Jungle-trekking og lidt mere “hjemme”

Faktisk var det noget af en nedtur at komme hertil. Ærligt talt. Der dømte jeg altså forkert ud fra beskrivelsen på nettet. At havne i Lonely Beach, hvor der er fest overalt til kl. 5 om morgenen. Heldigvis har jeg ørepropper med. Det resort, jeg bor på, ligner måske nok beskrivelsen, sådan billedmæssigt set. Men – hvordan forklare – en lidt “kold” stemning. Måske fordi folk mest er her for at feste. Tyskeren, som jeg mødte i forgårs, ville hurtigt væk herfra – og tog til Blue Lagoon, som jeg anbefalede.

I går morges, inden trekkingturen, blev jeg lidt mildere stemt. Jeg skulle af sted tidligt og tog derfor ned til byområdet og spiste morgenmad på en lille café med søde thailændere, hvor jeg allerede havde været dagen før. Mens jeg spiste havregrød og drak kaffe, så jeg byen vågne med de fastboende thailændere, minibusser, der hentede børnene til skole, et almindeligt liv. Det føltes så befriende at sidde der og kigge på, indtil min guide kom og hentede mig.

Han spurgte – lidt leende: “Hvorfor bor du på Lonely Beach? Det er da kun for unge, der vil feste.” Så var dét ligesom på plads.

Rundt og hente de andre deltagere op langs strandene. Seks, udover mig. Vi skulle ha’ været otte, men én havde festet igennem og sov stadig.

Der stod vi så på vores startpunkt inden dagens tur: Tre tyskere, en franskmand, en moldavier, en svensker og mig. Ingen af de andre var en dag over 30! Jeg startede med at sige, at jeg håbede, jeg kunne følge med. “For jeg kan jo godt se, at I alle ku’ ha’ været mine børn.”

007

“Men jeg hørte, du var ældre, så jeg har taget en hjælpeguide med. Det har jeg altid, hvis det er en blandet gruppe, eller hvis der kun er ældre.”

Vi begynder at gå, og så længe det går ligeud, følger jeg fint med og hører alt, hvad guiden fortæller om planter og dyr, men er ude af stand til at genfortælle det. Det røg ud, da det blev besværligt.

009

Og så begynder det at gå opad. Jamen virkelig meget opad! Jeg er lettet, hver gang der er 20, 30 m nogenlunde ligeud. Ellers er det kæmpeskridt opad, fra klippestykke til klippestykke, eller fra trærod til trærod, eller bare på den stejle sti. Vandrestokkene, som vi har fået udleveret, er oftest til en kæmpehjælp, bortset fra, når jeg får min viklet ind i trærødder eller blade og skal bruge kræfter på at få den ud igen. Min skuldertaske vejer tungt med madpakken og to liter vand, som jeg har fået udleveret.

Jeg kommer hurtigt til at danne bagtrop med hjælpeguiden. Da jeg først sakkede bagud, fik jeg som et déjà vu til bestigningen af et plateau i Tassili i det sydøstlige Algeriet. Engang i starten af 80’erne – sammen med en veninde. Vi havde sammen med to franskmænd og to spaniere hyret en touareg-guide. Men franskmændene var fra Alperne, spanierne fra Pyrenæerne – og de løb næsten op ad bjerget. Touaregeren nærmest fløj op. Mens Hanne og jeg dannede bagtrop. I vores kinasko! Det gik nogenlunde på vej op, men nedad, da var det, som om hverken guiden eller de andre ænsede os, mens de skyndte sig ned, og vi møjsommeligt kravlede bagefter, skiftevis skældende og grædende.

Men den her guide lader mig ikke i stikken. Han bliver sammen med mig. Når jeg standser, forcerer han mig til at drikke, bare lidt, også når jeg ikke har lyst. Og jeg tænker, at så bliver den flaske da lidt lettere! Når jeg kan mærke, at nu bliver jeg nødt til at tage ti helt dybe og rolige vejrtrækninger, peger han på hjertet og spørger, om det er okay. Jeg hører ikke længere førsteguidens fortællinger. Han og de andre er langt forude. Og jeg er også ligeglad. Kan kun koncentrere mig om at flytte fødderne og holde godt ved med hænderne, der hvor jeg kan. Vi indhenter dem nogle gange, når de er næsten færdige med at holde hvil.

Jeg kan slet ikke fatte, at en lille bakke på 500 m kan have så voldsom en stigning. Hvis jeg kigger op, mister jeg fuldkommen modet, for jeg tænker, at der kan jeg altså ikke fortsætte. Så jeg lader være med at kigge op. Det er ikke bare en stigning. Der ligger umanerligt mange faldne træer, tykke og tynde, over stien. Dem skal vi også kravle over. Her er et eksempel:

019

Hjælpeguiden ser helt uanfægtet glad ud. Han slider ellers efterhånden med at få mig over træerne. I starten havde jeg kræfter til at sætte af, enten med vandrestaven eller ved at hive mig op ved at gribe om en lian eller en gren, og stige – lidt elegant –  op på et væltet træ. Men med tiden er det som om, at alle mine kræfter ryger ned i fødder og ben, arme og hænder bliver helt slappe, og tit må han hive til for at få mig over. Når træerne er stå store som ovenstående, må jeg sætte mig og glide over på den måde – eller lægge mig på maven…

Endelig, endelig ankommer vi til et udsigtspunkt, hvor vi indhenter de andre, som er ved at spise første del af frokosten.013

Opløftet af udsigten, af at jeg har indhentet de andre, og at guiden fortæller, at nu er der kun 10-20 min. gang til toppen, og derefter næsten lige ud i en lille times tid inden nedstigningen, bliver jeg helt munter og siger: “I brochuren stod der, at det blev en dag fuld af oplevelser og sjov. Hvornår starter det sjove?” Tyskerne og moldaveren griner højt, guiden svarer, lidt spidst: “Jeg kan jo ikke tilrettelægge individuelt.” En læring i, at humor og ironi ikke er ens overalt.

Jeg får dog lidt goodwill, både af ham og de andre deltagere, da jeg siger, jeg er 67. Ingen kender nogen over 60, der ville gøre det her. Det husker jeg på vej ned.

For nedstigningen er ikke så udfordrende som opstigningen, ikke noget med at standse somme tider efter 20 skridt for igen at trække vejret, men den er svær, fordi det nu handler om at være opmærksom på hvert skridt, når det går stejlt nedad. Et øjebliks uopmærksomhed, og foden kan sidde fast i trærødder eller glidt i blade og løs jord. Jeg ved ikke, om det her giver et indtryk af stejlheden:

027

Jeg sveder – som aldrig før. Og tænker, at det gode er udrensningen, som det da må give. Endelig, endelig når vi ned til en lille sø efter et vandfald. Vi er næsten nede:

035

Vi bader, og nu kan det kun blive godt. Vi skal gå på klipperne langs det næsten udtørrede vandløb. Det ligner jo klipperne i Bretagne, tænker jeg. Det skal aldrig blive så svært. Men altså. Op og ned ad klipper efter alt det andet. Hjælpeguiden har hele tiden undervejs terpet cambodianske gloser, khmer, med mig. Så jeg nu kan sige tak og glide – de eneste, jeg husker. Tak, siger jeg, når jeg får lov at sidde lidt:

038

Efter endelig en god halv times vandring i lavlandet kan bjerget – den lille top – ses på afstand:

041

Jeg gjorde det! YES.

Om aftenen kan jeg næsten ikke gå op ad bakken for at spise i restauranten. Men dagen efter hjælper en gang massage på den værste ømhed. Jeg går uden besvær igen.

 

Udgivet af

Benthe

Jeg hedder Benthe Ladefoged Nielsen. Jeg er født i 1947. Tidligere psykoterapeut. Har været på pension det sidste par år og er derfor i den lykkelige situation, at en rejse på en måned eller halvanden ikke længere indebærer, at al ferien nu er opbrugt. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er. Og at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet.

2 tanker om “Jungle-trekking og lidt mere “hjemme””

  1. Hej Benthe! Så forrygende det lyder, så vildt og så udfordrende! Det havde jeg aldrig holdt til!! Og så i 30 gr varme!!! Godt du kom hel ned og kunne gå dagen efter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *