Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Planlægning når du rejser alene

Jeg har tidligere – og lidt spredt – fortalt om, hvordan man planlægger og forbereder sin rejse alene. Også som pensionist.

Her vil jeg kort gennemgå de vigtigste ting, du kan gøre for at få en god singlerejse, hvis det er første gang, du vil prøve den rejseform.

Overvej grundigt, hvilket land, du gerne vil besøge – eller hvad du gerne vil lave på din rejse.

Når du har valgt landet, vil det aller nemmeste måske være at vælge en charterrejse. Jeg foreslår ikke en charterdestination for, at du skal opholde dig der alene. Jeg kunne forestille mig, at det ville blive en oplevelse, hvor man nemt ville kunne føle sig ensom blandt par og familier. Men jeg foreslår charterrejsen som en nem og måske billig mulighed for at komme til et ønsket rejsemål, have et sted at “lande” og vende tilbage til, men ellers bruge det som udgangspunkt for at rejse rundt alene. Jeg har brugt den måde at rejse på, når jeg var på familieferie. På en 2 ugers ferie brugte vi charterhotellet meget lidt. Vi havde i forvejen bestemt, hvilke steder vi ville besøge og rejste så rundt med lokale busser og bookede os ind på små hoteller eller b&b undervejs.

Dette vil være nemt at gøre alene. Du skal bare bestille charterrejsen, ikke bekymre dig om selv at booke fly og derefter hotel. Du skal bare finde ud af, hvilke steder du gerne vil besøge, når du er ankommet til byen/ hotellet. I mange lande sydpå er der en god infrastruktur med busruter til alt det, du kunne ønske dig at se. Du kan forberede det hjemmefra ved at søge på nettet. Og når du nu har dit hotelværelse, har du altid et sted at vende tilbage til. Trygt at vide, hvis det er første gang på egen hånd. Desuden er der efterhånden flere charterrejser udbydere, som begynder at reklamere med singlerejser og “intet tillæg for eneværelse”. Dette sidste er virkelig betydningsfuldt, for hvem gider, som alenerejsende dele værelse i en uge eller to med en ukendt person?

Lonely Planets hjemmeside er et super godt og overskueligt sted at bruge. Hvis du f.eks. har fundet en charterrejse til Tyrkiet, lander i f.eks. Antalya, fordi du tænker, okay, det kunne være godt med et par dages badeferie, og så vil jeg videre til Göreme i Kappadokien. Nu googler du Lonely Planet Göreme og kommer ind på en side, der fortæller om byen. Nedenunder det flotte farvebillede kan du klikke ind på hotels, restaurants, activities, in detail etc. Det er lige nu in detail, der interesserer mig, for her findes bl.a. practical information og et afsnit, der hedder getting around. Under dette finder du flights and getting there. Og straks ser du, hvilke destinationer man kan komme til og fra fra Göremes Otogar (Busterminal). Busrejser er langt billigere end fly – og en god måde at få set landet på. Der er regelmæssige stop til toiletbesøg og køb af mad.

På listen kan du se, at turen til Antalya tager ca. 9 timer, at der er mange afgange hver dag – hvilket betyder, at der er lige så mange afgange fra Antalya. Så når du er ankommet med din charterrejse til Antalya, kan du spørge efter busstationen, gå hen og købe en billet til Göreme. Voilà.

Jeg har overalt på rejser benyttet mig af Lonely Planets hotelforslag. Der er i alle priskategorier. Jeg vælger som regel blandt de billigste og er aldrig blevet skuffet. Nogle gange går jeg ind på hotellets hjemmeside og bestiller i forvejen, andre gange leder jeg bare efter hotellet, når jeg kommer frem.

Det her var altså en lille smagsprøve på en rejse,  der vil være fhv. nem at planlægge.

For en uges tid siden er jeg blevet bekendt med en facebookside, som hedder Single Rejser. Her er der f.eks. mange, der søger en rejsepartner, og der er flere, som planlægger og foreslår singlerejser i små grupper. Hvor du rejser alene, men rejse og ophold er arrangeret. Det er https://www.facebook.com/groups/singlerejser/

På ovenstående facebookside fandt jeg bl.a. link til denne side, som organiserer rejser for singler  http://www.rikkesrejser.dk/

Men prøv selv at gå ind og kigge på facebooksiden Single Rejser. Man skal tilmelde sig for at kunne læse med.

I det næste indlæg vil jeg igen lave et overblik over, hvordan du kan planlægge egen rejse “helt fra bunden”.

Nepal igen? …fortsat

Som jeg tidligere har fortalt, kan jeg være splittet mellem ønsket om at rejse – og ønsket om bare at blive hjemme.

Sådan har jeg det også nu. Samtidig med at ønsket om rejsen bundfældede sig – og marts begynder at nærme sig – så er der noget, der trækker i den anden retning. Hvorfor ikke bare blive hjemme og nyde det første spirende forår i Danmark?

Men jeg må ud, argumenterer jeg med mig selv. Det er snart et halvt år siden, jeg kom hjem fra Bretagne. Denne vekslen mellem ude og hjemme er nødvendig for mig. Og hvorfor nu det – spørger jeg mig selv i min indre dialog. Bl.a. for at kunne overkomme dagligdagen, det daglige liv. Jeg får ny energi af at være ude. Ja, og så bliver du træt, siger du jo selv, efter den lange rejse – og skal så bruge tid på at hvile ud. Ja – men på et andet plan, finder jeg energien. Den mentale, den følelsesmæssige. Når jeg er ude i de udfordringer, der kan være,  når jeg er i  oplevelsen af det anderledes, får jeg altid sat mit eget liv i perspektiv, får idéer, impulser til livet herhjemme. Til projekter, til nogle dimensioner i mit daglige liv, som jeg har forsømt. Det er, som om det med en vis regelmæssighed er nødvendigt at se mit liv på afstand. Og det gør jeg bedst på rejse.

Men kunne det så ikke være nok bare at gøre det, som mange andre gør? Tage på en billig charterrejse?

Hmmm. Jeg tygger lidt på det. Altså – at finde et roligt, lunt sted, en balkon med udsigt. Sidde der og skrive og måske få samlet mit større skriveprojekt til noget konkret. Det er måske heller ikke dårligt.

En pensionist på charterrejse denne gang?

Fortsættelse følger.

Næste stop Bosnien

Så er det besluttet. Jeg tager til Bosnien om et par uger. Flybilletten Sarajevo-retur er købt.

Egentlig skulle jeg ha’ været dernede sidste sommer, men efter en operation på tårekanalen, frarådede kirurgen mig at rejse, mens jeg midlertidigt skulle gå med et dræn.

Sidste år var jeg meget, meget opsat på at tage af sted. Var blevet enig med en bosnisk familie, som bor her, om, at jeg skulle tage derned og møde dem, mens de var hjemme i deres land på ferie.

Én af døtrene i familien var min datters gode veninde, og i en tid var denne familie nærmest reservefamilie for min datter. Da Sara var omkring 15, blev hun inviteret med dem til Bosnien, men jeg var usikker på det tidspunkt, om det var et sikkert nok sted for hende. Hvad jeg efterfølgende er blevet bebrejdet, for hvordan kunne jeg tro, at de ville tage deres egne børn med derned, hvis det ikke var blevet sikkert igen at opholde sig der?

Men sådan var jeg. Jeg passede på min datter, der, hvor jeg kunne, intetanende omkring, at det var en ganske almindelig løbetur, der skulle gøre en ende på hendes liv.

Jeg ser stadig min datters veninde og hendes forældre. Og nu var tiden så kommet til, at jeg selv kunne foretage den rejse, som Sara ikke kom på dengang.

Det har været lidt svært at få bestilt billet. Gik og ventede på, at priserne faldt. Men jo nærmere vi kommer afrejsetidspunktet, jo dyrere bliver det vel. Det er også lidt nærigt af mig, at jeg synes, at lidt over 3.000 kr. er for meget for en returbillet. Det er stadig billigere end toget – som jeg forøvrigt havde overvejet. Fordi jeg var tiltrukket af idéen om at rejse langsomt, se en stor del af Europa undervejs.

Men, ærligt talt, så er det ret bøvlet at få bestilt en togbillet. DSB kunne højst få mig ned til München. Deutsche Bahn kunne klare en billet til til Zagreb, men den videre til Bosnien måtte jeg selv ud og købe i Zagreb. Og bestillingerne til både München og Zagreb skulle foregå pr. telefon, ikke noget, der kunne klares på hjemmesiderne. Så er det unægteligt nemmere at sidde og vurdere flyruter og priser hjemme ved skærmen. Jeg kunne have købt en senior-interrail billet. Det vil jeg måske prøve en anden gang – når det ikke bare drejer sig om at komme frem til bestemmelsesstedet.

Jeg tager af sted den 13. juli, finder måske en airbnb i Sarajevo, hvor jeg gerne vil blive nogle dage. Og så videre til Mostar for at møde de bosniske venner. Til slut en tur til kysten – helst den lille bosniske del, som virker både mere hyggelig og langt billigere end den kroatiske. Og jeg vil nemt kunne tage på en dagstur til Dubrovnik, som jeg husker fra min ungdoms blaffertur i 1968 ned langs Jugoslaviens kyst, på vej mod Afghanistan. (Som jeg tidligere har fortalt blev det kun til Tyrkiet, fordi min franske kæreste blev ret syg dernede og ikke turde rejse videre).

Men altså: Næste stop Sarajevo. Om ca. to uger. Pesionist på rejse alene. Igen.

Rejseforberedelser2

Tilbage til forberedelserne omkring rejsen til Thailand.

Det indhold, jeg ønsker i rejsen, er at kunne deltage i meditation. Jeg har mediteret i årevis, de sidste 18 år meget regelmæssigt, altså flere gange om ugen.  Og siden min første rejse til Nepal for fem år siden, er det blevet en daglig praksis på et kvarter til en time. Det er den buddhistiske meditation, hvor du til en begyndelse bruger tid på at finde ro ved at fokusere, f.eks. på åndedrættet. I Vesten er metoden blevet udbredt de sidste mange år under betegnelsen Mindfulness. Det er en meditationsform, som kan kombineres med psykoterapeutiske metoder.

Selv om jeg har mediteret længe – og selv om jeg ved, at det er godt og nødvendigt for mig – så bliver jeg i perioder sløset med det. Tit hænger det sammen med perioder, hvor jeg har for travlt – eller som sidste år, hvor jeg i lange perioder har været ked af det (det kommer jeg ind på en anden gang). Derfor ved jeg, at det vil være godt for mig at få et skub til igen at bruge meditationen på en mere fordybende måde. Kort sagt kan meditation hjælpe dig til at finde ro i dagligdagen. Men endnu vigtigere er det, at den kan hjælpe dig til at finde glæde og taknemmelighed. I livet skal vi lære at leve med de omskiftninger, forandringer, tab, som ethvert liv indeholder. Hvis du ikke er i stand til at finde ro, glæde og taknemmelighed i dig selv, vil du hele tiden være på jagt efter, at dine omgivelser, andre, skal bringe dig det – og ofte blive frustreret.

Altså: Til Thailand med det mål at finde et retreatcenter, hvor jeg kan meditere. Søgning på nettet, indtil jeg fandt www.dhamma.org  , som er et næsten verdensomspændende netværk af meditationscentre, hvoraf mange findes i Thailand. Jeg fandt en plads på et 10-dages kursus mellem Chanthaburi og den cambodianske grænse: www.candapabha.dhamma.org fra den 4. til 15. marts. Meditation og undervisning hele dagen fra kl. 4:30 om morgenen til 9 om aftenen. Eget værelse med bad, to måltider (man spiser ligesom munkene, morgenmad og frokost, men jeg har fået lov til at få lidt let mad om aftenen, for jeg turde simpelthen ikke gå aften og nat i møde uden mad). Kurset koster intet, det fungerer på den måde, at man donerer, hvad man har råd til, eller hvad man synes, når man tager derfra. Hvordan finder man så ud af det? Jeg kan sammenligne med lignende kurser i Nepal, hvor man betaler ca. 1000 kr. for 10 døgn.

Da det var på plads, kunne jeg begynde at planlægge resten af rejsen. Jeg ville helst ikke blive i Bangkok, når jeg ankommer, så jeg fandt ud af, via nettet og Lonely Planet, at der er busafgange fra lufthavnen til Pattaya hver time. Og ved at læse artikler på nettet af folk, som havde mediteret forskellige steder i Thailand, fandt jeg ud af, at der er et lille retreatcenter lige syd for Pattaya, www.meditationboonkan.org, hvor man kan bo i individuelle hytter, få to måltider om dagen og individuel vejledning til sin meditationspraksis, alt for ca. 10 dollars i døgnet. Der var plads, så der tilbringer jeg de første dage.

Og så også noget almindelig ferie. Efter Pattaya har jeg fundet to steder, som ser vidunderlige ud, på øen Koh Chang: koh-chang-bungalows-bluelagoon.com Nogle af hytterne ligger så at sige “med fødderne i vandet”. Der skal jeg sidde på en terrasse ude over lagunens vand. Et par dage senere flytter jeg over til www.oasis-kohchang.com , for her er det tre gange så billigt, ca. 90 kr. i døgnet, for egen hytte med udendørs bad. Her bliver jeg i 6 døgn og tager så lidt ind i landet til en overnatning Chanthaburi på vej til meditationcentret.

Når jeg er færdig der, så har jeg et par døgn inden turen tilbage til Bangkok og flyet hjem. Hvis det har været godt i Pattaya, tager jeg tilbage dertil. Ellers finder jeg noget andet.

Som du kan se, så er der en del forberedelser, det kan tage tid – men det er også sjovt, for du ved, at du kommer på lige præcis den rejse, som du ønsker dig. For nogle år siden planlagde jeg mindre, men jeg kan godt li’ at være fri for besværet med at rende for meget rundt til måske overbookede steder.

Endnu en pensionistrejse ligger foran 🙂