Ting, jeg glemmer

Altså jeg har følt mig syg. Sådan virkelig syg og ondt af mig selv i 3-4 dage. Jeg følte mig faktisk så syg, at jeg var parat til at tage hjem, hvis det nu havde været nemt bare at bytte billetten uden at betale stort gebyr.

Bronkierne, der har arbejdet på højtryk, hostet i en uendelighed. Næsten ingen nattesøvn. Og inden jeg rejste ud af Kathmandu, fik jeg så set klinikken indefra. Igen.

Det gjorde jeg også for fem år siden. Der er dukket opslag op på facebook med “dine minder fra for 5 år siden” – som beskrev slående meget den tilstand, jeg er i nu. Da gik jeg også på klinikken, og var dengang i konsultation hos en ung amerikansk kvinde, som under færdiggørelsen af sit speciale i tropesygdomme, var i et halvt års praktik på klinikken.

Jeg fortæller mere om konsultationen i næste indlæg. Og så må jeg lære at huske mine dårligdomme til en anden gang.

For der er ting, jeg glemmer, når de er ovre. Som at ha’ været vred, ked af det, modløs, stresset. Eller syg og energiløs.

Men er det ikke én af de ting, jeg burde huske? F.eks. at jeg ikke kan tåle Kathmandus støv og forurenede luft for længe ad gangen?

Jeg glemmer også, at der faktisk er koldt om aftenen i begyndelsen og midten af marts. Især, som nu, hvor jeg er rykket et par hundrede højdemeter op. Selv i Kathmandu skulle jeg pakke mig ind om aftenen, til trods for, at jeg om dagen kunne gå rundt i sandaler og T-shirts uden ærmer. Og her, hvor jeg er nu: Køligt fra sidst på eftermiddagen. Og mit eneste reelle vintertøj er det, jeg rejste i. Og det føles lidt fugtigt.

Hvad tænkte jeg dog på – med så meget sommertøj i kufferten? Jeg huskede kun – efter de år, der var gået – de lune, lune aftener i Benchens Gæstehus’ have. Eller de varme aftener med lysceremonier på Kopanklostret, hvor jeg kunne ligge i græsset og kigge på stjernehimlen. Jamen det var jo sidst i marts og første halvdel af april. Når jeg var her i en måned eller halvanden, huskede jeg kun den sidste, varme tid.

Det minder mig om, da jeg var så tankeløs at tage til Tibet med lige så lidt vintertøj. I 3000 m højde.Er jeg ikke blevet klogere på de 12 år, der er gået?

Eller forstyrrer det min erindring, at jeg siden sidste Nepal-rejse har været i Thailand og Cambodia fra midt i februar til midt i marts? Og der var der tropehede på det tidspunkt.

Men nu er jeg her. Gået i seng 20:30 iført mine tyndeste sommerbukser, nu op- eller nedgraderet til natbukser, og en lun, langærmet T-shirt samt strikkede sokker. Selv om jeg havde glædet mig til at deltage i Tara Puja kl. 6 i morgen tidlig, så tror jeg ikke lige nu, at jeg vil være i stand til at gå ud i de 8 graders varme, som helt sikkert vil føles koldere.

Foto er fra min nye bolig – fortæller om stedet i et senere indlæg.

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *