Assisi

Det var dejligt og fredfyldt at holde nytår i Assisi. Selv om hele rejsen kun varede fire dage (tre overnatninger, to en halv dag dernede, næsten to dage til selve rejsen), følte jeg, at jeg havde uanede mængder af tid, mens jeg var der. Vi skyndte os aldrig, men så det, vi gerne ville se. Gik rigtig meget (nytårsaftensdag 16 km) uden at blive træt. Spiste godt, boede godt.

Flyrejsen med Lufthansa fra Aalborg bød på to flyskift på vejen ned. Men dejligt nemt begge steder, da ankomst- og afgangsgaten begge gange var lige ved siden af hinanden. Vi havde læst os til, at når vi skulle videre med tog til Assisi, var det nemmeste at tage fra Roms Lufthavn, Fiomicino, ind til Tirbutina stationen (i stedet for Termini), da denne station er mere overskuelig, og der herfra ind imellem er direkte tog til Assisi.

Vi var fremme i Assisi ved 18-tiden, taxa det sidste stykke, da banegården ligger nede i dalen, og vi ikke orkede at vente på en bus.

Jeg var spændt på at se Assisi igen. Har været her to gange tidligere. Én gang på familieferie, hvor vi var i Umbrien og brugte en dag i Assisi. Dengang var jeg ikke i tvivl om byens helt specielle fredfyldte stemning, og da vi besøgte Frans’ kloster på bjerget var det på et tidspunkt, som om ”hjernen lettede”, at der blev hul igennem til en gennemstrømning, som jeg ikke forsøgte at forklare eller tale væk, men bare måtte gå eller stå i stilhed for at mærke det, lidt væk fra de andre. Og jeg vidste, at her måtte jeg tilbage til engang. Det var jeg så for lidt over 10 år siden på min første rejse ud i verden alene som moden single-igen-kvinde.

Dengang deltog jeg i en uges kursus afholdt af Assisi Missionen. En rejse alene, ja, men som en del af en gruppe, der blev indlogeret på et kloster og hver dag deltog i meditation, undervisning, besøg i kirker, klostre og hellige steder. Det er her jeg har haft nogle af mine dybeste spirituelle oplevelser. Ved Frans’ grav og især oppe i klostret Eremo delle Carceri oppe på bjerget Monte Subasio. Da jeg besøgte dette kloster sammen med gruppen, var det igen, som da jeg havde besøgt det nogle år tidligere, hjernen, der lettede, og jeg besluttede mig for at gå derop alene på en fridag. Så det gjorde jeg en eftermiddag.

Hvad der skete, var en rejse gennem følelserne, mens jeg sad der og mediterede inde i det lillebitte, gamle kirkerum. Andre turister kom og gik, jeg fornemmede, der var mennesker omkring mig, mens jeg fuldkommen overgav mig til det, der skete indeni: En sorg, der fyldte mig, så tårerne strømmede – uden at jeg behøvede at vide ”hvorfor”. Jeg var bare ked af det, som om al sorg i mig og udenfor mig bare skulle grædes ud. Tårerne strømmede. Senere rystede jeg. Jeg sad der og rystede uden at tænke på de andre, der gik forbi, så mig. Jeg rystede i hele kroppen, tænderne klaprede. Prøvede ikke at gøre noget for at standse det, vidste, at det bare skulle overstås. Da jeg ikke rystede længere, blev jeg fyldt med glæde. Nej, ikke bare glæde, en voldsom lykkefølelse, der fik mig til først at smile og bagefter grine højt. Det hele tog vel højst en time. Jeg gik ned fra bjerget igen, let og glad, mens jeg kom til at tænke på, hvordan jeg mon havde set ud? En gal kvinde, som sad og græd, rystede og grinede.

Og nu var jeg i Assisi igen. Genkendte gaderne, kirkerne, fredfyldtheden. Jeg var spændt på, hvad min veninde ville synes om byen, det hele. Det er altid lidt mærkeligt at tage nogen med til et sted, som man selv sætter pris på. Det er jo ikke sikkert, at de andre synes det samme. Men Helle var allerede fra den første aften glad for at være der, fornemmede fredfyldtheden, energien.

Når jeg tager tilbage til et sted, er det ofte med forventningen om at have mere af det samme, altså samme slags oplevelser som sidst. Det lykkes sjældent, for omstændighederne er jo altid anderledes. Men nu havde jeg haft så kraftige oplevelser to gange i Assisi – og forventede mig noget følelsesmæssigt eller spirituelt kraftigt.

Det blev det ikke. Eller det blev noget andet, mere stille, og alligevel bevægende. I Frans’ krypt i San Fransesco kirken, en følelse af forbundethed med alle pilgrimmene, der bevægede sig rundt eller sad i stille bøn, bare være der som en del af en slags fælles bøn. Da jeg berørte muren omkring graven, blev jeg selv berørt i hjertet. Måske var det det, vi alle var der for: At blive bevæget, berørt? Mærke kærligheden strømme – uden grund.

Udsigten fra San Fransesco Kirken. Et næsten eventyragtigt kig gennem disen ned til dalen:

010

Om morgenen nytårsaftensdag til gudstjeneste i Clara Kirken allerede kvart i syv om morgenen. Clarisserne (nonneordenen stiftet af Clara, en slags kvindelig elev af Frans), der taler og synger som engle i deres skjul. De, der har viet deres liv til klostret. De må ikke ses, kun præsten har kontakt med dem. Hans prædiken er henvendt til dem, mens han står med siden til menigheden. Jeg fik fortalt, sidst jeg var der, at disse morgenprædikener også indeholder oplysninger, nyheder fra aviserne, om det, der foregår i verden, som clarisserne kan tage med sig i deres bønner.

Et par timers gåtur op til Emello delle Carceri, en pilgrimsvandring mod at få løftet hjernen igen. Det skete ikke. Jeg følte mig temmelig uberørt inde i den gamle del, besøgte bare stedet. Ikke skuffet – for det blev indlysende, at oplevelser ikke kan opsøges, gentages. Og jeg er et andet sted i dag end dengang. Måske har jeg slet ikke brug for lige netop det, men måske mere den indre stilhed, da vi deltog i gudstjenesten i den nyere kirkebygning? Eller den stille glæde, da vi bagefter sad udenfor den lille bod, som sælger kaffe og souvenirs. At sidde i solen, der for et par timer får kulden væk den 31. januar, sidde på en taburet med et krus varm kaffe og en plade chokolade til deling. Det er stille lykke.

Og at være blandt 1000 andre til midnatsgudstjeneste nytårsaften. Afrikanske nonner, der danser, trommer, synger. Præster, der læser bibeltekster på forskellige sprog. Og pludselig, midnat, nytår i kirken. At blive omfavnet af en masse smilende mennesker. Det gør man. Ligesom man hilser og giver hånd til de omkringstående under den katolske gudstjeneste, sådan ønsker man også alle omkring sig et godt nytår. Igen denne følelse af at være en del af noget større, noget fælles.

Hotellet, la Rocca, i østlige udkant af Assisi, kan absolut anbefales. Det er nemt at nå rundt overalt i byen. San Fransesco Kirken, som ligger i den modsatte ende er ca. 1,5 km væk. Det er skønt at gå rundt i byen, som har bevaret sit middelalderpræg. Selv efter det kraftige jordskælv i 90’erne har man formået at genopbygge den ramte del af byen, så byggestil og helhed er smukt bevaret.

Udsigt fra borgen oppe bag La Rocca:

WP_20160101_014

Vi havde to gode værelser, hver til ca. 350 kr. pr. nat, hvilket er billigt i en by med så megen turisme. Restaurant med morgenbuffet. Vi spiste der også en aften, og maden var absolut god. Dertil kommer stemningen i restauranten, hvor der tit var helt fyldt af italienske turister, som tilbragte nytåret der, mange i grupper, høj snak. Og en fin detalje: Når vi, som vi, kun var to, blev vi placeret ved et bord ikke overfor hinanden, men på to sider af vores lille bord, så vi begge havde front ind mod ”selskabet” omkring større og store borde. Jeg lagde mærke til, at et par kvinder, som var der alene, hver for sig, også blev sat, så de tydeligt vendte ind mod de andre, blev en del af samværet, selv om de havde deres egne borde.

Jeg fik virkelig, hvad jeg søgte: En anderledes fejring af nytåret i ro og fordybelse. Jeg blev ikke trist eller vemodig, glemte næsten, at det var nytår, indtil de der omfavnelser i kirken. Og det var rigtig dejligt at dele oplevelsen med en veninde.

Nytår i Assisi

Jeg blev ramt af en slags juledepression før tid. Engang i begyndelsen af november.

Siden min datters død har jeg taget det for givet, at ihvertfald jule- og nytårsaften skulle tilbringes med hendes far. To gange har vi foretrukket at være alene juleaften, de andre gange med min nieces familie og min bror. Nytårsaften har vi været alene – med så lidt nytår som muligt. Men nu har Saras far en ny kæreste og bevæger sig ind i en anden families jul. Og jeg kan vel ikke altid regne med jul hos min niece?

Efter refleksioner over temaer som: “Jamen, du er jo alene. Dit vilkår i livet er bl.a. en meget lille familie, uden egne børn og børnebørn. Det er virkeligheden, som du skal leve med,” kom jeg frem til: Hvis jeg skal tilbringe juleaften alene, så er det okay. Det har jeg prøvet en gang før, selvvalgt. Sara var 22 og skulle være hos sin far, og jeg valgte at være alene – til trods for invitationer til at komme og være med i andres jul. Altså, jeg synes, at julen med alle dens forventninger, de forskellige indhold, som forskellige familier lægger i julen, er et noget sårbart område at bevæge sig ind i. Jeg har altid holdt mest af min egen, vores egen måde at holde jul på. Så jeg sad gerne alene. Spiste godt, denne gang ikke speciel julemad, men tre retters velsmagende mad. Tændte julelys på træet og sang alene. Mediterede på julefred. Fra min nabo, en veninde, lød der snak og sang og børneleg, som blandede sig svagt med min stilhed. Jeg nød at sidde der, vidste, at jeg ikke var ensom, men alene, at jeg kunne gå ind og drikke kaffe, være sammen med de andre. Men det var godt at holde jul sådan. Så, nej, jul alene skræmte mig ikke. Der var blot den bagvedliggende sorgfølelse over: Sådan er mit liv.

Nytåret har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til. Jeg har aldrig associeret det med fest og farver, men mere som en tid til refleksion over året, der gik, det nye i vente. Har altid allerhelst villet sidde sammen med få nære, uden at det nødvendigvis altid blev sådan. Der har været masser af fester ind imellem, og nytårsaftener med voksne og børn.

Men der, hvor jeg er nu i mit liv, vil jeg gerne bryde med de gamle måder at holde jul og nytår, rejse væk, gøre noget andet. Juleaften faldt alligevel på plads i familien – men nytår ville jeg ud, væk. Begyndte at drømme om Assisi. Assisi, som jeg vist har omtalt tidligere. Det var der min første rejse alene gik hen for 10 år siden. Nytår der, ville være dejligt. Jeg omtalte det for et par veninder, og et par dage senere ringede én af dem og sagde, at der ville hun også gerne ned, parat til at bryde nytårstraditioner.

Så pludselig sad vi sammen for at bestille billet og hotel. Min indre indvending (jamen så får jeg jo ikke råd til også at tage ud til Østen, til solen i februar/ marts) blev overdøvet af: “Dette er så min lysrejse i år. En anden slags lys. Men lys erder, i Assisi!”

I løbet af få timer havde vi flybilletter og to hotelværelser. Og jeg glæder mig.

 

At rejse alene

Min glæde ved at rejse opstod, mens jeg i min ungdom blaffede rundt i Europa og Tyrkiet. Senere boede jeg i Bretagne i Frankrig i 10 år. Dengang da flyrejser var dyre, og en togrejse fra Bretagne til Aalborg tog mindst 24 timer. Én, højst to gange om året tog jeg på ferie i Danmark. Togrejsen var ikke kun trættende. Den blev en oplevelse i sig selv – og for mig helt alene. En tid mellem det liv, jeg nu for en tid forlod – og det danske liv, som jeg for en tid vendte tilbage til.

Tilbage i Danmark fulgte et familieliv i 18 år med ferierejser sydpå i bil, eller charterrejser, hvor vi brugte hotellet som basis til rejser rundt i det land, vi var i.

I 2004 blev jeg alene igen. Min mand og jeg flyttede fra hinanden, min datter var på vej til at flytte ud i verden, og bonussønnen var for længst derude. Jeg skulle til at finde ud af, hvordan jeg så ville holde ferier, hvordan jeg ville rejse, og mit første spæde forsøg alene blev en dejlig oplevelse. Jeg havde meldt mig til en uges kursus i Assisi, så jeg havde en base, hvor der foregik noget nogle timer hver dag. Men jeg fandt lige så megen glæde ved at gå på opdagelse alene – i byen og i området omkring.

Da min datter året efter tog til Kina i et halvt år, var det oplagt, at jeg skulle besøge hende. Men jeg besluttede mig for, at jeg først ville tage et par uger til en tibetansk provins på kanten af det tibetanske plateau. Det var en gammel drøm, der blev til virkelighed, og det viste sig at være nemt at rejse rundt alene, til trods for en lille bæven, da jeg den første dag stod på Beijings banegård for i et mylder af mennesker og kinesiske skrifttegn at finde den rigtige perron og toget, som skulle bringe mig 24 timers rejse vest på. Mennesker er jo hjælpsomme – og verden er ikke så farlig, som nogen tror. Jeg havde jo også et mål, fordi jeg sidst på rejsen skulle jeg tilbage til Beijing, hvor min datter ville møde mig, så vi sammen kunne tage til den by, hvor hun arbejdede. Det var en slags tryghed.

Og mine rejser alene ud i verden var nu en begyndende succes.

Jeg vil gerne dele min glæde ved at rejse alene, overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er.