Min nye bolig, Koh Chang

Så er jeg flyttet hertil, Oasis, Lonely Beach.

001

002

003

90 kr. pr. nat og mere min prisklasse, hvis jeg skal rejse flere uger. Hyggeligt med det nødvendigste: Hytterne ligger spredt midt i junglebevoksning, terrasse med hængekøje, værelse med stor seng og få hylder, det nødvendige myggenet, og i forlængelse af værelset er der et badeværelse under åben himmel. Men absolut et par niveauer under Blue Lagoon.

Og Lonely Beach er ikke “lonely”. Byområdet ligger et par hundrede meter nede ad vejen – og det ligner alle andre backpacker- og turistområder med et hav af butikker, som sælger samme slags tøj, dusinvis af caféer og restauranter. Kao Sahn i Bangkok, Thamel i Kathmandu, hovedstrøget i Pokhara….alle ligner de hinanden.

Men selve Oasis er fint, ligger lidt oppe ad skrænten, og fra restauranten er der udsigt til havet. Virkelig lækker mad.

002

Strand er godt – at kigge på, lytte til bølgernes brusen, gå i sandet, tage et dyp i havet. Men jeg har aldrig været tilhænger af at bruge flere timer til solbadning. Det bliver for varmt og for kedeligt. Og da jeg ikke er nogen vandhund, så er det hurtigt overstået. I Bretagne, som jo var mit hjem i en årrække, elsker jeg at gå ture langs strandene, på klipperne, falde i søvn til lyden af bølgerne, alt sammen så beroligende hjemligt.

Men her nyder jeg stranden bedst over en cappucino og en pandekage:

004

Det har været lidt underligt, at siden jeg er ankommet til Koh Chang har jeg været omgivet af familier og par, og da det er meget turisted her, er de lokale ikke ligefrem vilde med at komme i snak med udlændinge. Så ikke så mange sociale kontakter, først her til morgen, hvor jeg spiste med en tysker, som også bor her – og har været alene på meditationsretreat på et kloster i Nordthailand.

Jeg vender tilbage til det med at være omgivet af familier og par i et andet indlæg.

I morgen tager jeg på jungle trekking hele dagen. Det indebærer bl.a. at bestige et lille bjerg på 500 m. “Very challenging,” som ejerne her siger. “Of course, I don’t know how fit you are.” 500 m sku’ være meget i varmen. Nu må vi se. Guiden efterlader mig vel ikke alene tilbage, hvis jeg har svært ved at følge med.

Nu Koh Chang

På vej til Koh Chang, Thailands næststørste ø. To ting fik mig til at vælge den: Her er både strand, jungle og lave bjerge. Faktisk er hele det indre af øen dækket af junglen. En anden vigtig ting er, at det bliver fhv. nemt at komme videre til det sted, hvor jeg skal på 10 døgns meditations retreat. Men nu er det ferie i 8-9 dage.

IMG_4519

Terrassen, hvor jeg straks smed mig i hængekøjen efter 6 timer med bus og færge:

IMG_4522

Her bor jeg så et par dage – i et “rækkehusområde”, egen lille terrasse og smukt værelse:

IMG_4524

IMG_4526

IMG_4523

Et lille paradis med mange udendørsarealer, restauranter, mulighed for at lære at lave thai mad, få massage. Egen stor øko-have, masser af legeområder til børn (rigtig mange franske børnefamilier).

Området set fra sti mod stranden, og selve stranden:

010

013

Jamen det blev næsten et reklameindslag for Blue Lagoon Bungalows. Da jeg skulle finde et sted på Koh Chang, var der – blandt de mange steder jeg tjekkede, kun dette og et andet sted, som jeg virkelig  kunne li’. Det andet sted flytter jeg til efter to nætter. Det her er også det dyreste, jeg kommer til at bo på turen. 290 kr. pr. døgn, uden morgenmad. Men hvis man er to, er det samme pris, det er hytten, man betaler for. Og man får virkelig noget for prisen.

Et meditationscenter syd for Pattaya

IMG_4514

IMG_4516

IMG_4517

Meditationscentret Boonkanjanaram i Pattayas sydlige udkant, hvor jeg har boet de første dage. Udsigt fra min hytte omgivet af andre lignende midt i en stor have langt væk fra det vilde liv i byen. Stille og smukt.

Min hytte er bygget på pæle, eget badeværelse, veranda hele vejen rundt. Morgenmad og frokost (med mad nok til resten af dagen) bliver leveret kl.7 og kl. 10:30 på terrassen. Der er en lille krog, som madboksen kan hænge i. Alt dette + dagligt møde med stedets lærer og lån af bøger for lidt over 60 kr. i døgnet.

IMG_4518

Jeg nåede at sende en mail om, at jeg blev næsten et døgn forsinket, mens jeg sad på hotellet i Aalborg Lufthavn – og fik besked tilbage om, at de ville gemme frokost til mig. Det fik mig til at føle mig velkommen. Jeg føler mig også velkommen med alle de mangoer, jeg får leveret: Min nabo kom med et par stykker, flere fra personalet har plukket nogle til mig. Jeg har et lager i køleskabet, der kunne ligne en lille mangobod. Al den venlighed.
¨
Jeg er glad for, at jeg lidt tilfældigt fandt dette sted ved at surfe på nettet efter ”meditation retreats Thailand”. En god måde at starte Thailand-turen på.

Dagen går med meditation og læsning – de bøger, som jeg låner her om meditation og buddhisme (om aftenen er det romanlæsning). Det passer mig godt efter den lange rejse og efter den stress det var at pakke. Og varmen – den gør noget godt for min langvarige hoste og forkølelsestilstand.

Vigtigst er nok, at roen, stilheden og fordybelsen allerede hjælper mig med det, som jeg også kommer for: at finde bedre fokus i livet, efter at sorg og savn igen fyldte næsten det hele i lange perioder i 2014.

Der er ikke lagt op til det sociale, folk er her for at fordybe sig i egne processer. Men man kan møde stedets gamle lærer på 86 en gang i døgnet. Udover hende har jeg talt med stedets manager og en amerikaner. Ellers ikke nogen, der taler engelsk. Det er her, jeg kunne savne en lille parlør. Og forbander mig selv over, at jeg ikke tog én af guide-bøgerne med? Lonely Planet eller Turen går til Thailand. Det var for at spare den vægt i bagagen. Jeg troede, jeg var smart ved bare at fotokopiere siderne om den egn, jeg skulle være i. Glemte fuldkommen, at de jo har et ordforråd til dagligt brug.

For at komme på internet skal jeg en km eller to ned ad vejen til en café, hvor indehaveren er en gammel græker gift med en thailandsk kvinde. Dem får jeg længere snakke med. Og det giver ro ikke at have wifi ved hånden.

På trods af sprogvanskeligheder (pludselig var der slet ingen engesktalende) fik jeg fixet en bus- og færgbillet til Koh Chang. Indtil sidste øjeblik vidste jeg ikke, om de nu havde ringet og bestilt den, og om der kom nogen og hentede mig.

Men jo. Kl. 9 på afrejsemorgenen kom en tuk-tuk (en knallert/lille motorcykel med lad til taxi-kørsel) og hentede mig. Chaufføren kunne lidt engelsk, sagde han ville køre langs kysten, så jeg kunne se Pattaya strand, ind til en lille gade, hvor billetsalget var, og hvor minibussen ville samle mig op. ”Men jeg venter – så jeg kan se, om du kommer af sted”, sagde han

Vi snakkede lidt – så meget vi nu kunne. På et tidspunkt spurgte han: ”You have a son?”
”No, I have a daughter.” –
”Oh, good. Where is she?”
Hun er jo død. Det er det, en stor del af mit liv har drejet sig om de sidste 4½ år. Men lige dér, en brøkdel af et sekund, tænker jeg, at kunne vælge at give hende et liv, forestille mig det voksenliv, hun kunne have haft fra de 23 til de 28 år. Det liv, hun aldrig fik.

Men det formår jeg ikke. Jeg fortæller, at hun er død. I en ulykke. Han siger, han forstår, det må være svært. Og lidt efter kommer bussen.

Jeg hader at pakke!

Bare der ikke skulle pakkes, inden en rejse. Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt ud af det tidligere, da jeg var yngre. Jeg har nogle tågede minder om, at det mest var noget, jeg gjorde i sidste øjeblik.

Men nu! Nu tager det tid. Jeg mister overblikket undervejs. Alt bliver én stor rodebunke. Jeg stresser rundt. Synes, jeg skal nå alt muligt. For hver rejse er det, som om jeg lukker mit liv ned. Alt skal være på plads, i orden inden turen.

Det, at jeg tit kun rejser med kabine bagage, gør det nok ikke nemmere. Det kræver altså mere omtanke at pakke en kuffert, som skal veje under 8 kg.

I de sidste dages stress glemmer jeg, hvorfor jeg vil rejse. Glemmer al glæden ved det. Mit indre spørgsmål bliver: Hvorfor rejse fra det liv, jeg har her? Og lige præcis den tanke har jeg nok altid haft lige inden en ferie. Ligegyldigt hvor og hvorhen og med hvem – også når jeg tog på familieferie. Der var altid noget, jeg forlod. Haven, f.eks., i den bedste sommertid. Det er noget gammelt. Fra dengang jeg tog i sommerhus med en legekammerat, og min far blev indlagt til operation for en hjernesvulst. Jeg så ham aldrig igen. Noget kan man bare ikke arbejde sig helt ud af. I mig ligger en rest af, at “noget” kan ske, mens jeg er væk.

Når jeg endelig sidder i flyet, kommer glæden igen over det, jeg skal til.

Og nu er jeg igen på vej. Første etape blev ikke lang. Højst 25 km fra Nibe til Aalborg Lufthavn. Her er jeg stadig – i hotellet lige foran lufthavnen. For flyet til Istanbul – hvor jeg skulle skifte til Bangkok – var aflyst pga. snestorm i Istanbul. Så en ombooking af alle passagerer startede.

Der var ingen flyselskaber med matchende afgange i dag. Men i morgen tidlig vil jeg kunne flyve med SAS til København og videre derfra – også med SAS – til Bangkok.

Jeg fik mig talt til en hotelovernatning på flyselskabets regning: “Bor uden for Aalborg – ingen bil – se, jeg har sommertøj på.” Endda til hotellet lige udenfor i stedet for det inde i Aalborg, som Turkish Airlines har aftale med. De argumenter, jeg ikke brugte, men som var mindst lige så sande: Orker ikke at tage hjem og pakke mit liv ud igen for én nat – nu, hvor jeg endelig fik det pakket ned.

Jeg kan få sovet ud, inden den lange flyrejse.

Men jeg er på vej 🙂

Engang på Hærvejen

Rejser er meget forskellige. Og for at prøve at rejse alene behøver man ikke nødvendigvis begive sig langt væk. Jeg husker stadig med glæde tilbage til en uge, som jeg tilbragte alene i min moster og onkels campingvogn ved Vestkysten for over 30 år siden. Det var et par år efter, at jeg var flyttet hjem til Danmark, jeg boede i kollektiv på Christiania, havde et krævende arbejde – og jeg havde bare brug for lidt tid alene. Og det fik jeg deroppe.

For 12-13 år siden, inden jeg skulle på familieferie, havde jeg besluttet mig for at gå tre dage på Hærvejen alene. Min datter, som på det tidspunkt var 16, var vældig støttende overfor mit projekt, og aftenen før jeg skulle af sted, vandrede hun 10 km med mig, mens jeg gik en prøvetur med oppakning.

Morgenen efter tog jeg offentlig transport til Viborg, vandrede ud af byen og fandt Hærvejs Vandreruten (der er to ruter, én for cyklister og én for vandrere, som absolut er den mest øde). Med mit detaljerede kort fra Dansk Vandrelaug begav jeg mig ud på den første etape. Jeg havde i forvejen bestilt bed and breakfast til de to nætter, for selv om der er primitive campingpladser på vejen, så var det måske liiiiige lidt rigeligt at sove alene i skoven. Første dags etape havde jeg planlagt til mellem 15 og 20 km for at starte blidt op.

På andendagen, som var en helt utrolig oplevelse, kom jeg gennem et Danmark, som var mere øde, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Bortset fra et tidspunkt, hvor jeg gik forkert og kom til at gå langs hovedvejen, inden jeg igen fandt ruten, mødte jeg kun enkelte andre vandrere: et par og en lille gruppe. På en hel dag! Godt nok krydsede jeg marker, kom i nærheden af gårde og landsbyer, men aldrig så tæt på, at jeg mødte folk, der boede der.

Endelig kom jeg frem til dagens mål, en landsby hvor min bed and breakfast skulle være. Jeg ringede dertil og fandt ud af, at stedet faktisk lå på den anden side af landsbyen. Jeg var ved at give mig til at græde – for under de sidste to hvil, havde jeg ikke kunnet sætte mig. Jeg var bange for ikke at kunne rejse mig igen. Så øm var min krop. Nu stod jeg  op ad en hegnspæl, overbevist om at jeg ikke kunne gå mere end nogle få meter længere. Men frem kom jeg alligevel.

Jeg havde regnet mig frem til, at denne etape ville være lidt under 30 km, men det viste sig, at jeg havde gået nær 40 km. Aldrig har jeg været så fysisk træt. Jeg spiste aftensmad og gik i seng. Udtrykket “at falde i søvn så snart hovedet lå på puden” var i den grad rigtigt.

Den sidste dag var jeg selvfølgelig stadig godt øm i kroppen, men samtidig næsten berusende glad over at kunne navigere efter mit kort og regelmæssige skilte med “Hærvejen” – og en god intuition. For selv om ruten er godt skiltet, så er der steder, hvor stien næsten forsvinder under sidste års visne blade. På et tidspunkt røg jeg vist også ud af Hærvejsruten og gik langs det gamle jernbanespor.

Efter ca. 25 km kom jeg frem til Nørre Snede. Lidt under 80 km på tre dage. Godt klaret af den 55-årige, som jeg var dengang. Nu var der kun tilbage at tage ekspresbussen til Silkeborg, en anden til Viborg/Aalborg.

Efter at have siddet så lang tid, var det næsten umuligt at rette kroppen ud igen! Aldrig har jeg da mærket den så meget. At gå ned fra bussen var en kæmpeanstrengelse – og at sætte mig ind i bilen, som hentede mig, var næsten umuligt.

Men hold op, hvor var det en fed oplevelse at have besluttet og gennemført de tre dage. Jeg havde glemt at få kamera med på turen, men skovstierne, markerne, heden er stadig indre billeder, ligesom de sansemæssige oplevelser stadig er indeni mig: stilheden, den lette vind på huden, oplevelsen af næsten at flyve på nogle tidspunkter – og den voldsomme træthed.

 

 

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂

 

Rejseforberedelser

Nu er min næste rejse næsten på plads. Thailand i fire uger.

Jeg ville egentlig have været i Nepal for nu fjerde gang. Nepal er et skønt land at rejse i. Og det er nemt at være kvinde alene på rejse. Nepal har siden hippiernes rejser dertil i 70’erne  satset så meget på turismen, at du kan finde hoteller i alle prisklasser, der er gode busforbindelser fra Kathmandu og rundt i landet, du kan opleve en aktiv ferie med trekkingture for alle aldersklasser og behov. Og selv om der er rigtig mange turister, så er det ikke anderledes, end at du f.eks. i Kathmandu kan vælge at gå til én side – mod Thamel og turistlivet – eller i en anden retning og bevæge dig ind i labyrinten af nepalesernes egne gader og liv

Desuden er der mulighed for at overnatte på klostres gæstehuse, ligesom flere klostre afholder kurser i buddhisme og meditation for udlændinge. Det giver en Aigtig god mulighed for et indblik i en del af den nepalesiske kultur. Og så er der det der med at have et mål for rejsen. Jeg føler mig selv rigtig godt til pas, når jeg ude i verden får skabt en slags dagligdag.

For to år siden, da jeg sidst var i Nepal, fandt jeg en airbnb lige i udkanten af Kathmandu, hvor jeg boede i 10 dage hos en nepalesisk familie, indtil jeg kunne leje en lille lejlighed på det kloster, hvor jeg fulgte buddhistisk undervisning. At gå den ca. halve time frem til klostret om morgenen og hjem om aftenen, gav mig en vidunderlig følelse af at høre til. Jeg startede der i et landligt område på vej ind mod byen, omgivet af børn på vej til skole, voksne på vej til arbejde, høns, køer, hunde, lyde, lugte. Og så ind i byområdet, de små gader og stræder, hvor jeg pludselig blev en del af grupper af munke og nonner, der også var på vej til dette kloster. Hjem samme vej sidst på eftermiddagen til te på terrassen, samtaler med de forskellige familiemedlemmer, aftensmad med dem. Jeg var virkelig hele tiden en del af noget – samtidig med, at jeg kunne nyde at være alene.

Men i år vælger jeg Nepal fra af to grunde. Den ene er, at jeg har været voldsomt præget af bronkitis – så det er altså ikke godt for mine lunger og bronkier at være for lang tid i Kathmandudalens forurening lige nu. Den anden grund er, at jeg sidste år tog til Cambodia – for at se Angkor Wat og tilbringe tid på et lille retreatcenter med undervisning i yoga og meditation. På vej tilbage fra Cambodia til lufthavnen i Bangkok i bus, fik jeg set Thailands frodighed og tænkte, at der måtte jeg ud igen.

Så derfor har jeg nu flybillet til Thailand. Jeg husker, at jeg så et tv-program med en vidunderlig 100-årig kvinde, som stadig rejste alene. Udspurgt om, hvordan hun gjorde, var hendes svar: “Det er jo nemt, man går på nettet – og så køber man en flybillet.” Herligt, ikke?

Som regel er det bare ikke nok at have flybilletten. Det er fhv. nemt, jo. Momondo er en nem side til dette. Du taster bare afgangs- og ankomstlufthavne ind, så kommer der et hav af tilbud, fra den billigste rejse over den tidsmæssige korteste til den dyreste. Siden er effektiv. Der er søjler, som viser prisniveau på forskellige dage, så hvis du ikke er bundet til specielle afrejse- og hjemkomstdage, kan du rette ind, hvor det er billigst. Men jeg gør som regel det, at jeg også tjekker mine foretrukne flyselskabers egne sider, for indimellem kan jeg være heldig at få en billigere og tidsmæssig bedre rejse der. Eller jeg følger Momondo over nogle dage, for priserne kan variere.

Men okay – det er den nemmeste del. Og for mig er det altså ikke nok at stå på ankomststedet og så skulle ud og lede efter overnatning. Så jeg beslutter mig som regel for en slags rejseplan, så jeg kan finde ud af, om det er hensigtsmæssigt at booke overnatninger i forvejen.

Jeg har altid elsket at planlægge rejser, lige fra dengang det handlede om at finde og udvælge gode campingpladser, lejligheder, huse på de tidligere familierejser sydpå.

Siden jeg er begyndt at rejse alene, starter min rejse som regel med en lyst til et bestemt land, noget jeg gerne vil se, opleve der. Og så bruger jeg mange timer, somme tider rigtig mange timer, på hvilke muligheder, der er for at bo godt og billigt. Om der er noget, jeg kan deltage i.

Da jeg tog på den rejse til Kina, som jeg tidligere har omtalt, havde jeg først tænkt, at jeg ville tage direkte videre til Lhasa i Tibet, men ved at surfe på nettet, fandt jeg ud af, at hvis jeg ville i kontakt med tibetanere, var det meget bedre at rejse i Kinas vestlige provinser, hvor størstedelen af befolkningen er tibetanere. Jeg ville kunne møde en mere autentisk tibetansk kultur end omkring Lhasa, hvor der er fyldt med overvågning af kinesisk politi og militær. Så sådan måtte det blive. Og dernæst surfe rundt på nettet, finde togforbindelser, derefter busforbindelser.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at med en Lonely Planet guide er du rigtig godt hjulpet, hvis du ikke er en internet entusiast. Jeg købte min første lige inden Kinaturen. Der havde jeg kun booket en første overnatning i Beijing, og det var meget, meget nemt, i små og store byer, at gå efter de hoteller, som Lonely Planet omtalte.

Jeg kom lidt langt rundt – og vil vende tilbage til forberedelsen af min Thailandtur i næste indlæg.

 

At rejse alene

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

I 2004 blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle jeg tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.

Hvorfor denne blog?

Jeg har længe haft lyst til at dele alt muligt om de rejseoplevelser, jeg har haft alene. Dele erfaringer, som andre måske kan bruge.

Der kan være mange grunde til at rejse alene: De to overordnede kan helt enkelt deles op i, at du enten ikke har nogen at rejse med, eller det har du, men du gider ikke alt det bøvl, det kan give med at blive enige om hvorhen og hvordan. Når du først er begyndt at rejse alene, vil du få øjnene op for alle de muligheder, der ligger i det. Bl.a. at du er mere tilgængelig og derfor nemmere kommer i kontakt med folk i de lande, du besøger. Og du er mere i kontakt med dig selv og dine egne oplevelser.

Men hvad gør man som single, hvis man har lyst til at rejse alene? Og hvad gør man, hvis man er single, kvinde, 50-60 eller derover – og ikke kan se pakkerejser som en mulighed?

Jeg tror, at jeg selv ville dø langsomt, hvis jeg altid skulle rejse på den måde, fordi jeg synes, det er kedeligt. Og fordi jeg som single-rejsende må betale ekstra, hvis jeg ikke vil dele værelse med en komplet ukendt person.

Nogle rejsebureauer organiserer singlerejser, hvor du som single deltager i en grupperejse.

At planlægge det hele selv er både mere spændende – og langt billigere. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er, at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet. Havde faktisk først tænkt at kalde bloggen pensionistrejser.

Og, ja, I må også gerne kigge med, hvis I rejser som par eller flere – og gerne vil ud af pakkerejsereservaterne.

Verden står åben.