En rejse ind i vinteren

Jeg vil skrive om en anden slags rejse. En skriverejse. Jeg har skrevet mig gennem vinteren. Ind i vinteren. Omfavnet vinteren. Ladet den omfavne mig med mørke, kulde, langsomhed, ro. En rejse indad. Altså en hel anden slags vinterrejse, end når jeg søger sol og varme.

Siden sidste sommer har jeg deltaget i skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter min datters død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her har virket godt for mig, når jeg har været på rejse. Netop fordi jeg tit rejser alene, så har jeg kunnet fastholde indtryk, reflektere over rejsen på denne måde. Men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi på en ny måde. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og især Vintercirklen har været befordrende for mig. En rejse ind i vinteren, hvor jeg i stedet for at være i modstand mod kulde og mørke, flygte fra vinteren, så har jeg ladet mig omfavne af den i en sådan grad, at jeg ikke har villet eller kunnet rejse fra den. Jeg kom på en anden slags rejse – uden at rejse. En skriverejse og en spirituel rejse.

For  – på et andet plan – erkendte og accepterede jeg mere og mere, at jeg er på vej mod mit livs vinter. Jeg ved, at jeg ikke er udødelig. Jeg ved, at jeg snart bliver 70. Jeg ved, at fremtiden skrumper ind. Og gennem mine vinterskriverier, så jeg hvordan alderen tit sneg sig ind i fortællingerne med råb om accept af, at sådan er det. Jeg begyndte at erkende og acceptere ordet gammel og ikke de forblommede vendinger som “moden” eller “ældre”, som  er eufemismer, der vil ha’ os til at benægte alderen, ikke tale om at være gammel. Vi er børn i kort tid og unge meget, meget længe, før vi bliver voksne, og mærkværdigvis nogle gange yngre (tænk over sætningen: “Hun er en yngre kvinde”)  modne og ældre. Ældre end hvem?

Derfor dedikerer jeg indlægget om denne rejse gennem vinteren til alderen og det at blive gammel:

NOVEMBER

November omslutter mig.

Jeg står på tærsklen til vinteren. Lidt forstemt. Sommeren ligger allerede bag mig, og jeg har plukket de sidste brombær i haven. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Flygtigheden, som jeg ellers accepterer, overvælder mig.

Jeg har kæmpet lidt med November. Jeg vil gøre, som jeg plejer. Drikke min første kop kaffe udenfor, tidligt om morgenen. Se lyset komme. Men November har vundet de sidste dage og holdt mig inde med kaffen.

Jamen jeg vil gøre alt, som jeg plejer, selv om energien er lav. Ligesom solens. Se, hvordan den allerede har svært ved at hive sig op over trætoppene. Dagen kommer sent nu.

Mens jeg står her med November, kan jeg alligevel mærke en stille glæde i hjertet ved øjeblikkets skønhed. Solen, der er på vej gennem disen. Træerne, der spejler sig i vandet. Åen, som jeg får lyst til at følge. Ind i vinteren. Min vinter.

Jeg mærker efterårets kulde, mørke, lave energi. Alt det, jeg mangler at nå inden vinteren. Hvorfor tænker jeg sådan? Ved jeg ikke, at der også er solskinsdage om vinteren? Sneen, der lyser op.

November puster med sin kølige luft lidt energi i mig. ”Fremad,” hvisker hun. ”Du kan ikke blive stående her og begræde, det, der er forbi.” Og jeg kigger ind i November. Overvejer, om jeg kan have tillid til hende, om jeg tør overgive mig til hende med mine dage, hvor energien er lav, behovet for hvile stort. Tro på, at det, jeg ikke har nået, stadigvæk kan gøres.

”Der er også liv om vinteren,” hvisker hun. ”Det ved du vel godt? Lad være med at tænke på måder, der dræner dig. Du kan heller ikke forudse, hvordan vinteren bliver. Bare følg mig. Kom og se.”

Jeg begynder at gå med November. Langs åen. På min spirituelle rejse mod vinteren.

004

BROEN TIL VINTER

Der står hun ved broen. Hun ved, at ovre på den anden side ligger vinteren. Hun tøver med at gå over, for hun synes, at hendes vej gennem efteråret nærmest lige er begyndt. Før det var der sensommeren og høsten, en tid, hvor livet foldede sig ud med farver, varme og pragt, som hun vist ikke havde oplevet om sommeren.

Var sommeren der overhovedet? Havde der ikke bare været et uendeligt langt forår? Hun hoppede nærmest fra våren direkte ind i høsten, hvor livets gaver begyndte at falde ned til hende, nærmest uden at hun havde forventet dem eller bedt om dem – og derfor måske heller ikke altid parat til at tage imod dem.

Hun var så optaget af livet i høsten, at hun helt glemte, at efteråret ventede. Men da hun pludselig blev kastet ind i efterårets mørke, vidste hun, at vandringen mod vinter kunne blive ubærlig. Alligevel lykkedes det hende, i samklang med evighedens kald og med gode kræfters hjælp, at lægge mere mærke til efterårets solskinsdage end til alle de grå og triste.

Og nu står hun altså ved broen. Allerede. Der, hvor vinteren begynder på den anden side. Den er vel ikke så slem, vinteren, hvis hun tør overgive sig til dens ro, dens stilhed, dens pludselige flimmer af lys og farver, som ikke behøver at vare så længe, fordi det er okay at trække sig indenfor igen.

Hun kan også blive lidt i efteråret. For er det ikke her hun stadig kan bruge sin viden, sin erfaring, her hun stadigvæk kan påtage sig opgaver udover de sociale og venskabelige? Selv om hun begynder at opdage, at hun nærmest bliver lettet, hvis én af disse opgaver alligevel ikke bliver til noget.

Men hun har brug for efterårets sysler endnu. Når hun senere kan overgive sig til visheden om, at intet er spildt, at noget nyt vil spire, at når alt er slut, vil livet alligevel fortsætte i nye forår, i andre former, når det sker, så vil hun uden tøven gå over broen.

Om vinteren bliver lang eller kort, kan hun ikke vide. Kun at den bliver lige præcis så lang, at hun får gjort det, hun SKAL gøre. Mens det er vinter.”

Og sådan fortsatte vinteren med rejser i erkendelser, rejser tilbage og frem i livet, rejser i min slægtshistorie, rejser, hvor virkelighed og fiktion levede side om side. Rejser, som startede med en opgave, men hvor opgavens udførelse aldrig var givet på forhånd, for brændstoffet var ordene, der formede sig til sætninger og fortællinger, mens jeg skrev. Uden projekter, uden kontrol. En meditativ skriverejse.

Men den mest uventede gave har virkelig været at gå helt ind i mørket, kulden, trætheden, langsomheden. Som vinteren gik, undrede jeg mig over, at jeg endnu ikke var blevet overmandet af forårslængsel. At jeg faktisk nød den form for vinterhi, jeg kunne glide ind i , somme tider flere dage ad gangen. Inaktiv, langsom, kun energi til læsning, skrivning gåture. Tidligere var det varmen om sommeren, der nærmest gav mig et alibi, gav mig lov til nogle dage at være helt inaktiv. Bare sidde og glo eller læse under et træ, mens solen varmede

Jeg længtes heller ikke efter lyset på samme måde som ellers. Længtes slet ikke efter at komme væk, ud til solen, til varmen. Jeg ville opleve hele vinteren. Fra start til slut. Huskede også, hvor hårdt det kunne være de to gange, jeg kom hjem fra Thailand sidst i februar eller midt i marts, hvor hårdt det faktisk var at starte på vinteren igen.

Nu hvor vinteren er ved at være forbi, synes jeg, at den er gået for hurtigt. Og det ville jeg aldrig ha’ troet, at jeg kunne sige.  Om sommeren, ja, men aldrig om vinteren. Da solen begyndte at stå tidligere op, syntes jeg, at lyset kom næsten anmassende. Jeg lærte virkelig at acceptere vinteren.

Måske til fortsættelse…

 

 

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *