Sarajevo, en tur i den nære fortid

Den første nyhed, der dukkede op, da jeg åbnede for Politikens netavis i morges, var om det, der højst sandsynligt er en terrorhandling: Lastbilen, der dræbte 80 mennesker i Nice. Igen er helt almindelige mennesker, som bare er samlet i glæde, blevet ofre for en gal mands handling. Der er en god debat artikel i Politiken “10 ting, vi har lært af terror” – bl.a. om, at man ikke kan kontrollere og bekrige sig ud af det. Jeg tror, at også denne gang vil man finde ud af, at det er en galning, vokset op i Frankrig, radikaliseret der, pga. tilfældigheder. Eller én, som i sit had kan identificere sig med IS.

Dette ekko af terroren i Frankrig følger mig, mens jeg går rundt på udstillinger om borgerkrig og folkemord hernede. Menneskets galskab og ondskab, der i perioder i historien overskygger al kærligheden, venskabet og lysten til at leve og lade leve.

Jeg har besøgt en mindeudstilling for ofrene i Srebrenica. Det gjorde et voldsomt stærkt indtryk pludselig at stå overfor mellem 8000 og 9000 fotos og navne på ofrene. Pludselig var de ikke bare tal, men mennesker med ansigter og navne. Jeg har jo VIDST det – men dette var noget af et spark i hjertet. Sådan er krig. Sådan er had. Sådan er folkemord.

Disse hele vægge fyldt med fotos af ofrene gjorde disse døde meget mere virkelige end alt, hvad jeg har læst om det.

Desuden var der også et par hjerteskærende film, som jeg aldrig før har set. Om dagene i Srebrenica. Om FN soldaternes totale afmagt, ude af stand til at gøre noget overfor serbernes indmarch og påbud om at skille mænd og drenge fra kvinder og piger. Forfærdelige scener og interviews, som helt sikkert ikke er blevet vist i tv i sin fulde længde. En anden film om belejringen af Sarajevo.

 

012

Min følelsesmæssige reaktion var langt stærkere, end når jeg sidder trygt på afstand og “ser billeder”. Det at være tættere på, fik mig til at kigge mig omkring en ekstra gang og undre mig over, at et folk kan rejse sig igen og leve videre efter en borgerkrigs rædsler. Eller at man kan flygte og være i stand til at skabe sig et nyt liv. Jeg tænkte på Syrien – nu. Og videre på, om det had, som nogle debattører på facebook giver udtryk for ift. fremmede og flygtninge, ”der flygter fra sikre områder i Syrien” (som åbenbart er et yndet udtryk lige nu, men modsagt af syriske venner) om disse ville tænke anderledes, hvis de selv kom tættere på, fik en fornemmelse af, hvilke rædsler, der er forbundet med krig og forfølgelse.

Da jeg deler oplevelsen på facebook, er det nærmest en trøst at læse en facebook-vens notat om, hvordan han som udsendt FN-politimand i Bosnien i 95/96 var vidne til ting der ville overstige rigtig mange danskeres forestilling af, hvordan en befolkning kan behandle (ikke på den pæne måde), andre etniske grupper, egne familiemedlemmer mv. Om at være der med kuglepennen som det stærkeste våben. Kuglepennen til indberetningerne/beskrivelsen af det gjorte. Og at mange danskere burde have haft en tur til et krigsområde, “så kunne det være, at tonen var lidt anderledes overfor personer i dyb nød.”

Min værtsfamilie har sagt, at det gamle rådhus er et MUST. Så det besøger jeg også. Det gamle rådhus, som senere blev nationalbibliotek indtil borgerkrigen: Her er der en udstilling om Sarajevos historie – og igen med hjerteskærende beskrivelser og fotos fra borgerkrigen. Under Sarajevos belejring, blev bygningen ødelagt under serbernes beskydning – og ca. en million bøger, heraf tusindvis af uerstattelige gamle skrifter, gik op i røg.

003

004

Jamen her bevæger man sig rundt med minder om borgerkrigen alle steder – og om verdenshistorien. Her er stedet hvor Gavrilo Princip skød Franz Ferdinand i 1914 og var medvirkende årsag til 1. verdenskrig – selv om hans gruppe ikke så længere end til at blive uafhængige af Østrig-Ungarn.

Og nu sidder jeg her – på mit værelse i Sarajevo. Det regner. Temperaturen er faldet til 15 grader. Den danske sommer har indhentet mig i dag, og jeg kan vel lige så godt indse, at jeg ikke slipper for den. Jeg nåede heldigvis næsten ned fra et udkigspunkt oppe i bakkerne, før regnen begyndte, og jeg startede museumsbesøg. Endte eftermiddagen med at sidde på en caféterrase og spise kage under en markise, mens jeg så paraplyer passere forbi og tænkte på, om jeg skulle investere i endnu én, eller håbe på, at vejret er bedre i Mostar.

Jeg går ikke mere ud i dag. Har droppet den restaurant, hvor jeg ville sidde i solnedgangen nede ved floden og nyde synet af rådhuset, mens jeg spiste lækker mad. Bare at gå derned ville være en overvindelse i dette vejr. I stedet købte jeg en pizza med hjem til aftensmad.

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *