Et meditationscenter syd for Pattaya

IMG_4514

IMG_4516

IMG_4517

Meditationscentret Boonkanjanaram i Pattayas sydlige udkant, hvor jeg har boet de første dage. Udsigt fra min hytte omgivet af andre lignende midt i en stor have langt væk fra det vilde liv i byen. Stille og smukt.

Min hytte er bygget på pæle, eget badeværelse, veranda hele vejen rundt. Morgenmad og frokost (med mad nok til resten af dagen) bliver leveret kl.7 og kl. 10:30 på terrassen. Der er en lille krog, som madboksen kan hænge i. Alt dette + dagligt møde med stedets lærer og lån af bøger for lidt over 60 kr. i døgnet.

IMG_4518

Jeg nåede at sende en mail om, at jeg blev næsten et døgn forsinket, mens jeg sad på hotellet i Aalborg Lufthavn – og fik besked tilbage om, at de ville gemme frokost til mig. Det fik mig til at føle mig velkommen. Jeg føler mig også velkommen med alle de mangoer, jeg får leveret: Min nabo kom med et par stykker, flere fra personalet har plukket nogle til mig. Jeg har et lager i køleskabet, der kunne ligne en lille mangobod. Al den venlighed.
¨
Jeg er glad for, at jeg lidt tilfældigt fandt dette sted ved at surfe på nettet efter ”meditation retreats Thailand”. En god måde at starte Thailand-turen på.

Dagen går med meditation og læsning – de bøger, som jeg låner her om meditation og buddhisme (om aftenen er det romanlæsning). Det passer mig godt efter den lange rejse og efter den stress det var at pakke. Og varmen – den gør noget godt for min langvarige hoste og forkølelsestilstand.

Vigtigst er nok, at roen, stilheden og fordybelsen allerede hjælper mig med det, som jeg også kommer for: at finde bedre fokus i livet, efter at sorg og savn igen fyldte næsten det hele i lange perioder i 2014.

Der er ikke lagt op til det sociale, folk er her for at fordybe sig i egne processer. Men man kan møde stedets gamle lærer på 86 en gang i døgnet. Udover hende har jeg talt med stedets manager og en amerikaner. Ellers ikke nogen, der taler engelsk. Det er her, jeg kunne savne en lille parlør. Og forbander mig selv over, at jeg ikke tog én af guide-bøgerne med? Lonely Planet eller Turen går til Thailand. Det var for at spare den vægt i bagagen. Jeg troede, jeg var smart ved bare at fotokopiere siderne om den egn, jeg skulle være i. Glemte fuldkommen, at de jo har et ordforråd til dagligt brug.

For at komme på internet skal jeg en km eller to ned ad vejen til en café, hvor indehaveren er en gammel græker gift med en thailandsk kvinde. Dem får jeg længere snakke med. Og det giver ro ikke at have wifi ved hånden.

På trods af sprogvanskeligheder (pludselig var der slet ingen engesktalende) fik jeg fixet en bus- og færgbillet til Koh Chang. Indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om de nu havde ringet og bestilt den, og om der kom nogen og hentede mig.

Men jo. Kl. 9 på afrejsemorgenen kom en tuk-tuk (en knallert/lille motorcykel med lad til taxi-kørsel) og hentede mig. Chaufføren kunne lidt engelsk, sagde han ville køre langs kysten, så jeg kunne se Pattaya strand, ind til en lille gade, hvor billetsalget var, og hvor minibussen ville samle mig op. ”Men jeg venter – så jeg kan se, om du kommer af sted”, sagde han

Vi snakkede lidt – så meget vi nu kunne. På et tidspunkt spurgte han: ”You have a son?”
”No, I have a daughter.” –
”Oh, good. Where is she?”
Hun er jo død. Det er det, en stor del af mit liv har drejet sig om de sidste 4½ år. Men lige dér, en brøkdel af et sekund, tænker jeg, at kunne vælge at give hende et liv, forestille mig det voksenliv, hun kunne have haft fra de 23 til de 28 år. Det liv, hun aldrig fik.

Men det formår jeg ikke. Jeg fortæller, at hun er død. I en ulykke. Han siger, han forstår, det må være svært. Og lidt efter kommer bussen.

Jeg hader at pakke!

Bare der ikke skulle pakkes, inden en rejse. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt ud af det tidligere, da jeg var yngre. Jeg har nogle tågede minder om, at det mest var noget, jeg gjorde i sidste øjeblik.

Men nu! Nu tager det tid. Jeg mister overblikket undervejs. Alt bliver én stor rodebunke. Jeg stresser rundt. Synes, jeg skal nå alt muligt. For hver rejse er det, som om jeg lukker mit liv ned. Alt skal være på plads, i orden inden turen.

Det, at jeg tit kun rejser med kabine bagage, gør det nok ikke nemmere. Det kræver altså mere omtanke at pakke en kuffert, som skal veje under 8 kg.

I de sidste dages stress glemmer jeg, hvorfor jeg vil rejse. Glemmer al glæden ved det. Mit indre spørgsmål bliver: Hvorfor rejse fra det liv, jeg har her? Og lige præcis den tanke har jeg nok altid haft lige inden en ferie. Ligegyldigt hvor og hvorhen og med hvem – også når jeg tog på familieferie. Der var altid noget, jeg forlod. Haven, f.eks., i den bedste sommertid. Det er noget gammelt. Fra dengang jeg tog i sommerhus med en legekammerat, og min far blev indlagt til operation for en hjernesvulst. Jeg så ham aldrig igen. Noget kan man bare ikke arbejde sig helt ud af. I mig ligger en rest af, at “noget” kan ske, mens jeg er væk.

Når jeg endelig sidder i flyet, kommer glæden igen over det, jeg skal til.

Og nu er jeg igen på vej. Første etape blev ikke lang. Højst 25 km fra Nibe til Aalborg Lufthavn. Her er jeg stadig – i hotellet lige foran lufthavnen. For flyet til Istanbul – hvor jeg skulle skifte til Bangkok – var aflyst pga. snestorm i Istanbul. Så en ombooking af alle passagerer startede.

Der var ingen flyselskaber med matchende afgange i dag. Men i morgen tidlig vil jeg kunne flyve med SAS til København og videre derfra – også med SAS – til Bangkok.

Jeg fik mig talt til en hotelovernatning på flyselskabets regning: “Bor uden for Aalborg – ingen bil – se, jeg har sommertøj på.” Endda til hotellet lige udenfor i stedet for det inde i Aalborg, som Turkish Airlines har aftale med. De argumenter, jeg ikke brugte, men som var mindst lige så sande: Orker ikke at tage hjem og pakke mit liv ud igen for én nat – nu, hvor jeg endelig fik det pakket ned.

Jeg kan få sovet ud, inden den lange flyrejse.

Men jeg er på vej 🙂

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂

 

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.