Nepal igen? …fortsat

Som jeg tidligere har fortalt, kan jeg være splittet mellem ønsket om at rejse – og ønsket om bare at blive hjemme.

Sådan har jeg det også nu. Samtidig med at ønsket om rejsen bundfældede sig – og marts begynder at nærme sig – så er der noget, der trækker i den anden retning. Hvorfor ikke bare blive hjemme og nyde det første spirende forår i Danmark?

Men jeg må ud, argumenterer jeg med mig selv. Det er snart et halvt år siden, jeg kom hjem fra Bretagne. Denne vekslen mellem ude og hjemme er nødvendig for mig. Og hvorfor nu det – spørger jeg mig selv i min indre dialog. Bl.a. for at kunne overkomme dagligdagen, det daglige liv. Jeg får ny energi af at være ude. Ja, og så bliver du træt, siger du jo selv, efter den lange rejse – og skal så bruge tid på at hvile ud. Ja – men på et andet plan, finder jeg energien. Den mentale, den følelsesmæssige. Når jeg er ude i de udfordringer, der kan være,  når jeg er i  oplevelsen af det anderledes, får jeg altid sat mit eget liv i perspektiv, får idéer, impulser til livet herhjemme. Til projekter, til nogle dimensioner i mit daglige liv, som jeg har forsømt. Det er, som om det med en vis regelmæssighed er nødvendigt at se mit liv på afstand. Og det gør jeg bedst på rejse.

Men kunne det så ikke være nok bare at gøre det, som mange andre gør? Tage på en billig charterrejse?

Hmmm. Jeg tygger lidt på det. Altså – at finde et roligt, lunt sted, en balkon med udsigt. Sidde der og skrive og måske få samlet mit større skriveprojekt til noget konkret. Det er måske heller ikke dårligt.

En pensionist på charterrejse denne gang? Eller igen være pensionist på rejse alene?

Fortsættelse følger.

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.