overfor mit projekt, og aftenen før jeg skulle af sted, vandrede hun 10 km med mig, mens jeg gik en prøvetur med oppakning.

Morgenen efter tog jeg offentlig transport til Viborg, vandrede ud af byen og fandt Hærvejs Vandreruten (der er to ruter, én for cyklister og én for vandrere, som absolut er den mest øde). Med mit detaljerede kort fra Dansk Vandrelaug begav jeg mig ud på den første etape. Jeg havde i forvejen bestilt bed and breakfast til de to nætter, for selv om der er primitive campingpladser på vejen, så var det måske liiiiige lidt rigeligt at sove alene i skoven. Første dags etape havde jeg planlagt til mellem 15 og 20 km for at starte blidt op.

På andendagen, som var en helt utrolig oplevelse, kom jeg gennem et Danmark, som var mere øde, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Bortset fra et tidspunkt, hvor jeg gik forkert og kom til at gå langs hovedvejen, inden jeg igen fandt ruten, mødte jeg kun enkelte andre vandrere: et par og en lille gruppe. På en hel dag! Godt nok krydsede jeg marker, kom i nærheden af gårde og landsbyer, men aldrig så tæt på, at jeg mødte folk, der boede der.

Endelig kom jeg frem til dagens mål, en landsby hvor min bed and breakfast skulle være. Jeg ringede dertil og fandt ud af, at stedet faktisk lå på den anden side af landsbyen. Jeg var ved at give mig til at græde – for under de sidste to hvil, havde jeg ikke kunnet sætte mig. Jeg var bange for ikke at kunne rejse mig igen. Så øm var min krop. Nu stod jeg  op ad en hegnspæl, overbevist om at jeg ikke kunne gå mere end nogle få meter længere. Men frem kom jeg alligevel.

Jeg havde regnet mig frem til, at denne etape ville være lidt under 30 km, men det viste sig, at jeg havde gået nær 40 km. Aldrig har jeg været så fysisk træt. Jeg spiste aftensmad og gik i seng. Udtrykket “at falde i søvn så snart hovedet lå på puden” var i den grad rigtigt.

Den sidste dag var jeg selvfølgelig stadig godt øm i kroppen, men samtidig næsten berusende glad over at kunne navigere efter mit kort og regelmæssige skilte med “Hærvejen” – og en god intuition. For selv om ruten er godt skiltet, så er der steder, hvor stien næsten forsvinder under sidste års visne blade. På et tidspunkt røg jeg vist også ud af Hærvejsruten og gik langs det gamle jernbanespor.

Efter ca. 25 km kom jeg frem til Nørre Snede. Lidt under 80 km på tre dage. Godt klaret af den 55-årige, som jeg var dengang. Nu var der kun tilbage at tage ekspresbussen til Silkeborg, en anden til Viborg/Aalborg.

Efter at have siddet så lang tid, var det næsten umuligt at rette kroppen ud igen! Aldrig har jeg da mærket den så meget. At gå ned fra bussen var en kæmpeanstrengelse – og at sætte mig ind i bilen, som hentede mig, var næsten umuligt.

Men hold op, hvor var det en fed oplevelse at have besluttet og gennemført de tre dage. Jeg havde glemt at få kamera med på turen, men skovstierne, markerne, heden er stadig indre billeder, ligesom de sansemæssige oplevelser stadig er indeni mig: stilheden, den lette vind på huden, oplevelsen af næsten at flyve på nogle tidspunkter – og den voldsomme træthed.

 

 

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂

 

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.

 

At rejse alene

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

I 2004 blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle jeg tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.