Jeg hader at pakke!

Bare der ikke skulle pakkes, inden en rejse. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt ud af det tidligere, da jeg var yngre. Jeg har nogle tågede minder om, at det mest var noget, jeg gjorde i sidste øjeblik.

Men nu! Nu tager det tid. Jeg mister overblikket undervejs. Alt bliver én stor rodebunke. Jeg stresser rundt. Synes, jeg skal nå alt muligt. For hver rejse er det, som om jeg lukker mit liv ned. Alt skal være på plads, i orden inden turen.

Det, at jeg tit kun rejser med kabine bagage, gør det nok ikke nemmere. Det kræver altså mere omtanke at pakke en kuffert, som skal veje under 8 kg.

I de sidste dages stress glemmer jeg, hvorfor jeg vil rejse. Glemmer al glæden ved det. Mit indre spørgsmål bliver: Hvorfor rejse fra det liv, jeg har her? Og lige præcis den tanke har jeg nok altid haft lige inden en ferie. Ligegyldigt hvor og hvorhen og med hvem – også når jeg tog på familieferie. Der var altid noget, jeg forlod. Haven, f.eks., i den bedste sommertid. Det er noget gammelt. Fra dengang jeg tog i sommerhus med en legekammerat, og min far blev indlagt til operation for en hjernesvulst. Jeg så ham aldrig igen. Noget kan man bare ikke arbejde sig helt ud af. I mig ligger en rest af, at “noget” kan ske, mens jeg er væk.

Når jeg endelig sidder i flyet, kommer glæden igen over det, jeg skal til.

Og nu er jeg igen på vej. Første etape blev ikke lang. Højst 25 km fra Nibe til Aalborg Lufthavn. Her er jeg stadig – i hotellet lige foran lufthavnen. For flyet til Istanbul – hvor jeg skulle skifte til Bangkok – var aflyst pga. snestorm i Istanbul. Så en ombooking af alle passagerer startede.

Der var ingen flyselskaber med matchende afgange i dag. Men i morgen tidlig vil jeg kunne flyve med SAS til København og videre derfra – også med SAS – til Bangkok.

Jeg fik mig talt til en hotelovernatning på flyselskabets regning: “Bor uden for Aalborg – ingen bil – se, jeg har sommertøj på.” Endda til hotellet lige udenfor i stedet for det inde i Aalborg, som Turkish Airlines har aftale med. De argumenter, jeg ikke brugte, men som var mindst lige så sande: Orker ikke at tage hjem og pakke mit liv ud igen for én nat – nu, hvor jeg endelig fik det pakket ned.

Jeg kan få sovet ud, inden den lange flyrejse.

Men jeg er på vej 🙂

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *