Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

Kina, den tibetanske provins Gansu

Nej, jeg er der ikke nu. Min Kina rejse var længe før denne blog, faktisk i 2006. Men som jeg har omtalt tidligere, var det min første “rigtige” rejse alene ud i verden som fuldvoksen, for ikke at sige gammel. Og da jeg ikke har været på en længere rejse i mere end et år (undtagen til Frankrig, som jeg ikke rigtigt tæller med pga. mit tætte forhold til landet) vil jeg fortælle lidt mere om rejsen til Kina.

Jeg oprettede faktisk en blog allerede dengang – men den eksisterede kun under den rejse, og mest for at fortælle venner og familie, hvad jeg lavede.

Som nævnt tidligere, var det min datters halve års ophold i Kina, der fik mig lokket derover. Selvfølgelig ville jeg besøge hende. Jeg organiserede det, så jeg kunne tage af sted i knap fire uger i maj måned, og da det var bedst for hende, at mødes med mig sidst på måneden, startede jeg min rejse med at tage til de vestlige tibetanske provinser alene. Jeg har beskrevet andetsteds, hvordan det var at ankomme og dagen efter stå på banegården uden at forstå de kinesiske skrifttegn på den store ankomst- og afrejsetavle. Her vil jeg lave et nedslag i min gamle blog, som vist hed sådan noget som “BEIJING OG VESTKINA UDEN SIKKERHEDSNET: kan man rejse alene som 58-årig?”

“Den 3-hjulede motorcykeltaxa kører mig gennem byen. Jeg kan ikke se ret meget. Sneen pisker mig i ansigtet, og jeg forsøger at holde på min bagage med iskolde fingre. På ladet sidder et ungt engelsk par sammen med mig. Vi er lige steget af bussen, som har kørt os fra storbyen Lanzhou i den kinesisk/tibetanske provins, Gansu, til Xiahe, som ligger i 3000 m højde på kanten af det tibetanske plateau. Det er læsning om autonome tibetanske områder i disse vestlige provinser, der har lokket mig her til, i stedet for til det officielle Tibet. Her er mindre militær og politi, nemmere at komme i kontakt med den tibetanske befolkning.

Under turen med minibussen hertil, skiftede ikke bare naturen karakter, fra lavland til højland, selve området blev synligt mere og mere tibetansk med stupaer og bedemøller spredt i bakkerne, mennesker klædt i farverige tibetanske dragter.

Negative0-21-22(1)

Negative0-15-15(1)

Negative0-04-02(1)

Negative0-02-00(1)

 

 

 

 

Få minutter efter ankomsten til Xiahe er jeg altså om bord på dette køretøj, på vej mod Tara’s Guest House, anbefalet af Lonely Planet, der allerede er blevet den rejseven, jeg kan have tillid til.

Jeg er snart 59. En operation og en skilsmisse for et par år siden fik mig til at tage nogle vigtige beslutninger om mit liv. Én af dem er at rejse.

Min 19-årige datter arbejder i en by nær Beijing i ½ år. Vi har aftalt at mødes sidst i maj, og inden da vil jeg bruge tiden til at se en flig af Tibet ved at besøge de tibetanske områder i provinserne Gansu og Quinghai.

Jeg har glædet mig, men også været lidt beklemt ved folks reaktioner: Hvordan tør du osv. Jeg sagde ikke til mange, at min egen indre uro kun gik på, at i Gansu provinsen, skal turister tegne ekstra forsikringer oveni billetten til busrejser. Fordi det er bjergrigt, dårlige veje, dårlige busser. At fortælle en veninde, hvor alle mine papirer lå – hvis jeg nu skulle falde med bussen ned i en slugt og blive glemt der – beroligede mig allerede lidt. Og i Air France’s fly mellem Paris og Beijing forsvandt uroen. Franskmænd har en anderledes tilgang til rejser. Når de omkringsiddende hørte, at jeg skulle rejse alene rundt, var deres kommentarer: Quelle aventure! (sikken et eventyr!)

Nu har jeg været i Kina i nogle dage.

Først Beijing. Og noget af et projekt at komme fra lufthavnen til vandrehjemmet, som min datter havde foreslået mig. Blev nærmest tilbageholdt af taxachauffører, der underbød hinanden med priser fra 250 yan til 200 yan. Men jeg havde gjort mit hjemmearbejde og læst alle steder, at prisen var 80, max 100 – men prøv at fortælle dem det. Så det blev bus. Da jeg steg ud ved Central Station, havnede jeg i en ny tumultagtig oplevelse. Nu var det mænd med cykeltaxier, som ville have mig med. Men også her var hjemmearbejdet i orden. Jeg vidste, at vandrehjemmet lå “lige om hjørnet”, men en særlig vedholdende chauffør fik mig sendt i den forkerte retning. Mindst to km sagde han. Så ku’ jeg lære, at jeg havde brug for kørsel. Jeg tjekkede kort en ekstra gang – og gik så i den rigtige retning. Fik et dobbeltværelse – uden vinduer. Men jeg skulle jo bare sove der. Til trods for jetlag ud og kigge på byen. MÅTTE se Den forbudte By, i hvert fald udefra. Og den Himmelske Freds Plads. Og alt muligt på vejen. “Jeg er i Kina,” tænkte jeg hele tiden. Mens jeg aldrig følte mig langt væk hjemmefra. Kun tryg. Masser af hjælpsomhed. Fantastisk fodmassage. Og så videre med tog.

Fra Beijing en 24 timers togrejse til Lanzhou i hard sleeper kupé, der giver nær kontakt med de kinesiske rejsende. En togrejse i Kina er en oplevelse. Selv de billigste sovepladser i “hardsleeper” klassen, byder på en rimelig komfort. Køjer, som i vores gamle 2. klasses liggevogne, broderede gardiner for vinduerne, broderede duge på bordene, kæmpe termokande, som altid kunne fyldes med kogende vand til te eller kaffe. fra den store kedel ude i mellemgangen mellem to vogne. Madsælgere, som kører deres små vogne med papkasser fyldt med mad gennem toget ved stationerne. Rimelige toilet- og vaskeforhold. De andre rejsende, der gavmildt tilbyder af deres medbragte mad.

De enkelte 6-personers kupéer er uden døre eller forhæng. Så det rygtes hurtigt, at der er en udlænding – en hvid, som de siger – med toget. Og det giver virkelig nærkontakt på en lang rejse. På min rejse var jeg helt sikkert den eneste udlænding, så fra morgenstunden på andendagen flokkedes kineserne omkring kupéen. Når nogle gik, kom andre til. En ung mand i min kupé, som talte godt engelsk, oversatte spørgsmål og svar, så her fik jeg allerede en god forsmag på kinesernes ikke tilbageholdte nysgerrighed omkring alder, indtægt, familieforhold.

Et døgns ophold i Lanzhou, en kinesisk by med et par millioner indbyggere ( en LILLE by belærte et ungt par mig om), beliggende ved Den Gule Flod, som her flyder 1600 moh . Det var her, jeg virkelig begyndte at sætte pris på Lonely Planet som rejseven. I løbet af få minutter havde den vist mig vej til det nærmeste hotel, og derefter direkte til området med gadekøkkener, næste dag til White Pagoda Temple, beliggende på en bakke i den nordlige del af byen, med flot udsigt – og tibetansk buddhistiske helligdomme. Jo, Lonely Planet kan. Også det med at skrive bynavne på kinesisk. Så da jeg skulle købe busbillet til Xiahe, var det bare at pege på navnet i guiden.

Og nu er jeg altså her, i Xiahe, min rejses første mål. Med en kuffert fuld af sommertøj. Jamen, hvad har jeg tænkt på. Godt nok er det maj, men byen ligger i næsten 3000 m højde. Og hvad med bjergvandringerne? Et af mine første projekter må være at gå ud og købe varmt tøj.”

Jeg fik købt det varme tøj. En uldjakke med tykt foer, et uldsjal, lange underbukser. Blev flere dage i Xiahe, hvor jeg opholdt mig en del i og omkring det store Labrang Kloster. Dvs. jeg gik hen og satte mig på den store plads mellem klosterbygningerne for at meditere i solen om formiddagen, snakke lidt med nogle af munkene, blive inviteret på smørte og lidt mad af pilgrimme, gå pilgrimsruten rundt om klosterarealet sammen med dem. En dag blev jeg også inviteret hjem af en gammel kvinde, da hun var færdig med sine bønner og glidefald. Gang på gang oplevelser, der gik lige i hjertet. En glæde ved, at vi befolker den samme verden på tværs af kulturer og levemåder. At vi gerne vil hinanden.

Negative0-11-09(1)

På hotellet mødte jeg en englænder på min egen alder, som havde rejst rundt i Asien i et år, og en ung koreansk kvinde, som lige havde afsluttet 6 måneders arbejde i Kina. Vi tre tog på ture sammen – bl.a. lidt bjergvandring, som var overraskende svær i den tynde luft. Jeg fik lidt begyndende højdesyge, men fik noget medicin, som den koreanske kvindes mor havde givet hende med.

Negative0-35-35A(1) Negative0-36-36A(1)

På en gå-tur blev vi inviteret ind til en tibetansk familie i et af de spredt beliggende huse. Vi forstod ikke hinanden, men kunne dele smil og mad og kropssprog.

Negative0-26-27(1)

En morgen, mens jeg drak kaffe, mødte jeg et dansk rejseselskab, som rejste rundt i området i 14 dage til en pris, der var langt over min formåen og med et dagsprogram, som gjorde mig træt bare ved at lytte til det. Lige der blev jeg rigtig glad for at planlægge det hele selv.

Da jeg tog bussen videre til Tongren fulgtes jeg med englænderen, og på ét af Tongrens klostre, mødte vi en munk, som var thangka-maler (thangkaer er buddhistiske billeder malet på stof)  og ansvarlig for alle thangka værkstederne i byen. Derfor besluttede jeg mig at blive der en dag ekstra, så jeg kunne tage med munken rundt og se de forskellige værksteder.

Negative0-32-30(1)

Negative0-36-34(1) Negative0-16-14(1)

Videre til  Xining i en anden tibetansk provins, Qinghai. Der mødte jeg igen englænderen, meldte mig til en dagsudflugt med kinesiske turister for at opleve en sø og lidt af snelandskabet, og fra Xining tog jeg toget, først tilbage til Lanzhou og derfra hele vejen til Beijing. Tilfreds og bekræftet i, at det stadig, ligesom i ungdommen, var nemt at komme i kontakt med mennesker på rejsen, både lokale og andre rejsende.

I Beijing ventede min datter mig på et vandrerhjem . Så vidunderligt at se hende igen. Hun var rejst midt i februar, og nu var det sidst i maj. Efter et par dages sightseeing i Beijing – og selvfølgelig ud til Den store Mur tog vi til Tianjin, hvor hun boede og arbejdede, og jeg fik rig mulighed de næste dage for at få et indblik i det liv, hun levede der.

Negative0-05-03(1)Negative0-34-32A(1)Negative0-03-01(1)

En vellykket første rejse ud i en del af verden, jeg ikke kendte.

 

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

En rejse ind i vinteren

Jeg vil skrive om en anden slags rejse. En skriverejse. Jeg har skrevet mig gennem vinteren. Ind i vinteren. Omfavnet vinteren. Ladet den omfavne mig med mørke, kulde, langsomhed, ro. En rejse indad. Altså en hel anden slags vinterrejse, end når jeg søger sol og varme.

Siden sidste sommer har jeg deltaget i skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter min datters død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her har virket godt for mig, når jeg har været på rejse. Netop fordi jeg tit rejser alene, så har jeg kunnet fastholde indtryk, reflektere over rejsen på denne måde. Men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi på en ny måde. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og især Vintercirklen har været befordrende for mig. En rejse ind i vinteren, hvor jeg i stedet for at være i modstand mod kulde og mørke, flygte fra vinteren, så har jeg ladet mig omfavne af den i en sådan grad, at jeg ikke har villet eller kunnet rejse fra den. Jeg kom på en anden slags rejse – uden at rejse. En skriverejse og en spirituel rejse.

For  – på et andet plan – erkendte og accepterede jeg mere og mere, at jeg er på vej mod mit livs vinter. Jeg ved, at jeg ikke er udødelig. Jeg ved, at jeg snart bliver 70. Jeg ved, at fremtiden skrumper ind. Og gennem mine vinterskriverier, så jeg hvordan alderen tit sneg sig ind i fortællingerne med råb om accept af, at sådan er det. Jeg begyndte at erkende og acceptere ordet gammel og ikke de forblommede vendinger som “moden” eller “ældre”, som  er eufemismer, der vil ha’ os til at benægte alderen, ikke tale om at være gammel. Vi er børn i kort tid og unge meget, meget længe, før vi bliver voksne, og mærkværdigvis nogle gange yngre (tænk over sætningen: “Hun er en yngre kvinde”)  modne og ældre. Ældre end hvem?

Derfor dedikerer jeg indlægget om denne rejse gennem vinteren til alderen og det at blive gammel:

November omslutter mig.

Jeg står på tærsklen til vinteren. Lidt forstemt. Sommeren ligger allerede bag mig, og jeg har plukket de sidste brombær i haven. Hvordan kunne det gå så hurtigt? Flygtigheden, som jeg ellers accepterer, overvælder mig.

Jeg har kæmpet lidt med November. Jeg vil gøre, som jeg plejer. Drikke min første kop kaffe udenfor, tidligt om morgenen. Se lyset komme. Men November har vundet de sidste dage og holdt mig inde med kaffen.

Jamen jeg vil gøre alt, som jeg plejer, selv om energien er lav. Ligesom solens. Se, hvordan den allerede har svært ved at hive sig op over trætoppene. Dagen kommer sent nu.

Mens jeg står her med November, kan jeg alligevel mærke en stille glæde i hjertet ved øjeblikkets skønhed. Solen, der er på vej gennem disen. Træerne, der spejler sig i vandet. Åen, som jeg får lyst til at følge. Ind i vinteren. Min vinter.

Jeg mærker efterårets kulde, mørke, lave energi. Alt det, jeg mangler at nå inden vinteren. Hvorfor tænker jeg sådan? Ved jeg ikke, at der også er solskinsdage om vinteren? Sneen, der lyser op.

November puster med sin kølige luft lidt energi i mig. ”Fremad,” hvisker hun. ”Du kan ikke blive stående her og begræde, det, der er forbi.” Og jeg kigger ind i November. Overvejer, om jeg kan have tillid til hende, om jeg tør overgive mig til hende med mine dage, hvor energien er lav, behovet for hvile stort. Tro på, at det, jeg ikke har nået, stadigvæk kan gøres.

”Der er også liv om vinteren,” hvisker hun. ”Det ved du vel godt? Lad være med at tænke på måder, der dræner dig. Du kan heller ikke forudse, hvordan vinteren bliver. Bare følg mig. Kom og se.”

Jeg begynder at gå med November. Langs åen. På min spirituelle rejse mod vinteren.

004

“BROEN TIL VINTER

Der står hun ved broen. Hun ved, at ovre på den anden side ligger vinteren. Hun tøver med at gå over, for hun synes, at hendes vej gennem efteråret nærmest lige er begyndt. Før det var der sensommeren og høsten, en tid, hvor livet foldede sig ud med farver, varme og pragt, som hun vist ikke havde oplevet om sommeren.

Var sommeren der overhovedet? Havde der ikke bare været et uendeligt langt forår? Hun hoppede nærmest fra våren direkte ind i høsten, hvor livets gaver begyndte at falde ned til hende, nærmest uden at hun havde forventet dem eller bedt om dem – og derfor måske heller ikke altid parat til at tage imod dem.

Hun var så optaget af livet i høsten, at hun helt glemte, at efteråret ventede. Men da hun pludselig blev kastet ind i efterårets mørke, vidste hun, at vandringen mod vinter kunne blive ubærlig. Alligevel lykkedes det hende, i samklang med evighedens kald og med gode kræfters hjælp, at lægge mere mærke til efterårets solskinsdage end til alle de grå og triste.

Og nu står hun altså ved broen. Allerede. Der, hvor vinteren begynder på den anden side. Den er vel ikke så slem, vinteren, hvis hun tør overgive sig til dens ro, dens stilhed, dens pludselige flimmer af lys og farver, som ikke behøver at vare så længe, fordi det er okay at trække sig indenfor igen.

Hun kan også blive lidt i efteråret. For er det ikke her hun stadig kan bruge sin viden, sin erfaring, her hun stadigvæk kan påtage sig opgaver udover de sociale og venskabelige? Selv om hun begynder at opdage, at hun nærmest bliver lettet, hvis én af disse opgaver alligevel ikke bliver til noget.

Men hun har brug for efterårets sysler endnu. Når hun senere kan overgive sig til visheden om, at intet er spildt, at noget nyt vil spire, at når alt er slut, vil livet alligevel fortsætte i nye forår, i andre former, når det sker, så vil hun uden tøven gå over broen.

Om vinteren bliver lang eller kort, kan hun ikke vide. Kun at den bliver lige præcis så lang, at hun får gjort det, hun SKAL gøre. Mens det er vinter.”

Og sådan fortsatte vinteren med rejser i erkendelser, rejser tilbage og frem i livet, rejser i min slægtshistorie, rejser, hvor virkelighed og fiktion levede side om side. Rejser, som startede med en opgave, men hvor opgavens udførelse aldrig var givet på forhånd, for brændstoffet var ordene, der formede sig til sætninger og fortællinger, mens jeg skrev. Uden projekter, uden kontrol. En meditativ skriverejse.

Men den mest uventede gave har virkelig været at gå helt ind i mørket, kulden, trætheden, langsomheden. Som vinteren gik, undrede jeg mig over, at jeg endnu ikke var blevet overmandet af forårslængsel. At jeg faktisk nød den form for vinterhi, jeg kunne glide ind i , somme tider flere dage ad gangen. Inaktiv, langsom, kun energi til læsning, skrivning gåture. Tidligere var det varmen om sommeren, der nærmest gav mig et alibi, gav mig lov til nogle dage at være helt inaktiv. Bare sidde og glo eller læse under et træ, mens solen varmede

Jeg længtes heller ikke efter lyset på samme måde som ellers. Længtes slet ikke efter at komme væk, ud til solen, til varmen. Jeg ville opleve hele vinteren. Fra start til slut. Huskede også, hvor hårdt det kunne være de to gange, jeg kom hjem fra Thailand sidst i februar eller midt i marts, hvor hårdt det faktisk var at starte på vinteren igen.

Nu hvor vinteren er ved at være forbi, synes jeg, at den er gået for hurtigt. Og det ville jeg aldrig ha’ troet, at jeg kunne sige.  Om sommeren, ja, men aldrig om vinteren. Da solen begyndte at stå tidligere op, syntes jeg, at lyset kom næsten anmassende. Jeg lærte virkelig at acceptere vinteren.

Måske til fortsættelse…