Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.