Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…

Havnen i Erquy

Da jeg boede her, var havnen meget anderledes.

For det første selve havnebassinet. Dengang lå alle fiskekutterne indenfor den gamle mole. Nu er der en ny mole, og derude ligger fiskekutterne nu, Ved den gamle mole ligger sejlbådene og små motorbåde. Så det er meget, meget anderledes at kigge ud på havnebassinet. Dengang var det en oplevlese hver dag at se de måske 100 kuttere sejle ud med tidevandet, der trak sig, tilbage, når det steg. Nu ligner havnen en almindelig lystsejlerhavn, og herfra, hvor jeg bor, kan jeg ikke holde øje med fiskekutterne.

Der er langt mindre fiskeri nu. Og fiskerne er lidt mindre afhængige af at komme ud inden lavvande, eftersom den ny havn er fyldt en større del af tiden.

Dog ikke altid, som disse fotos viser;

Cap d'Erquy 025

Cap d'Erquy 027

Før var det den evige skiften mellem ebbe og flod, som styrede fiskernes arbejdstid. Jeg ved det i den grad, for jeg var gift med en fisker. Den unge franskmand, jeg havde mødt i Sverige, besluttede sig efter et par år at forlade sine studier og blive fisker. Dengang sidst i 60’erne, da man brød med normerne, søgte tilbage til naturen.

Men lystbådhavn eller ej, så er det dejligt at sidde på min altan, spise morgenmad eller frokost, mens jeg kigger ud. Eller bare sidde og glo, meditativt, ud over vandet, havnen.

WP_20150930_004

Erquy, Bretagne

Jeg er i Erquy. Igen. Hvor mange gange har jeg egentlig været her, efter at jeg flyttede hjem til Danmark i 1980? Ca. 15 gange?

Jeg flyttede hjem til Danmark, ja. Men når jeg er her, er det som at komme hjem igen. Alt det levede liv gennem 10½ år fra først i 20’erne til først i 30’erne. De år, man bliver voksen i, de år tilbragte jeg her. De år, hvor man grundlægger nye venskaber for livet, det var her, de begyndte for mig. Jeg fik min socialpædagoguddannelse her, jeg arbejdede her. Jeg var også gift, her, med en franskmand, som jeg havde mødt på en blaffertur i Sverige.

Da jeg kom hertil for tre år siden, to år efter min datters død og for første gang i fem år, da oplevede jeg meget stærkt en følelse af at komme hjem, føle mig velkommen, ikke bare af gamle venner, men som om hele byen og landskabet her omkring, bød mig velkommen. Jeg følte mig fuldkommen omsluttet, tryg og glad. Jeg husker, at på andendagen, da jeg var flyttet ind i den lejlighed, som jeg skulle bo i den næste måned, da gik jeg en lang tur ud til stranden, hen over klipperne, satte mig ned og så på den begyndende solnedgang. Lige der gik det op for mig, at for første gang siden Saras død, havde jeg været stabilt glad i 24 timer. Og det fortsatte, mens jeg var her. Selv om jeg begyndte at skrive på bogen Efter Sara, og der var øjeblikke med følelsesmæssigt overvældende minder, så oplevede jeg en grundfølelse af glæde modsat de sidste over to år, hvor grundfølelsen altid var sorg og savn. (Se blog www.eftersara.dk )

Jeg overvejede, om det mon var fordi jeg her på det ubevidste plan kom i kontakt med min grundfølelse fra dengang, ungdommens optimisme, som overvandt alt. Årene, hvor jeg blev skilt, min mor blev syg og døde, men intet rystede mig i min grundvold, som Saras død gjorde.

Jeg var her igen i 2013. Når jeg siden min oplevelse af stabil glæde i 2012 er rejst andre steder hen, har jeg altid den første dag tænkt: ”Hvorfor nu her, når jeg føler mig hjemme og glad i Bretagne?” Og nu er jeg her igen. Denne gang i en lille lejlighed på havnen. Det sted, jeg har lejet to gange, ligger lidt uden for byen, og jeg ved, at i oktober, når de sidste feriegæster har forladt området, så er der meget øde. Sidste gang, rejste jeg hjem først i oktober, og de sidste aftener var gadelyset slukket allerede i udkanten af byen, så jeg måtte gå hjem under natsort himmel. Det har jeg ikke lyst til at gøre i to uger.

Denne gang skal jeg ”kun” være her i to uger. Jeg siger ”kun”, fordi jeg er så vant til at være udenfor Danmark en måned ad gangen. Men her – her er to uger alligevel nok til at glide ind i en slags dagligliv, som igen bliver mit for en tid. Møde med gamle venner, gammel svigerfamilie, lange vandringer i de storslåede landskaber, på klipperne langs strandene.

Cap d'Erquy 070

Cap d'Erquy 100

Jeg fik min lejlighed i forgårs efter at have tilbragt et par dage hos en gammel veninde i Bretagnes største by, Rennes. Og allerede i går landede jeg, sådan rigtigt, med den der hjemmefølelse.

Selv om jeg kunne bo rundt omkring hos venner, vælger jeg altid nu at leje min egen lejlighed. Tidligere, selv når jeg var her med mand og børn (vores datter og min mands søn), boede vi mest hos venner og familie, en enkelt gang camping, en enkelt gang nogle dage på hotel.

Men det kan jeg ikke længere finde ud af, det der med at bo længere tid ad gangen hos nogen, eller flytte fra den ene til den anden. Her har jeg mit eget. Jeg kan selv invitere. Det er også med til at gøre det hjemligt.

To små altaner har jeg, udenfor soveværelset og udenfor stuen. Vejret er så godt, at jeg kan spise min morgenmad ude. Har en masse aftaler, men også tid til at være alene. Som jeg jo har brug for.

WP_20150930_003 WP_20150930_005