Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *