September i Frankrig

Har været i Frankrig i ca. 3½ uge. Kom hjem igen den 7. oktober.

Det var ikke en rejs-alene-tur – undtagen lige det, at jeg til sidst rejste til Bretagne, hvor jeg igen boede i en lejlighed i 11-12 dage alene, men omgivet af gamle franske venner.

Rejsen startede nord for Nice. I Tourrettes-sur-Loups, hos et helt utroligt omsorgsfuldt og generøst værtspar. En veninde og hendes mand har haft et hus der i ca. 10 år, og vi veninder har på skift været på besøg, én til fire ad gangen. Denne gang var vi alle syv veninder fra Nibe inviteret til at komme derned og tilbringe en uge sammen. Otte kvinder og én mand.

Da det jo ikke kan kategoriseres som en rejse alene, vil jeg kun fortælle lidt om, hvor dejligt det var at opleve, hvordan vi ni personer kunne fungere let og ubesværet sammen. De store linjer havde vi besluttet på forhånd: Madlavning på skift, indkøb, når der var marked eller ifm. en køretur, morgenmad individuelt, alt efter hvornår man stod op, frokost spontan og sammen, hvis man var hjemme, aftensmad sammen, hvem, der skulle have eneværelse (jeg var én af de heldige), enhver kunne trække sig efter behov. Og når nu værtsparret lagde hus, vin, basisingredienser til os, så lagde vi gæster penge i en fælles pung til indkøb – hvor den enkeltes behov skulle tilgodeses.

Så ugen og samspillet kom til at foregå næsten organisk. Vi samarbejdede, var fleksible overfor hinanden, vi trak os og var sammen – alle eller nogle stykker ad gangen. Virkelig en god oplevelse for mig at se, at jeg absolut ikke er helt så asocial, som jeg somme tider tror, at jeg er blevet. Bare jeg har muligheden for at bevæge mig ind i og ud af samværet. Så nemt kan det være.

003

010

022

043

Da mine veninder rejste hjem til Nibe, tog jeg toget fra Nice til Paris, og mht. togrejser i Frankrig (med SNCF), vil jeg lave et indlæg specifikt om dette, for der er mulighed for at få gode og nogle gange store rabatter, der betyder, at man somme tider kan få en 1. klasses billet til ikke meget mere end en 2. klasses.

Her rejste jeg f.eks. kl. 7 morgen på en 1. klasses billet. Vognene på 1. klasse er ofte indrettet på den måde, at i én af siderne i vognen er det enkeltsæder. Dvs. en række med “enepladser”. En behagelig stol og et bord til hver enkelt. Sådan en plads havde jeg valgt. Jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde udsigten de 900 km. 5 timer 3/4 i et højhastighedstog. For 50 euro!

På rejsen og mens jeg ventede på Gare de Lyon i Paris, nød jeg disse timer alene. Jeg havde længe ønsket at besøge “Le train bleu” igen. Det er den smukke art déco restaurant på Gare de Lyon. Jeg har kun været der én gang tidligere, men nu blev der tid til kage og kaffe her.

wp_20160920_005

Gare de Lyon udefra – så mangler jeg at finde et foto af “Le train bleu” – og kagerne.

I Paris besøgte jeg min papsøn, Morten, min datters gode storebror. Han bor i Paris med sin fransk/engelske kone og deres to børn. De har boet midt i Paris, men er nu flyttet i en lejet lejlighed i Chatou, mens de venter på, at det hus, de har købt der, bliver istandsat.

Det var dejligt at besøge dem i deres dagligdag. Have tid til at se deres nye område, det hus, de skal flytte ind i, tage med drengen, Jonathan, på 6 år i svømmehallen, se hans skole og lillesøsterens børnehave, tage på marked med Déborah, Mortens kone. Igen nyde, at i alle byer i Frankrig, store som små, og i alle forstæder, der er der et ugentligt marked. En afstikker til Paris en dag alene. Passe børnene en aften, mens forældrene var ude.

Igen en positiv oplevelse af at være “social nok” til et tæt samvær i en lille lejlighed.

Efter tre dage, tog jeg toget videre til Bretagne – til Erquy, mit hjem i Frankrig, hvor jeg havde lejet en stor lejlighed i 12 dage af en englænder. Den lejlighed lejede jeg i september måned to år i træk, i 2012 og 2013. Det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivningen af min bog, “Efter Sara”. Forøvrigt kan man også forhandle priser på lejligheder, når man har fået kontakt direkte med udlejer. Første gang lejede jeg denne lejlighed næsten til fuld pris for en måned. Men allerede året efter – ved at kontakte udlejer direkte – fik jeg den til 600 euro for en måned. Hvilket er billigt for en stor 4-værelses lejlighed med udsigt i en populær badeby. Denne gang fik jeg 12 dage for 200 euro, fordi halvdelen af dagene var i oktober.

12 dage i Erquy, hvor jeg havde mit eget, og kom lidt ind i følelsen af at være alene på rejse, samtidig med, at alt var hjemligt, fordi jeg kender stedet så godt efter de mange år, jeg boede der i 70’erne, alle vennerne, min gamle svigerfamilie (min franske nevø og niece på nu 44 og 46 år, som stadig kalder mig tante Benthe).

Noget, der altid er forunderligt for mig, når jeg er tilbage i det franske, det er måden at diskutere på, med stemmer, der stiger og stiger. Det er også den måde, hvorpå franskmænd viser, at de ikke er bange for “at tage scenen”, f.eks. med ord midt i en fortælling, som: “Et maintenant, écoutez-moi bien” (og nu – lyt nu godt efter). Taleren, der kan holde deltagerne i ånde med: “Devinez quoi…” (Kan I gætte? – underforstået, at inden fortællingen fortsætter, må vi gætte på, hvad der så kommer). Men også afbrydelser, hvor tilhørerne begynder at gætte på, hvad der nu sker. Og måden at lægge vægt på ordene, som “mag-ni-fique” eller “mer-veill-eux” med tryk på alle stavelser og med højere stemmeføring (på dansk ville det nok være “STOR-SLÅET” og “DEEEEJ-LIGT” – eller “SKØØØØN_T”.

Man bliver virkelig nødt til at tale højt og længe for at være med – på en måde, som ville virke anmasende i Danmark.

Jeg lægger også mærke til, at den ret dårlige vane jeg kan have med at åbne parenteser, bevæge mig væk fra hovedemnet, lave sløjfer i bifortællinger – den stammer herfra. Nogle franskmænd, som jeg kender, specielt dem, der er undervisere, excellerer i dette.

Der var stadig sensommer i Bretagne, der, sidst i september. Vejr til kjole og let tøj. Det var muligt at sidde ude både tidlig morgen, før det blev lyst, og om aftenen indtil mørket faldt.

Livet gik sin stille gang med skiftevis samvær og alenetid. Som derhjemme. Og jeg fik virkelig bevæget mig, gået meget lange ture, alene eller med venner.

Naturoplevelserne i Bretagne er altid overdådige. Den ene storslåede udsigt efter den anden.

En dag, jeg gik rundt, undrede jeg mig over, hvorfor jeg har denne lyst til at rejse til “Langtbortistan”, bruge mellem 15 og 20 timer på fly og ophold i lufthavne, når jeg i Erquy og omegn finder alt det, som jeg rejser ud efter: Naturoplevelser, mulighed for at gå langt, også alene, socialt samvær med mennesker, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, jeg møder igen. Må indrømme, at det er lidt mindre slidsomt end hele tiden etablere nye kontakter, når jeg er ude i “ukendt terræn”. Okay, jeg ved godt, at jeg også går efter, hvor billigt og godt jeg kan leve i Asien – og den sikre varme. Men tanker at brygge videre på, inden en næste rejse.

024.

005

039

041

 

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *