I Bosnien

Mens jeg var i Bosnien, formåede jeg ikke rigtigt at skrive, Sædvanligvis får jeg skrevet meget på rejser. Men ikke denne gang. Jeg måtte vente. Fordøje. Lade det bundfælde sig. For det blev en rejse, hvor jeg følte, at jeg hele tiden gik rundt med et åbent hjerte, der somme tider blev smerteligt bevæget, somme tider fyldt med ømhed over for de mennesker jeg mødte, det jeg så.

Det er første gang, jeg har været på rejse i et land, som har været i krig for nylig. Og 20 år er virkelig ”for nylig”, fandt jeg ud af. Derfor blev det en meget anderledes rejse end ellers, med borgerkrigen, som hele tiden lå under overfladen, hele tiden parat til at blive fortalt i mødet med andre eller på udstillinger og muséer. Eller fortalt på en meget synlig og konkret måde med udbombede huse, som stod der, midt mellem andre, der var ubeskadigede. Bombede huse, som hverken var blevet revet ned eller bygget op igen. De stod bare der som overlevende billeder på, hvad en krig er. Eller de høje beboelsesejendomme med masser af skudhuller, ved siden af huse, som ikke var ramt. Hvem boede der? Hvem døde? Hvem overlevede i tilfældighedernes skudlinje? Og hvordan kan man bo der, nu, med alle disse synlige minder?

Da jeg efter et par dage rejste fra Sarajevo, var det for at tage til Mostar, som var mit egentlige mål på rejsen. Jeg nåede at læse, at der havde været militærkup i Tyrkiet. En tid med voldsomme begivenheder hver dag.

Aida og Edo kørte mig til rutebilstationen. Jeg ville betale for det, men de afslog. Jeg oplevede de mennesker som godheden selv, og jeg besluttede mig for at tage en sidste overnatning hos dem inden hjemrejsen til Danmark.

Busrejse til Mostar, eftersom togene er under reparation. Jeg havde ellers glædet mig til den togtur., som skulle være én af Europas smukkeste. Men fra bussen så jeg vel nogenlunde det samme: Masser af smukke og/ eller vilde landskaber. Og derforuden, noget, som jeg måske ikke ville have oplevet i toget – en voldsom nærkontakt med håndtasker og albuer i øjenhøjde, jakkelynlåse ind i nakken. For der var virkelig fyldt op.

I Mostar skulle jeg, som sagt, mødes med bosniske venner fra Nibe. To bosniske familier, som har boet i Danmark, siden de kom som flygtninge i 90’erne. Min datter, Sara, blev gode venner med døtrene fra familien – og hun kom, som jeg også beskrev i et tidligere indlæg,  specielt meget i én af familierne, som hun nærmest betragtede som sin reservefamilie, mens hun var i puberteten.

Selv om jeg var blevet tilbudt overnatning hos både den ene og den anden familie, havde jeg valgt en airbnb igen. Dels tænkte jeg, at de bosniske venner jo var der for at mødes med deres familier, og at de ikke skulle have et ansvar for at tage sig af mig. Dels er jeg selv så lidt social efterhånden, at jeg kan opleve det som svært at skulle være gæst blandt mange mennesker.

Denne airbnb var noget anderledes end i Sarajevo. Mindre familiær, og den første dag havde jeg næsten ikke lyst til at være der.

For det første var fotos taget med vidvinkel. I realiteten var det et lillebitte værelse (hvor kunne jeg lave morgenyoga?) . Skabet vendte forkert. Det stod med et lille klapbord/skrivebord lige foran, så skabsdøren ikke kunne åbnes. Fattede ikke, det var placeret sådan. Flyttede lidt om, ikke på skabet, men på bordet, så jeg kunne åbne døren. Men det gav endnu mindre gulvplads. Delt bad på gangen til tre værelser. Det havde jeg ikke lige set komme. Nu skulle jeg i tøjet for at gå på badeværelset, havde intet nattøj med. Og de andre brugte vist lang tid i badet! Ingen mulighed for selv at lave kaffe. Men der var dog et fælles køleskab, hvor jeg kunne opbevare morgenmad  Fotoet fra hjemmesiden, med kig ned til den gamle bro, måtte være taget højt oppe på bakken. Jeg havde virkelig ikke rigtig lyst til at blive der.

Næste morgen, da nogle gæster tog af sted, bad jeg om at få deres værelse. Det fik jeg. Det var meget mørkt, men til gengæld lidt større – og lige ved siden af badeværelset. Jeg klagede til værtinden over, at der ikke var en el-kedel, så gæsterne selv kunne lave kaffe/te – foreslog hende endda, hvor et bord med kedel og kopper kunne stå. Jamen jeg vil gerne lave kaffe til dig om morgenen, sagde hun.

Pludselig så det hele meget bedre ud: et godt sted, tæt på den gamle bydel, den gamle bro. Kun få hundrede meter nede ad vejen. En fredfyldt fælles  terrasse, som jeg som regel havde for mig selv til min tidlige morgenyoga, meditation, morgenmad. Hvor jeg kunne sidde og nyde aftenklokkerne fra kirken overfor, samtidig med at der blev indkaldt til aftenbøn fra moskéerne i nærheden. Et sted, hvorfra jeg kunne gå til fods over hele Mostar (fandt jeg hurtigt ud af, efter at være blevet ”dumpet” i byens udkant efter busture i omegnen). Så jeg forlængede de 4 bestilte nætter til 9. Til prisen (under 100 kr. pr. nat) kunne jeg tillade mig at beholde værelset, mens jeg evt. tog en tur til kysten.

Mit første indtryk af Mostar var næsten overvældende, da jeg stod på den berømte bro om eftermiddagen den første dag.. For mig var det næsten som at se Vesten til den ene side, Østen til den anden. Og med en klump i halsen ved tanken om byens historie for ca. 20 år siden.

At rejse alene er jo også at spise alene ret ofte. Her sad jeg midt i Mostars bazargade den første aften og spiste på en fortovsrestaurant, som første gæst, fordi jeg var virkelig sulten. Så altså lidt udstillet: Her sidder ældre, kvindelig turist og spiser alene i selskab med et glas hvidvin, mens alle andre går forbi i grupper eller par. Jamen jeg havde det faktisk godt med at sidde der. Jeg var der jo for noget så nødvendigt som at spise! Og en mand, som lige var gået forbi med sin kone, vendte sig, smilede til mig og gav mig tommelfingeren opad. Sådan.

Aftenen efter havde jeg haft en dag, hvor Saras venindes mor viste mig rundt i SIT Mostar: Hendes barndoms og ungdoms Mostar. Hendes uddannelsessteder, de steder, hun havde arbejdet. Moskeer og gravpladser med de mange krigsofre. Men det sted, hvor de havde boet, til efter at borgerkrigen brød ud, det magtede hun ikke at vise mig. Og pludselig var vi der alligevel. Krigsfortællingen. Flugten. Rædselsvækkende, nærværende – også for mig, der dog kun lytter. Det gør jeg, lytter, med tilbageholdt åndedræt. Ordene transporterer alt det forfærdelige, flugten, så jeg næsten kan mærke det. Og der, om aftenen, spiser jeg ved floden, med udsigt til den gamle bro. Alt er igen skønhed. Mens jeg kigger ned i vandet, kommer der minder om en anden restaurant, på klipperne lige over vandet. Der, hvor Sara og jeg spiste en aften i Tunesien for 6 år siden.

Sara følger stille med. Her, hvor hun kunne ha’ været med os: En fredfyldt aften nede på en klippe ved Neretva floden, hvor Saras veninde, hendes mor og jeg tilbringer solnedgangstimen, inden vi skal spise. En tur med begge veninderne og deres mødre, en kvindetur ud til dervish klostret i Blagaj. Sara mangler – og hun er der alligevel. I samtalen med dem, der også savner hende, smyger hun sig ind i vores midte på dette fredfyldte sted.

Dagene i Mostar flyder stille. Jeg går på muséet og ser en film om byen: 60’erne, 70’erne, 80’erne. Alt ånder fred. Glade mennesker. Unge mænd, der springer ud fra broen. Flere turister, byen blomstrer. Og så: 1992. Bombardementerne lyder. Alt er gråt. Få mennesker går frysende rundt i sneen i en allerede sønderskudt by. Jamen det er her jeg/ vi går rundt nu. Så der sådan ud for lidt over 20 år siden? Flere bombardementer. Nu bliver broen sønderbombet. Falder sammen som var den af barndommens træklodser. Jeg græder – hulker. 2004: byen og broen er blevet genopbygget. titusindvis er til genåbningsfesten, mennesker overalt, glæde, fyrværkeri. Jeg kan ånde igen. Græder stadig, men af lettelse. Sådan er det endt. Her er fred.

Men er der nu det? Undervejs i dagene her, spørger jeg mig selv – når jeg hører om samarbejdsproblemer i regeringen, om fattigdom, om underliggende mistillid og had befolkningsgrupperne imellem – hvad har landet lært af borgerkrigen?

Jeg var på to smutture, mens jeg var i Mostar: En dag til Medjugorje, som gjorde mig MEGET træt.

Medjugorje, som skulle være verdens næststørste katolske valfartssted (efter Lourdes i Frankrig). Mellem 20 og 30 millioner har efter sigende besøgt stedet, siden 6 teenagere så Jomfru Maria flere gange fra 1981. Da jeg læste om det første gang for nogle år siden, var jeg parat til at tage dertil på ferie , næsten straks. Godt jeg ikke gjorde det, tænkte jeg, mens jeg gik rundt i Medjugorje.

Det, jeg så – og jeg ved godt, at jeg er meget kritisk nu – det var en meget grim, anonym og kedelig by, en grim kirke, butikker i stribevis med religiøst tingel-tangel. Jeg gik mindst 10 km rundt i mine klip-klapper, til kirken, til stedet, hvor Jomfru Maria havde vist sig osv. Uden at mærke det mindste. Sædvanligvis indstiller jeg mig på en slags pilgrimsvandring, når jeg besøger sådanne steder. Her lykkedes det mig bare ikke at få bare den mindste lille fornemmelse af at være i en spirituel energi. Jeg sammenlignede med, at i Assisi, f.eks.,  er det umuligt at gå rundt, selv for ikke-troende, uden at mærke en speciel form for fred. Her blev jeg bare irriteret og træt og begyndte at forestille mig, at de seks teenagere måske bare havde røget sig skæve og fortalt om deres hallucinationer.

Så var det godt at komme hjem til Mostar. Det gav meget mere mening at sidde på min terrasse, høre kirkeklokkerne, der ringede solen ned, moskeerne i nærheden indkalde til solnedgangsbøn, se det specielle skær over byen fra solen, der var ved at forsvinde, se himlen blive mørk – mens jeg drak en bosnisk øl uden at få høfeber (jeg er allergisk overfor humle!)

Mens jeg sad der blev jeg mindre kritisk overfor Medjugorje. Jeg hverken kan eller skal dømme. Måske var jeg bare – af én eller anden grund – lukket den dag. Gad ikke, ville ikke. Og anerkende, at der er mange, mange millioner, der finder trøst og mening lige der.

Den anden tur var en døgntur til Neum ved Adriaterhavet. Adriaterhavet, som jeg husker fra 1968. Det måtte jeg se igen. Kunne ha’ valgt Dubrovnik, men det ville blive et stort nostalgitrip med minder om aftener i byen – på vej til Tyrkiet (Afghanistan, troede jeg). Jeg ville højst sandsynligt gå rundt og nynne “500 miles away from home”, som en ung amerikaner sang på gaden dengang, så tårerne flød. Nu var jeg i Bosnien. Så skulle det også være det lille stykke bosniske kyst, som landet har fået tildelt.

Jeg rejste “let”, kun med en gul nettopose som bagage. Jeg havde fået at vide, at der var værelser til leje overalt i den eneste bosniske kystby. Forøvrigt skulle man alligevel krydse grænsen til Kroatien og efter 10-20 km eller deromkring, så ind i Bosnien igen. Bosnien har kun 20 km kyst, omgivet af Kroatien. Meget anderledes grænseovergang, med buschauffør, der indsamler alle pas og går ind og viser dem, og så kommer og uddeler dem igen. Jeg tænkte, her må da forsvinde nogle pas…Men folk er jo mest ærlige. Så det var en lille tur tilbage i EU.

Men altså, de værelser i Neum. Alle steder blev jeg mødt med et “rejser du alene?” og følte mig suspekt som alene kvinde. Andre kiggede vurderende på mig, på min plastikpose og sagde nej (og så opdagede jeg senere, at jeg havde en stor kaffeplet på mit kjolebryst – jeg så nok sølle ud). Andre steder igen: “Vi lejer kun ud til familier.” – Jamen …. hvis jeg nu betaler for hele værelset???? Så på en travel agency, hvor en ansat fik fat i en mand med et værelse til leje. Manden kom og hentede mig. Hele vejen måtte jeg høre på aldersracistiske udsagn, som “Hvis min kone vidste, at jeg hentede en kvindelig turist alene – så ville hun blive jaloux. Men beroliget, når hun så, at det ikke var en ung kvinde.” Slobodan, hed han. Hed Milosovic ikke også det?

Og så var værelset en slags kosteskab, lille, mørkt – med al mulig opmagasinering. Til 12 en halv euro. Jamen det er hvad jeg har givet for gode værelser indtil nu.

Så gik jeg på luksushotel, hvor man ikke skelner til sølle udseende eller enlig kvinde, hvis man har plasikkort og kan betale for 2 værelser en suite til 4 personer for 600 kr. Dog med morgen- og aftensmad incl.

Det blev min adriaterhavstur. Men smuk udsigt, let brise i de mellem 35 og 40 graders varme – og masser af minder, der boblede op om den anden adriaterhavstur for snart 50 år siden. Jeg ER da gammel, når jeg kan sige, det er snart 50 år siden, jeg var her sidst. Som en ung mand i bussen sagde, da jeg fortalte ham om min jugoslavienstur: “Alt det, jeg kun har læst om i historiebøger, det har du oplevet.”

Sjovt, som et sted hurtigt bliver “hjem”, når man er ude. Mostar var igen det, jeg kom hjem til. de sidste to dage inden hjemrejsen.

Inden jeg forlod stedet, hvor jeg havde boet, ville jeg betale udlejeren for min morgenkaffe. Hun ville ikke tage imod pengene, men jeg insisterede. Da så min taxa, der skulle køre mig til rutebilstationen, kom, gav hun det, der svarer til 10 euro, som jeg lige havde givet hende, til taxachaufføren, mens hun sagde: Nu er taxaen betalt.

Farvel til Mostar, et kort gensyn med Sarajevo. Hos Aida og Edo., der gav mig aftensmad, da jeg kom. Det regnede og tordnede igen i Sarajevo, så jeg spurgte, om jeg kunne låne en paraply for at gå ned i byen og spise lidt. Få minutter efter bankede Aida på døren. Hun stod med en stor bakke med mad: “Du skal da ikke gå ud i det vejr. Kan du nøjes med resterne fra vores aftensmad? ” En gave, sagde hun – og jeg spiste bedre end på nogen restaurant. Senere sad vi igen og talte sammen til langt ud på aftenen, mens regnen faldt på terrassetaget.

Næste formiddag insisterede Edo på at køre to tyrkere og mig til lufthavnen.

Så megen venlighed hele vejen igennem.

(fortsættes…)

Sarajevo, en tur i den nære fortid

Den første nyhed, der dukkede op, da jeg åbnede for Politikens netavis i morges, var om det, der højst sandsynligt er en terrorhandling: Lastbilen, der dræbte 80 mennesker i Nice. Igen er helt almindelige mennesker, som bare er samlet i glæde, blevet ofre for en gal mands handling. Der er en god debat artikel i Politiken “10 ting, vi har lært af terror” – bl.a. om, at man ikke kan kontrollere og bekrige sig ud af det. Jeg tror, at også denne gang vil man finde ud af, at det er en galning, vokset op i Frankrig, radikaliseret der, pga. tilfældigheder. Eller én, som i sit had kan identificere sig med IS.

Dette ekko af terroren i Frankrig følger mig, mens jeg går rundt på udstillinger om borgerkrig og folkemord hernede. Menneskets galskab og ondskab, der i perioder i historien overskygger al kærligheden, venskabet og lysten til at leve og lade leve.

Jeg har besøgt en mindeudstilling for ofrene i Srebrenica. Det gjorde et voldsomt stærkt indtryk pludselig at stå overfor mellem 8000 og 9000 fotos og navne på ofrene. Pludselig var de ikke bare tal, men mennesker med ansigter og navne. Jeg har jo VIDST det – men dette var noget af et spark i hjertet. Sådan er krig. Sådan er had. Sådan er folkemord.

Disse hele vægge fyldt med fotos af ofrene gjorde disse døde meget mere virkelige end alt, hvad jeg har læst om det.

Desuden var der også et par hjerteskærende film, som jeg aldrig før har set. Om dagene i Srebrenica. Om FN soldaternes totale afmagt, ude af stand til at gøre noget overfor serbernes indmarch og påbud om at skille mænd og drenge fra kvinder og piger. Forfærdelige scener og interviews, som helt sikkert ikke er blevet vist i tv i sin fulde længde. En anden film om belejringen af Sarajevo.

 

012

Min følelsesmæssige reaktion var langt stærkere, end når jeg sidder trygt på afstand og “ser billeder”. Det at være tættere på, fik mig til at kigge mig omkring en ekstra gang og undre mig over, at et folk kan rejse sig igen og leve videre efter en borgerkrigs rædsler. Eller at man kan flygte og være i stand til at skabe sig et nyt liv. Jeg tænkte på Syrien – nu. Og videre på, om det had, som nogle debattører på facebook giver udtryk for ift. fremmede og flygtninge, ”der flygter fra sikre områder i Syrien” (som åbenbart er et yndet udtryk lige nu, men modsagt af syriske venner) om disse ville tænke anderledes, hvis de selv kom tættere på, fik en fornemmelse af, hvilke rædsler, der er forbundet med krig og forfølgelse.

Da jeg deler oplevelsen på facebook, er det nærmest en trøst at læse en facebook-vens notat om, hvordan han som udsendt FN-politimand i Bosnien i 95/96 var vidne til ting der ville overstige rigtig mange danskeres forestilling af, hvordan en befolkning kan behandle (ikke på den pæne måde), andre etniske grupper, egne familiemedlemmer mv. Om at være der med kuglepennen som det stærkeste våben. Kuglepennen til indberetningerne/beskrivelsen af det gjorte. Og at mange danskere burde have haft en tur til et krigsområde, “så kunne det være, at tonen var lidt anderledes overfor personer i dyb nød.”

Min værtsfamilie har sagt, at det gamle rådhus er et MUST. Så det besøger jeg også. Det gamle rådhus, som senere blev nationalbibliotek indtil borgerkrigen: Her er der en udstilling om Sarajevos historie – og igen med hjerteskærende beskrivelser og fotos fra borgerkrigen. Under Sarajevos belejring, blev bygningen ødelagt under serbernes beskydning – og ca. en million bøger, heraf tusindvis af uerstattelige gamle skrifter, gik op i røg.

003

004

Jamen her bevæger man sig rundt med minder om borgerkrigen alle steder – og om verdenshistorien. Her er stedet hvor Gavrilo Princip skød Franz Ferdinand i 1914 og var medvirkende årsag til 1. verdenskrig – selv om hans gruppe ikke så længere end til at blive uafhængige af Østrig-Ungarn.

Og nu sidder jeg her – på mit værelse i Sarajevo. Det regner. Temperaturen er faldet til 15 grader. Den danske sommer har indhentet mig i dag, og jeg kan vel lige så godt indse, at jeg ikke slipper for den. Jeg nåede heldigvis næsten ned fra et udkigspunkt oppe i bakkerne, før regnen begyndte, og jeg startede museumsbesøg. Endte eftermiddagen med at sidde på en caféterrase og spise kage under en markise, mens jeg så paraplyer passere forbi og tænkte på, om jeg skulle investere i endnu én, eller håbe på, at vejret er bedre i Mostar.

Jeg går ikke mere ud i dag. Har droppet den restaurant, hvor jeg ville sidde i solnedgangen nede ved floden og nyde synet af rådhuset, mens jeg spiste lækker mad. Bare at gå derned ville være en overvindelse i dette vejr. I stedet købte jeg en pizza med hjem til aftensmad.

Sarajevo

Ankom til Sarajevo sent om aftenen i forgårs. Mit fly var forsinket næsten en time, men mit værtspar fra airbnb stod og ventede på mig i lufthavnen, som lovet.

Airbnb er en ret fantastisk konstruktion. Nem at kommunikere med og bestille over. Altid hurtigt svar fra værterne. Og jeg har indtryk af, at det i vid udstrækning er mennesker, som engagerer sig i dette arbejde, så det bliver en noget anderledes oplevelse end et almindeligt bed and breakfast.

Det samme her. Jeg havde kommunikeret med deres søn over sitet, og da jeg spurgte, hvordan jeg bedst kom ind til Sarajevo sent om aftenen, foreslog han, at de ville hente mig i lufthavnen for 10 euro.

Her stod de, Aida og Edo – og havde stået der en time. Nemme at få øje på med en A4 side med mit navn. Nemme at tale med (de taler begge engelsk). Lidt fortælling om Sarajevo og deres baggrund undervejs til deres hjem i den gamle bydel.

Nærværende og hjertelig samtale på terrassen i den lune nat. Deres søn sluttede sig til os. Jeg følte mig virkelig velkommen. Værelset, nærmest en lille ét værelses lejlighed, med udsigt over en del af Sarajevo.

Alt dette påskønnede jeg virkelig efter en lang, lang rejsedag – og efter at ha’ været inde i en stemning à la “ikke lyst til at rejse, men heller ikke lyst til at blive hjemme”. Sådan har jeg vist altid haft det. Mærkeligt egentlig, at jeg så har rejst så meget. MEN – det bliver mere udpræget med alderen. Ligesom det med ikke at kunne finde ud af at pakke hurtigt.

Rejsen blev meget lang, fordi den var med en 3-timers mellemlanding i København. Og derefter ventede flyet i næsten en time på fly-tilladelse. Jeg vidste, at mit transfer i Wien i forvejen var knap. Nu skulle jeg klare det på 15-20 minutter, som skulle bruges på et utal af rulletrappper, skiftevis op og ned, jeg forstod virkelig ikke systemet – og ingen tid til at reflektere over det. Gennem næsten labyrintagtige gange, også uforståelige med højre-venstre skift hele tiden. Og så endnu et sikkerhedstjek – og paskontrol. Det er jo ind- og udgang til Schengen, blev der sagt! Men er alle internationale lufthavne ikke det?

Jeg nåede flyet. Enten fordi det ventede på et par andre og mig, alle med det samme fly fra København. Eller måske var vi heldige, at dette fly også havde fået flyforbud.

Dette flyforbud handlede om tordenvejr. Og der var stadig rigeligt af det, da vi fløj mod Sarajevo. Aldrig har jeg set så mange og flotte lyn. Nattehimlen, hvor skyerne stod klart aftegnet med zigzag lyn, som oplyste dem indefra. Noget af et magisk lysshow.

Men nu er jeg her. Og det er skønt at være i varmen. Opleve Sarajevo – med de begyndervanskeligheder, der altid er, forskellige fra den ene gang til den næste. Her opdagede jeg for sent, at jeg var blevet snydt for 50 km (ca. 25 euro) ved veksling. Og så kom jeg til at spise et elendigt sted i aftes …men jeg ved bedre nu.

004

Næste stop Bosnien

Så er det besluttet. Jeg tager til Bosnien om et par uger. Flybilletten Sarajevo-retur er købt.

Egentlig skulle jeg ha’ været dernede sidste sommer, men efter en operation på tårekanalen, frarådede kirurgen mig at rejse, mens jeg midlertidigt skulle gå med et dræn.

Sidste år var jeg meget, meget opsat på at tage af sted. Var blevet enig med en bosnisk familie, som bor her, om, at jeg skulle tage derned og møde dem, mens de var hjemme i deres land på ferie.

Én af døtrene i familien var min datters gode veninde, og i en tid var denne familie nærmest reservefamilie for min datter. Da Sara var omkring 15, blev hun inviteret med dem til Bosnien, men jeg var usikker på det tidspunkt, om det var et sikkert nok sted for hende. Hvad jeg efterfølgende er blevet bebrejdet, for hvordan kunne jeg tro, at de ville tage deres egne børn med derned, hvis det ikke var blevet sikkert igen at opholde sig der?

Men sådan var jeg. Jeg passede på min datter, der, hvor jeg kunne, intetanende omkring, at det var en ganske almindelig løbetur, der skulle gøre en ende på hendes liv.

Jeg ser stadig min datters veninde og hendes forældre. Og nu var tiden så kommet til, at jeg selv kunne foretage den rejse, som Sara ikke kom på dengang.

Det har været lidt svært at få bestilt billet. Gik og ventede på, at priserne faldt. Men jo nærmere vi kommer afrejsetidspunktet, jo dyrere bliver det vel. Det er også lidt nærigt af mig, at jeg synes, at lidt over 3.000 kr. er for meget for en returbillet. Det er stadig billigere end toget – som jeg forøvrigt havde overvejet. Fordi jeg var tiltrukket af idéen om at rejse langsomt, se en stor del af Europa undervejs.

Men, ærligt talt, så er det ret bøvlet at få bestilt en togbillet. DSB kunne højst få mig ned til München. Deutsche Bahn kunne klare en billet til til Zagreb, men den videre til Bosnien måtte jeg selv ud og købe i Zagreb. Og bestillingerne til både München og Zagreb skulle foregå pr. telefon, ikke noget, der kunne klares på hjemmesiderne. Så er det unægteligt nemmere at sidde og vurdere flyruter og priser hjemme ved skærmen. Jeg kunne have købt en senior-interrail billet. Det vil jeg måske prøve en anden gang – når det ikke bare drejer sig om at komme frem til bestemmelsesstedet.

Jeg tager af sted den 13. juli, finder måske en airbnb i Sarajevo, hvor jeg gerne vil blive nogle dage. Og så videre til Mostar for at møde de bosniske venner. Til slut en tur til kysten – helst den lille bosniske del, som virker både mere hyggelig og langt billigere end den kroatiske. Og jeg vil nemt kunne tage på en dagstur til Dubrovnik, som jeg husker fra min ungdoms blaffertur i 1968 ned langs Jugoslaviens kyst, på vej mod Afghanistan. (Som jeg tidligere har fortalt blev det kun til Tyrkiet, fordi min franske kæreste blev ret syg dernede og ikke turde rejse videre).

Men altså: Næste stop Sarajevo. Om ca. to uger. Pesionist på rejse alene. Igen.

Sverige i august, Bretagne i oktober

Det er flere måneder siden jeg sidst var på rejse – bortset fra en lille uges tid i Sverige i august. En veninde-tur med masser af snak, gode traveture, færgen til en ø i Skærgården ved Kalskrona, vidunderlige frokostrestauranter, en magisk hjemtur langs noget af Sveriges sydkyst med besøg inden solnedgangen ved stensætningen Ales Stenar.

Egentlig skulle jeg have været i Bosnien i juli. En aftale om at besøge en bosnisk familie, som jeg kender, mens de var i deres hjemland på sommerferie. Men en operation i tårekanalen satte desværre en stopper for denne rejse. Den er nu udsat til næste sommer.

Måske led jeg endnu mere under det dårlige juli-vejr, fordi det hele tiden mindede mig om, at jeg kunne ha’ været i den varme bosniske sommer. Faktisk har jeg efterfølgende hørt, at det var den varmeste i årevis.

Men om en uge tager jeg til Bretagne. Ikke så længe, to og en halv uge. I 2012 og 2013 tilbragte jeg hele september måned i den by i Bretagne, hvor jeg engang boede i en 10-års periode. Havde lejet en lejlighed – primært for at skrive på en bog. Jeg påbegyndte den i september 2012 og afsluttede den i september 2013.

Bogen er først udkommet i år, for jeg blev selvfølgelig ikke helt færdig dernede. Efterredigering herhjemme, så den lange tur gennem forlag og endnu flere redigeringer ift. den feed back jeg fik. Og efter at have fundet et forlag, som ville udgive, ja, så var der igen finpudsning af manuskriptet.

Det var en bog, som var nødvendig for mig at skrive. Bogen om mit liv, efter at min datter døde i en trafikulykke for fem år siden. En anden slags rejse ude i sorgen og savnets land.

Når jeg nu tager til Bretagne igen, er det både for at møde gamle venner, gammel svigerfamilie, og for at skrive igen. Jeg er parat til at begynde på et nyt manuskript.

Denne gang lejer jeg en lille lejlighed på havnen i Erquy. De to andre gange boede jeg lidt udenfor byen, men eftersom turistsæsonen nu er definitivt overstået, ved jeg, at der vil være temmelig øde i det område. Så det føles bedre at være i byen. Og der er aldrig langt til naturskønne steder.

Jeg synes det har været svært og langsommeligt at booke flybilletter denne gang. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har det sådan, men at booke fly til “langtbortistan” er på mange måder nemmere end at booke fly indenfor Europa. Når jeg tager på langtur, er der så meget, som oftest er indeholdt i flybilletten: Medfølgende bagage uden ekstra tillæg, mad på rejsen. Men skal jeg til Paris er det absolut ikke sikkert, at billige billetter er billige, når det kommer til stykket. Jeg er oppe imod afgangstider, som enten ligger alt for tidligt om morgenen, eller ankomsttider for sent til at rejse videre den dag – og så skal jeg ud og finde hotel. Eller ankomst til Orly lufthavnen, når jeg skal nå hurtigt videre fra Charles de Gaulle. Eller at jeg, når jeg er godt gennem et tilsyneladende godt tilbud, opdager, at medfølgende bagage koster over 250 kr. – hver vej.

Jeg er nu igen en gang havnet med almindelige Air France/KLM billetter til lidt over 3000 kr. Aalborg – Rennes (Frankrig) retur. Men det er absolut det bedste, jeg kan finde.

Når jeg ankommer til Rennes, bliver jeg hentet af en fransk veninde fra ungdommen, bliver der et par dage – og så videre ca. 100 km med tog. Der kommer et vennepar – også fra ungdommens tid (jamen det er de næsten alle sammen) og kører mig til Erquy, hvor de også bor.

Jeg begynder at glæde mig. Rigtig meget. Jamen at bo i Erquy, selv for en kort periode, er som at komme hjem, være i omgivelser, hvor jeg straks glider ind i et dagligliv, som jeg mærker, at jeg har savnet, når jeg pludselig er der igen. Det er meget anderledes end mine rejser til Asien. Stille, rolig glæde.