Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

En tanke om “Erquy”

  1. Hej Benthe. Synes det er en super fin side du har med god inspiration. Har du en kontaktformular. Kan man skrive til dig herinde på siden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *