Fra min altan

Livet her – og tanker om min tilgang til buddhismen

Jeg sidder på min altan. Tilstrækkeligt højt oppe, til at jeg ikke er generet af støv og bilos her.

Tidlig morgen og om aftenen er her stille. Skal anstrenge mig for at høre trafikken. Men – når jeg tænker efter – så er den nepalesiske nat aldrig helt stille. Overalt, i byen som på landet, er der ofte et kor af gøende hunde. Når én sætter i, spreder det sig til hundene i området. Men det generer mig aldrig. Om natten er der også aber, som løber rundt på klosterområdet, og de kan hoppe, springe og larme på de bliktage, der er. Men heller ikke disse lyde forstyrrer. De er en del af natten her.

Nu – midt på formiddagen – er der lyde fra håndværkerne, som saver og hamrer, travlt beskæftigede med at gøre gæstehusets nye café klar til det store rykind om en uges tid, når klostret tilbyder det årlige forårskursus.

Caféen bliver virkelig en perle med panoramaudsigt over det sydlige Kathmandu – og en gevinst for klostret, hvis man vil tiltrække flere til at benytte caféen. Jeg har lagt mærke til, at flere kommer udefra (burde vel sige nedefra) for at drikke kaffe, spise her. F.eks. møder jeg hver morgen to ældre spanske par, som forcerer alle trapperne for at nyde morgenmaden her.

Og, som sagt, trapper er der ca. 100 af. Her er nogle af de øverste – og nederste:

IMG_20180308_082310_resized_20180308_121202569

IMG_20180308_082210_resized_20180308_045723481

Kurset, som starter om en uge, skal jeg ikke deltage i. Jeg var for sent ude med at booke værelse, så jeg har det kun til den 15. Jeg kunne sådan set bare flytte ud og komme dagligt fra 8-16, som jeg gjorde for 5 år siden, da jeg også var for sent ude med at booke. Da boede jeg dels på hotel, dels airbnb, indtil jeg fik en lejlighed på klosterområdet.

Men det er noget andet, der afholder mig fra at deltage. Den undervisning, som skal foregå, er langt over mit niveau i buddhismen, og jeg er slet ikke parat til at engagere mig i det videre, personlige arbejde, som faktisk er en forudsætning for at deltage.

Min tilgang til buddhismen har altid været mere pragmatisk. Selv om jeg har deltaget i mange kurser, er det den helt basale viden, som jeg har taget til mig, og det er meditation, den helt elementære, der har været og er min daglige praksis.

Selv om jeg havde været interesseret i og bevæget mig omkring buddhismen i måske 30 år, var det først for otte år siden, jeg begyndte at søge længere ind. Jeg havde, som så mange andre, deltaget i mindfulness- og meditationskurser, og tænkte vel, at det ville være godt at opsøge den rene vare. Så under mit første ophold i Nepal havde jeg tilmeldt mig et 10 døgns kursus på Kopan Klostret (se dette indlæg om indhold i rejser alene – eller indlæg om “Nepal 2010”).

Siden har jeg været på andre uge-eller 10 døgns kurser i Nepal, en 10-døgns Vipassana-retreat i Thailand (ren åndedrætsmeditation og stilhed alle 10 dage), et ophold nogle dage på et lille retreatcenter syd for Pattaya. I Thailand var det dejligt at se, hvordan Thailænderne brugte disse retreatcentre “til at finde ro igen, når der var brug for det”. Og på alle disse kurser har det været meditationsdelen, som jeg har fået mest ud af. Den buddhistiske filosofi, på et overordnet plan, har også hjulpet mig.

Men selv om jeg også har været på kurser, hvor man begynder at bevæge sig ned i de mere esoteriske tekster, så er der en del af mig, der ikke helt har villet. Eller også er jeg bare intellektuelt doven på det område. Det ER svære tekster – og jeg synes ikke, at jeg har energi til at lære, læse i dybden. Glemmer meget igen. Det er ikke det samme som ikke at få noget ud af kurser/ belæringer, for pludselig er der sætninger, som går lige ind, falder på plads i min egen spirituelle opfattelse af livet. Energien og kraften, som jeg kan mærke.

I lang tid vægrede jeg mig også ved at tage tilflugt – et buddhistisk ritual, hvor man med en lærers hjælp “hengiver” sig til det, som han eller hun står for, den viden, som er transmitteret i den pågældende retning. Jeg var jo – erkendte jeg – ikke “rigtig buddhist”, men også så meget andet. Men ved lærerens hjælp erkendte jeg også, at jeg derigennem åbnede mig for egne muligheder, at blive et ordentligt menneske, der, hvor jeg var, om det var som kristen eller buddhist eller andet.

Hvis jeg sammenligner mig selv med mange af de vesterlændinge, som jeg møder herovre, kan jeg føle mig som en ren analfabet, når jeg hører dem citere navne på den ene store mester efter den anden og det specifikke ved den enkelte. Der er dem, der ved lige nøjagtigt, hvornår og med hvem den tibetanske buddhisme delte sig i flere retninger, hele rækkefølgen af mestre i en bestemt linje. Jamen, altså, det ved jeg ikke. Har aldrig brugt den fornødne tid og energi til at sætte mig ind i det. Er jeg for doven? For dum? Og har jeg så lov til at være her?

Men HER får jeg stoppet mig selv. Husker og værdsætter, at det er godt nok at bruge min lille viden til det for mig væsentlige: Fokus, opmærksomhed, væren i nuet. Stoppe det urolige sind, når det er nødvendigt. Være ordentlig i mit liv. Og – så vigtigt – at have lært at flytte fokus fra det, jeg ikke har til taknemmelighed over det, jeg har. (For at anskueliggøre dette sidste var det efter min datters død et vigtigt skift, da jeg fandt ud af, at jeg kunne flytte fokus, når sorgen blev uudholdelig med en tendens til at ynke mig selv, over til taknemmelighed over at have haft min datter i livet i næsten 24 år).

Som foreløbig konklusion flytter jeg, når jeg ikke længere har mit værelse her. Til Pharping syd for Kathmandu. Og så har jeg fundet et hotel ikke langt herfra de sidste tre nætter – og vil deltage i undervisningen, nede bagi, og suge det til mig, som jeg nu kan.

 

 

 

 

 

 

Nepal 2010, fortsat…

(Indlæg starter HER )

“Kathmandu er en sansemæssig oplevelse, som jeg ikke har oplevet andre steder. Jeg er fuldkommen fascineret af dens larm, trafik, affald, lugt, farver, mennesker. Jeg er næsten lige kommet, og jeg synes jeg har været her længe. Ind imellem som et dyk ned i fjerne tider. Et glimt af middelalderen. Kunne jeg forestille mig. Byen har overvældet mig. Jeg har ikke lyst til at rejse videre. Komme på trekking? Er trekking lige mig? Gåture, jo. Men trekking? Det var noget, jeg troede, jeg skulle. For det er da det, man tager til Nepal for.”

“Mødtes med Karen fra mit gamle kollektiv. 80’ernes Christiania. Nu sidder vi her – på et hotel i Kathmandu – og spiser frokost og snakker, som om vi så hinanden i går. Men det var sidste år. Eller året før. Bagefter viser hun mig rundt i “sit” Kathmandu, hvor hun er kommet næsten hvert år siden -81. Vi ender på det kloster, hvor hun bor, hvor hun altid bor, når hun er her. På klostrets “Guest House”. Da vi bevæger os ind på gårdspladsen omgivet af klosterbygningerne, mærker jeg en ro og som en hvisken af “velkommen hjem”. Gæstehuset ligger øverst oppe med udsigt over Kathmandu. Altaner. Lille have. Her vil jeg bo. Jeg kan næsten ikke tro, at det er muligt at finde så dejligt et sted.”

“Gåtur hjem i skumringen. Glad og mæt på oplevelser.”

“Glider ind i rytmen her. Nu, hvor trekking er droppet, skal jeg ikke skynde mig videre. Jeg har slået mig ned i mit midlertidige liv på klostret. Næste weekend har jeg bestilt to overnatninger på et hotel oppe i bjergene ved Nagarkot. Der er 2½ uge til det 10 døgns kursus, jeg har meldt mig til på Kopan Klostret. Men lige nu bor jeg på Benchen Klostrets gæstehus. ”

“Som i Tyrkiet er mændene kun ude efter mine penge. De vil være guider eller sælge noget. Tiden med invitationer til andet og mere ligger i fortiden. Det gør det hele lidt nemmere. Eller lidt vemodigt? Måske hjalp det lidt, at der så var en ung kvinde, hvor jeg købte en trøje, som sagde: “Du er smuk.” Selv om hun tilføjede “Old, but very beautiful.” Eller hvad med den her? Var inde for at købe en tangka (buddhistisk maleri) til Sara, og sælgeren spurgte: “Hvor gammel er du?” Og jeg, der kækt svarede med et spørgsmå, som jeg nok ikke skulle ha’ gjort: “Ja, hvor gammel tror du?.” – “Fifty? (det begynder jo godt) – men han fortsætter straks: “Sixty? Seventy? More? I really don’t know.” Det kan lære mig, kan det”

“Drøner gennem byen i sand dødsforagt i helt igennem rustne minibusser. Minibusser er virkelig minibusser. Troede ikke, at hverken trafik eller køretøjer ku’ bli’ værre end i Kina. Men det er de her. Og jeg sidder der, som en stor, svedende europæer, enten klemt ind på forsædet mellem så nepalesere, eller bagi, hvor jeg med store europæiske fødder får trådt alle over tærene, inden jeg får mig klemt ned med den ene balle på30 cm plads. Man sku’ tro, der ikke var plads til flere, men vi kommer op på 15 passagerer i den lille bitte minibus, da de to – tre sidste nærmest ligger bukket hen over alle vi andre. Jeg får åndenød og galopperende hjerte, når at tænke: “Sådan starter et angstanfald vist.” Men når at tænke videre: “Det behøver jeg jo ikke at få.” Og så var det væk igen.”

“Namaste. Jeg hilser guden (det guddommelige) i dig. Smuk måde at hilse på. Og når nepaleserne spørger, hvad man synes om Nepal, spørger de: “How are you feeling about Nepal?”

“Bare være. Lytter til de små munkes undervisning i haven bagved. Lige før var det engelsk. Nu lyder det som matematik. Går somme tider til Mahakala Puja tidlig morgen. Bliver alligevel vækket af instrumenter og de reciterende stemmer. Eller går koraen, pilgrimsruten rundt om Swayambhu-højen sammen med alle de andre, der starter deres dag på denne måde, inden arbejde og andre gøremål. Glider ind i flowet af mennesker, gør som de andre, sætter små og store bedemøller i sving. Undervejs er der boder med salg af smørlamper, farvestrålende blomster til ofringer, unge drenge, der sælger fugle (ved at betale, lukker man dem ud, befrir dem for deres fangenskab). Overalt aber (også hjemme i gæstehuset: “Don’t leave your room windows open” – aberne kan gøre stor skade). Forbi ligbrændingspladsen, hvor ligene venter på at blive brændt, eller gløderne fra aftenens og nattens bål. Jeg har fundet freden i udkanten af en millionby, i stedet for der, hvor jeg troede, jeg skulle hen.”

“Naturen har kaldt. Lidt. To døgn. Fredfyldt sted i de lave bjerge (op til 2000 m, og som bliver kaldt bakker) uden for Nagarkot. Om morgenen, lige når solen står op, skulle man kunne se de højeste bjerge. To morgener i træk stirrede jeg mod Everest. Troede jeg så en tydelig trekant. Selv om der var for diset til at se noget som helst. Gik 10 km ad stier og småveje mod udkanten af Kathmandu. Sammen med en amerikansk kvinde, som bor i Laos, enke efter laotisk mand. Så fik jeg også lavet – en slags – trekking. Ned ad bjerget.”

De sidste 11 døgn i Nepal, tog jeg til Kopan Klostret lige nord for Kathmandu for at deltage i et 10 døgns kursus som introduktion til buddhismen. Fantastisk godt tilrettelagt. Vekslende mellem meditationer, indføring i den buddhistiske filosofi, velstyrede diskussioner. Fra om aftenen efter den sidste undervisningstime indtil næste dag kl. 14, når diskussionstimen startede, var der stilhed. De sidste to døgn i fuldkommen stilhed. Den stilhed. Jeg nød den. Kunne næsten ikke have, når den blev brudt og alle mødtes til te/ kaffe efter diskussionstimen. Stemmerne, der steg og steg i styrke.

Disse kurser på Kopan er virkelig anbefalelsesværdige. På de 10 døgn kurset varede, lærte jeg mere om meditation, livets forgængelighed, altings evige skiften, accepten af døden end jeg nogen sinde før havde gjort. Jeg vil faktisk sige, at de 10 døgn var mere befordrende for mig end års terapi (siger jeg – psykoterapeut). Og en forberedelse til at klare den rejse gennem sorg og savn, som startede tre måneder senere. (Jeg har skrevet en bog om det at miste min datter – og en blog eftersara.dk )

Du kan se fotos fra Kopan Klostret samt noget om, hvordan man tilmelder sig HER

På rejsen hjem til Danmark lagde askeskyen sig over Europa, mens jeg sad i transit i Istanbul Lufthavn. Det betød 6 dages ophold i Istanbul. Ikke det værste sted at sidde fast.

Og snart er jeg igen i Nepal

 

Nepal igen?

Jeg har siden september overvejet at rejse til Nepal igen. Egentlig tog jeg – sådan en slags halv beslutning – om ikke at rejse så langt væk længere. I erkendelsen efter rejsen til Bosnien: At der indenfor få timers flyrejse findes steder, som er nemmere at besøge. Og i erkendelsen af, at jo ældre jeg bliver, jo mere træt er jeg efter lange flyrejser. Synes f.eks., at jeg, når jeg kommer hjem efter sådan en lang flytur, bruger for lang tid til at hvile ud , selv om opholdet har været afslappende.

Men lysten til Nepal dukkede op under et besøg på Christiania for et par måneder siden hos én af mine gamle medkollektivister. Det var hende, der for syv år siden fik mig til at opdage det kloster, som jeg næsten betragter som mit hjem i Nepal. Hun har selv været i Nepal næsten hvert år siden starten af 80’erne.

Siden har lysten til endnu en rejse til Nepal bundfældet sig, lidt efter lidt. Som om jeg MÅ tage derover endnu en gang. Næsten at jeg BØR tage derover.

Den første rejse til Nepal for syv år siden gav mig rigtig meget. Jeg vil næsten påstå, at det, jeg lærte der – om meditation, om væren i nu’et, om accepten af altings evige forandring – gav mig mere end alt det, jeg tidligere havde lært om disse emner. Et møde med en gammel tibetansk munk/lærer var en hjerteåbner på en anderledes måde, end jeg tidligere havde oplevet. Og alt det var en kæmpestor hjælp for mig, da jeg få måneder senere stod midt i mit livs sorg, midt i det største følelsesmæssige kaos, jeg nogensinde havde og har oplevet – da min datter døde pludseligt, efter en trafikulykke.

Jo mere rejsen måske bliver til virkelighed, jo mere oplever jeg den også som en slags pilgrimsrejse. En sidste gang til Nepal. Så ER det ikke nødvendigt med lange rejser længere.

Så hvorfor tøver jeg? Fordi et år er så kort. Og rejsebudgettet ikke er uudtømmeligt. Jeg vil til Bretagne igen, igen, ned til mit franske liv i en måned. Jeg har også overvejet Caminoen – og det skal vel være snart, hvis jeg vil gå den.

Hvis det bliver Nepal, bliver det hele marts måned.

70 år

Det var min fødselsdag i går. Her – i det franske. 70 år. Det er mange år. Jeg har levet så længe, at det vel er en kendsgerning, at jeg står foran mit livs vinter.

70 levede år.

Som alle andre dage startede jeg dagen i dag med en meditation.

Denne gang en morgenmeditation på alder og taknemmelighed. Taknemmelig over alle årene, alle årtierne. Går tilbage i livet. Dvæler ved hvert årti.

Fra 2017 til 2007, 2007 – 1997, 1997 – 1987 osv.

Jeg genser alt det, og alle dem, som jeg har været taknemmelig over i hvert årti.

Det er overvældende, som taknemmeligheden fylder. Jeg har så meget at være taknemmelig over.

Til sidst lader jeg alle de mennesker, som har betydet og betyder noget for mig stå omkring mig. Det er én stor masse, som står beskyttende omkring mig. Jeg ser ikke den enkelte, men mærker hvordan deres tilstedeværelse fylder mit hjerte med glæde.

Kun én træder tydeligt frem. Sara. Jeg græder, ikke af sorg, men af glæde over, at hun har været her en tredjedel af mit liv, og jeg græder i taknemmelighed over alle de mennesker, der har fyldt mit liv.

Og især Sara, som jeg omfavner.

Jeg mærker både tyngden og letheden af mit liv.

Men jeg har bevaret fokus på det, jeg er taknemmelig over. Sikken et liv. Sikke nogle år. Sikke nogle årtier. Jeg føler mig glad og tilfreds over livet, oplevelserne.

Livet sluttede ikke, det sidste årti – til trods for længsel og sorg, så blev det et årti, hvor jeg rejste mere end nogen sinde, tog langt væk alene, oplevede nye lande, deltog i kurser i østen, genoptog mit franske liv i perioder på en måned ad gangen.

Jeg kan fortsætte min fødselsdag. Pandekagerestaurant med veninderne fra Erquy til frokost. Champagne og pandekager, både galettes og crêpes.

Og sen eftermiddagstur med venner til den mondæne badeby, Dinard, hvor rige franskmænd og englændere i starten af 1900-tallet fik bygget deres sommerresidenser som små slotte. Coctails i baren på Thalassoterapi-hotellet.

018

039

041

Jeg er parat til det næste årti. Og jeg vil møde livets vinter i sommertøj.

045

 

Ingen Østen-rejse denne vinter

Ingen Østen-rejse. Hverken Nepal med Himalaya som baggrund. Eller Thailands varme.

Hvorfor nu ikke det?

Jeg har vist opbrugt mine rejsepenge for denne vinter.: Frankrig i oktober, Assisi i nytåret. Jeg vidste jo godt, da jeg tog til Assisi, at det så nok måtte være min ”lysrejse” denne vinter.

Men savner jeg ikke lyset, varmen, spændingen? Eller jeg savner at rejse væk for at komme dybere i mig selv.

Jeg fandt et citat om at rejse af Albert Camus:

” There is no pleasure in traveling, and I look upon it as an occasion for spiritual testing… Travel, which is like a greater and graver science, brings us back to ourselves.”

Ja, det er sådan, det også er. Det at rejse. Især alene.
Bare ikke denne vinter.

Men spørgsmålet fylder stadig: Skal jeg være fornuftig – eller bare rejse?

Jeg har en slags rejsekonto. Den sum, som jeg fik udbetalt fra min efterlønsopsparing, da jeg gik på pension. Brugt fornuftigt er der til rigtig mange rejser. Det blev jeg i den grad bevidst om for nylig, da jeg så en meget smuk hjemmeside om rejser til Nepal. En to-ugers rejse indeholdt meditationskursus på et kloster og masser af kontakt med det nepalesiske liv. Indkvarteret i smukke omgivelser med meget vestligt interiør. Over 24.000 kr. for to uger! Eksklusiv flybillet. Jeg anfægter hverken indhold eller pris, og der er nok mange, der vil betale det, det koster. Der er helt sikkert tænkt på – og taget hånd om – alt. Men hold da op, tænkte jeg. For de penge ville jeg kunne være der i 4-5 måneder. Med samme indhold. Dog ikke i samme lækre rum og møbler.

Så ufornuften kommer ind og siger: ”Så smut da.” Det er jo ikke dyrere at være en måned derovre end herhjemme. Kun flybillet er en reel udgift.

Fornuften: ”Jamen, jamen….Du skal jo nok til Bosnien til sommer. Og til Nice på venindetur i september. Du savner allerede Bretagne og vil gerne snart kunne tilbringe en måned der. Og var der ikke noget om evt. Canada næste år? Og du skal da også finde ud af, om du vil gøre noget ud af at vandre Caminoen engang, inden du bliver for gammel.”

Ufornuften: ”Jamen – solen – den har jeg brug for. Jeg kan jo også bare snuppe en billig charterrejse sydpå, og – hvis området er forfærdeligt – så rejser jeg ind i landet. Sådan som vi gjorde på familieferie til Tyrkiet for mange år siden.”

Fornuften: ”Husk flytning. Det skal der også være råd til, for på et tidspunkt skal du flytte. Og det koster. Meget. Mindst lige så meget som 5, 6, 7 måneder i Østen!”

Jeg lader fornuften bestemme. Eller – er der noget andet? Dybest set – hvis jeg er helt ærlig – så har jeg vist slet ikke lyst til at rejse lige nu. Jeg har ikke energi til at organisere, planlægge, tage på en lang flyrejse. Orker ikke lige nu. Vinteren har taget over og gjort mig stille, inaktiv.

Den indre rejse fylder – og jeg vil ikke ud for at komme ind i den. Jeg vil ikke væk fra vinteren i år. Jeg vil blive her. Standse op, give mig selv ro, lade fylde, det, der fylder. Vinterens stilstand og tilstand, som siver ind i mig, disse dage, hvor alt er gråt. Den gamle sorg siver med ind. Give slip og give efter, bare mærke, hvad der sker. Tro på, at livet ikke bare forsvinder, selv om jeg ikke sætter en rejse i scene. Når det, det drejer sig mindst om lige nu, er iscenesættelse.

Lyder jeg negativ overfor rejser? Forsvandt begejstringen? Det her er jo en rejseblog. Om alle de fantastiske oplevelser, du kan få ved at rejse alene. Og så sidder jeg her og siger, at jeg ikke har lyst til at rejse.

Men livet i sig selv er en rejse. Og den rejse har lært mig, at jeg nogle gange skal stoppe op. Lade den grundstemning, der er, fylde – og på et tidspunkt opløser den sig. Det er ikke altid, jeg finder årsagen, og det gør ikke noget. Det vigtige er at give slip og være i det, der er.

Nytår i Assisi

Jeg blev ramt af en slags juledepression før tid. Engang i begyndelsen af november.

Siden min datters død har jeg taget det for givet, at ihvertfald jule- og nytårsaften skulle tilbringes med hendes far. To gange har vi foretrukket at være alene juleaften, de andre gange med min nieces familie og min bror. Nytårsaften har vi været alene – med så lidt nytår som muligt. Men nu har Saras far en ny kæreste og bevæger sig ind i en anden families jul. Og jeg kan vel ikke altid regne med jul hos min niece?

Efter refleksioner over temaer som: “Jamen, du er jo alene. Dit vilkår i livet er bl.a. en meget lille familie, uden egne børn og børnebørn. Det er virkeligheden, som du skal leve med,” kom jeg frem til: Hvis jeg skal tilbringe juleaften alene, så er det okay. Det har jeg prøvet en gang før, selvvalgt. Sara var 22 og skulle være hos sin far, og jeg valgte at være alene – til trods for invitationer til at komme og være med i andres jul. Altså, jeg synes, at julen med alle dens forventninger, de forskellige indhold, som forskellige familier lægger i julen, er et noget sårbart område at bevæge sig ind i. Jeg har altid holdt mest af min egen, vores egen måde at holde jul på. Så jeg sad gerne alene. Spiste godt, denne gang ikke speciel julemad, men tre retters velsmagende mad. Tændte julelys på træet og sang alene. Mediterede på julefred. Fra min nabo, en veninde, lød der snak og sang og børneleg, som blandede sig svagt med min stilhed. Jeg nød at sidde der, vidste, at jeg ikke var ensom, men alene, at jeg kunne gå ind og drikke kaffe, være sammen med de andre. Men det var godt at holde jul sådan. Så, nej, jul alene skræmte mig ikke. Der var blot den bagvedliggende sorgfølelse over: Sådan er mit liv.

Nytåret har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til. Jeg har aldrig associeret det med fest og farver, men mere som en tid til refleksion over året, der gik, det nye i vente. Har altid allerhelst villet sidde sammen med få nære, uden at det nødvendigvis altid blev sådan. Der har været masser af fester ind imellem, og nytårsaftener med voksne og børn.

Men der, hvor jeg er nu i mit liv, vil jeg gerne bryde med de gamle måder at holde jul og nytår, rejse væk, gøre noget andet. Juleaften faldt alligevel på plads i familien – men nytår ville jeg ud, væk. Begyndte at drømme om Assisi. Assisi, som jeg vist har omtalt tidligere. Det var der min første rejse alene gik hen for 10 år siden. Nytår der, ville være dejligt. Jeg omtalte det for et par veninder, og et par dage senere ringede én af dem og sagde, at der ville hun også gerne ned, parat til at bryde nytårstraditioner.

Så pludselig sad vi sammen for at bestille billet og hotel. Min indre indvending (jamen så får jeg jo ikke råd til også at tage ud til Østen, til solen i februar/ marts) blev overdøvet af: “Dette er så min lysrejse i år. En anden slags lys. Men lys erder, i Assisi!”

I løbet af få timer havde vi flybilletter og to hotelværelser. Og jeg glæder mig.

 

Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…

Erquy, Bretagne

Jeg er i Erquy. Igen. Hvor mange gange har jeg egentlig været her, efter at jeg flyttede hjem til Danmark i 1980? Ca. 15 gange?

Jeg flyttede hjem til Danmark, ja. Men når jeg er her, er det som at komme hjem igen. Alt det levede liv gennem 10½ år fra først i 20’erne til først i 30’erne. De år, man bliver voksen i, de år tilbragte jeg her. De år, hvor man grundlægger nye venskaber for livet, det var her, de begyndte for mig. Jeg fik min socialpædagoguddannelse her, jeg arbejdede her. Jeg var også gift, her, med en franskmand, som jeg havde mødt på en blaffertur i Sverige.

Da jeg kom hertil for tre år siden, to år efter min datters død og for første gang i fem år, da oplevede jeg meget stærkt en følelse af at komme hjem, føle mig velkommen, ikke bare af gamle venner, men som om hele byen og landskabet her omkring, bød mig velkommen. Jeg følte mig fuldkommen omsluttet, tryg og glad. Jeg husker, at på andendagen, da jeg var flyttet ind i den lejlighed, som jeg skulle bo i den næste måned, da gik jeg en lang tur ud til stranden, hen over klipperne, satte mig ned og så på den begyndende solnedgang. Lige der gik det op for mig, at for første gang siden Saras død, havde jeg været stabilt glad i 24 timer. Og det fortsatte, mens jeg var her. Selv om jeg begyndte at skrive på bogen Efter Sara, og der var øjeblikke med følelsesmæssigt overvældende minder, så oplevede jeg en grundfølelse af glæde modsat de sidste over to år, hvor grundfølelsen altid var sorg og savn. (Se blog www.eftersara.dk )

Jeg overvejede, om det mon var fordi jeg her på det ubevidste plan kom i kontakt med min grundfølelse fra dengang, ungdommens optimisme, som overvandt alt. Årene, hvor jeg blev skilt, min mor blev syg og døde, men intet rystede mig i min grundvold, som Saras død gjorde.

Jeg var her igen i 2013. Når jeg siden min oplevelse af stabil glæde i 2012 er rejst andre steder hen, har jeg altid den første dag tænkt: ”Hvorfor nu her, når jeg føler mig hjemme og glad i Bretagne?” Og nu er jeg her igen. Denne gang i en lille lejlighed på havnen. Det sted, jeg har lejet to gange, ligger lidt uden for byen, og jeg ved, at i oktober, når de sidste feriegæster har forladt området, så er der meget øde. Sidste gang, rejste jeg hjem først i oktober, og de sidste aftener var gadelyset slukket allerede i udkanten af byen, så jeg måtte gå hjem under natsort himmel. Det har jeg ikke lyst til at gøre i to uger.

Denne gang skal jeg ”kun” være her i to uger. Jeg siger ”kun”, fordi jeg er så vant til at være udenfor Danmark en måned ad gangen. Men her – her er to uger alligevel nok til at glide ind i en slags dagligliv, som igen bliver mit for en tid. Møde med gamle venner, gammel svigerfamilie, lange vandringer i de storslåede landskaber, på klipperne langs strandene.

Cap d'Erquy 070

Cap d'Erquy 100

Jeg fik min lejlighed i forgårs efter at have tilbragt et par dage hos en gammel veninde i Bretagnes største by, Rennes. Og allerede i går landede jeg, sådan rigtigt, med den der hjemmefølelse.

Selv om jeg kunne bo rundt omkring hos venner, vælger jeg altid nu at leje min egen lejlighed. Tidligere, selv når jeg var her med mand og børn (vores datter og min mands søn), boede vi mest hos venner og familie, en enkelt gang camping, en enkelt gang nogle dage på hotel.

Men det kan jeg ikke længere finde ud af, det der med at bo længere tid ad gangen hos nogen, eller flytte fra den ene til den anden. Her har jeg mit eget. Jeg kan selv invitere. Det er også med til at gøre det hjemligt.

To små altaner har jeg, udenfor soveværelset og udenfor stuen. Vejret er så godt, at jeg kan spise min morgenmad ude. Har en masse aftaler, men også tid til at være alene. Som jeg jo har brug for.

WP_20150930_003 WP_20150930_005

Sverige i august, Bretagne i oktober

Det er flere måneder siden jeg sidst var på rejse – bortset fra en lille uges tid i Sverige i august. En veninde-tur med masser af snak, gode traveture, færgen til en ø i Skærgården ved Kalskrona, vidunderlige frokostrestauranter, en magisk hjemtur langs noget af Sveriges sydkyst med besøg inden solnedgangen ved stensætningen Ales Stenar.

Egentlig skulle jeg have været i Bosnien i juli. En aftale om at besøge en bosnisk familie, som jeg kender, mens de var i deres hjemland på sommerferie. Men en operation i tårekanalen satte desværre en stopper for denne rejse. Den er nu udsat til næste sommer.

Måske led jeg endnu mere under det dårlige juli-vejr, fordi det hele tiden mindede mig om, at jeg kunne ha’ været i den varme bosniske sommer. Faktisk har jeg efterfølgende hørt, at det var den varmeste i årevis.

Men om en uge tager jeg til Bretagne. Ikke så længe, to og en halv uge. I 2012 og 2013 tilbragte jeg hele september måned i den by i Bretagne, hvor jeg engang boede i en 10-års periode. Havde lejet en lejlighed – primært for at skrive på en bog. Jeg påbegyndte den i september 2012 og afsluttede den i september 2013.

Bogen er først udkommet i år, for jeg blev selvfølgelig ikke helt færdig dernede. Efterredigering herhjemme, så den lange tur gennem forlag og endnu flere redigeringer ift. den feed back jeg fik. Og efter at have fundet et forlag, som ville udgive, ja, så var der igen finpudsning af manuskriptet.

Det var en bog, som var nødvendig for mig at skrive. Bogen om mit liv, efter at min datter døde i en trafikulykke for fem år siden. En anden slags rejse ude i sorgen og savnets land.

Når jeg nu tager til Bretagne igen, er det både for at møde gamle venner, gammel svigerfamilie, og for at skrive igen. Jeg er parat til at begynde på et nyt manuskript.

Denne gang lejer jeg en lille lejlighed på havnen i Erquy. De to andre gange boede jeg lidt udenfor byen, men eftersom turistsæsonen nu er definitivt overstået, ved jeg, at der vil være temmelig øde i det område. Så det føles bedre at være i byen. Og der er aldrig langt til naturskønne steder.

Jeg synes det har været svært og langsommeligt at booke flybilletter denne gang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan, men at booke fly til “langtbortistan” er på mange måder nemmere end at booke fly indenfor Europa. Når jeg tager på langtur, er der så meget, som oftest er indeholdt i flybilletten: Medfølgende bagage uden ekstra tillæg, mad på rejsen. Men skal jeg til Paris er det absolut ikke sikkert, at billige billetter er billige, når det kommer til stykket. Jeg er oppe imod afgangstider, som enten ligger alt for tidligt om morgenen, eller ankomsttider for sent til at rejse videre den dag – og så skal jeg ud og finde hotel. Eller ankomst til Orly lufthavnen, når jeg skal nå hurtigt videre fra Charles de Gaulle. Eller at jeg, når jeg er godt gennem et tilsyneladende godt tilbud, opdager, at medfølgende bagage koster over 250 kr. – hver vej.

Jeg er nu igen en gang havnet med almindelige Air France/KLM billetter til lidt over 3000 kr. Aalborg – Rennes (Frankrig) retur. Men det er absolut det bedste, jeg kan finde.

Når jeg ankommer til Rennes, bliver jeg hentet af en fransk veninde fra ungdommen, bliver der et par dage – og så videre ca. 100 km med tog. Der kommer et vennepar – også fra ungdommens tid (jamen det er de næsten alle sammen) og kører mig til Erquy, hvor de også bor.

Jeg begynder at glæde mig. Rigtig meget. Jamen at bo i Erquy, selv for en kort periode, er som at komme hjem, være i omgivelser, hvor jeg straks glider ind i et dagligliv, som jeg mærker, at jeg har savnet, når jeg pludselig er der igen. Det er meget anderledes end mine rejser til Asien. Stille, rolig glæde.