Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Konsultation på klostrets klinik

Kathmanduophold afsluttes med et klinikbesøg – og et farvel til Benchen.

I går sad jeg så og kiggede på denne dør, mens jeg ventede på at komme ind til en konsultation på Benchen Free Clinic. Den åbnede kl. 8. Jeg tænkte, at jeg måtte være der i god tid, men allerede lidt over 7:30 var disse bænke fyldt. Jeg viser dem tomme – igen – for jeg kunne ikke få mig selv til at fotografere patienterne:

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

Det er tre lange jernbænke med lige så lange læderpuder. Der sad alle dem, der allerede var kommet. Derudover er der en ekstra bænk, men uden pude. Den satte jeg mig først på – isnende kold var den. Jeg nåede at tænke, jeg kommer med hoste og risikerer nu blærebetændelse. Men de andre patienter rykkede beredvilligt sammen, de vidste selvfølgelig, hvor kold jernbænken var, og der blev også plads til mig med pude under bagdelen.

Der sidder vi så alle, tæt sammen på én række. 10-12 patienter, et par mænd, flest kvinder, én af dem med to børn. Nogle klædt i smukt, rent tøj, andre lidt miserable, én meget snavset. Og så lægger jeg mærke til hende, jeg allerede har døbt “den pæne dame” i pink tunika og blålilla bukser i lækkert stof. Nogle begynder at lytte til nyheder på deres mobiler, én lytter til høj nepalesisk pop.

Klokken er 8. Lægen er nu kommet og går hurtigt hilsende forbi sammen med en ung assistent. En munk, som også er kommet, gør vist tegn til, at vi skal blive siddende. Eller kalder han os ind? De fleste begynder at storme ind ad døren og står på nakken af hinanden i den lille gang. “What now?” spørger jeg “den pæne dame” – jeg har registreret, at hun forstår lidt engelsk. Hun er én af de få, der bliver siddende – og hun siger da også “Wait, wait.”

Nogle kommer ud igen, men en del er tilsyneladende kommet ind ad døren til konsultationsrummet. Jeg undrer mig. Så mange? Jeg ved jo, hvor lille rummet er. Var de mon alle i familie. Og har de andre mon fået numre? For det er jo det, der mangler. Det var det første, jeg ville foreslå, hvis jeg blev spurgt: Uddel numre. Lad folk trække numre i den rækkefølge, de kommer. For se nu. En ny kvinde går bare lige igennem og ind. Er der et system? Eller er det, som i trafikken, at man maser sig ind i krydset, indtil der bliver en sprække at køre igennem?

Den pæne dame siger stadig “Wait”, da jeg ser spørgende ud.

Et nyt par kommer ind. Ubestemmelig alder. Måske 35? De går også lige ind i den trange gang, men bliver sendt ud igen. Manden sætter sig på bænken ved siden af mig, kvinden bliver stående foran ham, med front mod mig – som hun glor på. Helt uhæmmet. Hun står bare der og kigger. Op og ned ad mig. Siger noget til sin mand, som også glor uhæmmet. Så jeg vender mig mod dem, kigger også på dem. Forsøger mig med et smil og et “Namaste” – en hilsen, der altid besvares (hænderne mødes foran brystet, mens man siger Namaste – en slags “Jeg hilser guden i dig”). Intet svar, intet smil. De kigger videre. Måske er jeg dagens underholdning. Måske er jeg udsat for racisme?

Et nyt par kommer ind, kvinden halt, manden svagtsynet. Lidt snavsede, lidt pjaltede. De prøver ikke på at komme ind i konsultationen, men sætter sig på den anden side af mig, og begynder at tale til mig, uden ophold, selv om jeg gør tegn til, at jeg intet forstår. Lidt senere begynder de at tigge. Tror jeg. Kvinden åbner i hvert fald munden og peger ind i den med fingrene på venstre hånd. Eller fortæller hun bare, at de ikke har haft tid til at spise? Eller at det er tænderne, det er galt med?

Munken kommer ud og siger, at jeg bliver kaldt ind om fem minutter. Han har måske bemærket, at jeg sidder pænt afventende. Efter 10 – 15 minutter bliver jeg kaldt ind. Bliver lidt flov over at komme ind før “den pæne dame”, som var her før mig. Og nu forstår jeg mylderet i konsultationsværelset. Man bliver kaldt ind, to eller tre ad gangen, når en patient er færdig. Der står tre stole langs væggen. Lige nu er de to af stolene optaget af en anden kvinde og mig. Vi sidder der og venter på vores tur, mens dr. Tsering og assistenten (læge i praktikforløb?) sidder på hver deres side af et overfyldt skrivebord – med hver deres patient.

Vi andre sidder og lytter til lægernes udspørgen og patienternes svar. Ja, jeg kan jo intet forstå, men det kan alle andre, der kommer her. Hvordan mon det er at blive undersøgt under nysgerrige blikke? Og ører? Jeg synes, at den unge læges patient, en ung kvinde, er noget tavs. Det lyder – og ser ud som om at lægen skal trække hvert et ord ud af hende.

Så i stedet for at kigge på patienterne, kigger jeg rundt i rummet. Lille. Overfyldt. Masser af medicin, udpakket og i pakkevis. Når at glæde mig over at se, ja, det går vores penge til. Læger, der tager sig af patienterne. Og gratis medicin til området. Der er meget. På hylder, på skrivebord – selv på briksen er der en masse, som venter på at blive pakket ud. Jeg tror, jeg vil tage imod medicin denne gang. Sidst sagde jeg beskedent nej tak og insisterede på at gå ud i byen og købe – ikke tage af nepalesernes gratis medicin.

Som sagt er her ikke megen plads til to læger, to patienter + dem, der venter. Og så hende, der pludselig kommer masende ind ad døren, mens munken siger noget til hende, og prøver at lukke døren igen. Hun råber op – men smilende. Dr. Tsering siger ét eller andet, som får hende til at gå udenfor og vente.

Min tur. Heldigvis hos dr. Tsering. Udveksling af høfligheder – “Vi har jo set hinanden før” osv. Temperaturen bliver taget – under armen. Lungerne bliver der lyttet til, grundigt, og uden på skjorten, mens  jeg trækker vejret dybt og hoster. Ingen feber. Ingen betændelse i lungerne. Lægen mener, at mine bronkier reagerer på støv og forurening, en slags allergisk reaktion. Jeg får noget hostesaft med antihistaminer. Hvis det ikke er bedre om tre dage, skal jeg komme igen. Han er på Benchen Klostret i Pharping om mandagen, så jeg kan komme der.

Jeg går opløftet ud. Føler mig allerede bedre. For det er IKKE lungebetændelse.  Og dejligt at se, at klinikken fungerer. Send roligt en donation. Som sagt går alt ubeskåret og direkte hertil (www.benchen.dk )

Og det blev også mit farvel til Benchen Klostret og Benchen Gæstehus. Lidt vemodigt. For ved jeg, om jeg kommer tilbage? Om det er okay at udsætte mig selv for forureningen? Og havde jeg det ikke også inden rejsen, som om det var en farvel-til-Nepal-rejse?

Det må jeg tænke over og uddybe i et senere indlæg. For lige nu er min bærbare helt stået af nettet, og jeg kan ikke skrive ret meget ad gangen på telefonen.

 

Ting, jeg glemmer

Altså jeg har følt mig syg. Sådan virkelig syg og ondt af mig selv i 3-4 dage. Jeg følte mig faktisk så syg, at jeg var parat til at tage hjem, hvis det nu havde været nemt bare at bytte billetten uden at betale stort gebyr.

Bronkierne, der har arbejdet på højtryk, hostet i en uendelighed. Næsten ingen nattesøvn. Og inden jeg rejste ud af Kathmandu, fik jeg så set klinikken indefra. Igen.

Det gjorde jeg også for fem år siden. Der er dukket opslag op på facebook med “dine minder fra for 5 år siden” – som beskrev slående meget den tilstand, jeg er i nu. Da gik jeg også på klinikken, og var dengang i konsultation hos en ung amerikansk kvinde, som under færdiggørelsen af sit speciale i tropesygdomme, var i et halvt års praktik på klinikken.

Jeg fortæller mere om konsultationen i næste indlæg. Og så må jeg lære at huske mine dårligdomme til en anden gang.

For der er ting, jeg glemmer, når de er ovre. Som at ha’ været vred, ked af det, modløs, stresset. Eller syg og energiløs.

Men er det ikke én af de ting, jeg burde huske? F.eks. at jeg ikke kan tåle Kathmandus støv og forurenede luft for længe ad gangen?

Jeg glemmer også, at der faktisk er koldt om aftenen i begyndelsen og midten af marts. Især, som nu, hvor jeg er rykket et par hundrede højdemeter op. Selv i Kathmandu skulle jeg pakke mig ind om aftenen, til trods for, at jeg om dagen kunne gå rundt i sandaler og T-shirts uden ærmer. Og her, hvor jeg er nu: Køligt fra sidst på eftermiddagen. Og mit eneste reelle vintertøj er det, jeg rejste i. Og det føles lidt fugtigt.

Hvad tænkte jeg dog på – med så meget sommertøj i kufferten? Jeg huskede kun – efter de år, der var gået – de lune, lune aftener i Benchens Gæstehus’ have. Eller de varme aftener med lysceremonier på Kopanklostret, hvor jeg kunne ligge i græsset og kigge på stjernehimlen. Jamen det var jo sidst i marts og første halvdel af april. Når jeg var her i en måned eller halvanden, huskede jeg kun den sidste, varme tid.

Det minder mig om, da jeg var så tankeløs at tage til Tibet med lige så lidt vintertøj. I 3000 m højde.Er jeg ikke blevet klogere på de 12 år, der er gået?

Eller forstyrrer det min erindring, at jeg siden sidste Nepal-rejse har været i Thailand og Cambodia fra midt i februar til midt i marts? Og der var der tropehede på det tidspunkt.

Men nu er jeg her. Gået i seng 20:30 iført mine tyndeste sommerbukser, nu op- eller nedgraderet til natbukser, og en lun, langærmet T-shirt samt strikkede sokker. Selv om jeg havde glædet mig til at deltage i Tara Puja kl. 6 i morgen tidlig, så tror jeg ikke lige nu, at jeg vil være i stand til at gå ud i de 8 graders varme, som helt sikkert vil føles koldere.

Foto er fra min nye bolig – fortæller om stedet i et senere indlæg.

Kathmandu-kuller

Så kom det. Min Kathmandu-kuller! Hvordan kunne jeg glemme det? At når jeg er over 10 dage i Kathmandus støv og forurening, så bliver jeg syg. Så syg, at jeg næsten ikke kan holde byen ud. Jamen jeg skulle være taget op til Nargakot et par dage. Min glæde over klostrets ro og ulysten til at flytte for meget rundt, pakke ned og pakke ud, gjorde, at jeg droppede idéen om at tage væk et par dage.

Og nu er den her igen. En bronkitis. Ingen feber. Jeg tror, at det bare er åndedrætsorganerne, der bliver overbelastede af forureningen. Selv om jeg bruger maske. Sådan var det også sidst. Og gangen før. Hvad er det, der får mig til at glemme det – når jeg oven i købet ved, at jeg skal passe på ift. lunger med emfysem? Overmodig bliver jeg.

Mine bronkier tyngede mig mere og mere, som dagen gik i går. Og sent på aftenen havde jeg ondt af mig selv: Jeg er SYG! Vejrtrækning, der hvæsede vildt. Men så fik jeg en idé. Jeg lagde min lille, nyindkøbte Tara-statue på den øverste del af brystet – og lidt senere begyndte jeg at hoste og spytte slim (ja, undskyld detaljerne) i et par timer. Det hjalp.

Men jeg føler mig træt og snottet og hostende stadigvæk – og gider ikke Kathmandu i dag – eller i morgen eller i overmorgen. Gider ikke gå ud i larm og støv. Og så er der koldt i dag. Kun 20 grader! Bliver hjemme og hviler mig.

Og, altså, hvis jeg får brug for lægehjælp, så er klinikken jo i nærheden.

—–

Næste dag: Tvang mig selv til at spise lidt i aftes og fik en masse forskellige halspastiller og naturmedicin af min nabo, Karen. Det hjalp til en bedre nats søvn – og i dag går det bedre. Tog ind til Thamel, turist- og backpackerområdet, for at få zoneterapi. Det var velgørende, og jeg skyndte mig at tage en taxa hjem igen – efter en hurtig cappuccino med chokoladekage.

I går styrtede et fly fra Bangladesh ned i lufthavnen i Kathmandu. Selv om jeg herfra mit altanvindue kan se så langt væk, at flytrafikken over lufthavnen er tydelig, så havde jeg intet bemærket. Det var en besked fra min bror, der gjorde mig opmærksom på det. Ca. 50 mennesker døde. Et fly, der var skrottet af SAS pga. flere uheld, men altså opkøbt af et luftfartselskab i Bangladesh. Burde det ikke være ulovligt at sælge skrottede fly videre?

(fortsættes)


En klinik i Kathmandu

Jeg vil gøre lidt reklame for klinikken, som er tilknyttet Benchen Klostret. Det er den eneste helt gratis klinik i området. Fungerer udelukkende ved hjælp af faste donationer fra danskere og tyskere – samt fondsbevillinger fra et par amerikanske og italienske fonde. Det giver penge til lønninger til fuldtidsansat læge, deltids tandlæge o.a. specialister samt nødvendigt udstyr og gratis medicin (vigtigt). Hvis I skulle få lyst til at donere, så går ALLE pengene ubeskåret direkte til klinikken. Jeg kender dem, som arbejder frivilligt i foreningen. Tjek hjemmesiden www.benchen.dk

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

IMG_20180302_151421_resized_20180305_035254086

Jeg husker mit møde med Dr. Tsering i 2010. Karen, som er involveret i benchen.dk, kender ham og hans familie godt, og hun havde inviteret mig med op til dem i deres lille lejlighed på klostrets grund, hvor de boede med deres to børn, en søn og en datter. Mens det blev aften, og mørket sænkede sig, lyttede jeg til Tserings fortællinger om arbejdet på klinikken. At selv om det egentlig var en klinik for dette område af Kathmandu, så kom patienter langvejs fra, fordi det var den eneste ikke blot gratis klinik, men som også udleverede medicin gratis. Om fyldt venteværelse og patienter, der kom helt fra landområderne. Én historie fascinerede mig specielt: En mand, som var kommet på cykel fra en landsby med sin syge, gamle mor bagpå.

Lige så meget, som jeg lyttede til lægens fortællinger, lyttede jeg vel til den iver og entusiasme, som hans stemme havde – og tænkte, at her var en mand, som troede på nytten af sit arbejde.

I mellemtiden har jeg mødt hans kone i Danmark, hvor hun fulgtes med Tenga Rinpoche (min lærer), som skulle undervise. Hun blev indkvarteret sammen med Tenga Rinpoches niece i mit gamle kollektiv på Christiania, hvor jeg også boede under kurset, så vi havde rig lejlighed til at være sammen. Det var hendes første tur til Europa – og hun befandt sig godt på Christiania. Måske, tænkte jeg, mere lig med det liv, hun kendte.

De senere år har både deres søn og datter uddannet sig til tandlæger i Polen – og datteren, siddende på fotoet nedenunder, er nu deltidsansat som tandlæge på klinikken.

 

20180302_151400

Da jeg ankom, omtalte jeg det hul, der var, der hvor klostergården og den største tempelbygning tidligere var. For at vise det kommer her et par fotos fra Benchen Klostret før og efter jordskælvet.

002

Klostrets største tempel forsvandt med jordskælvet i 2014. Fotoet her viser, hvordan det så ud sidst, jeg var her – i 2013, og det næste, sådan som det har set ud siden jordskælvet.

001Image may contain: sky and outdoor

Image may contain: sky, bridge and outdoor

I øjeblikket er man ved at bygge et stort telt, som skal huse de mange hundreder, der strømmer til en vigtig undervisning, som starter om en uges tid. – Efter jordskælvet modtog klostret direkte donationer, og klostrets munke var i ugevis beskæftiget med at bringe overlevelseshjælp ud til områder, der ellers ikke modtog hjælp.

 

Øjeblikke

Trappen til Swayambhunath – tempelkomplekset på toppen af højen. Populært kendt som “Abetemplet”

026

029Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 65 længere, som jeg var sidste gang, jeg gik op! Det er jo en slags trekking at bevæge sig op ad de 700 trin, tror jeg, der er. Pensionisttrekking!

018

019 021

024

Var på Kathmandus Durbar Square forleden. Som jeg mener, jeg fortalte tidligere, så er de tre byer i Kathmandudalen bygget op omkring kongepaladserne med deres Durbar Square, som ud over paladserne består af tempel efter tempel bygget af forskellige konger. De ligner selvsagt meget hinanden, men jeg har altid holdt mest af den i Bhaktapur, den mest rolige, fordi bil- og motorcykelkørsel er forbudt på området. Jeg tager ikke derud denne gang – regner med, at genopbygningen stadig er i gang efter jordskælvet. Og sådan var det jo også i Patan og her i Kathmandu. Og – helt ærligt – så rækker min energi aldrig til at se ALLE templerne, men jeg udser mig et stille område, hvor jeg kan kigge på folkelivet. Her, forleden, var der fest i Kumaris tempel (Kumari er en levende hindugudinde, et barn, som bliver udvalgt ud fra forskellige kvalifikationer, og som så lever en slags dronningeliv – indtil hendes første menstruation. Så bliver en ny valgt) Og en fryd for øjet var det da med alle de festklædte kvinder samlet i tempelgården:

IMG_20180310_120044_resized_20180311_111433421

IMG_20180310_120101_resized_20180311_064839829

IMG_20180310_120129_resized_20180311_064840342

IMG_20180310_120247_resized_20180311_064840931Og omkring Bhairab, den blodtørstiges tempel, var der også trængsel:

IMG_20180310_114109_resized_20180312_114056977

Nu er min sightseeing vist forbi for denne gang. Snart skal jeg ud af byen.

 

Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Stille dage

Internettet fungerer upåklageligt, bedre end nogen sinde her – fordi Kathmandu dalen ikke længere lider af de lange strømafbrydelser. Men det vender jeg tilbage til.

Derimod fungerer min lille bærbare ikke ret godt længere. Skulle nok ha’ givet mig selv en ny, samtidig med den nye mobil. Mobilen fungerer på nettet hele tiden, men den bærbare går i stå, kører i tomgang længe om at skifte side osv., så det tager alt for lang tid, når jeg vil skrive, opdatere. Redigeringsværktøjet med klip og copy/paste fungerer heller ikke mere.

Så jeg skriver – og venter under afbrydelserne, omredigerer langsomt. Mobilen er for lille, synes jeg, til at jeg har overblik over det skrevne.

En uge siden jeg rejste hjemmefra. Stille dage her, efter at jeg besluttede at blive hjemme søndag. Ro i sindet. Tankerne, der ikke længere flyver rundt. Glæde i hjertet. Hverdagens små oplevelser:

At sætte mig et sted og se på livet, der folder sig ud her, for øjnene af mig.

Ikke nødvendigvis opsøge socialt samvær, men indgå i det, når det føles rigtigt. Spontane møder med f.eks. de andre beboere i gæstehuset. (At rejse alene er ikke det samme som at være alene hele tiden. Der er altid masser af muligheder for kontakt. Nu er jeg selv sådan skruet sammen, at jeg befinder mig godt alene – vel fordi jeg samtidig har muligheden for ikke at være det. Men jeg elsker stilhed og ro, så jeg udvælger med omhu “nye” mennesker, der ikke virker for støjende)

Den gode grøntsags karryret i den lille ydmyge café lige ved klosterporten. Ventetiden kan være lidt lang. Men alt bliver lavet fra bunden. Masser af grønt. Utrolig lækker. Serveret med lassi (drikkeyoghurt). Lidt over 12 kroner i alt (det er én af de dyre retter).

At bo på et velfungerende gæstehus, have et godt værelse med eget bad, toilet og altan. Morgenmad i haven. Se/ høre klosterlivet. Deltage i det, hvis jeg har lyst, ved at gå til morgen puja eller aften Mahakala, eller blot lytte på afstand og alligevel føle mig som en del af det. Lydene fra de små munke i klosterbygningen bagved, lytte til undervisningen, høre dem lege, specielt om aftenen inden sengetid. Støjende og glade som børn er.

Morgener med god tid til yoga og meditation, mens solen stiger op over Kathmandu, bader værelset i lys, opvarmer det.

Glide ind i Koraen, pilgrimsruten omkring Swayambhunath, højen med én af de mest betydningsfulde stupaer, følge menneskestrømmen morgen eller aften, føle mig som en del af noget urgammelt.

Alt det, der er at se, sanse, på de 3-4 km rundt: De hundredevis af bedemøller, små og store, det farvestrålende tøj, butikkerne med alle duftene, senere de små boder med frugt og grønt – og endnu senere med lys, som man kan købe og tænde, med en bøn. Børn på vej til eller fra skole.

IMG_20180308_075114_resized_20180308_112132128

IMG_20180308_111401_resized_20180308_112755253 IMG_20180308_111938_resized_20180308_112131443

IMG_20180308_073009_resized_20180308_112754842

IMG_20180308_073026_resized_20180308_112755565

IMG_20180308_111830_resized_20180308_112131904

Ligbrændingspladsen, hvor et bål kan være i gang, mens gløderne fra tidligere bål stadig lever. Familier, der flokkes om deres døde. Døden, der ikke er gemt væk.

Flokkene af aber. Ha’ nu ikke noget mad fremme, eller andet, som de kan hugge. De er temmelig nærgående.

004

009

Ja, det har været en lise for sjælen at lande her. Så meget, at jeg i går var parat til en udflugt til Patan.

Når jeg rejser, er jeg  – som det vist fremgår tydeligt allerede – ikke den store forbruger af oplevelser. Jeg er aldrig ude i at nå så meget som muligt, styrte fra det ene sted til det næste. Vide så meget som muligt. Jeg vil hellere lære et eller to områder godt at kende i stille tempo, stykke min forståelse af landet sammen af, hvad folk fortæller mig.

Men i går var jeg altså parat til en udflugt til Patan, den ene af de tre store byer i dalen.

Indtil slutningen af det 18. århundrede var Nepal delt i en mængde små kongeriger. Kathmandu, Bakhtapur og Patan var tre af disse små selvstændige kongeriger. I det næste par hundrede år, var de afgrænsede byer i Kathmandudalen, men med den demografiske eksplosion fra sidste fjerdedel af det 20. århundrede, er specielt Patan og Kathmandu vokset så enormt, at de flyder sammen til én stor by. Alligevel havde jeg endnu ikke været i Patan, men beskrivelserne af bl.a. dens Durbar Square (pladsen omkring det gamle kongepalads med templer) gav mig lyst til endelig at tage en taxa de relativt få km.

Så jeg tog på sightseeing sammen med en anden beboer fra gæstehuset, tilbragte det meste af dagen der – og oplevede foruden den smukke arkitektur, et par fredfyldte templer og en god frokost, at støj- og støvniveau var noget lavere end i Kathmandu.

IMG_20180306_123717_resized_20180307_071936696

IMG_20180306_125718_resized_20180308_114047298

IMG_20180306_125938_resized_20180308_114047848 IMG_20180306_204336_resized_20180308_114047605

Nu går noget i stå igen. Altså ikke nettet, men pc’en. For strømmen fungerer. Det var det, jeg ville fortælle noget mere om.

På mine tidligere rejser oplevede jeg et Kathmandu med flere timers strømafbrydelser hver dag. For at spare på den. Det undrede mange, for adgang til den energi, der skulle til for at levere strøm, måtte der da være nok af. Og for et par år siden kom sandheden så frem. En højt ansat – vist nok i energiministeriet – havde i årevis sørget for at sælge/levere strøm til Indien, altså dirigeret Kathmandus strøm ud af landet. Efter afsløringen har der været el nok.