Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Kathmandu-kuller

Så kom det. Min Kathmandu-kuller! Hvordan kunne jeg glemme det? At når jeg er over 10 dage i Kathmandus støv og forurening, så bliver jeg syg. Så syg, at jeg næsten ikke kan holde byen ud. Jamen jeg skulle være taget op til Nargakot et par dage. Min glæde over klostrets ro og ulysten til at flytte for meget rundt, pakke ned og pakke ud, gjorde, at jeg droppede idéen om at tage væk et par dage.

Og nu er den her igen. En bronkitis. Ingen feber. Jeg tror, at det bare er åndedrætsorganerne, der bliver overbelastede af forureningen. Selv om jeg bruger maske. Sådan var det også sidst. Og gangen før. Hvad er det, der får mig til at glemme det – når jeg oven i købet ved, at jeg skal passe på ift. lunger med emfysem? Overmodig bliver jeg.

Mine bronkier tyngede mig mere og mere, som dagen gik i går. Og sent på aftenen havde jeg ondt af mig selv: Jeg er SYG! Vejrtrækning, der hvæsede vildt. Men så fik jeg en idé. Jeg lagde min lille, nyindkøbte Tara-statue på den øverste del af brystet – og lidt senere begyndte jeg at hoste og spytte slim (ja, undskyld detaljerne) i et par timer. Det hjalp.

Men jeg føler mig træt og snottet og hostende stadigvæk – og gider ikke Kathmandu i dag – eller i morgen eller i overmorgen. Gider ikke gå ud i larm og støv. Og så er der koldt i dag. Kun 20 grader! Bliver hjemme og hviler mig.

Og, altså, hvis jeg får brug for lægehjælp, så er klinikken jo i nærheden.

—–

Næste dag: Tvang mig selv til at spise lidt i aftes og fik en masse forskellige halspastiller og naturmedicin af min nabo, Karen. Det hjalp til en bedre nats søvn – og i dag går det bedre. Tog ind til Thamel, turist- og backpackerområdet, for at få zoneterapi. Det var velgørende, og jeg skyndte mig at tage en taxa hjem igen – efter en hurtig cappuccino med chokoladekage.

I går styrtede et fly fra Bangladesh ned i lufthavnen i Kathmandu. Selv om jeg herfra mit altanvindue kan se så langt væk, at flytrafikken over lufthavnen er tydelig, så havde jeg intet bemærket. Det var en besked fra min bror, der gjorde mig opmærksom på det. Ca. 50 mennesker døde. Et fly, der var skrottet af SAS pga. flere uheld, men altså opkøbt af et luftfartselskab i Bangladesh. Burde det ikke være ulovligt at sælge skrottede fly videre?

(fortsættes)


Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Stille dage

Internettet fungerer upåklageligt, bedre end nogen sinde her – fordi Kathmandu dalen ikke længere lider af de lange strømafbrydelser. Men det vender jeg tilbage til.

Derimod fungerer min lille bærbare ikke ret godt længere. Skulle nok ha’ givet mig selv en ny, samtidig med den nye mobil. Mobilen fungerer på nettet hele tiden, men den bærbare går i stå, kører i tomgang længe om at skifte side osv., så det tager alt for lang tid, når jeg vil skrive, opdatere. Redigeringsværktøjet med klip og copy/paste fungerer heller ikke mere.

Så jeg skriver – og venter under afbrydelserne, omredigerer langsomt. Mobilen er for lille, synes jeg, til at jeg har overblik over det skrevne.

En uge siden jeg rejste hjemmefra. Stille dage her, efter at jeg besluttede at blive hjemme søndag. Ro i sindet. Tankerne, der ikke længere flyver rundt. Glæde i hjertet. Hverdagens små oplevelser:

At sætte mig et sted og se på livet, der folder sig ud her, for øjnene af mig.

Ikke nødvendigvis opsøge socialt samvær, men indgå i det, når det føles rigtigt. Spontane møder med f.eks. de andre beboere i gæstehuset. (At rejse alene er ikke det samme som at være alene hele tiden. Der er altid masser af muligheder for kontakt. Nu er jeg selv sådan skruet sammen, at jeg befinder mig godt alene – vel fordi jeg samtidig har muligheden for ikke at være det. Men jeg elsker stilhed og ro, så jeg udvælger med omhu “nye” mennesker, der ikke virker for støjende)

Den gode grøntsags karryret i den lille ydmyge café lige ved klosterporten. Ventetiden kan være lidt lang. Men alt bliver lavet fra bunden. Masser af grønt. Utrolig lækker. Serveret med lassi (drikkeyoghurt). Lidt over 12 kroner i alt (det er én af de dyre retter).

At bo på et velfungerende gæstehus, have et godt værelse med eget bad, toilet og altan. Morgenmad i haven. Se/ høre klosterlivet. Deltage i det, hvis jeg har lyst, ved at gå til morgen puja eller aften Mahakala, eller blot lytte på afstand og alligevel føle mig som en del af det. Lydene fra de små munke i klosterbygningen bagved, lytte til undervisningen, høre dem lege, specielt om aftenen inden sengetid. Støjende og glade som børn er.

Morgener med god tid til yoga og meditation, mens solen stiger op over Kathmandu, bader værelset i lys, opvarmer det.

Glide ind i Koraen, pilgrimsruten omkring Swayambhunath, højen med én af de mest betydningsfulde stupaer, følge menneskestrømmen morgen eller aften, føle mig som en del af noget urgammelt.

Alt det, der er at se, sanse, på de 3-4 km rundt: De hundredevis af bedemøller, små og store, det farvestrålende tøj, butikkerne med alle duftene, senere de små boder med frugt og grønt – og endnu senere med lys, som man kan købe og tænde, med en bøn. Børn på vej til eller fra skole.

IMG_20180308_075114_resized_20180308_112132128

IMG_20180308_111401_resized_20180308_112755253 IMG_20180308_111938_resized_20180308_112131443

IMG_20180308_073009_resized_20180308_112754842

IMG_20180308_073026_resized_20180308_112755565

IMG_20180308_111830_resized_20180308_112131904

Ligbrændingspladsen, hvor et bål kan være i gang, mens gløderne fra tidligere bål stadig lever. Familier, der flokkes om deres døde. Døden, der ikke er gemt væk.

Flokkene af aber. Ha’ nu ikke noget mad fremme, eller andet, som de kan hugge. De er temmelig nærgående.

004

009

Ja, det har været en lise for sjælen at lande her. Så meget, at jeg i går var parat til en udflugt til Patan.

Når jeg rejser, er jeg  – som det vist fremgår tydeligt allerede – ikke den store forbruger af oplevelser. Jeg er aldrig ude i at nå så meget som muligt, styrte fra det ene sted til det næste. Vide så meget som muligt. Jeg vil hellere lære et eller to områder godt at kende i stille tempo, stykke min forståelse af landet sammen af, hvad folk fortæller mig.

Men i går var jeg altså parat til en udflugt til Patan, den ene af de tre store byer i dalen.

Indtil slutningen af det 18. århundrede var Nepal delt i en mængde små kongeriger. Kathmandu, Bakhtapur og Patan var tre af disse små selvstændige kongeriger. I det næste par hundrede år, var de afgrænsede byer i Kathmandudalen, men med den demografiske eksplosion fra sidste fjerdedel af det 20. århundrede, er specielt Patan og Kathmandu vokset så enormt, at de flyder sammen til én stor by. Alligevel havde jeg endnu ikke været i Patan, men beskrivelserne af bl.a. dens Durbar Square (pladsen omkring det gamle kongepalads med templer) gav mig lyst til endelig at tage en taxa de relativt få km.

Så jeg tog på sightseeing sammen med en anden beboer fra gæstehuset, tilbragte det meste af dagen der – og oplevede foruden den smukke arkitektur, et par fredfyldte templer og en god frokost, at støj- og støvniveau var noget lavere end i Kathmandu.

IMG_20180306_123717_resized_20180307_071936696

IMG_20180306_125718_resized_20180308_114047298

IMG_20180306_125938_resized_20180308_114047848 IMG_20180306_204336_resized_20180308_114047605

Nu går noget i stå igen. Altså ikke nettet, men pc’en. For strømmen fungerer. Det var det, jeg ville fortælle noget mere om.

På mine tidligere rejser oplevede jeg et Kathmandu med flere timers strømafbrydelser hver dag. For at spare på den. Det undrede mange, for adgang til den energi, der skulle til for at levere strøm, måtte der da være nok af. Og for et par år siden kom sandheden så frem. En højt ansat – vist nok i energiministeriet – havde i årevis sørget for at sælge/levere strøm til Indien, altså dirigeret Kathmandus strøm ud af landet. Efter afsløringen har der været el nok.

 

 

 

 

Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.