En rejse i rejsen, 2. del

Fortsat…
Jeg næsten hopper ud af sengen næste morgen kl. 4, da den fælles vækning lyder fra en klokke næsten lige uden for mit værelse. Jeg er blevet skambidt af myg i nat, min citronella myggebalsam har ikke beskyttet specielt godt. Jeg opdagede i går, at den sidste beboer på værelset ikke havde lukket låget til wc’et – og at vandet i kummen havde fungeret som en lille udklækningssø for myg! Så jeg brugte også et skrappere myggemiddel – det der giftige stads, som man ikke må sælge i Danmark – men mest til at ”imprægnere” lagenposen med. Det fungerer til dels – på den måde, at myggene i hvert fald ikke har stukket gennem lagenposen, før sidst på natten. Jeg vil holde wc-låget lukket, det er den eneste måde, jeg kan tillade mig at dræbe myg på (1. regel: du må ikke dræbe) – og så bliver jeg vel nødt til at sove med den lette dyne, som hører til værelset, selv om det bliver varmt.

En anden grund til at hoppe hurtigt ud af sengen er, at madrassen er hård som et bræt. Thailandske madrasser er hårde i det hele taget, men denne er den hårdeste jeg har prøvet. Det gør ondt i kroppen, og det er dejligt at komme op.

Sådan begynder alle dagene, også da jeg har fået udryddet myggene (og måtte, indrømmet, på et tidspunkt klaske et par stykker. Ku’ se, at en tidligere beboer må have gjort det samme, da der var et par tydelige blodpletter på en ellers ren væg). Hurtigt op, undtagen én morgen, hvor jeg vælger at komme lidt for sent til den første meditation.

007

Som du kan se af dagsprogrammet, indeholder det ca. 11 timers meditation om dagen. Selv om jeg har været på mange meditationskurser, har jeg aldrig mediteret så meget på en dag. Jeg forventer, at jeg ift. min sorg og mit savn, igen kan lære at leve et liv, hvor det skifter med glæden ved livet, glæden ved at være til, sådan som det havde været længe, inden jeg kom ind i en lang periode, hvor det igen fyldte næsten hele min vågne tid.

De første dage er jeg skuffet, keder mig, tæller ned (”nu er der så mange dage tilbage”). Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde ventet mig af selve meditationsformen – nok, at den ville være ekstraordinær anderledes, end den, jeg er vant til (den buddhistiske meditation, der i vesten går under navnet mindfulness). Jamen, det er nøjagtig, som jeg plejer: Bringe sindet i ro ved at fokusere på åndedrættet. Bortset fra, at her er der ikke valg mellem at mærke det ved næsen eller ved mave/bryst bevægelser. Kun fokus på næsen, luften, der strømmer ind og ud. Hele tiden. Al den tid meditationerne varer: en time, halvanden time eller to timer. Jeg savner allerede den første dag lidt ”fest og farver”, som i den tibetansk buddhistiske meditationspraksis, hvor åndedrættet er indledningsmeditationen, inden man går over til det, der kan kaldes ”den analyserende del” af meditationen, eller hvor der foregår en del læring, undervisning, under meditationen. Her er der ingen ”underholdning for sindet”. Hvis man begynder at fokusere på symboler, billeder, sætninger, er man ikke længere i nuet, man bliver optaget af fokuseringen uden for én selv. Siger de her.

Eller ikke ”de” – det er jo S.N. Goenkas stemme, der introducerer meditationerne.

Jeg keder mig – og opdager ikke altid, at mit sind er på vandring, søger at underholde sig selv. Jeg er dog ret tanketom, men to temaer bliver ved med at dukke op de første mange dage:

Det første: Har jeg nu et stort nok beløb til donationen? Jeg havde forinden bestemt, at jeg ville give ca. det dobbelte pr. døgn ift. hvad det kostede i Pattaya, altså lidt over 120 kr. i døgnet. Er det nu for lidt? Er jeg en nærig europæisk gnier? Og jeg kan ikke give mere, for jeg fik ikke vekslet flere penge, skal jo også bruge penge på at komme herfra. Hvilket bringer mig over i mit andet tema: Hvordan pokker kommer jeg herfra? Der kører jo ingen busser. Jeg må få fat i en taxa.

Hele tiden skal jeg stoppe denne tankestrøm. Jeg har virkelig ikke andet at bekymre mig om, tænke på, så de to ting får al pladsen. Det lærer mig virkelig noget om, hvor stor min tendens til at bekymre mig stadig kan være, selv om den har aftaget meget. Og hallo, husk, at princippet her først og fremmest er at kunne tage imod. Acceptere den gave, det er, at andre har givet mig mulighed for at være her, spise, sove, lære, gennem deres donationer. Hvad jeg selv giver, er helt op til mig. Hvis jeg ikke får noget ud af det, forventes jeg ikke at give noget. Hvis jeg gør, er det helt op til mig, hvad jeg kan, vil, har råd til. Virkelig svært for en europæer. Virkelig svært for mig. Og det andet, det med at komme herfra. Har transportproblemer ikke altid løst sig? Og var der ikke én af medhjælperne, der sagde den første aften: ”Der er jo også mange i bil, du kan måske køre med nogen.” Ja, se, der holder jo mange biler på p-pladsen.

Altså hver gang, jeg begynder at kede mig, beskæftiger jeg mig med disse bekymringer. Eller jeg falder hen i trance. Engang, for mange år siden, troede jeg, at god meditation var at space ud, være i en slags trance. Senere lærte jeg, at, nej, meditation er at træne sindet i at slippe tankestrømmen, men samtidig forblive årvågen og bevidst. Hvis du har været derude, hvor du kommer i en slags drømmetilstand, så er det nærmere en slags lur, du har taget dig.

Tilbage til åndedrættet. Jeg kender det til hudløshed. Hvad bliver bedre af at gøre det så mange timer dagligt?

På tredje dagen introduceres fokus på området mellem overlæbe og næsebor, det trekantede hudstykke, hvor det er muligt svagt at mærke luften de, strømme forbi, ind og ud af næsen. Tre dage for at komme hertil?

008

Alle mine følelser er forsvundet. Jeg har ikke mærket sorg og savn. Selv ikke, når jeg tænker på Sara. Men heller ingen andre følelser. Når jeg sidder ved bordet og spiser den veltilberedte vegetarmad, tænker jeg bare: Den ser god ud. Jeg føler ingen glæde ved at spise den. Ingen indre uhm og ah. Når jeg ser mig rundt, bliver jeg aldrig overvældet af den gammelkendte lykkefølelse dybt inde i hjertet, når jeg tænker: Alle os, så forskellige mennesker, samlet om det samme. Ikke den der dybe følelse af kærlighed og enhed. Når jeg i aftenens mørke kigger på fuldmånen, tænker jeg bare: ”Der er fuldmåne, hvor er den flot.” Ingen følelse. Hej, det var jo ikke det, jeg ville. Dæmpe sorg og savn, ja, men ikke ha’ det helt væk, ikke have alle følelserne væk. Jeg tror, jeg har det ligesom det, jeg har fået beskrevet af folk på antidepressiv medicin: Ja, depressionen er væk, men det er glæden på en måde også, den har ikke længere den fylde, den kunne have. Alt bliver bare ens, lidt ligegyldigt.

Jeg går til de to lærere for at spørge: ”Er det sådan, det skal være med den her meditation? Ikke føle noget som helst? Som at være på lykkepiller?” Jeg får at vide, at det er min oplevelse, min virkelighed, lige nu. Nogle oplever fuldkommen lykke for første gang i deres liv. Hm. Det er vel rigtigt. Jeg skal igennem det her – og kan senere se, at jeg jo virkelig får afprøvet hensigten: At kunne betragte hver følelse objektivt, uden tilknytning.

Jeg begynder at have følelser igen. Vi er gået over til selve Vipassana meditationen. Nu er det 11 timers daglig opmærksomhed på de skiftende fornemmelser i kroppen. Det er den oprindelige meditation, hvorigennem Buddha fandt frem til sine indsigter, som er grundlaget i buddhismen. At alt er impermanent, midlertidigt. Intet varer ved. Som menneske vil du opleve at komme ud for sygdom, aldring, tab, død. Det er grundvilkårene i den menneskelige eksistens, som vi skal lære at leve med (og kan leve lykkeligt til trods for…). Hvis du klynger dig til én bestemt følelse, til noget, til nogen, vil du være ulykkelig, når det forsvinder.

Gennem intens fokusering på kroppens skiftende tilstande, og at alt forandrer sig, hele tiden, vil du lære at acceptere og håndtere livet, følelserne bedre. Derfor indføres en ny regel, at hver gang meditationen kun varer en time, må vi ikke bevæge os. ”Det skal de sgu’ ikke bestemme,” er min første reaktion. Men der er jo en mening med det: Hvis jeg bevæger mig, mens jeg gennemgår de forskellige kropsdele minutiøst, og f.eks. opdager en kløe eller en spænding, så oplever jeg ikke, at den måske forsvinder af sig selv.

Så jeg sidder stille, uden at røre mig. Og husker, at det jo er sådan, jeg har været i sorgen. Jeg har hele tiden kunne flytte opmærksomheden. Den forsvandt ikke, sorgen, den var der, når jeg vendte tilbage til den, men jeg kunne (og kan) fokusere på andet, og dens intensitet var jo hele tiden skiftende.

Der er pauser. Pausen mellem 7 og 8 efter morgenmaden, bruger jeg til brusebad og lidt yoga. Egentlig er yoga, ligesom anden form for meditation, bøn el.a. “forbudt”. Ikke fordi der er noget i vejen med disse, men for ikke at blande tingene sammen. Men min krop har brug for at strække sig, smidiggøre sig efter al den sidden stille. Og “vandreturene” i andre pauser er ikke særlig lange. De er begrænset til stierne mellem bygningerne:

013

016

010

Pausen efter frokost fra 11:30 til 13 er den længste. Jeg vasker tøj, sidder på den skyggefulde altan, nyder udsigten.

005

Hvis jeg går tur i middagsheden bruger jeg én af de paraplyer, som vi har til rådighed, som beskyttelse mod solen. Ligesom thailænderne gør.

De fleste andre pauser er korte, tid til at tisse, tid til at drikke lidt..

De sidste dage føler jeg mig ind imellem lykkelig. Ja, jeg ved det godt, og jeg får bekræftet her, at jeg lever mit liv –  godt –  med sorg og savn. Når sindet vandrer, er det relevante og brugbare indsigter, oplevelser fra mit liv, som kommer op til overfladen, og jeg kan vende hurtigt tilbage til meditationen.

På 10. dagen må vi tale sammen fra kl. 10 formiddag. Så har vi ca. et døgn til at vænne os til livet udenfor. Det er meget anderledes, denne venden tilbage til samtalen, end den har været på tidligere kurser, som også har indeholdt stilhed noget af tiden. Måske fordi der altid var mange vesterlændinge – og når vi måtte tale igen, steg lyden hurtigt til et lyd-inferno. Her er det stille, roligt – også selv om folk griner, har det sjovt. Og jeg oplever så megen omsorg: En thailandsk kvinde kommer og siger som det første: ”I wish you happy.” En anden undskylder, at hun forleden kom til at tage det sidste peanubutter lige foran mig. Den unge kvinde jeg bor ved siden af, spørger på et tidspunkt, om jeg har børn. En datter, svarer jeg. Men da hun senere siger: ”Din datter må savne dig meget,” må jeg fortælle, at hun er død. Og hendes svar er: ”I’ll send her wishes.” Smukt.

Jeg får også talt med de andre udlændinge. Jeg har siddet hver aften til undervisning sammen med dem. Vi hørte lydbånd. Østrigeren og tyskeren på tysk, russerne på rusisk og jeg på fransk, fordi der ikke var dansk oversættelse, men det var en lise at høre det på fransk, efter at jeg de første to aftener havde været ved at falde i søvn til videoen med Goenka på engelsk. Jeg sad og så den sammen med thailænderne, for den var undertekstet på thai. Men jeg fattede næsten intet af hans engelske med indisk accent på dette fremskredne tidspunkt (kl. 20), kunne ikke koncentrere mig.

Mens jeg sad de næste aftener – uden at kommunikere med de andre udlændinge – kunne jeg se, at den yngste østriger var rejst. Vi sagde intet til hinanden, kommunikerede heller ikke på anden vis. Sad bare der med vore høretelefoner. Jeg brugte meget tid på at kigge på den unge russers fødder. Syntes de lignede hobbit-fødder. Ellers var han smuk. Lignede en ung mand fra mit kollektiv for 30 år siden.

Men nu er der tid til at snakke. Østrigeren og jeg får hurtigt lavet en aftale med en thailandsk far og søn om at køre med dem næste dag. De bor i nærheden af Pattaya – og de vil gerne køre mig til Sri Racha lidt længere nordpå. Ja, alt ordner sig. Og for øvrigt bliver der organiseret mini-buskørsel for dem, der skal til Bangkok. Der kunne jeg også være kommet med.

Jeg får doneret det, jeg har besluttet, omkring 12-1300 kr. Nu synes jeg, det er i orden.

Ellers bruges dagen til de sidste meditationer, den sidste afrundende undervisning om aftenen – og næste morgen den allersidste meditation inden oprydning. Værelset fik jeg rimelig rengjort i går, pakket det meste – og jeg nåede at tage bad kl. 4 i morges. Morgenmaden, ligesom frokost og te/ frugtpausen kl. 17 i går, bliver indtaget omkring fælles bord (dog er mænd og kvinder stadig adskilte). Dejligt at kigge hinanden i øjnene, tale sammen.

032

034

036

Og så af sted – kl. ca. 8. Jeg er så taknemmelig lige nu. Taknemmelig over at ha’ været her, over det, jeg har lært, over den utroligt tjekkede organisering af kurset, taknemmelig over at sidde i en god bil med tre dejlige mennesker. Jeg rejser alene, og sammen med andre. Tre- fire timers kørsel. Lytte til den 77-årige østrigers fortælling om sit eget liv, se den thailandske far, en mand på min alder, sætte sig til rette i skrædderstilling på passagersædet ved siden af sønnen, opleve deres kommunikation med hinanden. Få en lille smule indsigt i deres liv gennem det, de kan fortælle på engelsk.

Jeg bliver sat af ved mit hotel – og jeg tilbringer et par dage i Sri Racha, som jeg bare falder pladask for. Jeg går rundt, næsten lykkelig hele tiden, elsker mit hotel, forestiller mig, at her ku’ jeg godt bo. Jeg kunne jo indrette et udekøkken på terrassen! Og har man brug for mere plads, end sådan et rummeligt værelse. Alt er sol, farver, smukke mennesker. Alene på rejse midt i alt dette. Og den bedste massage, jeg har fået i Thailand.

Jeg kan virkelig anbefale meditation i Thailand (www.dhamma.org), hvis du er på rejse alene. Men kun hvis du har prøvet at meditere før. Der er ikke samme grundige introduktion til “hvordan man mediterer”, som der er på begynderkurser. Og hvis du aldrig har mediteret før, vil det være svært at klare så mange timers meditation dagligt. Hvis du vil have en langt mere pædagogisk introduktion til meditation (og buddhisme), vil jeg anbefale Kopan klostret i Nepal (www.kopanmonastery.com).

Meditationsretreat – en rejse i rejsen, 1. del

Hjemme igen bliver hverdagen hurtigt den samme som før: Jeg må standse op, trække vejret, være, for ikke bare at gå ”fra aftale til aftale” eller lade nu’et drukne i daglige små og store gøremål. Huske med kroppen, hvordan det var at have oceaner af tid langt væk fra det daglige, hvordan det var at stå op, uden bestemte planer, uden noget, der ventede.

Når jeg er kommet hjem efter en lang rejse, er det vigtigt at tage en beslutning om at tage rejsen med mig, lade den fylde, bruge denne oplevelse af at have tid nok til også at give dagligdagen denne dimension: At jeg har tid nok. Bruge denne overbevisning om morgenen, inden dagen rigtigt starter.

Somme tider lykkes det, andre gange er det mere besværligt. Denne gang tror jeg, at meditationsretreaten hjælper med dette.

Jeg må fortælle om den. Denne ”rejse i rejsen”, en rejse, der i den grad var en rejse alene gennem 11 døgn. Også fordi det måske kan inspirere dig, der læser, til at forestille dig, hvad du selv kunne lægge ind af indhold i din eventuelle rejse alene.

Altså:
Jeg ankommer til retreatcentret, som ligger flere km fra den lille by Pong Nam Ron, 40-50 km fra Chanthaburi. Taxachaufføren (jo, det er en rigtig taxa) har haft svært ved at finde stedet. På kortet, som jeg har fået tilsendt pr. mail, ser det ud, som om centret ligger umiddelbart op til hovedvejen. Hvad det altså ikke gør. Som altid, når sådan noget sker, har jeg været i en indre dialog med mig selv om, om det nu er nok at give taxachaufføren de 700 aftalte baht (ca. 147 kr.), eller om jeg skal give ham mere. Jeg vælger det sidste – og giver ham 100 baht ekstra. Ved aldrig, om sådan noget er nok eller for meget.

Vi er steget ud i heden, som er voldsom efter bilens kølige air-condition, og jeg prøver at lave en aftale med chaufføren om, at han skal hente mig igen om morgenen om 11 dage. Men det forstår han simpelthen ikke.

Stedet ser ud som på fotos på nettet. Hovedbygning med kontorer, spise- og undervisningsrum, den store bygning med meditationshallen, bygningerne med soveafdelingerne, alle spredt ud i landskabet med de fjerne bjerge som baggrund.

Dette er altså dag 0. For 10 dage er 10 hele dage, ikke noget med at tælle den dag, man ankommer som dag 1. Og vi rejser igen på dag 11. Resten af dag 0 går med indskrivning, praktiske oplysninger, aftensmad, introduktion til undervisningen. Stedets kvindelige manager, der kommenterer en ung russisk kvindes nedringede t-shirt uden ærmer: ”Du ved godt, at du ikke må se sådan ud.” Det er én af reglerne: Ikke vise overarme, kavallergang, knæ. Jeg havde selv en t-shirt parat til at tage på over min lette sommerkjole, da jeg gik ind. En anden regel: Alle ipads, pc’er, telefoner, penge bliver afleveret og låst inde i små bokse, som vi selv har nøgle til, men som vi først må bruge, når vi forlader stedet. Det er meget mærkeligt at låse disse links til omverdenen inde. Jeg får talt lidt med nogle af de andre deltagere. Vi er i alt ca. 50 i alle aldre, kun 6 udlændinge, resten er thailændere.

Jeg er imponeret over logistikken, måden vi får udleveret alt, hvad vi har brug for: Tallerken, skål og bestik i en blå pose med viskestykke – til at lægge på det bord, hvor jeg skal spise resten af tiden. Den første aften får vi lov til at tale sammen, men fra vores første besøg i meditationshallen senere på aftenen, er der tavshed. Sengetøj, håndklæde, bademåtte bliver udleveret sammen med nummer til værelset – ingen nøgle, værdierne er jo låst inde. Selv om der står ”dormitory”, har vi heldigvis eget værelse. Hvis der ikke var det, ville jeg nok ikke ha’ deltaget.

Jeg får hilst på min unge thailandske nabo, og det er så det. Samtalen fortsætter først 10 dage senere, selv om vi sidder og spiser ved siden af hinanden hver dag. Introduktionen til undervisningen foregår senere på aftenen på den måde, at thailænderne bliver samlet, mænd og kvinder hver for sig, til introduktion på thailandsk, mens vi udlændinge, mænd og kvinder sammen, mødes i et mindre rum med videointroduktion på engelsk. Der sidder vi, en østrigsk mand på min alder, regner jeg med, en ung østriger, en ung russisk kvinde og en ung russisk mand, en ung tysker og mig. Alle alene-rejsende.

Vi får præsenteret S. N. Goenkas livshistorie (se www.dhamma.org ) og det daglige program, som ses herunder. Det er S. N. Goenka, der på lydoptagelser selv vil introducere alle meditationerne, ligesom det er videoptagelser med ham, som bliver undervisningen om aftenen. Det er sådan, det foregår over alt i verden, ud fra den erkendelse, at uddannede lærere nødvendigvis vil fortolke, fremlægge på egen måde, og undervisningen vil forandre sig. På denne måde står den i sin oprindelige form. De to tilstedeværende lærere, en engelsk mand og kvinde, fungerer på den måde, at de mediterer sammen med os, siddende på en forhøjning foran os. Det er dem, vi kan stille spørgsmål til, hvis vi undervejs oplever besvær eller noget, vi ikke forstår.

Vi er klar til at gå over i meditationssalen for første gang. Igen er logistikken i top. Vi får hver udleveret nummeret på vores meditationspude, samt nummeret på en stol, hvis man, som jeg, har bedt om at kunne skifte mellem pude og stol efter behov. De er vores under hele retreaten. Jeg tænker på, hvordan underviserne på ”mine” klostre i Nepal kunne lære noget her: Der har det altid været svært at holde den samme plads, de samme puder, en flytten rundt næsten hver dag. Dette her, oplever jeg undervejs, giver tryghed. Jeg har min plads, der er nogen, der sørger for, at noget bare er, som det er, hver dag. Jeg kan koncentrere mig om selve meditationen. Det lærer jeg at sætte pris på undervejs, selv om jeg den første aften dels er imponeret over al den orden, dels undrer mig og griner lidt ad det indeni mig selv.

Og nu har tavsheden så lagt sig mellem os – og sådan vil det være de næste 10 døgn. Vi har fået at vide, at på 10. dagen vil vi på et tidspunkt få lov til at tale sammen igen – vi skal på denne måde vænne os til det liv, vi skal ud til.
Jeg går træt i seng kl. 21. Intet besvær med at falde i søvn. Det var ellers én af de ting, jeg havde forestillet mig: At jeg ikke ville kunne sove, når jeg ikke måtte læse (en regel, som jeg har tænkt mig at overholde, selv om jeg ikke har afleveret min roman). Og sove, det skal jeg, når jeg skal op igen kl. 4.
Fortsættes….