Engang på Hærvejen

Rejser er meget forskellige. Og for at prøve at rejse alene behøver man ikke nødvendigvis begive sig langt væk. Jeg husker stadig med glæde tilbage til en uge, som jeg tilbragte alene i min moster og onkels campingvogn ved Vestkysten for over 30 år siden. Det var et par år efter, at jeg var flyttet hjem til Danmark, jeg boede i kollektiv på Christiania, havde et krævende arbejde – og jeg havde bare brug for lidt tid alene. Og det fik jeg deroppe.

For 12-13 år siden, inden jeg skulle på familieferie, havde jeg besluttet mig for at gå tre dage på Hærvejen alene. Min datter, som på det tidspunkt var 16, var vældig støttende overfor mit projekt, og aftenen før jeg skulle af sted, vandrede hun 10 km med mig, mens jeg gik en prøvetur med oppakning.

Morgenen efter tog jeg offentlig transport til Viborg, vandrede ud af byen og fandt Hærvejs Vandreruten (der er to ruter, én for cyklister og én for vandrere, som absolut er den mest øde). Med mit detaljerede kort fra Dansk Vandrelaug begav jeg mig ud på den første etape. Jeg havde i forvejen bestilt bed and breakfast til de to nætter, for selv om der er primitive campingpladser på vejen, så var det måske liiiiige lidt rigeligt at sove alene i skoven. Første dags etape havde jeg planlagt til mellem 15 og 20 km for at starte blidt op.

På andendagen, som var en helt utrolig oplevelse, kom jeg gennem et Danmark, som var mere øde, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Bortset fra et tidspunkt, hvor jeg gik forkert og kom til at gå langs hovedvejen, inden jeg igen fandt ruten, mødte jeg kun enkelte andre vandrere: et par og en lille gruppe. På en hel dag! Godt nok krydsede jeg marker, kom i nærheden af gårde og landsbyer, men aldrig så tæt på, at jeg mødte folk, der boede der.

Endelig kom jeg frem til dagens mål, en landsby hvor min bed and breakfast skulle være. Jeg ringede dertil og fandt ud af, at stedet faktisk lå på den anden side af landsbyen. Jeg var ved at give mig til at græde – for under de sidste to hvil, havde jeg ikke kunnet sætte mig. Jeg var bange for ikke at kunne rejse mig igen. Så øm var min krop. Nu stod jeg  op ad en hegnspæl, overbevist om at jeg ikke kunne gå mere end nogle få meter længere. Men frem kom jeg alligevel.

Jeg havde regnet mig frem til, at denne etape ville være lidt under 30 km, men det viste sig, at jeg havde gået nær 40 km. Aldrig har jeg været så fysisk træt. Jeg spiste aftensmad og gik i seng. Udtrykket “at falde i søvn så snart hovedet lå på puden” var i den grad rigtigt.

Den sidste dag var jeg selvfølgelig stadig godt øm i kroppen, men samtidig næsten berusende glad over at kunne navigere efter mit kort og regelmæssige skilte med “Hærvejen” – og en god intuition. For selv om ruten er godt skiltet, så er der steder, hvor stien næsten forsvinder under sidste års visne blade. På et tidspunkt røg jeg vist også ud af Hærvejsruten og gik langs det gamle jernbanespor.

Efter ca. 25 km kom jeg frem til Nørre Snede. Lidt under 80 km på tre dage. Godt klaret af den 55-årige, som jeg var dengang. Nu var der kun tilbage at tage ekspresbussen til Silkeborg, en anden til Viborg/Aalborg.

Efter at have siddet så lang tid, var det næsten umuligt at rette kroppen ud igen! Aldrig har jeg da mærket den så meget. At gå ned fra bussen var en kæmpeanstrengelse – og at sætte mig ind i bilen, som hentede mig, var næsten umuligt.

Men hold op, hvor var det en fed oplevelse at have besluttet og gennemført de tre dage. Jeg havde glemt at få kamera med på turen, men skovstierne, markerne, heden er stadig indre billeder, ligesom de sansemæssige oplevelser stadig er indeni mig: stilheden, den lette vind på huden, oplevelsen af næsten at flyve på nogle tidspunkter – og den voldsomme træthed.