Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045