Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Hvorfor rejse med håndbage – og hvordan pakker man den?

En læser har spurgt mig, hvordan jeg kan nøjes med håndbage.

Det har fået mig til at tænke over mine grunde til at rejse med håndbagage – og at give forslag videre til, hvordan man så gør.

Der er mange grunde til, at jeg bedst kan lide at rejse minimalistisk, kun med håndbagage. Den, der er nem at forstå, at med en kuffert eller rejsetaske, som du kan have med i kabinen, må du højst medbringe 7 eller 8 kg. Jeg tænker, at hvis jeg propper en kuffert med mellem 10 og 20 kg, så er det mig selv, der på rejsemålet skal håndtere de mange kg. Da jeg som regel rejser lidt rundt, betyder det at løfte alle de mange kg ud og ind af busser og tog, bære eller rulle gennem gader eller på grusveje, op og ned ad trapper. Rigtig mange gange. Jeg bliver træt, bare ved tanken.

Min erfaring er også, at hvis jeg medbringer meget tøj, så får jeg alligevel ikke brugt det hele. Det fylder bare.

Hvis jeg kun skal være væk i nogle dage medbringer jeg fhv. mere tøj end til en rejse på en måned. Fordi på få dage har jeg ikke tid til at vaske. Det har jeg på en lang rejse. Altså er det ikke nødvendigt at tro, at man skal have rent tøj til hver eneste dag fra start til slut. Det er oven i købet hyggeligt at have sig en slags dagligliv med tøjvask og -tørring.

Et lille sjovt minde dukker op. I 1968 tog jeg på en lang blaffertur til Tyrkiet med min franske kæreste (vi skulle egentlig ha’ været til Afghanistan, måske Nepal, men det er en lang historie). Jeg havde RIGTIG meget tøj – og bøger og andet godt – med i min MEGET tunge rygsæk, fordi min intention var at blive i Frankrig bagefter. Jeg mødtes med min kæreste, og vi tilbragte nogle dage i hans forældres hus inden afrejsen. Da han så, at jeg ville tage det meste af min oppakning med til Østen, nedlagde han veto. Han, der var vant til at rejse med en lille bitte rygsæk. Ét af hans argumenter var, at han var bange for, at det var ham, der skulle komme til at bære min rygsæk, når vi nogle gange blev nødt til at gå langt – og i varmen. Ved eftertanke havde han måske ret. Jeg måtte lade meget mere blive i Frankrig.

Så jeg gik i gang med at placere hele indholdet på et bord. Han kunne næsten ikke holde op med at grine, da han så 21 par trusser (det tal husker jeg stadig), en stor samling sokker (jamen i varmen?), bluser og cowboybukser nok til at skifte hver dag i en uge (det kan jo vaskes, så snart vi er to dage på ét sted) osv. osv. Det var min første læring udi at pakke fornuftigt.

Og når vi gik rundt i by efter by for at lede efter billige hoteller, var jeg glad for ikke at ha’ fyldt min rygsæk helt op. Eller da vi skulle gå over grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland på vejen hjem – et laaaangt stykke ingenmandsland for bagefter at finde et egnet sted at sove, en kælderhals i en forladt grænsebygning, fordi vi ikke kunne komme videre den aften.

Altså – en lang historie kort – jo længere tid på rejse, jo mindre bagage. Du kan vaske undervejs.

Et andet argument for kun at rejse med kabinebagage er, at jeg tit skal skynde mig videre fra lufthavnen med den første bus, det første tog mod mit første ophold, og så er det altså nemmere at komme hurtigt ud af lufthavnen uden at skulle stå og vente på bagagen. Selv hvis jeg bare skal ind i en taxa, er det dejligt at komme hurtigt ud.

Jeg har kun mistet bagage én gang – og det var heldigvis på en hjemrejse, hvor det ikke gjorde noget, at kufferten kom nogle dage senere end mig, efter at ha’ været en tur rundt i verden. Men på udrejsen ville det være rigtig træls, at sådan noget skete. Og det gør det aldrig, hvis jeg selv har min bagage inden for rækkevidde hele tiden.

Hvad gør jeg så? Jeg vælger nogle få sæt tøj, som jeg ruller godt sammen. Så fylder det mindre – og bliver faktisk mindre krøllet end hvis det er pænt lagt sammen, men alligevel bliver krøllet efter tiden i kufferten. Tit gør jeg mig også umage med at lægge i plastikposer efter, at tøjet er blevet rullet. Så kan luften nemlig presses ud af hver pose, og det fylder endnu mindre. Smykker, hårnåle og elastikker lægger jeg i små adskilte poser. Ledninger til bærbar og smartphone ligeledes. Undertøj og badetøj kan presses ind rundt om alt det andet. Ekstra briller/ solbriller og kamera ligeså. Glattejern og en lille lygte kan også presses ind.

Shampoo, cremer osv.? Jamen man behøver ikke ret meget. Det er rigeligt med den liter-pose man må ha’ med væsker. Shampoo og conditioner kan hældes på to af Matas 100 ml flasker. Tro mig, der er rigeligt til en måned. Skin tonic og kropslotion ligeledes. Små dåser til cremer. Min deodorant er naturkrystal fra Matas – en lille sprayflaske med små krystaller, som man hælder vand på. Uden vandet er det altså ikke engang betragtet som væske. Jeg gør det, at jeg hælder et par dråber parfume på stenene, inden jeg tager den i brug. Og – voilà – så har jeg også min parfume med på tur.

Solcreme køber jeg altid på feriestedet. Og hvis jeg nu skulle løbe tør for noget af det andet, så kan jeg tanke op, der hvor jeg er.

Giver det lidt mening? Og et billede af, hvordan jeg pakker?

Min bærbare lægger jeg ned i kufferten – let tilgængelig, for den skal op under sikkerhedskontrol. I håndtasken (somme tider snyder jeg mig til en større skuldertaske, hvor der er plads til den bærbare) har jeg papirer, penge, pas, læsebriller, en bog.

Det med bøger. Tidligere rejste jeg altid rundt med flere bøger til en rejse. Men nu gør jeg det, at hvis jeg medbringer én, stor, tyk bog, så har jeg læsestof til hele turen. Og jeg kan gøre den lettere, ved at rive sider ud og smide dem væk efter læsning. Jo, du læste rigtigt. I starten syntes jeg det var næsten blasfemisk at gøre. Men det letter i bagagen. Hvis jeg også skal ha’ plads til en lille ting eller to købt på stedet. Men jeg er aldrig nogen sinde den store shopper på tur. Det, der er vigtigst for mig er oplevelserne. Ikke at købe en masse ting med hjem.

Hvis jeg har en lille, tynd bog med er det som regel sådan, at på mange hostels og hoteller, kan man bytte bøger. Folk sætter deres læste bøger i en reol og tager en bog fra samlingen med videre.

Når jeg nu skal til Nepal, er det det lette tøj, jeg pakker ned – og så rejser jeg klædt på i det varmeste tøj: Jeans, tyk trøje og dunjakke, for selv om der er op til 25 graders varme om dagen i marts, så er der køligt til koldt om aftenen. Jeg tager de sko, der fylder mest, på fødderne. Vandreskoene, selv om jeg ville se mere chik ud i andre sko eller støvler. Når jeg rejser til Frankrig i en måned ad gangen, er det også det varmeste tøj, jeg har på på selve rejsen – og en blanding af varmt tøj og let tøj i kufferten.

Min Kina-rejse var inden jeg begyndte at rejse let. Jeg havde rigeligt med i min dengang store kuffert – men intet rigtigt varmt tøj. Jeg rejste hjemmefra i en for Danmark bemærkelsesværdig varm start på maj måned – og havnede i snevejr i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Ud at købe varmt tøj – og kufferten blev så meget tungere på rejsen tilbage til Beijing og videre derfra. Se HER

En gang tog jeg af sted til Thailand i sommertøj sidst i februar, fordi jeg vidste, at jeg ville lande i over 30 graders varme. Og jeg blev jo kørt til lufthavnen. Jeg havde bare ikke taget højde for forsinkelser pga. sne, så der stod jeg i sommertøj. Se indlæg Jeg hader at pakke

Og overskriften til det indlæg minder mig om det, jeg heldigvis glemmer fra den ene gang til den næste. At det faktisk slet ikke er sjovt at pakke. Og at det kræver mere overblik og mere tid at tage lidt med, end når man tager meget med. Jeg starter som regel – ligesom dengang i Frankrig – med at lægge det, jeg mener jeg bare SKAL have med ud på min seng. Og så vælge fra, fordi det altid i første omgang er for meget.

Når jeg skal pakke om ca 14 dage, vil jeg med fotos vise, hvordan jeg gør.

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Nepal 2010

Der er nu kun lidt over to uger til min rejse til Nepal. Den begynder at tage form. De første to uger på Benchen Klostret i udkanten af Kathmandu. Alle værelser er udlejet fra den 15. pga. et større kursus på klostret, så jeg tager op i de lave bjerge syd for Kathmandu i nogle dage og derefter har jeg lejet et hotelværelse i Kathmandu de sidste dage. Så kan jeg deltage lidt i kurset, møde én af mine gode veninder, som vil være kommet i mellemtiden, ligesom en kvinde fra mit gamle kollektiv på Christiania. Og når jeg ankommer til Kathmandu vil en anden veninde – også fra det gamle kollektiv – allerede være der. Hun tilbringer som regel februar og marts i Nepal, og det var hende, der oprindeligt introducerede mig til Benchen Klostret.

I aftes kom jeg til at læse i det hæfte, som jeg skrev dagbog i på min første rejse til Nepal. Jeg brugte noterne som grundlag for fællesbreve til familie og venner. Lidt vemodigt at tænke på, at min datter, Sara, levede dengang. At hun kun havde fire måneder tilbage at leve i, vidste jeg heldigvis ikke. På forsiden af hæftet havde jeg klistret fotos af hende, alene og sammen med kæresten – og et foto af hendes storebror (hendes fars søn) og hans kæreste. Både for at ha’ disse fotos med mig – men også fordi jeg, af erfaring fra min Kinarejse, vidste, at det er godt at kunne vise familiefotos, når folk, man møder, er nysgerrige omkring, hvilket liv man lever.

Ved gennemlæsning i går blev jeg overrasket over, at de første dages notater handler meget om, at jeg savner min datter. Jeg skulle være væk en måned, men hun havde allerede boet i København i næsten tre år, så jeg var vant til, at jeg ikke så hende så tit. Vi havde tilbragt et par intense dage i København inden min afrejse. Måske derfor? Eller – havde jeg mon en slags forudanelse om den sorg og det savn, jeg snart ville føle?

Jeg vil dele nogle af noterne fra det hæfte. Tanker om at rejse alene. Uredigeret. Fordi de giver et godt indblik i meget af det, man kan komme i kontakt med som alenerejsende. Fra “Hvorfor gør jeg dog det her” over udmattethed og frustration til dyb tilfredshed, ro og glæde.

Marts 2010

“New Delhi lufthavn. Uret på min mobil siger 01:00, men jeg øver mig i at tænke 5:30 lissom tiden her. Har fundet en hvileplads – endelig – og håber på at sove lidt. International lufthavn. Må være kæmpestor, men sidder her i et lille, lukket transitområde, som jeg ikke kunne gå ind i – men hentes ind. Og må heller ikke bevæge mig ud herfra. Straks, da jeg forsøgte, kom en vagt. Troede på et tidspunkt, at jeg ville blive skubbet ud af lufthavnen, for selv om jeg på vej væk fra flyet og midt i en menneskestrøm mod udgangen flere gange sagde til vagter, at jeg IKKE skulle ud, så blev jeg bare sendt videre og videre. Inden tolden fik jeg så at vide, at jeg skulle blive stående og vente – og “og noget personale ville komme”. Endelig kom en kvindelig ansat – kun til mig. Tog alle mulige oplysninger – og jeg fik selv tjekket, tror jeg da, om min bagage nu helt sikkert blev sendt videre (det skal man selv sørge for, når det ikke er samme flyselskab til og fra Delhi). Og så op igen – og ind i det her område med besked om, at “nogen vil hente mig – og give mig mit pas tilbage” inden boarding til flyet til Nepal. Sidder og ser folk blive hentet. Én efter én. Jamen – ham der, han skulle da med samme fly som mig. Hvorfor bliver han nu hentet. Og ham der – han skulle da med et fly et andet sted hen – senere – ud fra hvad jeg hørte. Har de glemt mig? Jeg spørger og får at vide, at jeg skal blive siddende.”

…..

“Har været i en parallelverden på rejsen indtil nu. Har hverken kunnet læse eller se film på flyet fra Istanbul til Delhi. Har bare været i tiden, der går eller ikke går. Jeg har bare været der og undret mig lidt over, at jeg gør det her – altså rejser. Sku’ jeg ikke ha’ givet Sara pengene? Og jeg savner hende. Sku’ jeg ikke bare besøge hende tit (men gider hun det?)”

“Huske at hver rejse er en rejse i mig selv. Jeg er på rejse for at lære. Selv om jeg ikke ved hvad.”

“Sidder min første aften på hotellet og tænker, at livet måske alligevel ikke er at rejse alene. Tænker på alle de gode oplevelser jeg har haft på rejse med andre. Glæden ved sidste års ferie i Istanbul med Sara og hendes kæreste. Nu skal jeg måske spise de næste mange uger alene. Har lige lavet en kalenderoversigt. Det er jo laaaang tid, jeg skal være her. Og jeg, der var bange for ikke at ha’ tid nok. Savner allerede Sara, mit hjem, hverdagens stille glæder……Men husk nu Kina – hvor godt det blev. Netop fordi du var alene.

Jeg er bare træt nu. Og søvnig. Har været på rejse i 24 timer. Sad i New Delhis lufthavn i næsten 10 timer. Selv om jeg er ekspert i bare at vente og at være, så var det i overkanten af min formåen i venten og væren.”

“Dagen efter. Jeg er landet. Vågner frisk og udhvilet. Dejligt at ha’ sovet en hel nat. Solen skinner. Vandet i bruseren er varmt. Morgenmaden indbydende og velsmagende. Går ned i byen. Kathmandus centrum. Drejer til højre i stedet for mod Thamels turistkvarter. Orienterer mig godt med kortet i Turen går til Nepal. Nemmere at læse uden briller end det i Lonely Planet. Jeg driver med menneskemylderet, ind og ud af og igennem smalle gader og gyder. Lader mig indfange af stemningen, det pulserende liv, farverne. Ender på Durbar Square, hvor jeg afslår alle tilbud fra unge mænd, som tilbyder deres hjælp som guide. Det er svært, men jeg vil selv, jeg vil bare gå, sidde, snuse, drømme. Kathmandu her er jeg. Jeg skulle ha’ været her i -68, men blev altså nogle år forsinket. Jeg finder nemt, meget nemt, hjem til hotellet. Det er ikke svært. Heller ikke svært at spise alene Det er faktisk afslappende. Somme tider sjovt. Og fra tagterrassen en fantastisk udsigt over hele byenNepal 001

Nepal 017

 

 

 

Nepal 004Nepal 014

 

 

 

 

Nepal 013Nepal 041   Nepal 034 Nepal 025 Nepal 057

 

 

 

 


 

 

(fortsættes HER )

Mere planlægning – alene med fly, tog, bus

Når du har styr på, hvor du vil hen, hvordan du vil bo, hvad du vil lave osv. er det kun at gå i gang med at booke fly, tog eller busbillet.

Det helt enkle er selvfølgelig at vælge et flyselskab, gå ind på hjemmesiden og se, om der er rejser til det pågældende sted – og så booke. Der er to grunde til, at det sjældent er det, jeg gør:

  1. Som regel er det dyrere, end hvis jeg booker gennem en rejsesøgemaskine.
  2. Hvis du ikke bor i København, er det ikke sikkert, at flyselskabet har rejser fra den by, du vil rejse fra – og så skal du udover flyet til din feriedestination også købe togrejse eller indenrigsfly. Hvorimod du fra en søgemaskine kan sætte din nærmeste lufthavn ind som startsted. Jeg bor f.eks. 20 km fra Aalborg, og selvfølgelig er det nemmest for mig at rejse derfra.

Da jeg nu igen besluttede mig for Nepal, kiggede jeg udover på søgemaskinen på Qatar Airlines og Turkish Airlines hjemmesider. Men afgangssted var København, og selv om billetten Kbh.-Kathmandu umiddelbart så billigere ud, så løb den ved tilkøb af SAS- eller Norwegian billet til og fra København op i fra 800 til 1000 kr. ekstra. Med tog kunne jeg gøre det billigere, men stadigvæk penge oveni flybillettens pris samt ekstra lang rejsetid.

Hvis du ikke ved, hvad en rejsesøgemaskine er, så er det, meget kort fortalt, en hjemmeside, som hjælper dig til at få overblik over f.eks. flypriser til dit bestemmelsessted. Med et par klik, hvor du indtaster afrejse- og bestemmelsessted samt dato for afrejse og hjemkomst, får du et hurtigt overblik over billetpriserne. De bliver vist i kategorier som f.eks.  “billigste”, “bedst til prisen” og “mindst rejsetid”. Den sidste er altid den dyreste. Når jeg tjekker de billigste, gennemgår jeg altid omhyggeligt rejsetiden, for hvis der er flere mellemlandinger med lange ophold i lufthavne, kan det bedst betale sig at give lidt mere ovre i “bedst til prisen”.

Jeg bruger mest den søgemaskine, som hedder Momondo, fordi jeg synes, at det er den mest overskuelige. Bl.a. fordi den viser en lille søjle for hver dag. Hvis der f.eks. er lavere søjler før eller efter din valgte afrejsedag, betyder det, at du kan få en lidt billigere rejse ved at vælge en anden dato.

Hvis du nu ikke vil rejse hjem fra samme lufthavn, som den du ankommer til på udrejsen, kan du også bestille en “round trip”. Hvis jeg f.eks. på en Frankrigsrejse vil besøge familie i Paris, tage toget til Bretagne og derefter hjem fra Rennes, kan jeg booke udrejse rejse til Paris, hjemrejse fra Rennes. Eller på en tur til Nepal, vil jeg videre med fly fra Kathmandu til Bangkok og senere hjem derfra, så kan det også lade sig gøre. Sidst jeg søgte, blev sådan en rejse i Asien kun lidt over 15oo kr. dyrere end returbilletten til Kathmandu – og altså ikke særlig meget dyrere end en returbillet til Bangkok.

Men der er én vigtig ting at være opmærksom på, når du begynder at søge. Du bliver hurtigt “fanget af nettet” på den måde, at man registrerer din søgning, dvs. man sporer dig, og du vil blive spammet, når du går på nettet i den følgende tid med reklameopslag om hoteller o.a.  på destinationen. Og endnu værre. Hvis du i løbet af et par timer har registreret priser, vil de nok pludselig være dyrere, når du vender tilbage 3. eller 4. gang.

Så det, der er vigtigt at gøre, er at åbne et ny vindue i din browser. Jeg bruger Firefox. Når jeg klikker i menuen (de fire vandrette streger) oppe i øverste højre hjørne, står der som 2. eller 3. mulighed “nyt privat vindue”. Det åbner jeg – og så kan jeg søge mere hemmeligt. Jeg får i hvert fald ikke længere reklamer, og priserne stiger ikke i løbet af flere søgninger samme dag.

Jeg har lige tjekket Google Chrome – og det fungerer på samme måde. Her er menuen 4 punkter under hinanden i øverste højre hjørne, og her hedder det “nyt inkognito vindue”.

Endnu en ting at være opmærksom på er, at der er perioder, hvor billetter er billigst. Til langdistance flyrejser, altså uden for Europa, har flere artikler gjort opmærksom på, at rejserne er billigst omkring 6 uger før afrejsen. Den regel bruger jeg altid, og når jeg begynder at holde øje med priserne fra lidt over 7 uger inden afrejse, kan jeg se, at de bliver billigere i dagene derefter. I år fik jeg et ekstra kriterie med ind: At tirsdagen skulle være den billigste billetkøbsdag – fordi mange simpelthen bruger weekenden til at søge/ købe, når de har fri. Det fik jeg verificeret i år. Tirsdagen ca 7 uger før min afrejse, var billetten Aalborg-Kathmandu til salg for 5.400 kr., 1000 kr. billigere end få dage tidligere. Og så tænkte jeg, at det ville være ærgerligt at vente, hvis den nu alligevel blev dyrere.

Så nu skulle du være klar til at bestille billet – og rejse ud i verden. Hvis du altså vil flyve.

Lange togrejser, som jeg foretog rigtig mange af i min ungdom, bruger jeg ikke mere (bortset fra rundt i Frankrig, lidt i Italien – fra ét sted til et andet). Jeg har enkelte gange tænkt, at det ville være dejligt med sådan en langsom rejse ned gennem Europa, gøre holdt undervejs, rejse videre. Men jeg bremsede mig selv, når jeg så, hvor besværligt det var at bestille billet, bortset fra til Sydsverige og Nordtyskland. Indtil jeg for nylig blev bekendt med en rigtig god hjemmeside, som hedder interrailguide.dk

Jeg blev kontaktet af dem, der bestyrer siden, fordi de havde læst noget fra min blog om togrejser i Frankrig – og de bad mig skrive lidt til deres side. På den fandt jeg ud af, at Interrail er for alle aldersklasser – og der er meget flexible tilbud på interrail billetter, som man kan bruge til enten et vist antal rejsedage på en måned eller til fri rejse i op til en måned. Så nu ser det pludselig nemt ud at rejse rundt i Europa med tog. Hvis jeg tager til Bosnien igen, kunne det være med tog. Eller måske Nordspanien? Du kan læse mit indlæg HER

Og busrejser til udlandet? Du kan i hvert fald rejse til storbyer i Europa med bus. Jeg kan se, at det gamle Eurolines nu er sammen med FlixBus og andre selskaber. Ligesom flere rejsearrangører, som sælger storbyferier også sælger busrejser alene. Men her ER det nok mere fordelagtigt at tage hotelophold med.

Som jeg tidligere har været inde på, så er Lonely Planet en god hjælp på mange områder. Kapitlet “going there and away”, gør, at når du befinder dig i en given by og gerne vil se området, så er der masser af forslag til at komme rundt.

Disse tre sidste indlæg har simpelthen været basisinformationer om planlægning af singlerejse.

Har jeg sagt det her før? At jeg blev så glad under en tv-udsendelse for nogle år siden, om den 100-årige Ellen Bentzen, som stadig rejste meget. Hun havde en søn i USA, en kæreste i Australien, så det blev til to lange rejser om året. “Folk spørger, jamen er det ikke svært at blive ved med at rejse?” sagde hun. “Men hvor svært kan det være. Jeg skal jo bare bestille en billet på nettet.”