Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Kathmandu

Jeg har været her siden torsdag aften. Det er søndag morgen nu. Det tager lidt tid at finde ro efter den lange rejse. Derfor ville jeg aldrig kunne finde ud af at rejse så langt for kortere tid, end de godt tre uger, jeg har valgt denne gang.

Flyrejser – jeg har sagt det før – er mere udmattende, end de har været. Og jeg har været ved at bilde mig selv ind, at jeg ikke orker dem mere. Det gør jeg sådan set heller ikke – men det er et nødvendigt onde at skulle igennem inden rejsemålet. Engang havde flyrejser deres egen magi. Det har de ikke rigtigt længere. Altså undtagen den følelse af magi, jeg stadig oplever, når flyet accelererer og letter, og  at jeg stadig kan gribes af undren og taknemmelighed over at det kan lade sig gøre.

I lufthavnene mister jeg overblikket over alt det, der skal gøres: Gennem sikkerhedskontrol et par gange i forskellige lufthavne på den lange rejse. Alt det, der skal tages op, lægges i plastikbakker, pakkes ned igen.

Derfor, med ørebetændelse og lidt feberhed, valgte jeg i sidste øjeblik at sende min lille kuffert som medfølgende bagage. Jeg, der lige har brugt lang tid på at tale varmt for kun at medbringe håndbagage. Træt og lidt syg kunne jeg bare ikke forestille mig at have kuffert med ved sikkerhedskontrol.

Jeg bevæger mig apatisk med eller mod strømmen i lufthavnene, lader mig blive skubbet og klemt, mens vi står som sild i en tønde på vej til pladserne i flyene, eller inden vi får lov til at bevæge os ud igen. Jeg halvsover det meste af tiden under flyturene, har ingen energi til hverken at læse eller se film undervejs. I øvrigt havde jeg også glemt min roman i kufferten, da jeg sendte den af sted – og købte en anden, der bare ikke fænger.

Men så ankommer jeg. Efter mere end 19 timers rejse. Eller 21, hvis jeg tæller, fra jeg tog hjemmefra. Og pludselig stiger min energi. Jeg kender Kathmandus lidt provinsagtige  lufthavn godt efterhånden. Venter længe ved bagagebåndet, hvor kæmpepakker med fjernsyn, printere, komfurer, køkkenmaskiner, og jeg ved ikke hvad, triller rundt, godt emballeret. Nepalesere, som arbejder i Qatar eller andre steder har meget med hjem, og jeg undrer mig over alt det, der kan være i et fhv. lille fly (180 passagerer. Her burde jeg vel brillere med flytype, men det kan jeg ikke).

Endelig kommer min lille bitte Eastpak kabinekuffert godt skjult mellem alle de store ting på bagagebåndet. Jeg krammer den næsten og takker for, at den er med den lange vej. Jeg havde min tvivl, nu hvor indtjekning af kuffert, som alt andet, også foregår digitalt. Uden menneskehænder, der venligt sender af sted.

Taxachaufføren, som klostret har sendt, står parat blandt utallige andre chauffører, vifter med mit navn blandt alle de andre viftende A4 sider med navne som velkomstflag. Jeg træder ud i det lune mørke. Fra minus 7 grader i Nibe til 25 grader i Kathmandus aften. Det er en forskel, der kan mærkes.

Gennem Katmandus vilde trafik, hvor jeg bare skal give slip og ikke tænke over, hvordan vi kommer ud af de trafikpropper, der hele tiden opstår i gadekrydsene. Det går jo. Hele tiden og hver gang. Jeg fornemmer de huller i gaderne, murbrokker undervejs, de sår, der minder om jordskælvet. Og klostergården. Da vi kører ind, er det et stort hul. Den største tempelbygning blev så ødelagt af jordskælvet, at man har valgt at rive den helt ned. En byggetomt.  Ingen følelse af at komme hjem lige her. Den, der var så kraftig, første gang jeg gik gennem porten til Benchen Klostret. Men når jeg kigger op ad bakken, står alt, som tidligere, og jeg bevæger mig op ad de mange trapper (ca. 100 op til gæstehuset – det er sådan et sted, det er godt ikke at ha’ tung bagage).

Da jeg endelig står i gæstehusets have er det med den samme følelse af at komme hjem, som jeg oplevede den første gang. Munken, der er gæstehusets manager, står i receptionen. Han var også manager for 5 år siden, har lavet noget andet i mellemtiden, men er nu tilbage her.

Vi går sammen op til mit værelse, og jeg ved fra en opringning to dage tidligere, at min gode, gamle veninde, Karen, fra vores kollektivs tid, er min nabo. Hun, der er her i to måneder, har sørget for naboskabet. Inde på værelset ligger en velkomstpakke fra hende: Stearinlys, en rose, vand, lidt frugt, en bog, en khata (silketørklæde, som bruges til ofringer) og et stykke stof til at lægge over den ene seng, så værelset bliver mindre soveværelse. Og – ikke at forglemme – en maske til at dække mund og næse under byture.

Så sidder vi her. Det er lige ved, at vi mødes mere i Nepal end i Danmark. Men med den gamle fortrolighed fra år under samme tag i behold. Og så ukompliceret. Dejligt, at hun er her. At vi kan mødes, snakke, spise sammen ind imellem, lave lidt sammen. Uden at SKULLE alt muligt, for vi har hver vores eget, begge brug for at være her på egne vilkår.

Fotos: Værelse med udsigt, “gavebord”, haven.

IMG_20180302_100101_resized_20180304_104501119

IMG_20180302_100231_resized_20180304_104500775

IMG_20180302_110530_resized_20180304_104232413

IMG_20180302_103911_resized_20180304_104500296

IMG_20180302_133907_resized_20180304_104231940

Og nu har jeg haft to hele dage her. Tredje dagen er godt i gang. Jeg tømmer tanker fra mit urolige sind, som vist stadig er på rejse og knapt har sluppet de daglige gøremål. I hvert fald fik jeg lynhurtigt skabt nogle nye, som skulle overstås i går og i forgårs. Ud for at købe det, jeg manglede i fredags. Og i går til Thamel for at veksle penge. Af alle bydele valgte jeg Thamel, området, som vrimler med turister, for der vidste jeg, hvor vekselstederne lå. Og det gjorde jeg alligevel ikke. Jeg gik frem og tilbage og rundt og rundt, for noget lignede alligevel ikke helt sig selv. Støv har der altid været, men endnu mere nu. Gader, der ser lidt “opbrudte” ud med bunker af sand og sten og murbrokker. Minder fra jordskælvet. Selv om det faktisk allerede mange steder er godt genopbygget. Og fortove er der kommet en del af, især herude, hvor jeg bor. Fortove, der tidligere var en mangelvare, dukker nu op. Små etaper ad gangen, som pludseligt holder op igen, men rigtig gode i de stærkt befærdede gader.

Men altså – Thamel. Jeg fik vekslet og gik både frem og tilbage (lang tur), fandt heldigvis en genvej, som jeg huskede fra for fem år siden ved hotel Vajra, så jeg kunne undgå den stejle og stærkt trafikerede vej op (uden fortove) på vejen hjem. Jeg bliver forpustet, det er i 1400 m højde, og der skal også være kræfter til de 100 trin op, når jeg kommer hjem. Øm i kroppen besluttede jeg mig for at aflyse en tur, jeg skulle ha’ været på i dag. Kunne have delt en taxa med en nonne og en belgisk kvinde ud til Pharping, hvor der er en anden afdeling af Benchen Klostret og en ceremoni for de unge munke, der begynder en tre års retreat.

At skulle skynde mig til morgen for at komme af sted kl. 7, den lange køretur, være social undervejs og være blandt mange mennesker derude. Jamen det kunne jeg ikke rigtigt overskue. Ikke allerede. Det lyder virkelig som en pensionist rejse, det her. Meeeen – det er jo det, jeg er: pensionist på rejse alene.

Og efter byturen i går, længtes jeg efter fred. Det urolige sind skal have fred. Bryde dagligdagens vaner. Selv om dette er dobbelt. For mest af alt elsker jeg at få skabt en slags dagligdag på min rejse. At føle mig hjemme med nogle små rutiner.

Og så er jeg mere og mere bevidst om, at jeg har brug for at rejse langt væk for at se mit liv på afstand. Tage en pause fra det dagligt hjemlige til noget dagligt langt borte. Mens jeg sidder her og kigger fra min altan ud over Kathmandu, kigger jeg i starten lige så meget ind i mit eget liv. Følelser opløses, tanker falder på plads. Det er tit på rejse, jeg får taget nye beslutninger. Men også på rejse og efter en rejse, at jeg bliver allermest glad for det liv, jeg har.

Og huske, at denne rejse også er en slags pilgrimsrejse. I taknemmelighed over alt det, jeg fik med mig herfra første gang. Inden det svære. Inden alt det svære.

Og så er jeg fornuftig denne gang. Bruger maske, som alle andre, når jeg færdes rundt i byen. Ingen maskeforbud her.

IMG_20180303_145523_resized_20180304_104231464

 

 

Hvad med den lange rejsetid?

Et spørgsmål fra en læser gør mig opmærksom på, at jeg har glemt at fortælle om, hvad man gør, når man rejser alene, ift. de nogle gange lange rejsetider pga. mellemlandinger.

For specielt som singlerejsende (og måske oven i købet ikke en helt ung pensionist på rejse) vil mange føle sig udfordret af lange rejsetider og lange mellemlandinger.

Man kan vælge at se mellemlandingen som et nødvendigt onde, der skal overstås. Ruste sig med god læsning. Finde tilgængeligt internet og skrive mail o.a. Ose rundt i butikkerne. Kaste sig over udvalget af kager og kaffe. Måske finde et meditationsrum/ bederum, som nogle lufthavne har, en massagestol eller rigtig menneskemassage.

Men man kan også se på det som en rejse i rejsen. Jeg har efterhånden lært at gøre det sidste. Mest. Somme tider ER jeg fed up.

Jeg husker min første rejse til Nepal, hvor jeg havde 6-8 timers ophold om natten i Delhis lufthavn, hvor det kun lykkedes mig at kapre en hvilestol den sidste time. Jeg tror, jeg har beskrevet det andetsteds. Tro mig, det var ikke sjovt.

Men en gammel veninde, som jeg mødte i Nepal, kom mig til hjælp. Hun fortalte, at hun altid betalte det, det kostede at få adgang til en lounge (som business class og 1. klasses passagerer har fri adgang til). Og, se, det prøvede jeg så for første gang på min hjemrejse: En fredelig lounge med bløde lænestole, drikkevarer og ta’ selv bord til rådighed. Det var intet mindre end vidunderligt.

Siden har jeg benyttet mig af tilkøb af lounge med min economy class billet på lange rejser med mange timer i lufthavnen. Specielt i nattetimerne er det skønt at komme væk fra vrimlen. Husker en nat i Doha Lufthavn (med Qatar Airways) som speciel komfortabel. Efter sultent at have spist af buffeten, sendt et par mail, fandt jeg en god liggestol, hvor jeg sov i et par timer.

Det er lidt forskelligt, hvad det koster at få adgang. Jeg har som regel betalt lidt over 200 kr. for op til 6 timer.

En anden ting, man skal være opmærksom på, er, at nogle flyselskaber giver enten en byrundtur eller et hotel, hvis mellemlandingen er over 7 timer, tror jeg det er. Også på de billige billetter. Det er jo som regel med dem, man får de lange mellemlandinger. Det står IKKE på billetten. Man skal henvende sig ved info og spørge om det. Første gang, det gik op for mig, var i Bahrains Lufthavn, hvor mellemlandingen var på 8-9 timer fra sidst på eftermiddagen til over midnat. Ved skranken spurgte jeg, om det var tilladt at tage ind til byen (vidste ikke, om det krævede visum). Den ansatte kiggede på billetten og sagde: “Jamen der er et hotelværelse til rådighed.” Ind til byen med taxa (incl.), lidt rundt i byen, gratis mad på hotellet, og så et par timers hvil på værelset, inden afhentning af taxa. Jeg tror, det var Gulf Air, jeg rejste med.

Hvis flyselskabet ikke giver hotelværelse, så er det billigere at bruge en lounge end at tage ind til et hotel. Og mindre stressende. Men hvis det er om dagen, er de mange timer måske bedre brugt ved at tage en tur ind til byen. Enten, hvis man får turen med sin billet. Eller med almindelig bus. Lufthavne er som regel kun en halv times kørsel fra bycentrum.

Der er flere internetsider, som giver gode råd til mellemlandinger. Bl.a har Momondo denne

Når jeg tænker over mine forskellige rejser, tror jeg faktisk, at de lange mellemlandinger kan hjælpe til at gøre oplevelsen af jetlag mindre. Fordi man tager rejsen i to etaper. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind. Men jeg har haft voldsomst jetlag, når rejsen fra Kina eller Thailand er foregået i ét stræk derfra og til Paris, København eller Amsterdam.

På selve flyturen er det vigtigt at få valgt et sæde, som passer til dig. Jeg selv HADER at komme til at sidde ved vinduet på en lang rejse, selv om det er skønt med udsigten. Jeg vil heller ikke sidde i midt i den række sæder, der er ned langs midten af flyet. Der er to grunde til dette. Dels skal jeg tit på toilettet, og det er ubehageligt, synes jeg, at be’ en fremmed sovende person om at rejse sig flere gange. Dels har jeg et dårligt blodomløb i venstre ben, så jeg skal sidde på et sæde, hvor jeg kan strække venstre ben ud, lave bøj- og stræk øvelser med fod og ben.

Hvis jeg enkelte gange har været uopmærksom på sædet og har fået en vinduesplads eller én i midten, så har det aldrig været et problem at få den byttet, når jeg har fortalt hvorfor. De vil vel helst ikke ha’, at nogen får blodpropper i benet undervejs. (Husk for øvrigt, at jo ældre, du bliver, jo mere vigtigt er det at bruge flystrømper eller støttestrømper på flyturen).

Nogle gange kan man være utrolig heldig på en flytur. Det er sket for mig to gange. Første gang på en natflyvning mellem Qatar og Katmandu, hvor én af stewardesserne kom hen og undskyldende spurgte, om jeg ville have noget imod at rykke op på 1. klasse – fordi der var et par, som ellers ikke kunne komme til at sidde ved siden af hinanden. Altså. Hvor heldig kan man være. En første klasses lænestol på hele rejsen. Og den kunne slås ned, så det næsten føltes som en seng. Og så vågne op til sol og Himalaya bjergene, der strakte sig op over skyerne. Her gjorde det ikke noget, at det var ved vinduet, for der var rigeligt med plads til at komme ud uden at vække naboen.

Anden gang var på en rejse fra København til Bangkok. Jeg havde som sædvanligt valgt en plads med venstre ben ud til mellemgangen. Til højre for mig, var der tre sæder ledige. Jeg ventede spændt på, om nogen ville indtage dem i sidste øjeblik. Det var der ikke. Efter aftenmåltidet havde stewardesserne stadig ikke flyttet nogen rundt. Så jeg kunne lægge mig – på fire sæder – og sove godt hele natten. Nogle gange falder gaverne bare ned over én.

Måske kan lange flyture virke mindre afskrækkende efter disse forslag.

 

 

Sarajevo

Ankom til Sarajevo sent om aftenen i forgårs. Mit fly var forsinket næsten en time, men mit værtspar fra airbnb stod og ventede på mig i lufthavnen, som lovet.

Airbnb er en ret fantastisk konstruktion. Nem at kommunikere med og bestille over. Altid hurtigt svar fra værterne. Og jeg har indtryk af, at det i vid udstrækning er mennesker, som engagerer sig i dette arbejde, så det bliver en noget anderledes oplevelse end et almindeligt bed and breakfast.

Det samme her. Jeg havde kommunikeret med deres søn over sitet, og da jeg spurgte, hvordan jeg bedst kom ind til Sarajevo sent om aftenen, foreslog han, at de ville hente mig i lufthavnen for 10 euro.

Her stod de, Aida og Edo – og havde stået der en time. Nemme at få øje på med en A4 side med mit navn. Nemme at tale med (de taler begge engelsk). Lidt fortælling om Sarajevo og deres baggrund undervejs til deres hjem i den gamle bydel.

Nærværende og hjertelig samtale på terrassen i den lune nat. Deres søn sluttede sig til os. Jeg følte mig virkelig velkommen. Værelset, nærmest en lille ét værelses lejlighed, med udsigt over en del af Sarajevo.

Alt dette påskønnede jeg virkelig efter en lang, lang rejsedag – og efter at ha’ været inde i en stemning à la “ikke lyst til at rejse, men heller ikke lyst til at blive hjemme”. Sådan har jeg vist altid haft det. Mærkeligt egentlig, at jeg så har rejst så meget. MEN – det bliver mere udpræget med alderen. Ligesom det med ikke at kunne finde ud af at pakke hurtigt.

Rejsen blev meget lang, fordi den var med en 3-timers mellemlanding i København. Og derefter ventede flyet i næsten en time på fly-tilladelse. Jeg vidste, at mit transfer i Wien i forvejen var knap. Nu skulle jeg klare det på 15-20 minutter, som skulle bruges på et utal af rulletrappper, skiftevis op og ned, jeg forstod virkelig ikke systemet – og ingen tid til at reflektere over det. Gennem næsten labyrintagtige gange, også uforståelige med højre-venstre skift hele tiden. Og så endnu et sikkerhedstjek – og paskontrol. Det er jo ind- og udgang til Schengen, blev der sagt! Men er alle internationale lufthavne ikke det?

Jeg nåede flyet. Enten fordi det ventede på et par andre og mig, alle med det samme fly fra København. Eller måske var vi heldige, at dette fly også havde fået flyforbud.

Dette flyforbud handlede om tordenvejr. Og der var stadig rigeligt af det, da vi fløj mod Sarajevo. Aldrig har jeg set så mange og flotte lyn. Nattehimlen, hvor skyerne stod klart aftegnet med zigzag lyn, som oplyste dem indefra. Noget af et magisk lysshow.

Men nu er jeg her. Og det er skønt at være i varmen. Opleve Sarajevo – med de begyndervanskeligheder, der altid er, forskellige fra den ene gang til den næste. Her opdagede jeg for sent, at jeg var blevet snydt for 50 km (ca. 25 euro) ved veksling. Og så kom jeg til at spise et elendigt sted i aftes …men jeg ved bedre nu.

004

Assisi

Det var dejligt og fredfyldt at holde nytår i Assisi. Selv om hele rejsen kun varede fire dage (tre overnatninger, to en halv dag dernede, næsten to dage til selve rejsen), følte jeg, at jeg havde uanede mængder af tid, mens jeg var der. Vi skyndte os aldrig, men så det, vi gerne ville se. Gik rigtig meget (nytårsaftensdag 16 km) uden at blive træt. Spiste godt, boede godt.

Flyrejsen med Lufthansa fra Aalborg bød på to flyskift på vejen ned. Men dejligt nemt begge steder, da ankomst- og afgangsgaten begge gange var lige ved siden af hinanden. Vi havde læst os til, at når vi skulle videre med tog til Assisi, var det nemmeste at tage fra Roms Lufthavn, Fiomicino, ind til Tirbutina stationen (i stedet for Termini), da denne station er mere overskuelig, og der herfra ind imellem er direkte tog til Assisi.

Vi var fremme i Assisi ved 18-tiden, taxa det sidste stykke, da banegården ligger nede i dalen, og vi ikke orkede at vente på en bus.

Jeg var spændt på at se Assisi igen. Har været her to gange tidligere. Én gang på familieferie, hvor vi var i Umbrien og brugte en dag i Assisi. Dengang var jeg ikke i tvivl om byens helt specielle fredfyldte stemning, og da vi besøgte Frans’ kloster på bjerget var det på et tidspunkt, som om ”hjernen lettede”, at der blev hul igennem til en gennemstrømning, som jeg ikke forsøgte at forklare eller tale væk, men bare måtte gå eller stå i stilhed for at mærke det, lidt væk fra de andre. Og jeg vidste, at her måtte jeg tilbage til engang. Det var jeg så for lidt over 10 år siden på min første rejse ud i verden alene som moden single-igen-kvinde.

Dengang deltog jeg i en uges kursus afholdt af Assisi Missionen. En rejse alene, ja, men som en del af en gruppe, der blev indlogeret på et kloster og hver dag deltog i meditation, undervisning, besøg i kirker, klostre og hellige steder. Det er her jeg har haft nogle af mine dybeste spirituelle oplevelser. Ved Frans’ grav og især oppe i klostret Eremo delle Carceri oppe på bjerget Monte Subasio. Da jeg besøgte dette kloster sammen med gruppen, var det igen, som da jeg havde besøgt det nogle år tidligere, hjernen, der lettede, og jeg besluttede mig for at gå derop alene på en fridag. Så det gjorde jeg en eftermiddag.

Hvad der skete, var en rejse gennem følelserne, mens jeg sad der og mediterede inde i det lillebitte, gamle kirkerum. Andre turister kom og gik, jeg fornemmede, der var mennesker omkring mig, mens jeg fuldkommen overgav mig til det, der skete indeni: En sorg, der fyldte mig, så tårerne strømmede – uden at jeg behøvede at vide ”hvorfor”. Jeg var bare ked af det, som om al sorg i mig og udenfor mig bare skulle grædes ud. Tårerne strømmede. Senere rystede jeg. Jeg sad der og rystede uden at tænke på de andre, der gik forbi, så mig. Jeg rystede i hele kroppen, tænderne klaprede. Prøvede ikke at gøre noget for at standse det, vidste, at det bare skulle overstås. Da jeg ikke rystede længere, blev jeg fyldt med glæde. Nej, ikke bare glæde, en voldsom lykkefølelse, der fik mig til først at smile og bagefter grine højt. Det hele tog vel højst en time. Jeg gik ned fra bjerget igen, let og glad, mens jeg kom til at tænke på, hvordan jeg mon havde set ud? En gal kvinde, som sad og græd, rystede og grinede.

Og nu var jeg i Assisi igen. Genkendte gaderne, kirkerne, fredfyldtheden. Jeg var spændt på, hvad min veninde ville synes om byen, det hele. Det er altid lidt mærkeligt at tage nogen med til et sted, som man selv sætter pris på. Det er jo ikke sikkert, at de andre synes det samme. Men Helle var allerede fra den første aften glad for at være der, fornemmede fredfyldtheden, energien.

Når jeg tager tilbage til et sted, er det ofte med forventningen om at have mere af det samme, altså samme slags oplevelser som sidst. Det lykkes sjældent, for omstændighederne er jo altid anderledes. Men nu havde jeg haft så kraftige oplevelser to gange i Assisi – og forventede mig noget følelsesmæssigt eller spirituelt kraftigt.

Det blev det ikke. Eller det blev noget andet, mere stille, og alligevel bevægende. I Frans’ krypt i San Fransesco kirken, en følelse af forbundethed med alle pilgrimmene, der bevægede sig rundt eller sad i stille bøn, bare være der som en del af en slags fælles bøn. Da jeg berørte muren omkring graven, blev jeg selv berørt i hjertet. Måske var det det, vi alle var der for: At blive bevæget, berørt? Mærke kærligheden strømme – uden grund.

Udsigten fra San Fransesco Kirken. Et næsten eventyragtigt kig gennem disen ned til dalen:

010

Om morgenen nytårsaftensdag til gudstjeneste i Clara Kirken allerede kvart i syv om morgenen. Clarisserne (nonneordenen stiftet af Clara, en slags kvindelig elev af Frans), der taler og synger som engle i deres skjul. De, der har viet deres liv til klostret. De må ikke ses, kun præsten har kontakt med dem. Hans prædiken er henvendt til dem, mens han står med siden til menigheden. Jeg fik fortalt, sidst jeg var der, at disse morgenprædikener også indeholder oplysninger, nyheder fra aviserne, om det, der foregår i verden, som clarisserne kan tage med sig i deres bønner.

Et par timers gåtur op til Emello delle Carceri, en pilgrimsvandring mod at få løftet hjernen igen. Det skete ikke. Jeg følte mig temmelig uberørt inde i den gamle del, besøgte bare stedet. Ikke skuffet – for det blev indlysende, at oplevelser ikke kan opsøges, gentages. Og jeg er et andet sted i dag end dengang. Måske har jeg slet ikke brug for lige netop det, men måske mere den indre stilhed, da vi deltog i gudstjenesten i den nyere kirkebygning? Eller den stille glæde, da vi bagefter sad udenfor den lille bod, som sælger kaffe og souvenirs. At sidde i solen, der for et par timer får kulden væk den 31. januar, sidde på en taburet med et krus varm kaffe og en plade chokolade til deling. Det er stille lykke.

Og at være blandt 1000 andre til midnatsgudstjeneste nytårsaften. Afrikanske nonner, der danser, trommer, synger. Præster, der læser bibeltekster på forskellige sprog. Og pludselig, midnat, nytår i kirken. At blive omfavnet af en masse smilende mennesker. Det gør man. Ligesom man hilser og giver hånd til de omkringstående under den katolske gudstjeneste, sådan ønsker man også alle omkring sig et godt nytår. Igen denne følelse af at være en del af noget større, noget fælles.

Hotellet, la Rocca, i østlige udkant af Assisi, kan absolut anbefales. Det er nemt at nå rundt overalt i byen. San Fransesco Kirken, som ligger i den modsatte ende er ca. 1,5 km væk. Det er skønt at gå rundt i byen, som har bevaret sit middelalderpræg. Selv efter det kraftige jordskælv i 90’erne har man formået at genopbygge den ramte del af byen, så byggestil og helhed er smukt bevaret.

Udsigt fra borgen oppe bag La Rocca:

WP_20160101_014

Vi havde to gode værelser, hver til ca. 350 kr. pr. nat, hvilket er billigt i en by med så megen turisme. Restaurant med morgenbuffet. Vi spiste der også en aften, og maden var absolut god. Dertil kommer stemningen i restauranten, hvor der tit var helt fyldt af italienske turister, som tilbragte nytåret der, mange i grupper, høj snak. Og en fin detalje: Når vi, som vi, kun var to, blev vi placeret ved et bord ikke overfor hinanden, men på to sider af vores lille bord, så vi begge havde front ind mod ”selskabet” omkring større og store borde. Jeg lagde mærke til, at et par kvinder, som var der alene, hver for sig, også blev sat, så de tydeligt vendte ind mod de andre, blev en del af samværet, selv om de havde deres egne borde.

Jeg fik virkelig, hvad jeg søgte: En anderledes fejring af nytåret i ro og fordybelse. Jeg blev ikke trist eller vemodig, glemte næsten, at det var nytår, indtil de der omfavnelser i kirken. Og det var rigtig dejligt at dele oplevelsen med en veninde.

Plads til tanker

Spidsen af Cap d’Erquy.

Mens jeg boede i Erquy, gik jeg ofte herud, når jeg havde brug for at være alene. Eller for at få styr på mine tanker, give plads til nye. Det var her de store tanker opstod – da jeg var i 20’erne.

Efter at jeg var flyttet hjem til Danmark, yndede jeg at sidde her, når jeg kom tilbage på ferie, lod alle årene passere revy, og jeg blev altid ramt af en stille lykkefølelse over at have tilbragt så stor en del af min ungdom netop her. Jeg forstod, hvorfor jeg var blevet, også når det gik dårligt mellem min franske mand og mig, at jeg var blevet, efter at vi ikke boede sammen længere. Landskabet, venskaberne, der opstod her, har været med til at forme mig som voksen, båret mig videre i livet.

Når jeg sidder her nu, er det stadig med denne følelse af lykke og glæde. Over dengang – og over nu.

Nogle dage senere – på vej hjem:

Hvor er det dog forskelligt, som jeg oplever lufthavne. Sidder i Amsterdams Lufthavn, kigger mig omkring, og selv om jeg er træt, føler jeg et øjebliks glæde over menneskemængden, oplevelsen af enhed. Her er vi. Alle på rejse, fra et sted til et andet. Så mange nationaliteter bare her i denne lille del af lufthavnen. Her sidder vi i fredeligt samvær, side om side, overfor hinanden. Nogle taler sammen, andre er optaget af computeren, læsning, eller at kigge ud i luften. Et lille nedslag i en blandet del af verdens befolkning i fredelig sameksistens – mens jeg læser om flygtninge og den unge mand i Saudi Arabien, som står til at blive halshugget, hvis ikke underskrifter fra alverden gør en forskel.

For to timer siden sad jeg i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Uglad og træt. Det gav slet ikke mening for mig at kigge ud over menneskemængden.

Og for endnu flere timer siden, lufthavnen i Rennes. Endnu mere træt. Har ikke sovet meget de sidste nætter. Har i det hele taget oplevet søvnproblemer i mange måneder. Jeg, der altid kunne sove! Ligegyldigt hvad, der skete i mit liv: Skilsmisse, sygdom, operation. Jeg har altid kunnet finde fred om natten i søvnen. Selv efter Saras død, hjalp søvnen mig hver nat til at finde ro, hvile, glemsel.

Men i flere måneder har det været anderledes. Selv under ferien i Bretagne. Et dyk i sorgen. Igen.

Jeg har skullet meget, mere end sædvanlig, når jeg var der. 14 dage er ikke nær nok, når jeg ønskede både tid til at begynde at skrive ny bog og til masser af møder med gamle venner. Vennerne kom i forgrunden. Selvfølgelig.

De sidste fem dage skete der noget hele tiden. Gik fra det ene til det næste. Og så til rengøring og pakning.

At gøre rent inden jeg forlader en lejet ferielejlighed er hårdt, synes jeg.

Til Rennes. Sove sidste nat hos en veninde der. Biograf i aftes. Sent hjem – kl. 00:30. Og her til morgen, i lufthavnen i Rennes, orkede jeg bare ikke mere snak.

Men om én flyvning mere lander jeg i Aalborg.

Dagen efter:

Synes, jeg har jetlag, selv om jeg ikke har bevæget mig gennem længdegrader og tidszoner. Kun breddegrader og lufthavne – og alligevel mere træt end efter tidsforskydninger. Den samlede rejse har jo også varet lige så længe som en rejse til Bangkok.

Jeg er vist mest ked af, at jeg ikke blev i Erquy i en hel måned. Men jeg kunne – pga. flere ting – ikke tage af sted før sidst i september. Og jeg ville være hjemme til Saras fødselsdag. Selv om hun ikke er her, kan jeg endnu ikke finde ud af at være væk på hendes fødselsdag. Som ofte også er en dag, hvor hendes veninder og andre, der har kendt hende kigger forbi.

Det er jo også det, jeg er trist over. Saras fravær, der mærkes tydeligere omkring fødselsdag, dødsdag, højtider…

Lufthavnsliv

Charles de Gaulle Lufthavnen i Paris. Havde sørget for at få nogle timer her, fordi jeg egentlig ville være taget på besøg hos “min lille familie” i Paris. Men fandt så ud af, at det var bøvlet. Kunne nå derind/ud på over en time, retur lige så lang tid. Og, ja, så var der ikke megen tid til besøg.

Så lige nu gør jeg det, jeg er god til: At vente – tålmodigt.  Har forresten set, at der er et meditationsrum, som jeg vist må prøve. Men lige nu har jeg fundet en komfortabel lænestol, vel en slags billig udgave/ kopi af “ægget”. Egentlig ikke så dårligt efter et par travle uger.