Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464

 

 

Og sådan pakker jeg min håndbagage

Jeg lovede at fortælle – og vise – hvordan det lykkes mig udelukkende at rejse med kabinebagage.

Som du ser på foto øverst på siden, starter jeg med at lægge alt, hvad jeg gerne vil have med ud på min seng.

Herunder lille detalje med cremer, shampoo osv. Jeg ville gerne have resten af min solcreme fra sidste år med, så jeg har i hvert fald til ansigtet, indtil jeg får købt en tube i Kathmandu. Jeg mener, jeg kan få plads til den, hvis jeg i stedet for min egen lille plastik toiletpung, bruger den pose, som man kan få udleveret i lufthavnen.

 

IMG_20180227_130207_resized_20180227_011017668

IMG_20180227_130111_resized_20180227_011018109Både lukkede og åbne sandaler skal jeg også ha’ med. Begge par er letvægtere, og jeg rejser jo i mine travesko.

 

 

 

 

Så begynder jeg at rulle – og nu fylder det jo allerede så lidt:

IMG_20180227_140659_resized_20180227_020751625

Den grønne pose indeholder undertøj, men hvis jeg har for lidt plads, tager jeg det ud og klemmer stykke for stykke ind, hvor der er plads.

Den brune taske er en lille stoftaske, som jeg købte sidst, jeg var i Nepal. Masser af lommer – og indvendig er der faktisk plads til den bærbare, så jeg KUNNE  bruge den på rejsen. Men vælger nu en lidt større lædertaske, og så har jeg den lille til de daglige ture.

Ned i kufferten. Her kan du se én af fordelene ved at rulle tøjet. Det er nemt at overskue, hvad der ligger i den. Hvis jeg f.eks. har en mellemlanding med overnatning, skal jeg ikke have det hele op for at finde et stykke tøj:

IMG_20180227_142100_resized_20180227_025021704

Og selv når det sidste kommer i, er det nemt at flytte det øverste for at se indhold nedenunder.

IMG_20180227_142218_resized_20180227_025022147

I den anden halvdel af kufferten lægger jeg sko, glattejern, kamera, undertøj osv. Og en rulle plastikposer er en god ting at have med.

IMG_20180227_142344_resized_20180227_025109747

Jeg har fået vat, vatpinde, smykkepose osv. klemt ind forskellige steder, og så kan jeg se, at jeg faktisk har plads til en tynd cardigan. Det vil nok være en fordel, for den tykke trøje og jakken, som jeg rejser i, vil være for varme om dagen. Og i den anden halvdel har jeg også plads til min silkelagenpose, rullet godt sammen. Den vejer kun lidt over 100 g og er god at have, hvis jeg skulle komme på et hotel, hvor sengetøjet ikke ser HELT rent ud.

IMG_20180227_144146_resized_20180227_025109358

Når de to halvdele af kufferten er lukket, er der plads til bøger i mellemrummet. Jeg har en spændingsroman med, og på klostret har jeg adgang til buddistisk litteratur.

IMG_20180227_144524_resized_20180227_025108943

Den bærbare kunne sådan set også være der, men jeg vælger at have den i skuldertasken sammen med telefon og toiletpung – det skal alt sammen frem i sikkerhedskontrollen. Billet, pairer, pas, penge og lidt sminketing er der også plads til:

IMG_20180227_144654_resized_20180227_025149165

Et voilà! Sengen er tom. Der blev plads til det hele. Og sådan ser den færdige bagage ud.

IMG_20180227_144906_resized_20180227_025148711 IMG_20180227_144812_resized_20180227_025148283

Hvorfor rejse med håndbage – og hvordan pakker man den?

En læser har spurgt mig, hvordan jeg kan nøjes med håndbage.

Det har fået mig til at tænke over mine grunde til at rejse med håndbagage – og at give forslag videre til, hvordan man så gør.

Der er mange grunde til, at jeg bedst kan lide at rejse minimalistisk, kun med håndbagage. Den, der er nem at forstå, at med en kuffert eller rejsetaske, som du kan have med i kabinen, må du højst medbringe 7 eller 8 kg. Jeg tænker, at hvis jeg propper en kuffert med mellem 10 og 20 kg, så er det mig selv, der på rejsemålet skal håndtere de mange kg. Da jeg som regel rejser lidt rundt, betyder det at løfte alle de mange kg ud og ind af busser og tog, bære eller rulle gennem gader eller på grusveje, op og ned ad trapper. Rigtig mange gange. Jeg bliver træt, bare ved tanken.

Min erfaring er også, at hvis jeg medbringer meget tøj, så får jeg alligevel ikke brugt det hele. Det fylder bare.

Hvis jeg kun skal være væk i nogle dage medbringer jeg fhv. mere tøj end til en rejse på en måned. Fordi på få dage har jeg ikke tid til at vaske. Det har jeg på en lang rejse. Altså er det ikke nødvendigt at tro, at man skal have rent tøj til hver eneste dag fra start til slut. Det er oven i købet hyggeligt at have sig en slags dagligliv med tøjvask og -tørring.

Et lille sjovt minde dukker op. I 1968 tog jeg på en lang blaffertur til Tyrkiet med min franske kæreste (vi skulle egentlig ha’ været til Afghanistan, måske Nepal, men det er en lang historie). Jeg havde RIGTIG meget tøj – og bøger og andet godt – med i min MEGET tunge rygsæk, fordi min intention var at blive i Frankrig bagefter. Jeg mødtes med min kæreste, og vi tilbragte nogle dage i hans forældres hus inden afrejsen. Da han så, at jeg ville tage det meste af min oppakning med til Østen, nedlagde han veto. Han, der var vant til at rejse med en lille bitte rygsæk. Ét af hans argumenter var, at han var bange for, at det var ham, der skulle komme til at bære min rygsæk, når vi nogle gange blev nødt til at gå langt – og i varmen. Ved eftertanke havde han måske ret. Jeg måtte lade meget mere blive i Frankrig.

Så jeg gik i gang med at placere hele indholdet på et bord. Han kunne næsten ikke holde op med at grine, da han så 21 par trusser (det tal husker jeg stadig), en stor samling sokker (jamen i varmen?), bluser og cowboybukser nok til at skifte hver dag i en uge (det kan jo vaskes, så snart vi er to dage på ét sted) osv. osv. Det var min første læring udi at pakke fornuftigt.

Og når vi gik rundt i by efter by for at lede efter billige hoteller, var jeg glad for ikke at ha’ fyldt min rygsæk helt op. Eller da vi skulle gå over grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland på vejen hjem – et laaaangt stykke ingenmandsland for bagefter at finde et egnet sted at sove, en kælderhals i en forladt grænsebygning, fordi vi ikke kunne komme videre den aften.

Altså – en lang historie kort – jo længere tid på rejse, jo mindre bagage. Du kan vaske undervejs.

Et andet argument for kun at rejse med kabinebagage er, at jeg tit skal skynde mig videre fra lufthavnen med den første bus, det første tog mod mit første ophold, og så er det altså nemmere at komme hurtigt ud af lufthavnen uden at skulle stå og vente på bagagen. Selv hvis jeg bare skal ind i en taxa, er det dejligt at komme hurtigt ud.

Jeg har kun mistet bagage én gang – og det var heldigvis på en hjemrejse, hvor det ikke gjorde noget, at kufferten kom nogle dage senere end mig, efter at ha’ været en tur rundt i verden. Men på udrejsen ville det være rigtig træls, at sådan noget skete. Og det gør det aldrig, hvis jeg selv har min bagage inden for rækkevidde hele tiden.

Hvad gør jeg så? Jeg vælger nogle få sæt tøj, som jeg ruller godt sammen. Så fylder det mindre – og bliver faktisk mindre krøllet end hvis det er pænt lagt sammen, men alligevel bliver krøllet efter tiden i kufferten. Tit gør jeg mig også umage med at lægge i plastikposer efter, at tøjet er blevet rullet. Så kan luften nemlig presses ud af hver pose, og det fylder endnu mindre. Smykker, hårnåle og elastikker lægger jeg i små adskilte poser. Ledninger til bærbar og smartphone ligeledes. Undertøj og badetøj kan presses ind rundt om alt det andet. Ekstra briller/ solbriller og kamera ligeså. Glattejern og en lille lygte kan også presses ind.

Shampoo, cremer osv.? Jamen man behøver ikke ret meget. Det er rigeligt med den liter-pose man må ha’ med væsker. Shampoo og conditioner kan hældes på to af Matas 100 ml flasker. Tro mig, der er rigeligt til en måned. Skin tonic og kropslotion ligeledes. Små dåser til cremer. Min deodorant er naturkrystal fra Matas – en lille sprayflaske med små krystaller, som man hælder vand på. Uden vandet er det altså ikke engang betragtet som væske. Jeg gør det, at jeg hælder et par dråber parfume på stenene, inden jeg tager den i brug. Og – voilà – så har jeg også min parfume med på tur.

Solcreme køber jeg altid på feriestedet. Og hvis jeg nu skulle løbe tør for noget af det andet, så kan jeg tanke op, der hvor jeg er.

Giver det lidt mening? Og et billede af, hvordan jeg pakker?

Min bærbare lægger jeg ned i kufferten – let tilgængelig, for den skal op under sikkerhedskontrol. I håndtasken (somme tider snyder jeg mig til en større skuldertaske, hvor der er plads til den bærbare) har jeg papirer, penge, pas, læsebriller, en bog.

Det med bøger. Tidligere rejste jeg altid rundt med flere bøger til en rejse. Men nu gør jeg det, at hvis jeg medbringer én, stor, tyk bog, så har jeg læsestof til hele turen. Og jeg kan gøre den lettere, ved at rive sider ud og smide dem væk efter læsning. Jo, du læste rigtigt. I starten syntes jeg det var næsten blasfemisk at gøre. Men det letter i bagagen. Hvis jeg også skal ha’ plads til en lille ting eller to købt på stedet. Men jeg er aldrig nogen sinde den store shopper på tur. Det, der er vigtigst for mig er oplevelserne. Ikke at købe en masse ting med hjem.

Hvis jeg har en lille, tynd bog med er det som regel sådan, at på mange hostels og hoteller, kan man bytte bøger. Folk sætter deres læste bøger i en reol og tager en bog fra samlingen med videre.

Når jeg nu skal til Nepal, er det det lette tøj, jeg pakker ned – og så rejser jeg klædt på i det varmeste tøj: Jeans, tyk trøje og dunjakke, for selv om der er op til 25 graders varme om dagen i marts, så er der køligt til koldt om aftenen. Jeg tager de sko, der fylder mest, på fødderne. Vandreskoene, selv om jeg ville se mere chik ud i andre sko eller støvler. Når jeg rejser til Frankrig i en måned ad gangen, er det også det varmeste tøj, jeg har på på selve rejsen – og en blanding af varmt tøj og let tøj i kufferten.

Min Kina-rejse var inden jeg begyndte at rejse let. Jeg havde rigeligt med i min dengang store kuffert – men intet rigtigt varmt tøj. Jeg rejste hjemmefra i en for Danmark bemærkelsesværdig varm start på maj måned – og havnede i snevejr i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Ud at købe varmt tøj – og kufferten blev så meget tungere på rejsen tilbage til Beijing og videre derfra. Se HER

En gang tog jeg af sted til Thailand i sommertøj sidst i februar, fordi jeg vidste, at jeg ville lande i over 30 graders varme. Og jeg blev jo kørt til lufthavnen. Jeg havde bare ikke taget højde for forsinkelser pga. sne, så der stod jeg i sommertøj. Se indlæg Jeg hader at pakke

Og overskriften til det indlæg minder mig om det, jeg heldigvis glemmer fra den ene gang til den næste. At det faktisk slet ikke er sjovt at pakke. Og at det kræver mere overblik og mere tid at tage lidt med, end når man tager meget med. Jeg starter som regel – ligesom dengang i Frankrig – med at lægge det, jeg mener jeg bare SKAL have med ud på min seng. Og så vælge fra, fordi det altid i første omgang er for meget.

Når jeg skal pakke om ca 14 dage, vil jeg med fotos vise, hvordan jeg gør.