Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen. Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen. Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caf´´ens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Og fandt ud af, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

(fortsættes)

Konsultation på klostrets klinik

Kathmanduophold afsluttes med et klinikbesøg – og et farvel til Benchen.

I går sad jeg så og kiggede på denne dør, mens jeg ventede på at komme ind til en konsultation på Benchen Free Clinic. Den åbnede kl. 8. Jeg tænkte, at jeg måtte være der i god tid, men allerede lidt over 7:30 var disse bænke fyldt. Jeg viser dem tomme – igen – for jeg kunne ikke få mig selv til at fotografere patienterne:

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

Det er tre lange jernbænke med lige så lange læderpuder. Der sad alle dem, der allerede var kommet. Derudover er der en ekstra bænk, men uden pude. Den satte jeg mig først på – isnende kold var den. Jeg nåede at tænke, jeg kommer med hoste og risikerer nu blærebetændelse. Men de andre patienter rykkede beredvilligt sammen, de vidste selvfølgelig, hvor kold jernbænken var, og der blev også plads til mig med pude under bagdelen.

Der sidder vi så alle, tæt sammen på én række. 10-12 patienter, et par mænd, flest kvinder, én af dem med to børn. Nogle klædt i smukt, rent tøj, andre lidt miserable, én meget snavset. Og så lægger jeg mærke til hende, jeg allerede har døbt “den pæne dame” i pink tunika og blålilla bukser i lækkert stof. Nogle begynder at lytte til nyheder på deres mobiler, én lytter til høj nepalesisk pop.

Klokken er 8. Lægen er nu kommet og går hurtigt hilsende forbi sammen med en ung assistent. En munk, som også er kommet, gør vist tegn til, at vi skal blive siddende. Eller kalder han os ind? De fleste begynder at storme ind ad døren og står på nakken af hinanden i den lille gang. “What now?” spørger jeg “den pæne dame” – jeg har registreret, at hun forstår lidt engelsk. Hun er én af de få, der bliver siddende – og hun siger da også “Wait, wait.”

Nogle kommer ud igen, men en del er tilsyneladende kommet ind ad døren til konsultationsrummet. Jeg undrer mig. Så mange? Jeg ved jo, hvor lille rummet er. Var de mon alle i familie. Og har de andre mon fået numre? For det er jo det, der mangler. Det var det første, jeg ville foreslå, hvis jeg blev spurgt: Uddel numre. Lad folk trække numre i den rækkefølge, de kommer. For se nu. En ny kvinde går bare lige igennem og ind. Er der et system? Eller er det, som i trafikken, at man maser sig ind i krydset, indtil der bliver en sprække at køre igennem?

Den pæne dame siger stadig “Wait”, da jeg ser spørgende ud.

Et nyt par kommer ind. Ubestemmelig alder. Måske 35? De går også lige ind i den trange gang, men bliver sendt ud igen. Manden sætter sig på bænken ved siden af mig, kvinden bliver stående foran ham, med front mod mig – som hun glor på. Helt uhæmmet. Hun står bare der og kigger. Op og ned ad mig. Siger noget til sin mand, som også glor uhæmmet. Så jeg vender mig mod dem, kigger også på dem. Forsøger mig med et smil og et “Namaste” – en hilsen, der altid besvares (hænderne mødes foran brystet, mens man siger Namaste – en slags “Jeg hilser guden i dig”). Intet svar, intet smil. De kigger videre. Måske er jeg dagens underholdning. Måske er jeg udsat for racisme?

Et nyt par kommer ind, kvinden halt, manden svagtsynet. Lidt snavsede, lidt pjaltede. De prøver ikke på at komme ind i konsultationen, men sætter sig på den anden side af mig, og begynder at tale til mig, uden ophold, selv om jeg gør tegn til, at jeg intet forstår. Lidt senere begynder de at tigge. Tror jeg. Kvinden åbner i hvert fald munden og peger ind i den med fingrene på venstre hånd. Eller fortæller hun bare, at de ikke har haft tid til at spise? Eller at det er tænderne, det er galt med?

Munken kommer ud og siger, at jeg bliver kaldt ind om fem minutter. Han har måske bemærket, at jeg sidder pænt afventende. Efter 10 – 15 minutter bliver jeg kaldt ind. Bliver lidt flov over at komme ind før “den pæne dame”, som var her før mig. Og nu forstår jeg mylderet i konsultationsværelset. Man bliver kaldt ind, to eller tre ad gangen, når en patient er færdig. Der står tre stole langs væggen. Lige nu er de to af stolene optaget af en anden kvinde og mig. Vi sidder der og venter på vores tur, mens dr. Tsering og assistenten (læge i praktikforløb?) sidder på hver deres side af et overfyldt skrivebord – med hver deres patient.

Vi andre sidder og lytter til lægernes udspørgen og patienternes svar. Ja, jeg kan jo intet forstå, men det kan alle andre, der kommer her. Hvordan mon det er at blive undersøgt under nysgerrige blikke? Og ører? Jeg synes, at den unge læges patient, en ung kvinde, er noget tavs. Det lyder – og ser ud som om at lægen skal trække hvert et ord ud af hende.

Så i stedet for at kigge på patienterne, kigger jeg rundt i rummet. Lille. Overfyldt. Masser af medicin, udpakket og i pakkevis. Når at glæde mig over at se, ja, det går vores penge til. Læger, der tager sig af patienterne. Og gratis medicin til området. Der er meget. På hylder, på skrivebord – selv på briksen er der en masse, som venter på at blive pakket ud. Jeg tror, jeg vil tage imod medicin denne gang. Sidst sagde jeg beskedent nej tak og insisterede på at gå ud i byen og købe – ikke tage af nepalesernes gratis medicin.

Som sagt er her ikke megen plads til to læger, to patienter + dem, der venter. Og så hende, der pludselig kommer masende ind ad døren, mens munken siger noget til hende, og prøver at lukke døren igen. Hun råber op – men smilende. Dr. Tsering siger ét eller andet, som får hende til at gå udenfor og vente.

Min tur. Heldigvis hos dr. Tsering. Udveksling af høfligheder – “Vi har jo set hinanden før” osv. Temperaturen bliver taget – under armen. Lungerne bliver der lyttet til, grundigt, og uden på skjorten, mens  jeg trækker vejret dybt og hoster. Ingen feber. Ingen betændelse i lungerne. Lægen mener, at mine bronkier reagerer på støv og forurening, en slags allergisk reaktion. Jeg får noget hostesaft med antihistaminer. Hvis det ikke er bedre om tre dage, skal jeg komme igen. Han er på Benchen Klostret i Pharping om mandagen, så jeg kan komme der.

Jeg går opløftet ud. Føler mig allerede bedre. For det er IKKE lungebetændelse.  Og dejligt at se, at klinikken fungerer. Send roligt en donation. Som sagt går alt ubeskåret og direkte hertil (www.benchen.dk )

Og det blev også mit farvel til Benchen Klostret og Benchen Gæstehus. Lidt vemodigt. For ved jeg, om jeg kommer tilbage? Om det er okay at udsætte mig selv for forureningen? Og havde jeg det ikke også inden rejsen, som om det var en farvel-til-Nepal-rejse?

Det må jeg tænke over og uddybe i et senere indlæg. For lige nu er min bærbare helt stået af nettet, og jeg kan ikke skrive ret meget ad gangen på telefonen.

 

Nepal igen? …fortsat

Som jeg tidligere har fortalt, kan jeg være splittet mellem ønsket om at rejse – og ønsket om bare at blive hjemme.

Sådan har jeg det også nu. Samtidig med at ønsket om rejsen bundfældede sig – og marts begynder at nærme sig – så er der noget, der trækker i den anden retning. Hvorfor ikke bare blive hjemme og nyde det første spirende forår i Danmark?

Men jeg må ud, argumenterer jeg med mig selv. Det er snart et halvt år siden, jeg kom hjem fra Bretagne. Denne vekslen mellem ude og hjemme er nødvendig for mig. Og hvorfor nu det – spørger jeg mig selv i min indre dialog. Bl.a. for at kunne overkomme dagligdagen, det daglige liv. Jeg får ny energi af at være ude. Ja, og så bliver du træt, siger du jo selv, efter den lange rejse – og skal så bruge tid på at hvile ud. Ja – men på et andet plan, finder jeg energien. Den mentale, den følelsesmæssige. Når jeg er ude i de udfordringer, der kan være,  når jeg er i  oplevelsen af det anderledes, får jeg altid sat mit eget liv i perspektiv, får idéer, impulser til livet herhjemme. Til projekter, til nogle dimensioner i mit daglige liv, som jeg har forsømt. Det er, som om det med en vis regelmæssighed er nødvendigt at se mit liv på afstand. Og det gør jeg bedst på rejse.

Men kunne det så ikke være nok bare at gøre det, som mange andre gør? Tage på en billig charterrejse?

Hmmm. Jeg tygger lidt på det. Altså – at finde et roligt, lunt sted, en balkon med udsigt. Sidde der og skrive og måske få samlet mit større skriveprojekt til noget konkret. Det er måske heller ikke dårligt.

En pensionist på charterrejse denne gang? Eller igen være pensionist på rejse alene?

Fortsættelse følger.

Hvorfor denne blog?

Jeg har længe haft lyst til at dele alt muligt om de rejseoplevelser, jeg har haft alene. Dele erfaringer, som andre måske kan bruge.

Der kan være mange grunde til at rejse alene: De to overordnede kan helt enkelt deles op i, at du enten ikke har nogen at rejse med, eller det har du, men du gider ikke alt det bøvl, det kan give med at blive enige om hvorhen og hvordan. Når du først er begyndt at rejse alene, vil du få øjnene op for alle de muligheder, der ligger i det. Bl.a. at du er mere tilgængelig og derfor nemmere kommer i kontakt med folk i de lande, du besøger. Og du er mere i kontakt med dig selv og dine egne oplevelser.

Men hvad gør man som single, hvis man har lyst til at rejse alene? Og hvad gør man, hvis man er single, kvinde, 50-60 eller derover – og ikke kan se pakkerejser som en mulighed?

Jeg tror, at jeg selv ville dø langsomt, hvis jeg altid skulle rejse på den måde, fordi jeg synes, det er kedeligt. Og fordi jeg som single-rejsende må betale ekstra, hvis jeg ikke vil dele værelse med en komplet ukendt person.

Nogle rejsebureauer organiserer singlerejser, hvor du som single deltager i en grupperejse.

At planlægge det hele selv er både mere spændende – og langt billigere. Jeg vil gerne overbevise dig om, at det er enkelt, ligetil, ligegyldigt, hvor gammel du er, at det aldrig er for sent at rejse rundt uden sikkerhedsnet. Havde faktisk først tænkt at kalde bloggen pensionistrejser.

Og, ja, I må også gerne kigge med, hvis I rejser som par eller flere – og gerne vil ud af pakkerejsereservaterne.

Verden står åben.