At rejse alene

(foto er fra Nepal 2011)

Som tidligere nævnt er jeg født i 1947. I min barndom og tidlige ungdom var rejser ikke det, der lå lige for.

Skovture var der mange af. Mine forældre var gode til at få pakket madpakke og termoflaske og tage os med på skovtur i Aalborgs parker eller med rutebil til skovområder nær Aalborg. Min mor fortsatte disse ture efter min fars død, sammen med sine veninder eller andre fra familien. Skovturene lærte mig at drømme om fjerne steder: Jeg var på bjergbestigning eller i Amazonas, når jeg legede på Signalbakken eller i Skovdalen i Aalborg.

Ferieophold begrænsede sig til nogle dage i sommerhus i ny og næ, nogle dage i København på familiebesøg. Mens jeg læste bøger om opdagelsesrejser.

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

For 10 år siden blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Qinghai provinsen 2006

Negative0-19-17A(1)

 

Negative0-24-22A(1)

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *