IMG_20180308_165919_resized_20180309_093542391

En klinik i Kathmandu

Jeg vil gøre lidt reklame for klinikken, som er tilknyttet Benchen Klostret. Det er den eneste helt gratis klinik i området. Fungerer udelukkende ved hjælp af faste donationer fra danskere og tyskere – samt fondsbevillinger fra et par amerikanske og italienske fonde. Det giver penge til lønninger til fuldtidsansat læge, deltids tandlæge o.a. specialister samt nødvendigt udstyr og gratis medicin (vigtigt). Hvis I skulle få lyst til at donere, så går ALLE pengene ubeskåret direkte til klinikken. Jeg kender dem, som arbejder frivilligt i foreningen. Tjek hjemmesiden www.benchen.dk

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

IMG_20180302_151421_resized_20180305_035254086

Jeg husker mit møde med Dr. Tsering i 2010. Karen, som er involveret i benchen.dk, kender ham og hans familie godt, og hun havde inviteret mig med op til dem i deres lille lejlighed på klostrets grund, hvor de boede med deres to børn, en søn og en datter. Mens det blev aften, og mørket sænkede sig, lyttede jeg til Tserings fortællinger om arbejdet på klinikken. At selv om det egentlig var en klinik for dette område af Kathmandu, så kom patienter langvejs fra, fordi det var den eneste ikke blot gratis klinik, men som også udleverede medicin gratis. Om fyldt venteværelse og patienter, der kom helt fra landområderne. Én historie fascinerede mig specielt: En mand, som var kommet på cykel fra en landsby med sin syge, gamle mor bagpå.

Lige så meget, som jeg lyttede til lægens fortællinger, lyttede jeg vel til den iver og entusiasme, som hans stemme havde – og tænkte, at her var en mand, som troede på nytten af sit arbejde.

I mellemtiden har jeg mødt hans kone i Danmark, hvor hun fulgtes med Tenga Rinpoche (min lærer), som skulle undervise. Hun blev indkvarteret sammen med Tenga Rinpoches niece i mit gamle kollektiv på Christiania, hvor jeg også boede under kurset, så vi havde rig lejlighed til at være sammen. Det var hendes første tur til Europa – og hun befandt sig godt på Christiania. Måske, tænkte jeg, mere lig med det liv, hun kendte.

De senere år har både deres søn og datter uddannet sig til tandlæger i Polen – og datteren, siddende på fotoet nedenunder, er nu deltidsansat som tandlæge på klinikken.

 

20180302_151400

Da jeg ankom, omtalte jeg det hul, der var, der hvor klostergården og den største tempelbygning tidligere var. For at vise det kommer her et par fotos fra Benchen Klostret før og efter jordskælvet.

002

Klostrets største tempel forsvandt med jordskælvet i 2014. Fotoet her viser, hvordan det så ud sidst, jeg var her – i 2013, og det næste, sådan som det har set ud siden jordskælvet.

001Image may contain: sky and outdoor

Image may contain: sky, bridge and outdoor

I øjeblikket er man ved at bygge et stort telt, som skal huse de mange hundreder, der strømmer til en vigtig undervisning, som starter om en uges tid. – Efter jordskælvet modtog klostret direkte donationer, og klostrets munke var i ugevis beskæftiget med at bringe overlevelseshjælp ud til områder, der ellers ikke modtog hjælp.

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *