Nytår i Assisi

Jeg blev ramt af en slags juledepression før tid. Engang i begyndelsen af november.

Siden min datters død har jeg taget det for givet, at ihvertfald jule- og nytårsaften skulle tilbringes med hendes far. To gange har vi foretrukket at være alene juleaften, de andre gange med min nieces familie og min bror. Nytårsaften har vi været alene – med så lidt nytår som muligt. Men nu har Saras far en ny kæreste og bevæger sig ind i en anden families jul. Og jeg kan vel ikke altid regne med jul hos min niece?

Efter refleksioner over temaer som: “Jamen, du er jo alene. Dit vilkår i livet er bl.a. en meget lille familie, uden egne børn og børnebørn. Det er virkeligheden, som du skal leve med,” kom jeg frem til: Hvis jeg skal tilbringe juleaften alene, så er det okay. Det har jeg prøvet en gang før, selvvalgt. Sara var 22 og skulle være hos sin far, og jeg valgte at være alene – til trods for invitationer til at komme og være med i andres jul. Altså, jeg synes, at julen med alle dens forventninger, de forskellige indhold, som forskellige familier lægger i julen, er et noget sårbart område at bevæge sig ind i. Jeg har altid holdt mest af min egen, vores egen måde at holde jul på. Så jeg sad gerne alene. Spiste godt, denne gang ikke speciel julemad, men tre retters velsmagende mad. Tændte julelys på træet og sang alene. Mediterede på julefred. Fra min nabo, en veninde, lød der snak og sang og børneleg, som blandede sig svagt med min stilhed. Jeg nød at sidde der, vidste, at jeg ikke var ensom, men alene, at jeg kunne gå ind og drikke kaffe, være sammen med de andre. Men det var godt at holde jul sådan. Så, nej, jul alene skræmte mig ikke. Der var blot den bagvedliggende sorgfølelse over: Sådan er mit liv.

Nytåret har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til. Jeg har aldrig associeret det med fest og farver, men mere som en tid til refleksion over året, der gik, det nye i vente. Har altid allerhelst villet sidde sammen med få nære, uden at det nødvendigvis altid blev sådan. Der har været masser af fester ind imellem, og nytårsaftener med voksne og børn.

Men der, hvor jeg er nu i mit liv, vil jeg gerne bryde med de gamle måder at holde jul og nytår, rejse væk, gøre noget andet. Juleaften faldt alligevel på plads i familien – men nytår ville jeg ud, væk. Begyndte at drømme om Assisi. Assisi, som jeg vist har omtalt tidligere. Det var der min første rejse alene gik hen for 10 år siden. Nytår der, ville være dejligt. Jeg omtalte det for et par veninder, og et par dage senere ringede én af dem og sagde, at der ville hun også gerne ned, parat til at bryde nytårstraditioner.

Så pludselig sad vi sammen for at bestille billet og hotel. Min indre indvending (jamen så får jeg jo ikke råd til også at tage ud til Østen, til solen i februar/ marts) blev overdøvet af: “Dette er så min lysrejse i år. En anden slags lys. Men lys erder, i Assisi!”

I løbet af få timer havde vi flybilletter og to hotelværelser. Og jeg glæder mig.

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *