Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejse. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid. Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Erquy

Jeg er her igen. I den lille by, som jeg altid vender tilbage til. Engang havde jeg et liv her. Boede her – i et andet liv, som var mit. Dengang. Et andet liv i dette.

Jeg nærmer mig de 70 med en følelse af at have haft mange liv i ét. Et liv delt op i perioder, steder. Temaer, næsten.

Måske derfor har jeg altid haft behov for at “gemme” de mennesker, som har betydet noget fra hver fase, hvert liv. Have dem med mig – helt op til nutiden.

Og nu er jeg her igen. Erquy, Bretagne, Frankrig. Havde egentlig ikke planlagt at rejse. Netop fordi jeg bliver 70, vil jeg – endelig – fejre min fødselsdag igen, med en stor fest. Den måtte blive dette års rejse, tænkte jeg. Men længslen efter et skift i dagligdagen,  vidder, en mere barsk natur, lokkede mig alligevel ud. Og – det er aldrig til at vide, hvad fremtiden bringer, så hellere følge nuets indskydelser.

Så jeg er her igen. I mit franske liv.

Ikke det liv, der var – men som alligevel er. Lidt. De gamle venner, den gamle svigerfamilie. Udsigten, havet, klipperne. Byen er blevet større. Men naturen er den samme. Vandreturene er de samme. Engang imellem mødes de to liv. Dengang og nu smelter sammen.

Jeg går rundt og fylder øjnene med omgivelsernes skønhed. Havnen, havet, klipperne i den tidlige morgensol. Landskaberne under vandreturene. Fylder lungerne med havluften. Sanserne med oplevelsen af den lette vind, der giver små kuldegysninger, solens stråler, der lander på huden, lyden af bølgerne og fuglene. Eller der, hvor sanserne er allermest skærpede – på gåture hjem gennem en natsort by, når alle gadelygter er slukkede og intet lys trænger ud fra husene pga. skodderne. Kun stjernerne højt oppe. Og alt er tyst og trygt. Hjertet, der røres, i mødet med de mennesker, der har betydet noget for mit liv her. Vennerne – os, der var unge sammen. En omsorgsfuld ex-kæreste. Min franske familie hvor jeg midt i støjen af stemmer, der stiger, mærker en stille glæde over stadig at være en del af den.

De er her stadig – alle – når jeg dukker op.

Og som en snegl kan jeg trække mig tilbage til mit eget hus.Jeg rejste alene hertil. Jeg er meget sammen med andre. Men jeg kan være alene, når jeg har behov for det. Sikken en glæde at kunne leje den samme lejlighed igen og igen.

Mine celler optager alle indtrykkene – helt ind i sjælen, der hvor fortid og nutid smelter sammen.

 

 

September i Frankrig

Har været i Frankrig i ca. 3½ uge. Kom hjem igen den 7. oktober.

Det var ikke en rejs-alene-tur – undtagen lige det, at jeg til sidst rejste til Bretagne, hvor jeg igen boede i en lejlighed i 11-12 dage alene, men omgivet af gamle franske venner.

Rejsen startede nord for Nice. I Tourrettes-sur-Loups, hos et helt utroligt omsorgsfuldt og generøst værtspar. En veninde og hendes mand har haft et hus der i ca. 10 år, og vi veninder har på skift været på besøg, én til fire ad gangen. Denne gang var vi alle syv veninder fra Nibe inviteret til at komme derned og tilbringe en uge sammen. Otte kvinder og én mand.

Da det jo ikke kan kategoriseres som en rejse alene, vil jeg kun fortælle lidt om, hvor dejligt det var at opleve, hvordan vi ni personer kunne fungere let og ubesværet sammen. De store linjer havde vi besluttet på forhånd: Madlavning på skift, indkøb, når der var marked eller ifm. en køretur, morgenmad individuelt, alt efter hvornår man stod op, frokost spontan og sammen, hvis man var hjemme, aftensmad sammen, hvem, der skulle have eneværelse (jeg var én af de heldige), enhver kunne trække sig efter behov. Og når nu værtsparret lagde hus, vin, basisingredienser til os, så lagde vi gæster penge i en fælles pung til indkøb – hvor den enkeltes behov skulle tilgodeses.

Så ugen og samspillet kom til at foregå næsten organisk. Vi samarbejdede, var fleksible overfor hinanden, vi trak os og var sammen – alle eller nogle stykker ad gangen. Virkelig en god oplevelse for mig at se, at jeg absolut ikke er helt så asocial, som jeg somme tider tror, at jeg er blevet. Bare jeg har muligheden for at bevæge mig ind i og ud af samværet. Så nemt kan det være.

003

010

022

043

Da mine veninder rejste hjem til Nibe, tog jeg toget fra Nice til Paris, og mht. togrejser i Frankrig (med SNCF), vil jeg lave et indlæg specifikt om dette, for der er mulighed for at få gode og nogle gange store rabatter, der betyder, at man somme tider kan få en 1. klasses billet til ikke meget mere end en 2. klasses.

Her rejste jeg f.eks. kl. 7 morgen på en 1. klasses billet. Vognene på 1. klasse er ofte indrettet på den måde, at i én af siderne i vognen er det enkeltsæder. Dvs. en række med “enepladser”. En behagelig stol og et bord til hver enkelt. Sådan en plads havde jeg valgt. Jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde udsigten de 900 km. 5 timer 3/4 i et højhastighedstog. For 50 euro!

På rejsen og mens jeg ventede på Gare de Lyon i Paris, nød jeg disse timer alene. Jeg havde længe ønsket at besøge “Le train bleu” igen. Det er den smukke art déco restaurant på Gare de Lyon. Jeg har kun været der én gang tidligere, men nu blev der tid til kage og kaffe her.

wp_20160920_005

Gare de Lyon udefra – så mangler jeg at finde et foto af “Le train bleu” – og kagerne.

I Paris besøgte jeg min papsøn, Morten, min datters gode storebror. Han bor i Paris med sin fransk/engelske kone og deres to børn. De har boet midt i Paris, men er nu flyttet i en lejet lejlighed i Chatou, mens de venter på, at det hus, de har købt der, bliver istandsat.

Det var dejligt at besøge dem i deres dagligdag. Have tid til at se deres nye område, det hus, de skal flytte ind i, tage med drengen, Jonathan, på 6 år i svømmehallen, se hans skole og lillesøsterens børnehave, tage på marked med Déborah, Mortens kone. Igen nyde, at i alle byer i Frankrig, store som små, og i alle forstæder, der er der et ugentligt marked. En afstikker til Paris en dag alene. Passe børnene en aften, mens forældrene var ude.

Igen en positiv oplevelse af at være “social nok” til et tæt samvær i en lille lejlighed.

Efter tre dage, tog jeg toget videre til Bretagne – til Erquy, mit hjem i Frankrig, hvor jeg havde lejet en stor lejlighed i 12 dage af en englænder. Den lejlighed lejede jeg i september måned to år i træk, i 2012 og 2013. Det var her, jeg begyndte og afsluttede skrivningen af min bog, “Efter Sara”. Forøvrigt kan man også forhandle priser på lejligheder, når man har fået kontakt direkte med udlejer. Første gang lejede jeg denne lejlighed næsten til fuld pris for en måned. Men allerede året efter – ved at kontakte udlejer direkte – fik jeg den til 600 euro for en måned. Hvilket er billigt for en stor 4-værelses lejlighed med udsigt i en populær badeby. Denne gang fik jeg 12 dage for 200 euro, fordi halvdelen af dagene var i oktober.

12 dage i Erquy, hvor jeg havde mit eget, og kom lidt ind i følelsen af at være alene på rejse, samtidig med, at alt var hjemligt, fordi jeg kender stedet så godt efter de mange år, jeg boede der i 70’erne, alle vennerne, min gamle svigerfamilie (min franske nevø og niece på nu 44 og 46 år, som stadig kalder mig tante Benthe).

Noget, der altid er forunderligt for mig, når jeg er tilbage i det franske, det er måden at diskutere på, med stemmer, der stiger og stiger. Det er også den måde, hvorpå franskmænd viser, at de ikke er bange for “at tage scenen”, f.eks. med ord midt i en fortælling, som: “Et maintenant, écoutez-moi bien” (og nu – lyt nu godt efter). Taleren, der kan holde deltagerne i ånde med: “Devinez quoi…” (Kan I gætte? – underforstået, at inden fortællingen fortsætter, må vi gætte på, hvad der så kommer). Men også afbrydelser, hvor tilhørerne begynder at gætte på, hvad der nu sker. Og måden at lægge vægt på ordene, som “mag-ni-fique” eller “mer-veill-eux” med tryk på alle stavelser og med højere stemmeføring (på dansk ville det nok være “STOR-SLÅET” og “DEEEEJ-LIGT” – eller “SKØØØØN_T”.

Man bliver virkelig nødt til at tale højt og længe for at være med – på en måde, som ville virke anmasende i Danmark.

Jeg lægger også mærke til, at den ret dårlige vane jeg kan have med at åbne parenteser, bevæge mig væk fra hovedemnet, lave sløjfer i bifortællinger – den stammer herfra. Nogle franskmænd, som jeg kender, specielt dem, der er undervisere, excellerer i dette.

Der var stadig sensommer i Bretagne, der, sidst i september. Vejr til kjole og let tøj. Det var muligt at sidde ude både tidlig morgen, før det blev lyst, og om aftenen indtil mørket faldt.

Livet gik sin stille gang med skiftevis samvær og alenetid. Som derhjemme. Og jeg fik virkelig bevæget mig, gået meget lange ture, alene eller med venner.

Naturoplevelserne i Bretagne er altid overdådige. Den ene storslåede udsigt efter den anden.

En dag, jeg gik rundt, undrede jeg mig over, hvorfor jeg har denne lyst til at rejse til “Langtbortistan”, bruge mellem 15 og 20 timer på fly og ophold i lufthavne, når jeg i Erquy og omegn finder alt det, som jeg rejser ud efter: Naturoplevelser, mulighed for at gå langt, også alene, socialt samvær med mennesker, jeg kender i forvejen, og som jeg ved, jeg møder igen. Må indrømme, at det er lidt mindre slidsomt end hele tiden etablere nye kontakter, når jeg er ude i “ukendt terræn”. Okay, jeg ved godt, at jeg også går efter, hvor billigt og godt jeg kan leve i Asien – og den sikre varme. Men tanker at brygge videre på, inden en næste rejse.

024.

005

039

041

 

 

Ingen Østen-rejse denne vinter

Ingen Østen-rejse. Hverken Nepal med Himalaya som baggrund. Eller Thailands varme.

Hvorfor nu ikke det?

Jeg har vist opbrugt mine rejsepenge for denne vinter.: Frankrig i oktober, Assisi i nytåret. Jeg vidste jo godt, da jeg tog til Assisi, at det så nok måtte være min ”lysrejse” denne vinter.

Men savner jeg ikke lyset, varmen, spændingen? Eller jeg savner at rejse væk for at komme dybere i mig selv.

Jeg fandt et citat om at rejse af Albert Camus:

” There is no pleasure in traveling, and I look upon it as an occasion for spiritual testing… Travel, which is like a greater and graver science, brings us back to ourselves.”

Ja, det er sådan, det også er. Det at rejse. Især alene.
Bare ikke denne vinter.

Men spørgsmålet fylder stadig: Skal jeg være fornuftig – eller bare rejse?

Jeg har en slags rejsekonto. Den sum, som jeg fik udbetalt fra min efterlønsopsparing, da jeg gik på pension. Brugt fornuftigt er der til rigtig mange rejser. Det blev jeg i den grad bevidst om for nylig, da jeg så en meget smuk hjemmeside om rejser til Nepal. En to-ugers rejse indeholdt meditationskursus på et kloster og masser af kontakt med det nepalesiske liv. Indkvarteret i smukke omgivelser med meget vestligt interiør. Over 24.000 kr. for to uger! Eksklusiv flybillet. Jeg anfægter hverken indhold eller pris, og der er nok mange, der vil betale det, det koster. Der er helt sikkert tænkt på – og taget hånd om – alt. Men hold da op, tænkte jeg. For de penge ville jeg kunne være der i 4-5 måneder. Med samme indhold. Dog ikke i samme lækre rum og møbler.

Så ufornuften kommer ind og siger: ”Så smut da.” Det er jo ikke dyrere at være en måned derovre end herhjemme. Kun flybillet er en reel udgift.

Fornuften: ”Jamen, jamen….Du skal jo nok til Bosnien til sommer. Og til Nice på venindetur i september. Du savner allerede Bretagne og vil gerne snart kunne tilbringe en måned der. Og var der ikke noget om evt. Canada næste år? Og du skal da også finde ud af, om du vil gøre noget ud af at vandre Caminoen engang, inden du bliver for gammel.”

Ufornuften: ”Jamen – solen – den har jeg brug for. Jeg kan jo også bare snuppe en billig charterrejse sydpå, og – hvis området er forfærdeligt – så rejser jeg ind i landet. Sådan som vi gjorde på familieferie til Tyrkiet for mange år siden.”

Fornuften: ”Husk flytning. Det skal der også være råd til, for på et tidspunkt skal du flytte. Og det koster. Meget. Mindst lige så meget som 5, 6, 7 måneder i Østen!”

Jeg lader fornuften bestemme. Eller – er der noget andet? Dybest set – hvis jeg er helt ærlig – så har jeg vist slet ikke lyst til at rejse lige nu. Jeg har ikke energi til at organisere, planlægge, tage på en lang flyrejse. Orker ikke lige nu. Vinteren har taget over og gjort mig stille, inaktiv.

Den indre rejse fylder – og jeg vil ikke ud for at komme ind i den. Jeg vil ikke væk fra vinteren i år. Jeg vil blive her. Standse op, give mig selv ro, lade fylde, det, der fylder. Vinterens stilstand og tilstand, som siver ind i mig, disse dage, hvor alt er gråt. Den gamle sorg siver med ind. Give slip og give efter, bare mærke, hvad der sker. Tro på, at livet ikke bare forsvinder, selv om jeg ikke sætter en rejse i scene. Når det, det drejer sig mindst om lige nu, er iscenesættelse.

Lyder jeg negativ overfor rejser? Forsvandt begejstringen? Det her er jo en rejseblog. Om alle de fantastiske oplevelser, du kan få ved at rejse alene. Og så sidder jeg her og siger, at jeg ikke har lyst til at rejse.

Men livet i sig selv er en rejse. Og den rejse har lært mig, at jeg nogle gange skal stoppe op. Lade den grundstemning, der er, fylde – og på et tidspunkt opløser den sig. Det er ikke altid, jeg finder årsagen, og det gør ikke noget. Det vigtige er at give slip og være i det, der er.

Assisi

Det var dejligt og fredfyldt at holde nytår i Assisi. Selv om hele rejsen kun varede fire dage (tre overnatninger, to en halv dag dernede, næsten to dage til selve rejsen), følte jeg, at jeg havde uanede mængder af tid, mens jeg var der. Vi skyndte os aldrig, men så det, vi gerne ville se. Gik rigtig meget (nytårsaftensdag 16 km) uden at blive træt. Spiste godt, boede godt.

Flyrejsen med Lufthansa fra Aalborg bød på to flyskift på vejen ned. Men dejligt nemt begge steder, da ankomst- og afgangsgaten begge gange var lige ved siden af hinanden. Vi havde læst os til, at når vi skulle videre med tog til Assisi, var det nemmeste at tage fra Roms Lufthavn, Fiomicino, ind til Tirbutina stationen (i stedet for Termini), da denne station er mere overskuelig, og der herfra ind imellem er direkte tog til Assisi.

Vi var fremme i Assisi ved 18-tiden, taxa det sidste stykke, da banegården ligger nede i dalen, og vi ikke orkede at vente på en bus.

Jeg var spændt på at se Assisi igen. Har været her to gange tidligere. Én gang på familieferie, hvor vi var i Umbrien og brugte en dag i Assisi. Dengang var jeg ikke i tvivl om byens helt specielle fredfyldte stemning, og da vi besøgte Frans’ kloster på bjerget var det på et tidspunkt, som om ”hjernen lettede”, at der blev hul igennem til en gennemstrømning, som jeg ikke forsøgte at forklare eller tale væk, men bare måtte gå eller stå i stilhed for at mærke det, lidt væk fra de andre. Og jeg vidste, at her måtte jeg tilbage til engang. Det var jeg så for lidt over 10 år siden på min første rejse ud i verden alene som moden single-igen-kvinde.

Dengang deltog jeg i en uges kursus afholdt af Assisi Missionen. En rejse alene, ja, men som en del af en gruppe, der blev indlogeret på et kloster og hver dag deltog i meditation, undervisning, besøg i kirker, klostre og hellige steder. Det er her jeg har haft nogle af mine dybeste spirituelle oplevelser. Ved Frans’ grav og især oppe i klostret Eremo delle Carceri oppe på bjerget Monte Subasio. Da jeg besøgte dette kloster sammen med gruppen, var det igen, som da jeg havde besøgt det nogle år tidligere, hjernen, der lettede, og jeg besluttede mig for at gå derop alene på en fridag. Så det gjorde jeg en eftermiddag.

Hvad der skete, var en rejse gennem følelserne, mens jeg sad der og mediterede inde i det lillebitte, gamle kirkerum. Andre turister kom og gik, jeg fornemmede, der var mennesker omkring mig, mens jeg fuldkommen overgav mig til det, der skete indeni: En sorg, der fyldte mig, så tårerne strømmede – uden at jeg behøvede at vide ”hvorfor”. Jeg var bare ked af det, som om al sorg i mig og udenfor mig bare skulle grædes ud. Tårerne strømmede. Senere rystede jeg. Jeg sad der og rystede uden at tænke på de andre, der gik forbi, så mig. Jeg rystede i hele kroppen, tænderne klaprede. Prøvede ikke at gøre noget for at standse det, vidste, at det bare skulle overstås. Da jeg ikke rystede længere, blev jeg fyldt med glæde. Nej, ikke bare glæde, en voldsom lykkefølelse, der fik mig til først at smile og bagefter grine højt. Det hele tog vel højst en time. Jeg gik ned fra bjerget igen, let og glad, mens jeg kom til at tænke på, hvordan jeg mon havde set ud? En gal kvinde, som sad og græd, rystede og grinede.

Og nu var jeg i Assisi igen. Genkendte gaderne, kirkerne, fredfyldtheden. Jeg var spændt på, hvad min veninde ville synes om byen, det hele. Det er altid lidt mærkeligt at tage nogen med til et sted, som man selv sætter pris på. Det er jo ikke sikkert, at de andre synes det samme. Men Helle var allerede fra den første aften glad for at være der, fornemmede fredfyldtheden, energien.

Når jeg tager tilbage til et sted, er det ofte med forventningen om at have mere af det samme, altså samme slags oplevelser som sidst. Det lykkes sjældent, for omstændighederne er jo altid anderledes. Men nu havde jeg haft så kraftige oplevelser to gange i Assisi – og forventede mig noget følelsesmæssigt eller spirituelt kraftigt.

Det blev det ikke. Eller det blev noget andet, mere stille, og alligevel bevægende. I Frans’ krypt i San Fransesco kirken, en følelse af forbundethed med alle pilgrimmene, der bevægede sig rundt eller sad i stille bøn, bare være der som en del af en slags fælles bøn. Da jeg berørte muren omkring graven, blev jeg selv berørt i hjertet. Måske var det det, vi alle var der for: At blive bevæget, berørt? Mærke kærligheden strømme – uden grund.

Udsigten fra San Fransesco Kirken. Et næsten eventyragtigt kig gennem disen ned til dalen:

010

Om morgenen nytårsaftensdag til gudstjeneste i Clara Kirken allerede kvart i syv om morgenen. Clarisserne (nonneordenen stiftet af Clara, en slags kvindelig elev af Frans), der taler og synger som engle i deres skjul. De, der har viet deres liv til klostret. De må ikke ses, kun præsten har kontakt med dem. Hans prædiken er henvendt til dem, mens han står med siden til menigheden. Jeg fik fortalt, sidst jeg var der, at disse morgenprædikener også indeholder oplysninger, nyheder fra aviserne, om det, der foregår i verden, som clarisserne kan tage med sig i deres bønner.

Et par timers gåtur op til Emello delle Carceri, en pilgrimsvandring mod at få løftet hjernen igen. Det skete ikke. Jeg følte mig temmelig uberørt inde i den gamle del, besøgte bare stedet. Ikke skuffet – for det blev indlysende, at oplevelser ikke kan opsøges, gentages. Og jeg er et andet sted i dag end dengang. Måske har jeg slet ikke brug for lige netop det, men måske mere den indre stilhed, da vi deltog i gudstjenesten i den nyere kirkebygning? Eller den stille glæde, da vi bagefter sad udenfor den lille bod, som sælger kaffe og souvenirs. At sidde i solen, der for et par timer får kulden væk den 31. januar, sidde på en taburet med et krus varm kaffe og en plade chokolade til deling. Det er stille lykke.

Og at være blandt 1000 andre til midnatsgudstjeneste nytårsaften. Afrikanske nonner, der danser, trommer, synger. Præster, der læser bibeltekster på forskellige sprog. Og pludselig, midnat, nytår i kirken. At blive omfavnet af en masse smilende mennesker. Det gør man. Ligesom man hilser og giver hånd til de omkringstående under den katolske gudstjeneste, sådan ønsker man også alle omkring sig et godt nytår. Igen denne følelse af at være en del af noget større, noget fælles.

Hotellet, la Rocca, i østlige udkant af Assisi, kan absolut anbefales. Det er nemt at nå rundt overalt i byen. San Fransesco Kirken, som ligger i den modsatte ende er ca. 1,5 km væk. Det er skønt at gå rundt i byen, som har bevaret sit middelalderpræg. Selv efter det kraftige jordskælv i 90’erne har man formået at genopbygge den ramte del af byen, så byggestil og helhed er smukt bevaret.

Udsigt fra borgen oppe bag La Rocca:

WP_20160101_014

Vi havde to gode værelser, hver til ca. 350 kr. pr. nat, hvilket er billigt i en by med så megen turisme. Restaurant med morgenbuffet. Vi spiste der også en aften, og maden var absolut god. Dertil kommer stemningen i restauranten, hvor der tit var helt fyldt af italienske turister, som tilbragte nytåret der, mange i grupper, høj snak. Og en fin detalje: Når vi, som vi, kun var to, blev vi placeret ved et bord ikke overfor hinanden, men på to sider af vores lille bord, så vi begge havde front ind mod ”selskabet” omkring større og store borde. Jeg lagde mærke til, at et par kvinder, som var der alene, hver for sig, også blev sat, så de tydeligt vendte ind mod de andre, blev en del af samværet, selv om de havde deres egne borde.

Jeg fik virkelig, hvad jeg søgte: En anderledes fejring af nytåret i ro og fordybelse. Jeg blev ikke trist eller vemodig, glemte næsten, at det var nytår, indtil de der omfavnelser i kirken. Og det var rigtig dejligt at dele oplevelsen med en veninde.

Erquy, Bretagne

Jeg er i Erquy. Igen. Hvor mange gange har jeg egentlig været her, efter at jeg flyttede hjem til Danmark i 1980? Ca. 15 gange?

Jeg flyttede hjem til Danmark, ja. Men når jeg er her, er det som at komme hjem igen. Alt det levede liv gennem 10½ år fra først i 20’erne til først i 30’erne. De år, man bliver voksen i, de år tilbragte jeg her. De år, hvor man grundlægger nye venskaber for livet, det var her, de begyndte for mig. Jeg fik min socialpædagoguddannelse her, jeg arbejdede her. Jeg var også gift, her, med en franskmand, som jeg havde mødt på en blaffertur i Sverige.

Da jeg kom hertil for tre år siden, to år efter min datters død og for første gang i fem år, da oplevede jeg meget stærkt en følelse af at komme hjem, føle mig velkommen, ikke bare af gamle venner, men som om hele byen og landskabet her omkring, bød mig velkommen. Jeg følte mig fuldkommen omsluttet, tryg og glad. Jeg husker, at på andendagen, da jeg var flyttet ind i den lejlighed, som jeg skulle bo i den næste måned, da gik jeg en lang tur ud til stranden, hen over klipperne, satte mig ned og så på den begyndende solnedgang. Lige der gik det op for mig, at for første gang siden Saras død, havde jeg været stabilt glad i 24 timer. Og det fortsatte, mens jeg var her. Selv om jeg begyndte at skrive på bogen Efter Sara, og der var øjeblikke med følelsesmæssigt overvældende minder, så oplevede jeg en grundfølelse af glæde modsat de sidste over to år, hvor grundfølelsen altid var sorg og savn. (Se blog www.eftersara.dk )

Jeg overvejede, om det mon var fordi jeg her på det ubevidste plan kom i kontakt med min grundfølelse fra dengang, ungdommens optimisme, som overvandt alt. Årene, hvor jeg blev skilt, min mor blev syg og døde, men intet rystede mig i min grundvold, som Saras død gjorde.

Jeg var her igen i 2013. Når jeg siden min oplevelse af stabil glæde i 2012 er rejst andre steder hen, har jeg altid den første dag tænkt: ”Hvorfor nu her, når jeg føler mig hjemme og glad i Bretagne?” Og nu er jeg her igen. Denne gang i en lille lejlighed på havnen. Det sted, jeg har lejet to gange, ligger lidt uden for byen, og jeg ved, at i oktober, når de sidste feriegæster har forladt området, så er der meget øde. Sidste gang, rejste jeg hjem først i oktober, og de sidste aftener var gadelyset slukket allerede i udkanten af byen, så jeg måtte gå hjem under natsort himmel. Det har jeg ikke lyst til at gøre i to uger.

Denne gang skal jeg ”kun” være her i to uger. Jeg siger ”kun”, fordi jeg er så vant til at være udenfor Danmark en måned ad gangen. Men her – her er to uger alligevel nok til at glide ind i en slags dagligliv, som igen bliver mit for en tid. Møde med gamle venner, gammel svigerfamilie, lange vandringer i de storslåede landskaber, på klipperne langs strandene.

Cap d'Erquy 070

Cap d'Erquy 100

Jeg fik min lejlighed i forgårs efter at have tilbragt et par dage hos en gammel veninde i Bretagnes største by, Rennes. Og allerede i går landede jeg, sådan rigtigt, med den der hjemmefølelse.

Selv om jeg kunne bo rundt omkring hos venner, vælger jeg altid nu at leje min egen lejlighed. Tidligere, selv når jeg var her med mand og børn (vores datter og min mands søn), boede vi mest hos venner og familie, en enkelt gang camping, en enkelt gang nogle dage på hotel.

Men det kan jeg ikke længere finde ud af, det der med at bo længere tid ad gangen hos nogen, eller flytte fra den ene til den anden. Her har jeg mit eget. Jeg kan selv invitere. Det er også med til at gøre det hjemligt.

To små altaner har jeg, udenfor soveværelset og udenfor stuen. Vejret er så godt, at jeg kan spise min morgenmad ude. Har en masse aftaler, men også tid til at være alene. Som jeg jo har brug for.

WP_20150930_003 WP_20150930_005

Sverige i august, Bretagne i oktober

Det er flere måneder siden jeg sidst var på rejse – bortset fra en lille uges tid i Sverige i august. En veninde-tur med masser af snak, gode traveture, færgen til en ø i Skærgården ved Kalskrona, vidunderlige frokostrestauranter, en magisk hjemtur langs noget af Sveriges sydkyst med besøg inden solnedgangen ved stensætningen Ales Stenar.

Egentlig skulle jeg have været i Bosnien i juli. En aftale om at besøge en bosnisk familie, som jeg kender, mens de var i deres hjemland på sommerferie. Men en operation i tårekanalen satte desværre en stopper for denne rejse. Den er nu udsat til næste sommer.

Måske led jeg endnu mere under det dårlige juli-vejr, fordi det hele tiden mindede mig om, at jeg kunne ha’ været i den varme bosniske sommer. Faktisk har jeg efterfølgende hørt, at det var den varmeste i årevis.

Men om en uge tager jeg til Bretagne. Ikke så længe, to og en halv uge. I 2012 og 2013 tilbragte jeg hele september måned i den by i Bretagne, hvor jeg engang boede i en 10-års periode. Havde lejet en lejlighed – primært for at skrive på en bog. Jeg påbegyndte den i september 2012 og afsluttede den i september 2013.

Bogen er først udkommet i år, for jeg blev selvfølgelig ikke helt færdig dernede. Efterredigering herhjemme, så den lange tur gennem forlag og endnu flere redigeringer ift. den feed back jeg fik. Og efter at have fundet et forlag, som ville udgive, ja, så var der igen finpudsning af manuskriptet.

Det var en bog, som var nødvendig for mig at skrive. Bogen om mit liv, efter at min datter døde i en trafikulykke for fem år siden. En anden slags rejse ude i sorgen og savnets land.

Når jeg nu tager til Bretagne igen, er det både for at møde gamle venner, gammel svigerfamilie, og for at skrive igen. Jeg er parat til at begynde på et nyt manuskript.

Denne gang lejer jeg en lille lejlighed på havnen i Erquy. De to andre gange boede jeg lidt udenfor byen, men eftersom turistsæsonen nu er definitivt overstået, ved jeg, at der vil være temmelig øde i det område. Så det føles bedre at være i byen. Og der er aldrig langt til naturskønne steder.

Jeg synes det har været svært og langsommeligt at booke flybilletter denne gang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan, men at booke fly til “langtbortistan” er på mange måder nemmere end at booke fly indenfor Europa. Når jeg tager på langtur, er der så meget, som oftest er indeholdt i flybilletten: Medfølgende bagage uden ekstra tillæg, mad på rejsen. Men skal jeg til Paris er det absolut ikke sikkert, at billige billetter er billige, når det kommer til stykket. Jeg er oppe imod afgangstider, som enten ligger alt for tidligt om morgenen, eller ankomsttider for sent til at rejse videre den dag – og så skal jeg ud og finde hotel. Eller ankomst til Orly lufthavnen, når jeg skal nå hurtigt videre fra Charles de Gaulle. Eller at jeg, når jeg er godt gennem et tilsyneladende godt tilbud, opdager, at medfølgende bagage koster over 250 kr. – hver vej.

Jeg er nu igen en gang havnet med almindelige Air France/KLM billetter til lidt over 3000 kr. Aalborg – Rennes (Frankrig) retur. Men det er absolut det bedste, jeg kan finde.

Når jeg ankommer til Rennes, bliver jeg hentet af en fransk veninde fra ungdommen, bliver der et par dage – og så videre ca. 100 km med tog. Der kommer et vennepar – også fra ungdommens tid (jamen det er de næsten alle sammen) og kører mig til Erquy, hvor de også bor.

Jeg begynder at glæde mig. Rigtig meget. Jamen at bo i Erquy, selv for en kort periode, er som at komme hjem, være i omgivelser, hvor jeg straks glider ind i et dagligliv, som jeg mærker, at jeg har savnet, når jeg pludselig er der igen. Det er meget anderledes end mine rejser til Asien. Stille, rolig glæde.

 

 

Højdepunkter på rejsen

Jeg har været hjemme i 6 dage, og rejsen bundfælder sig, lidt efter lidt. Den har været god på alle måder, og jeg er så glad for at ha’ gjort det – rejst alene igen.

Jeg mangler stadig at skrive om retreaten – det kræver tid, for det var i den grad en rejse i rejsen. Her vil jeg bare dele nogle af højdepunkterne på rejsen.

Boonkanjam Meditationscenter syd for Pattaya, min hytte med mit lille “ude-køkken” og spiseplads:

IMG_4516

IMG_4517

Madlevering og omgivet af så megen venlighed fra naboer (thailændere, som kom for at meditere i få eller mange dage) og personale:

IMG_4518

Blue Lagoon Bungalows på Koh Chang, så fredfyldt og smukt, restauranten, der ligesom mange af hytterne er bygget på pæle, man er virkelig midt i “vandlandskabet” på dette resort:

003

010

Jeg fortalte på et tidspunkt, at det mest var familier på ferie her. Men selv om det ikke var oplagt med kontakter, følte jeg mig hverken ensom eller alene, men igen omgivet af så megen venlighed. Her kunne jeg godt vende tilbage og tilbringe mere tid.

Trekkingturen – hvor er jeg bare glad for at ha’ været på den. En stor oplevelse at være der midt i regnskoven og mærke kroppens styrke, trods besvær. Og igen omgivet af venlighed, guiderne, de unge tur-deltagere:

026

Og så – at komme til byen Chanthaburi, væk fra turiststrømmen, gå på aftenmarkedet lige overfor hotellet og rundt i byen:

Min yndlingscafé:

005

006

Elsker asiatiske byer med disse store “ubrugte” arealer mellem husene:017

Aftenmarkedet – mad og fine kjoler:021

024

Retreatcentret, min udsigt fra altanen og rundt på området:

005

024

035

Så må der tales og kommunikeres – efter 10 døgn:036 - Kopi (2)

Og Sri Racha – hvor jeg følte mig fuldkommen lykkelig med udsigten fra min altan, ophold i parken, samvær med andre:

005

034

035

037

Jungle-trekking og lidt mere “hjemme”

Faktisk var det noget af en nedtur at komme hertil. Ærligt talt. Der dømte jeg altså forkert ud fra beskrivelsen på nettet. At havne i Lonely Beach, hvor der er fest overalt til kl. 5 om morgenen. Heldigvis har jeg ørepropper med. Det resort, jeg bor på, ligner måske nok beskrivelsen, sådan billedmæssigt set. Men – hvordan forklare – en lidt “kold” stemning. Måske fordi folk mest er her for at feste. Tyskeren, som jeg mødte i forgårs, ville hurtigt væk herfra – og tog til Blue Lagoon, som jeg anbefalede.

I går morges, inden trekkingturen, blev jeg lidt mildere stemt. Jeg skulle af sted tidligt og tog derfor ned til byområdet og spiste morgenmad på en lille café med søde thailændere, hvor jeg allerede havde været dagen før. Mens jeg spiste havregrød og drak kaffe, så jeg byen vågne med de fastboende thailændere, minibusser, der hentede børnene til skole, et almindeligt liv. Det føltes så befriende at sidde der og kigge på, indtil min guide kom og hentede mig.

Han spurgte – lidt leende: “Hvorfor bor du på Lonely Beach? Det er da kun for unge, der vil feste.” Så var dét ligesom på plads.

Rundt og hente de andre deltagere op langs strandene. Seks, udover mig. Vi skulle ha’ været otte, men én havde festet igennem og sov stadig.

Der stod vi så på vores startpunkt inden dagens tur: Tre tyskere, en franskmand, en moldavier, en svensker og mig. Ingen af de andre var en dag over 30! Jeg startede med at sige, at jeg håbede, jeg kunne følge med. “For jeg kan jo godt se, at I alle ku’ ha’ været mine børn.”

007

“Men jeg hørte, du var ældre, så jeg har taget en hjælpeguide med. Det har jeg altid, hvis det er en blandet gruppe, eller hvis der kun er ældre.”

Vi begynder at gå, og så længe det går ligeud, følger jeg fint med og hører alt, hvad guiden fortæller om planter og dyr, men er ude af stand til at genfortælle det. Det røg ud, da det blev besværligt.

009

Og så begynder det at gå opad. Jamen virkelig meget opad! Jeg er lettet, hver gang der er 20, 30 m nogenlunde ligeud. Ellers er det kæmpeskridt opad, fra klippestykke til klippestykke, eller fra trærod til trærod, eller bare på den stejle sti. Vandrestokkene, som vi har fået udleveret, er oftest til en kæmpehjælp, bortset fra, når jeg får min viklet ind i trærødder eller blade og skal bruge kræfter på at få den ud igen. Min skuldertaske vejer tungt med madpakken og to liter vand, som jeg har fået udleveret.

Jeg kommer hurtigt til at danne bagtrop med hjælpeguiden. Da jeg først sakkede bagud, fik jeg som et déjà vu til bestigningen af et plateau i Tassili i det sydøstlige Algeriet. Engang i starten af 80’erne – sammen med en veninde. Vi havde sammen med to franskmænd og to spaniere hyret en touareg-guide. Men franskmændene var fra Alperne, spanierne fra Pyrenæerne – og de løb næsten op ad bjerget. Touaregeren nærmest fløj op. Mens Hanne og jeg dannede bagtrop. I vores kinasko! Det gik nogenlunde på vej op, men nedad, da var det, som om hverken guiden eller de andre ænsede os, mens de skyndte sig ned, og vi møjsommeligt kravlede bagefter, skiftevis skældende og grædende.

Men den her guide lader mig ikke i stikken. Han bliver sammen med mig. Når jeg standser, forcerer han mig til at drikke, bare lidt, også når jeg ikke har lyst. Og jeg tænker, at så bliver den flaske da lidt lettere! Når jeg kan mærke, at nu bliver jeg nødt til at tage ti helt dybe og rolige vejrtrækninger, peger han på hjertet og spørger, om det er okay. Jeg hører ikke længere førsteguidens fortællinger. Han og de andre er langt forude. Og jeg er også ligeglad. Kan kun koncentrere mig om at flytte fødderne og holde godt ved med hænderne, der hvor jeg kan. Vi indhenter dem nogle gange, når de er næsten færdige med at holde hvil.

Jeg kan slet ikke fatte, at en lille bakke på 500 m kan have så voldsom en stigning. Hvis jeg kigger op, mister jeg fuldkommen modet, for jeg tænker, at der kan jeg altså ikke fortsætte. Så jeg lader være med at kigge op. Det er ikke bare en stigning. Der ligger umanerligt mange faldne træer, tykke og tynde, over stien. Dem skal vi også kravle over. Her er et eksempel:

019

Hjælpeguiden ser helt uanfægtet glad ud. Han slider ellers efterhånden med at få mig over træerne. I starten havde jeg kræfter til at sætte af, enten med vandrestaven eller ved at hive mig op ved at gribe om en lian eller en gren, og stige – lidt elegant –  op på et væltet træ. Men med tiden er det som om, at alle mine kræfter ryger ned i fødder og ben, arme og hænder bliver helt slappe, og tit må han hive til for at få mig over. Når træerne er stå store som ovenstående, må jeg sætte mig og glide over på den måde – eller lægge mig på maven…

Endelig, endelig ankommer vi til et udsigtspunkt, hvor vi indhenter de andre, som er ved at spise første del af frokosten.013

Opløftet af udsigten, af at jeg har indhentet de andre, og at guiden fortæller, at nu er der kun 10-20 min. gang til toppen, og derefter næsten lige ud i en lille times tid inden nedstigningen, bliver jeg helt munter og siger: “I brochuren stod der, at det blev en dag fuld af oplevelser og sjov. Hvornår starter det sjove?” Tyskerne og moldaveren griner højt, guiden svarer, lidt spidst: “Jeg kan jo ikke tilrettelægge individuelt.” En læring i, at humor og ironi ikke er ens overalt.

Jeg får dog lidt goodwill, både af ham og de andre deltagere, da jeg siger, jeg er 67. Ingen kender nogen over 60, der ville gøre det her. Det husker jeg på vej ned.

For nedstigningen er ikke så udfordrende som opstigningen, ikke noget med at standse somme tider efter 20 skridt for igen at trække vejret, men den er svær, fordi det nu handler om at være opmærksom på hvert skridt, når det går stejlt nedad. Et øjebliks uopmærksomhed, og foden kan sidde fast i trærødder eller glidt i blade og løs jord. Jeg ved ikke, om det her giver et indtryk af stejlheden:

027

Jeg sveder – som aldrig før. Og tænker, at det gode er udrensningen, som det da må give. Endelig, endelig når vi ned til en lille sø efter et vandfald. Vi er næsten nede:

035

Vi bader, og nu kan det kun blive godt. Vi skal gå på klipperne langs det næsten udtørrede vandløb. Det ligner jo klipperne i Bretagne, tænker jeg. Det skal aldrig blive så svært. Men altså. Op og ned ad klipper efter alt det andet. Hjælpeguiden har hele tiden undervejs terpet cambodianske gloser, khmer, med mig. Så jeg nu kan sige tak og glide – de eneste, jeg husker. Tak, siger jeg, når jeg får lov at sidde lidt:

038

Efter endelig en god halv times vandring i lavlandet kan bjerget – den lille top – ses på afstand:

041

Jeg gjorde det! YES.

Om aftenen kan jeg næsten ikke gå op ad bakken for at spise i restauranten. Men dagen efter hjælper en gang massage på den værste ømhed. Jeg går uden besvær igen.

 

Min nye bolig, Koh Chang

Så er jeg flyttet hertil, Oasis, Lonely Beach.

001

002

003

90 kr. pr. nat og mere min prisklasse, hvis jeg skal rejse flere uger. Hyggeligt med det nødvendigste: Hytterne ligger spredt midt i junglebevoksning, terrasse med hængekøje, værelse med stor seng og få hylder, det nødvendige myggenet, og i forlængelse af værelset er der et badeværelse under åben himmel. Men absolut et par niveauer under Blue Lagoon.

Og Lonely Beach er ikke “lonely”. Byområdet ligger et par hundrede meter nede ad vejen – og det ligner alle andre backpacker- og turistområder med et hav af butikker, som sælger samme slags tøj, dusinvis af caféer og restauranter. Kao Sahn i Bangkok, Thamel i Kathmandu, hovedstrøget i Pokhara….alle ligner de hinanden.

Men selve Oasis er fint, ligger lidt oppe ad skrænten, og fra restauranten er der udsigt til havet. Virkelig lækker mad.

002

Strand er godt – at kigge på, lytte til bølgernes brusen, gå i sandet, tage et dyp i havet. Men jeg har aldrig været tilhænger af at bruge flere timer til solbadning. Det bliver for varmt og for kedeligt. Og da jeg ikke er nogen vandhund, så er det hurtigt overstået. I Bretagne, som jo var mit hjem i en årrække, elsker jeg at gå ture langs strandene, på klipperne, falde i søvn til lyden af bølgerne, alt sammen så beroligende hjemligt.

Men her nyder jeg stranden bedst over en cappucino og en pandekage:

004

Det har været lidt underligt, at siden jeg er ankommet til Koh Chang har jeg været omgivet af familier og par, og da det er meget turisted her, er de lokale ikke ligefrem vilde med at komme i snak med udlændinge. Så ikke så mange sociale kontakter, først her til morgen, hvor jeg spiste med en tysker, som også bor her – og har været alene på meditationsretreat på et kloster i Nordthailand.

Jeg vender tilbage til det med at være omgivet af familier og par i et andet indlæg.

I morgen tager jeg på jungle trekking hele dagen. Det indebærer bl.a. at bestige et lille bjerg på 500 m. “Very challenging,” som ejerne her siger. “Of course, I don’t know how fit you are.” 500 m sku’ være meget i varmen. Nu må vi se. Guiden efterlader mig vel ikke alene tilbage, hvis jeg har svært ved at følge med.