I Bosnien

Mens jeg var i Bosnien, formåede jeg ikke rigtigt at skrive, Sædvanligvis får jeg skrevet meget på rejser. Men ikke denne gang. Jeg måtte vente. Fordøje. Lade det bundfælde sig. For det blev en rejse, hvor jeg følte, at jeg hele tiden gik rundt med et åbent hjerte, der somme tider blev smerteligt bevæget, somme tider fyldt med ømhed over for de mennesker jeg mødte, det jeg så.

Det er første gang, jeg har været på rejse i et land, som har været i krig for nylig. Og 20 år er virkelig ”for nylig”, fandt jeg ud af. Derfor blev det en meget anderledes rejse end ellers, med borgerkrigen, som hele tiden lå under overfladen, hele tiden parat til at blive fortalt i mødet med andre eller på udstillinger og muséer. Eller fortalt på en meget synlig og konkret måde med udbombede huse, som stod der, midt mellem andre, der var ubeskadigede. Bombede huse, som hverken var blevet revet ned eller bygget op igen. De stod bare der som overlevende billeder på, hvad en krig er. Eller de høje beboelsesejendomme med masser af skudhuller, ved siden af huse, som ikke var ramt. Hvem boede der? Hvem døde? Hvem overlevede i tilfældighedernes skudlinje? Og hvordan kan man bo der, nu, med alle disse synlige minder?

Da jeg efter et par dage rejste fra Sarajevo, var det for at tage til Mostar, som var mit egentlige mål på rejsen. Jeg nåede at læse, at der havde været militærkup i Tyrkiet. En tid med voldsomme begivenheder hver dag.

Aida og Edo kørte mig til rutebilstationen. Jeg ville betale for det, men de afslog. Jeg oplevede de mennesker som godheden selv, og jeg besluttede mig for at tage en sidste overnatning hos dem inden hjemrejsen til Danmark.

Busrejse til Mostar, eftersom togene er under reparation. Jeg havde ellers glædet mig til den togtur., som skulle være én af Europas smukkeste. Men fra bussen så jeg vel nogenlunde det samme: Masser af smukke og/ eller vilde landskaber. Og derforuden, noget, som jeg måske ikke ville have oplevet i toget – en voldsom nærkontakt med håndtasker og albuer i øjenhøjde, jakkelynlåse ind i nakken. For der var virkelig fyldt op.

I Mostar skulle jeg, som sagt, mødes med bosniske venner fra Nibe. To bosniske familier, som har boet i Danmark, siden de kom som flygtninge i 90’erne. Min datter, Sara, blev gode venner med døtrene fra familien – og hun kom, som jeg også beskrev i et tidligere indlæg,  specielt meget i én af familierne, som hun nærmest betragtede som sin reservefamilie, mens hun var i puberteten.

Selv om jeg var blevet tilbudt overnatning hos både den ene og den anden familie, havde jeg valgt en airbnb igen. Dels tænkte jeg, at de bosniske venner jo var der for at mødes med deres familier, og at de ikke skulle have et ansvar for at tage sig af mig. Dels er jeg selv så lidt social efterhånden, at jeg kan opleve det som svært at skulle være gæst blandt mange mennesker.

Denne airbnb var noget anderledes end i Sarajevo. Mindre familiær, og den første dag havde jeg næsten ikke lyst til at være der.

For det første var fotos taget med vidvinkel. I realiteten var det et lillebitte værelse (hvor kunne jeg lave morgenyoga?) . Skabet vendte forkert. Det stod med et lille klapbord/skrivebord lige foran, så skabsdøren ikke kunne åbnes. Fattede ikke, det var placeret sådan. Flyttede lidt om, ikke på skabet, men på bordet, så jeg kunne åbne døren. Men det gav endnu mindre gulvplads. Delt bad på gangen til tre værelser. Det havde jeg ikke lige set komme. Nu skulle jeg i tøjet for at gå på badeværelset, havde intet nattøj med. Og de andre brugte vist lang tid i badet! Ingen mulighed for selv at lave kaffe. Men der var dog et fælles køleskab, hvor jeg kunne opbevare morgenmad  Fotoet fra hjemmesiden, med kig ned til den gamle bro, måtte være taget højt oppe på bakken. Jeg havde virkelig ikke rigtig lyst til at blive der.

Næste morgen, da nogle gæster tog af sted, bad jeg om at få deres værelse. Det fik jeg. Det var meget mørkt, men til gengæld lidt større – og lige ved siden af badeværelset. Jeg klagede til værtinden over, at der ikke var en el-kedel, så gæsterne selv kunne lave kaffe/te – foreslog hende endda, hvor et bord med kedel og kopper kunne stå. Jamen jeg vil gerne lave kaffe til dig om morgenen, sagde hun.

Pludselig så det hele meget bedre ud: et godt sted, tæt på den gamle bydel, den gamle bro. Kun få hundrede meter nede ad vejen. En fredfyldt fælles  terrasse, som jeg som regel havde for mig selv til min tidlige morgenyoga, meditation, morgenmad. Hvor jeg kunne sidde og nyde aftenklokkerne fra kirken overfor, samtidig med at der blev indkaldt til aftenbøn fra moskéerne i nærheden. Et sted, hvorfra jeg kunne gå til fods over hele Mostar (fandt jeg hurtigt ud af, efter at være blevet ”dumpet” i byens udkant efter busture i omegnen). Så jeg forlængede de 4 bestilte nætter til 9. Til prisen (under 100 kr. pr. nat) kunne jeg tillade mig at beholde værelset, mens jeg evt. tog en tur til kysten.

Mit første indtryk af Mostar var næsten overvældende, da jeg stod på den berømte bro om eftermiddagen den første dag.. For mig var det næsten som at se Vesten til den ene side, Østen til den anden. Og med en klump i halsen ved tanken om byens historie for ca. 20 år siden.

At rejse alene er jo også at spise alene ret ofte. Her sad jeg midt i Mostars bazargade den første aften og spiste på en fortovsrestaurant, som første gæst, fordi jeg var virkelig sulten. Så altså lidt udstillet: Her sidder ældre, kvindelig turist og spiser alene i selskab med et glas hvidvin, mens alle andre går forbi i grupper eller par. Jamen jeg havde det faktisk godt med at sidde der. Jeg var der jo for noget så nødvendigt som at spise! Og en mand, som lige var gået forbi med sin kone, vendte sig, smilede til mig og gav mig tommelfingeren opad. Sådan.

Aftenen efter havde jeg haft en dag, hvor Saras venindes mor viste mig rundt i SIT Mostar: Hendes barndoms og ungdoms Mostar. Hendes uddannelsessteder, de steder, hun havde arbejdet. Moskeer og gravpladser med de mange krigsofre. Men det sted, hvor de havde boet, til efter at borgerkrigen brød ud, det magtede hun ikke at vise mig. Og pludselig var vi der alligevel. Krigsfortællingen. Flugten. Rædselsvækkende, nærværende – også for mig, der dog kun lytter. Det gør jeg, lytter, med tilbageholdt åndedræt. Ordene transporterer alt det forfærdelige, flugten, så jeg næsten kan mærke det. Og der, om aftenen, spiser jeg ved floden, med udsigt til den gamle bro. Alt er igen skønhed. Mens jeg kigger ned i vandet, kommer der minder om en anden restaurant, på klipperne lige over vandet. Der, hvor Sara og jeg spiste en aften i Tunesien for 6 år siden.

Sara følger stille med. Her, hvor hun kunne ha’ været med os: En fredfyldt aften nede på en klippe ved Neretva floden, hvor Saras veninde, hendes mor og jeg tilbringer solnedgangstimen, inden vi skal spise. En tur med begge veninderne og deres mødre, en kvindetur ud til dervish klostret i Blagaj. Sara mangler – og hun er der alligevel. I samtalen med dem, der også savner hende, smyger hun sig ind i vores midte på dette fredfyldte sted.

Dagene i Mostar flyder stille. Jeg går på muséet og ser en film om byen: 60’erne, 70’erne, 80’erne. Alt ånder fred. Glade mennesker. Unge mænd, der springer ud fra broen. Flere turister, byen blomstrer. Og så: 1992. Bombardementerne lyder. Alt er gråt. Få mennesker går frysende rundt i sneen i en allerede sønderskudt by. Jamen det er her jeg/ vi går rundt nu. Så der sådan ud for lidt over 20 år siden? Flere bombardementer. Nu bliver broen sønderbombet. Falder sammen som var den af barndommens træklodser. Jeg græder – hulker. 2004: byen og broen er blevet genopbygget. titusindvis er til genåbningsfesten, mennesker overalt, glæde, fyrværkeri. Jeg kan ånde igen. Græder stadig, men af lettelse. Sådan er det endt. Her er fred.

Men er der nu det? Undervejs i dagene her, spørger jeg mig selv – når jeg hører om samarbejdsproblemer i regeringen, om fattigdom, om underliggende mistillid og had befolkningsgrupperne imellem – hvad har landet lært af borgerkrigen?

Jeg var på to smutture, mens jeg var i Mostar: En dag til Medjugorje, som gjorde mig MEGET træt.

Medjugorje, som skulle være verdens næststørste katolske valfartssted (efter Lourdes i Frankrig). Mellem 20 og 30 millioner har efter sigende besøgt stedet, siden 6 teenagere så Jomfru Maria flere gange fra 1981. Da jeg læste om det første gang for nogle år siden, var jeg parat til at tage dertil på ferie , næsten straks. Godt jeg ikke gjorde det, tænkte jeg, mens jeg gik rundt i Medjugorje.

Det, jeg så – og jeg ved godt, at jeg er meget kritisk nu – det var en meget grim, anonym og kedelig by, en grim kirke, butikker i stribevis med religiøst tingel-tangel. Jeg gik mindst 10 km rundt i mine klip-klapper, til kirken, til stedet, hvor Jomfru Maria havde vist sig osv. Uden at mærke det mindste. Sædvanligvis indstiller jeg mig på en slags pilgrimsvandring, når jeg besøger sådanne steder. Her lykkedes det mig bare ikke at få bare den mindste lille fornemmelse af at være i en spirituel energi. Jeg sammenlignede med, at i Assisi, f.eks.,  er det umuligt at gå rundt, selv for ikke-troende, uden at mærke en speciel form for fred. Her blev jeg bare irriteret og træt og begyndte at forestille mig, at de seks teenagere måske bare havde røget sig skæve og fortalt om deres hallucinationer.

Så var det godt at komme hjem til Mostar. Det gav meget mere mening at sidde på min terrasse, høre kirkeklokkerne, der ringede solen ned, moskeerne i nærheden indkalde til solnedgangsbøn, se det specielle skær over byen fra solen, der var ved at forsvinde, se himlen blive mørk – mens jeg drak en bosnisk øl uden at få høfeber (jeg er allergisk overfor humle!)

Mens jeg sad der blev jeg mindre kritisk overfor Medjugorje. Jeg hverken kan eller skal dømme. Måske var jeg bare – af én eller anden grund – lukket den dag. Gad ikke, ville ikke. Og anerkende, at der er mange, mange millioner, der finder trøst og mening lige der.

Den anden tur var en døgntur til Neum ved Adriaterhavet. Adriaterhavet, som jeg husker fra 1968. Det måtte jeg se igen. Kunne ha’ valgt Dubrovnik, men det ville blive et stort nostalgitrip med minder om aftener i byen – på vej til Tyrkiet (Afghanistan, troede jeg). Jeg ville højst sandsynligt gå rundt og nynne “500 miles away from home”, som en ung amerikaner sang på gaden dengang, så tårerne flød. Nu var jeg i Bosnien. Så skulle det også være det lille stykke bosniske kyst, som landet har fået tildelt.

Jeg rejste “let”, kun med en gul nettopose som bagage. Jeg havde fået at vide, at der var værelser til leje overalt i den eneste bosniske kystby. Forøvrigt skulle man alligevel krydse grænsen til Kroatien og efter 10-20 km eller deromkring, så ind i Bosnien igen. Bosnien har kun 20 km kyst, omgivet af Kroatien. Meget anderledes grænseovergang, med buschauffør, der indsamler alle pas og går ind og viser dem, og så kommer og uddeler dem igen. Jeg tænkte, her må da forsvinde nogle pas…Men folk er jo mest ærlige. Så det var en lille tur tilbage i EU.

Men altså, de værelser i Neum. Alle steder blev jeg mødt med et “rejser du alene?” og følte mig suspekt som alene kvinde. Andre kiggede vurderende på mig, på min plastikpose og sagde nej (og så opdagede jeg senere, at jeg havde en stor kaffeplet på mit kjolebryst – jeg så nok sølle ud). Andre steder igen: “Vi lejer kun ud til familier.” – Jamen …. hvis jeg nu betaler for hele værelset???? Så på en travel agency, hvor en ansat fik fat i en mand med et værelse til leje. Manden kom og hentede mig. Hele vejen måtte jeg høre på aldersracistiske udsagn, som “Hvis min kone vidste, at jeg hentede en kvindelig turist alene – så ville hun blive jaloux. Men beroliget, når hun så, at det ikke var en ung kvinde.” Slobodan, hed han. Hed Milosovic ikke også det?

Og så var værelset en slags kosteskab, lille, mørkt – med al mulig opmagasinering. Til 12 en halv euro. Jamen det er hvad jeg har givet for gode værelser indtil nu.

Så gik jeg på luksushotel, hvor man ikke skelner til sølle udseende eller enlig kvinde, hvis man har plasikkort og kan betale for 2 værelser en suite til 4 personer for 600 kr. Dog med morgen- og aftensmad incl.

Det blev min adriaterhavstur. Men smuk udsigt, let brise i de mellem 35 og 40 graders varme – og masser af minder, der boblede op om den anden adriaterhavstur for snart 50 år siden. Jeg ER da gammel, når jeg kan sige, det er snart 50 år siden, jeg var her sidst. Som en ung mand i bussen sagde, da jeg fortalte ham om min jugoslavienstur: “Alt det, jeg kun har læst om i historiebøger, det har du oplevet.”

Sjovt, som et sted hurtigt bliver “hjem”, når man er ude. Mostar var igen det, jeg kom hjem til. de sidste to dage inden hjemrejsen.

Inden jeg forlod stedet, hvor jeg havde boet, ville jeg betale udlejeren for min morgenkaffe. Hun ville ikke tage imod pengene, men jeg insisterede. Da så min taxa, der skulle køre mig til rutebilstationen, kom, gav hun det, der svarer til 10 euro, som jeg lige havde givet hende, til taxachaufføren, mens hun sagde: Nu er taxaen betalt.

Farvel til Mostar, et kort gensyn med Sarajevo. Hos Aida og Edo., der gav mig aftensmad, da jeg kom. Det regnede og tordnede igen i Sarajevo, så jeg spurgte, om jeg kunne låne en paraply for at gå ned i byen og spise lidt. Få minutter efter bankede Aida på døren. Hun stod med en stor bakke med mad: “Du skal da ikke gå ud i det vejr. Kan du nøjes med resterne fra vores aftensmad? ” En gave, sagde hun – og jeg spiste bedre end på nogen restaurant. Senere sad vi igen og talte sammen til langt ud på aftenen, mens regnen faldt på terrassetaget.

Næste formiddag insisterede Edo på at køre to tyrkere og mig til lufthavnen.

Så megen venlighed hele vejen igennem.

(fortsættes…)

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *