Inden sommerferien

Ikke en “rejse”, men en “ferie” står for døren. Og – alligevel – det er en rejse i noget nyt: At prøve at tage til min franske hjemby sammen med min bror, min niece, hendes mand og deres børn. Min bror kom der ofte, mens jeg boede der, men har ikke været der siden. Og det er nu snart 38 år siden, jeg flyttede tilbage til Danmark. De andre har aldrig været der. Jeg glæder mig til at vise dem “mit” Frankrig. Lidt af mit franske liv.

Jeg tager derned nogle dage før de andre, besøger min franske ex-svigerfamilie. Derefter har jeg lejet en stor lejlighed sammen med min familie. Når de tager hjem, flytter jeg ind i “min” lejlighed – den, jeg altid lejer, når jeg er der alene.

Den sidste tid har jeg deltaget i endnu ét af kurserne på nettet, hvor jeg får små skub og input til at skrive fortællinger. Igen en skriverejse, som samtidig, ligesom tidligere, hjælper mig med at favne alderen, rejsen i livet, rejsen mod alderdommen. Overskriften er “Between Stories”, den tærskel, man står på, når én historie er slut, og noget nyt, som man ikke ved, hvad bliver, begynder. Den titel sagde mig rigtig meget. Det er der, jeg står, lige nu. I vinterfortællingerne for 1½ år siden kom det til at handle om broen til vinteren. For mig, livets vinter (læs indlæg her) 

PÅ TÆRSKLEN

Jeg står på tærsklen til noget. Men til hvad? Er det mit efterår? Eller allerede min vinter. Eller min Indian Summer, som en ven foreslog.

Jeg plejer at se det som en bro foran mig, en overgang. Men lige nu står jeg på tærsklen. (Siger dagens skriveafsæt) .En tærskel markerer tydeligt det punkt, hvor jeg står. Lige her. Det forrige skridt er taget. Jeg standser op. Overvejer. Ser mig rundt. Inden næste skridt. Eller – måske er jeg standset op lige ved tærsklen, og mit næste skridt bliver hen over tærsklen. Ja. Det er nok sådan, det er. En tærskel – som et dørtrin – står man ikke på, man løfter foden hen over. Men det er sandt nok. Hvad enten jeg er “på” eller “ved” , så er det her tærsklen til noget nyt.

Livet, der har bestået af en endeløs række af tærskler. Til forår, sommer, efterår, vinter. Til skolen, til uddannelse, til arbejde, til studie, til arbejde igen, til hvert et nyt arbejde. Over tærsklen til ungdommen, til voksenlivet, til modenhed, til aldring, til ælde. Eller tærskler til nye faser i livet. Til moderskab, til ansvar, til at slippe ansvaret. Til tab, til at leve med sorg og til at finde et nyt ståsted i livet.

Hvis jeg vender mig og kigger tilbage fra den tærskel, jeg står ved nu, ser jeg et langt, et meget langt liv. Med farver og forandringer, men også mørke og dynd. Mange liv i ét. Et landskab med lys og mørke, natur og byer – og en lang række mennesker. Og ovenover er der en himmel, der skifter fra dyb blå, til grå, til torden og regn – og tilbage igen. Men solen har altid været der, selv når jeg ikke kunne se den. Det ser jeg tydeligt nu – at den er der, ovenover vejret.

Lige nu fornemmer jeg hverken farver, områder eller historier, der venter på at blive foldet ud, der, forude.

Jeg konstaterer det bare, uden at der er specielle følelser forbundet med det manglende “syn”. En konstatering af, at jeg har haft et langt og rigt liv, og at jeg på en måde gør mig klar til at møde afslutningen, stå på den endelige tærskel – og acceptere den.

Men den tærskel kan ligge langt forude. Så ét eller andet må forme sig der. I den fremtid, som jeg træder ind i. Men hvad? Jeg har ikke lyst til at rejse som før. Ikke lyst til at engagere mig i arbejdsprojekter, f.eks. begynde at arbejde terapeutisk igen, engagere mig lang tid frem. Det synes uoverskueligt, næsten absurd. I min alder.

Så tærsklen er måske overgangen til noget mere spontant. En fremtid med plads til pludselige indfald.

Så er der alligevel noget.

———–

 

Den videre rejse – i livet

Nu har jeg været hjemme i snart to måneder. Oplevet en anden slags rejse – gennem forårets mange fridage og småferier. Snart seks år efter, at jeg er gået på pension, kan jeg stadig glæde mig til disse fridage i foråret. Ved de første – i påsken – havde jeg fået energi igen efter hjemkomsten og gik i gang med havearbejde. Stod der, 2. påskedag, og tænkte: “Åh, nej, jeg nåede ikke at blive færdig.” For så at huske – jamen i morgen er der også fridag.

Et langt arbejdsliv med tidsfrister sidder stadig dybt i kroppen. Jeg kan ikke li’ at skynde mig mere. Især om morgenen. Selv om jeg står tidligt op – mellem 6 og 6:30 – så hader jeg de dage, hvor jeg skal skynde mig ud. De minder mig om et langt livs travlhed. Fra 7-års alderen til jeg blev 65!

Men – der er nu også noget rart ved “at glæde sig til fridagene”. Sådan glæder jeg mig også til lørdag, søndag – fordi jeg trods alt godt kan li’ den gamle vekselvirkning mellem ugedage og weekend. Derfor har jeg ingen vækning på min telefon i weekenden. Vågner lidt senere, af mig selv. Men en gammel overbevisning om, at “livet er for dem, der står op” følger mig. På den gode måde. For med alderen og fremtiden, der skrumper, er jeg optaget af det liv, der stadig skal leves. Måske ikke med lange rejser. Men livets rejse. Om jeg vælger rigtigt på denne rejse. Det vil jeg vende tilbage til. Men det er også en rejse, som jeg foretager alene. En anden slags singlerejse. Gennem livets efterår og vinter. Eller gennem en “indian summer”?

Jeg er optaget af livets flygtighed, årstidernes skiften med en hastighed, som næsten er skræmmende. Da jeg bar mine ret tunge liggestole op fra kælderen, syntes jeg, at jeg lige havde knoklet med at få dem derned.

For kun 10 dage siden sad jeg med min morgenkaffe i haven og skrev dette:

Forsythiaens blomster daler ned over mig som store, tunge, gule regndråber. Dagen, der kommer mig i møde, mens jeg sidder på min morgenplads. Nyder øjeblikket. Foråret, der allerede har bragt sommerlige dage. Jeg ved, at det vil passere forbi. Hurtigere end ellers. Hurtigere end sidste år.

Sådan er det.

Tidens hurtighed.

Forsythiaen, der stod med alle sine blomster for få dage siden. Æbletræet, der i dag blomstrer lyserødt mod morgenhimlen. Syrenen og kastanjen, der står på spring.

I mit livs efterår møder jeg sommeren igen.

IMG_20180508_094043_resized_20180508_095126379

Og nu – 10 dage senere – er æbletræet afblomstret. Syrenen står i fuldt flor og dufter. Kastanjen lidt længere inde i byen begynder allerede at smide blomsterne.

Ja, det er nok livets rejse, bloggen kommer til at handle mere og mere om. Selv om jeg har planlagt næste rejse til Frankrig. Sammen med min bror, min niece, hendes mand og børn, har jeg lejet en lejlighed i Erquy, mit andet hjemsted, i 2 uger i juli. Jeg tager derned lidt før de andre og lejer “min” lejlighed i en uge, efter at de er taget hjem.

Farvel til Nepal

En noget tvetydig overskrift. Farvel til Nepal – for denne gang. Eller for altid?  Se mine refleksioner om pludselig at være for gammel til lange rejser, bl.a. dette indlæg .

Mens jeg skriver dette, ser jeg næsten en symbolsk afslutning i, at jeg ender på hotel Vajra, hvor min første Nepalrejse startede i 2010.

Efter at have sovet godt, og efter en god morgenmad, går jeg på indkøb – for at købe småting med hjem. Jeg ved, at kurset på Benchen har været i fuld gang i nogle dage, men det giver ikke så megen mening at tilbringe hele dagen der, eftersom det jo er den eneste dag, jeg kan deltage. Så hellere bare nogle timer i eftermiddag og i stedet bl.a. tjekke de forskellige former for varetransport.

IMG_20180320_164927

Men jeg når allerede hen til klostret til middagspausen og er igen imponeret over den logistik, som er med til at gøre sådan et kæmpearrangement muligt. Der står allerede lange køer ved madbordene.

IMG_20180321_110759_resized_20180517_054433656IMG_20180321_110810_resized_20180517_054434364

 

 

 

 

 

I køen møder jeg danskere, som jeg kender fra, da jeg var på et tre-ugers kursus her for fem år siden. Som det kan ses, er det et kursus, der primært henvender sig til lokale tibetanere og nepalesere – og undervisningen foregår på tibetansk.  Ud af de mange hundrede deltagere er der måske 100 udlændinge, så der er sørget for, at man med sin smartphone kan lytte til den simultane oversættelse til engelsk på en fm-kanal.

Mens det stadig er frokosttomt, ser jeg, hvor velindrettet det nyrejste telt er:

IMG_20180321_111233_resized_20180517_053323331

Og nyder stemningen i frokostpausen (bemærk munken fra Bhutan, hvor munkebeklædningen er knækort, ligesom den traditionelle mandedragt).

IMG_20180321_113335_resized_20180517_053416598

 

IMG_20180321_201943_resized_20180517_053415429

 

 

 

 

 

Jeg kan hverken finde Karen eller en anden dansk veninde, som er kommet hertil, da kurset startede. Men vi har en aftale om at mødes i gæstehuset kl. 17. Da pausen er slut sætter jeg mig uden for teltet sammen med alle de andre, som der ikke er plads til. Klostrets øverste lama, Sangye Nyenpa Rinpoche, er underviseren, og jeg lytter nærmest mere til hans melodiøse stemme på tibetansk over højttaleren, end til den engelske oversættelse i radioen på min telefon. Den tropiske varme – der må være 30 grader, mindst – hensætter mig til en meditativ (eller halvt sovende) tilstand. Med stemmen i baggrunden.

IMG_20180321_202807_resized_20180517_053415790

 

IMG_20180321_123749_resized_20180517_053416110

 

Tid til kaffe, venindesnak, deroppe i gæstehusets have, se den nyåbnede café (hvor de spiller pomusik!), sige farvel til Döndrop, manageren, som kommer og giver et knus, hvilket absolut ikke er skikken her, så det rører mig dybt. Ned på den lille, ydmyge restaurant med den gode mad ved klosterindgangen sammen med min veninde fra Danmark. Hende har jeg kendt siden den tidlige ungdom i Aalborg, også boet sammen med hende en kort periode på Christiania, og vi ses stadig regelmæssigt. I København, i Jylland, på venindeture til Sverige. Og nu sidder vi altså pludselig sammen i Kathmandu!

Jeg er besluttet på at gå ned til mit hotel i mørket, nyde sommeraftenen, det vil kun tage 20 – 30 minutter, men efter at ha’ haft svært ved at balancere på vejsiden i bælragende mørke for at undgå at sidde fast i våd, nylagt asfalt (en mand kom og lyste for mig med en lygte, glemte, at jeg jo selv har én i telefonen) valgte jeg alligevel at hoppe ind i en taxa, da jeg kom til en plads uden våd asfalt. Hjem og sove. Jeg skal tidligt op og pakke.

Og, ja, hjemturen har jeg beskrevet andetsteds

Den sidste uge i Nepal, fortsat

To dage senere bestilte jeg en taxa til Pharping. For at være sikker på at komme de rigtige steder. En munk fra Neydo Klostret, som somme tider sad i hotellets reception, foreslog at tage med mig som guide.

Og så kom jeg endelig til de rigtige steder. Bl.a. hulerne, hvor Guru Rinpoche havde mediteret. Her – ved én af dem – skulle hans håndaftryk kunne ses, og jeg måler min hånd med hans.

IMG_20180319_103753_resized_20180327_111826631 IMG_20180319_103854_resized_20180327_111827564

 

 

 

 

 

IMG_20180319_102408_resized_20180327_111724920

Men det bedste ved turen blev de lange samtaler med munken. Hans fortælling om at være født i en tibetansk flygtningefamilie i Indien. Om at komme i skole i et kloster og senere at vælge sit liv der. Om at blive sendt til videre uddannelse i Nepal. Glæden og tilfredheden ved livet. “Livet er enkelt for mig – og jeg har alt, hvad jeg har brug for. Arbejder med det, jeg kan lide – undervisning og receptionen på hotellet, hvor jeg møder folk fra hele verden, bliver bedre til engelsk.” Og om sorgen efter moderens død. Da hun blev syg, nåede han ikke tilbage til hende i Indien, inden hun døde. Det har han stadig dårlig samvittighed over.

Da vi kom hjem til klostret, ville jeg give ham noget. Jamen hvad giver man en munk? Og jeg havde jo kun penge at give. Sad og fumlede med nogle sedler og sagde, at jeg var taknemmelig over at have haft ham med som guide, men da jeg ville række ham pengene, ville han ikke have dem. “Som sagt har jeg alt, hvad jeg har brug for. Jeg er glad for at have gjort det her for dig. Det føles lidt som at gøre noget af det, jeg ikke kunne gøre, for min mor.” Der stod vi. Begge rørt til tårer.

IMG_20180319_143810_resized_20180327_111725787

Farvel til Neydo næste dag – tilbage til Kathmandu. Hvor der ikke var plads på det hotel, som jeg havde booket halvanden måned tidligere. Jeg havde endda været henne og tjekke stedet, hilse på hotelejeren, mens jeg var i Kathmandu. Han undskyldte sig med, at han både lejede ud gennem booking.com og flere andre sites, så han havde ikke kontrol over det. Nu havde der været helt fyldt i flere dage!

Jeg fik ham til at ringe til Hotel Vajra, som jeg vidste ligger ca. 500 m væk. Og der var der plads. Godt nok til en pris, der var fire gange så høj (her skulle jeg kun have betalt 60 kr. pr. nat), men jeg kender Vajra fra tidligere. Det er et af Kathmandus velrenomerede og – måske – smukkeste hoteller. Det var nemt at gå derned.

I receptionen fik jeg at vide, at de havde taget fejl, der var ikke det lovede værelse, men jeg kunne få en suite til samme pris. Om det var i orden? Det var det. (I parentes skal det siges, til http://www.booking.com ‘s fordel: At de straks, da jeg mailede om, hvad der var sket, skrev tilbage, at jeg skulle sende dem kopi af hotelregning, så ville de sørge for, at hotelejeren, som havde overbooket,  refunderede differencen. Jeg fik pengene mindre end en uge efter at jeg havde sendt kvittering. God service. Jeg har ikke ofte brugt deres site, da jeg bedst kan li’ selv at kontakte hoteller. Men deres håndtering giver virkelig tillid).

IMG_20180320_114345_resized_20180517_054434004 IMG_20180320_114356_resized_20180517_053223007 IMG_20180320_114409_resized_20180517_053222670 IMG_20180322_132851_resized_20180517_054433122

Eneste minus: Jeg skulle bo i stueetagen, og sidst jeg boede på Vajra, så jeg en rotte i receptionen. Jeg sad og skrev i en lænestol der, fordi der ikke var internetforbindelse på mit værelse på 3. sal, og pludselig kom en rotte ud fra under stolen, helt tæt på min venstre fod, gik lidt rundt – og forsvandt så ind i restauranten.

Jeg gik hen til receptionisten og fortalte det. Han kiggede bare på mig, trak på skuldrene og sagde: “Oh, well, it comes on and off. It does no harm.”

Så min første opgave på værelset blev at tjekke for rottehuller – og at holde døren til wc/badeværelse hermetisk lukket.

Den sidste uge i Nepal

Kan begynde at fortælle nu, hvor trætheden har lagt sig, og hvor jeg begynder at kunne tage de gode oplevelser ind igen.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at forlade Benchen Klostret. Kathmandu, jo, men ikke klostret. Havde mest af alt lyst til bare at gemme mig der. Væk fra trafikken, byens støv og larm. Havde ikke fundet samme glæde ved at bevæge mig rundt i byen som tidligere. Som om jeg havde set nok. Hørt nok. Men blive på klostret, gemt væk. Kun bevæge mig rundt i den fredfyldte have, mellem klosterbygningerne. Måske lige ned til den lillebitte restaurant ved indgangen. Eller over gaden til det lille udsalg af frugt og dagligvarer. Indtage en sukkerrørsdrik der. Og så skynde mig tilbage.

Men – jeg havde jo ikke længere noget værelse der. Alt optaget efter den 15. Så ud måtte jeg. Döndrop, munken, som er klostrets manager, bar min kuffert ned ad alle trapperne, selv om jeg insisterede på at bære selv. Han ville også forhandle en rimelig taxapris for mig, for han havde ikke kunnet få fat i én af de taxa’er, som de plejer at bruge. 1100 rupees – en rimelig pris. For selv om der kun er ca. 20 km til Pharping, er det en meget dårlig vej. Opad bakke på støvede eller mudrede veje. Det lignede nogle gange en sandstorm undervejs og tog vel en times tid.

De fem dage på Neydo Klostret nær Pharping blev en god oplevelse. Efter de første to dage i min egen “silent retreat”, som jeg fortalte om HER rejste de grupper, der var der, nye rejsende kom til, og jeg fik en masse god kontakt med et engelsk par på min egen alder, en fransk midaldrende kvinde, som rejste alene, to yngre franske kvinder, som var på veninderejse uden deres mænd. Derfor blev de næste dage en god blanding af samvær og alenetid samt to ture til Pharping.

Jeg havde egentlig troet, at klostret lå umiddelbart udenfor Pharping, så jeg kunne gå dertil. Det kunne jeg sådan set også, selv om der var 5 km. Tværs over markerne ville være den reneste løsning, langt fra trafikken på hovedvejen – men i min halvsyge tilstand blev jeg alligevel i tvivl. Næstbedste løsning ville være en bus. Men da jeg stod ved vejsiden og ventede, viste det sig, at alle busser var overfyldte. Jeg havde ikke taget højde for, at der var dyreofringsdag i en anden lille by, og at folk fra Kathmandu deltog i stride strømme. En munk, som sad og drak te på en lille café, tilbød mig at sidde sammen med ham og drikke en kop te, mens jeg ventede. Bus efter bus kørte forbi, mens vi holdt en slags samtale i gang. Han kom fra det tibetanske område, som jeg havde været i under min Kinarejse, så vi kunne tale lidt om Labrang Klostret i Xiahe. En munk mere satte sig ved bordet, og nu begyndte den første at standse privatbiler, som måske ville tage mig med. En mand ville godt gøre det for 50 rupees (ca. 3 kr.), men da jeg skulle til at stige ind i bilen, holdt munken mig tilbage med en “man no good” bemærkning. Okay…

Endelig en bus. Ikke helt overfyldt, men næsten. Jeg fik en ståplads bag chaufføren, hvor det var lykkedes 3-4 personer at sætte sig. Jeg tog et fast greb i en tværgående jernstang oppe under loftet (siger man det om en bus? Eller er det under taget?) og stod og fremsagde mantraer/bønner de få km, hvor bussen skred i svingene, kørte fast og altid var faretruende nær bakkekanten.

Jeg blev sat af i Pharping – sagde de, der stod/sad omkring mig. Undrede mig over, at der ikke var mere by. Jeg var på en fodboldplads med spredt bebyggelse omkring – og fandt ud af langt senere, at jeg var blevet sat af inden byen.

003 004

Begyndte at lede efter Guru Rinpoche hulerne (der, hvor munken, som bragte buddhismen til Tibet havde mediteret i flere år inden rejsen) og blev sendt i forskellige retninger, alt efter, hvem jeg spurgte. Så jeg valgte at gå tilbage ad den stærkt trafikerede vej til et klosterområde, som jeg havde set fra bussen.

006

009 011

Jeg blev ikke klog på, hvor jeg var. Men smukt og fredfyldt var det – og derfra gik jeg op ad veje, forbi masser af klostre, som jeg heller ikke vidste noget om. Havde ikke taget mine oplysninger om området med! Og hvorfor lod jeg min gode rejseven, Lonely Planet, blive hjemme i DK? Helt sikkert fordi den var for tung at rejse rundt med. Men jeg kunne i det mindste have revet siderne om Pharping ud og taget dem med.

Varm og svedig satte jeg mig ind og drak en cola i en ydmyg lille café sammen med caféens indehaverske og en ung munk. Jeg fantaserede om hans evt. slægtskab med kvinden. Måske hans mor? Det fandt jeg ikke ud af, men jeg fik at vide, at højere oppe ad bjerget – bakken – lå et hotel, hvor jeg havde overvejet at booke værelse, inden jeg bestemte mig for Neydo.

030

Efter laaang vandring op ad bakken i middagsheden, kom jeg til New Dakshinkali Village Resort – og blev straks glad for, at jeg ikke havde valgt at bo der. Ganske vist var det et plus, at det var ene lokale gæster i parken omkring hotellet og i restauranten. Men der var fyldt med unge festglade nepalesere ved poolen og høj popmusik, som gav ekko i bjergene. Med klostre som nærmeste naboer virkede det lidt underligt.

029

Jeg spiste – og skyndte mig derfra igen. Ned ad bakken, heldigvis. Da jeg ikke orkede mere sightseeing, stillede jeg mig op ved en busholdeplads nede ved hovedvejen. Vild trafik – og igen mange fyldte busser, der nu kørte forbi mod Kathmandu uden at standse. Frem med støvmasken igen, der ved vejsiden.

 

IMG_20180317_125355_resized_20180317_043822061

Disse to unge piger, som gerne ville snakke, og som talte godt engelsk, ventede også på bussen. På et tidspunkt, da utallige busser bare var kørt forbi, besluttede de sig for at blaffe og fik hurtigt standset en bil, hvor de sørgede for, at jeg også fik plads. Så det blev nemt at komme hjem til Neydo Klostret. Og nyde synet af de små munke under bedeflagene – med dalen i baggrunden.

IMG_20180319_143138

Og det var heldigvis den dag, der havde været udskiftning i gæsteflokken, så jeg nu var omgivet af glade og sociale gæster ved bordet om aftenen.

(fortsættes)

Hjemkomst

Senere følger resumé af de sidste dage i Nepal

Det blev svært med tid til at skrive. Pludselig så mange kontakter og meget at lave. Kunne næsten ikke følge med. Mit behov for langsomhed blev udfordret. Har været hjemme i nogle dage, og i tråd med hvad jeg skrev i mine refleksioner om alder og rejser, så måtte jeg sande, at det at være på farten i 24 timer er hårdere for en 70-årig krop end en 65-årig, som sidst jeg var i Nepal. Ja, jeg ku’ jo faktisk mærke en forskel allerede fra 2014 til 2015 – de to gange jeg var i Thailand/ Cambodia. At lange flyrejser med ophold i forskellige lufthavne blev hårdere og hårdere for kroppen.

Se, det er også noget af det, jeg glemmer – når det fortoner sig, og de gode minder og oplevelser tager pladsen. Jeg glemmer, at rejsen ikke bare er de 14-15 timer i luften, men også tidlig ankomst til lufthavnen. I Kathmandu skal man være der tre timer før afgang – selv om der ikke sker noget ret meget af tiden, så med taxakørsel en time til lufthavnen, er der allerede gået fire timer, når flyet letter. Mellemlandinger, denne gang to af hver ca. 3 timers varighed. Til sidst bus fra Aalborg Lufthavn til Nibe. Var lige ved at tage en taxa. Men allerede der var der et øjebliks optimisme, mens jeg kørte på den adrenalin, der skulle til, indtil jeg var helt hjemme. I et glimt tænkte jeg: “Gem de penge til næste rejse.” I kan godt se, hvor hurtigt jeg glemmer?

Men jeg tror ikke, at jeg helt vil glemme denne udmattethed, for jeg mener ikke, at jeg nogen sinde har været så træt som denne gang. Først nu, på min femte dag hjemme,  har jeg samlet kræfter til at være mere aktiv i livet igen.

Lidt over et døgn på farten. Og hjem til en enorm stilhed. På den frydefulde måde. Jeg tror heller ikke, at jeg før er blevet så forstyrret af den larm, der hele tiden er på et fly. Motorlarm. En evig puslen rundt om. Køen ved toiletterne. Sidde op og sove. Men jeg gør det – sover – for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Den forstyrrende aircondition, både på flyene og i lufthavnene. Trøje af og på – hele tiden. Og husk nu at skifte til varmere tøj i den sidste lufthavn, inden du skal ud i kulden.

Ud over alt det, så blander flyrejser sig med et større savn efter min datter, Sara. Måske fordi en flyrejse var noget af det sidste, vi havde sammen.

Den første dag holdt jeg mig med besvær vågen indtil om aftenen – for at komme ind i døgnrytmen. Faldt i søvn ved 20-tiden og sov over 10 timer – og så nægtede min krop simpelthen at stå på benene den næste dag. Sitren, ømhed, træthed. Så jeg blev i sengen og læste hele dagen – og faldt så i søvn igen. Siden 2. dagen har jeg været oppe, men langsom, stille. Har fået pakket ud. Vasket. Lidt efter lidt. Nu ligger der kun enkelte ting og flyder.

Nu er jeg endelig klar til at bevæge mig ud i livet igen. Mens jeg spørger mig selv, om det er ok at blive ved med at udsætte kroppen for den slags belastninger.Og om ikke den her blog for alvor skal ændres til sådan noget som “Gamle på rejse.”

Refleksioner om alder og rejser

Inden jeg fortæller videre om Pharping, vil jeg dele lidt refleksioner om alder og rejser. Det første par dage på Neydo Klostret havde jeg rigelig tid til at tænke over det at rejse – og rejse alene. Og også om jeg var blevet for gammel til Kathmandu. Så blev de rejsende skiftet ud – alle, der var der, da jeg kom, rejste, og nye kom til. Og pludselig fik jeg masser af kontakt. Men tankerne om alder og rejse er ikke forsvundet.

I Kathmandu begyndte jeg at længes hjem i takt med, at mine bronkier kom på mere og mere overarbejde. Da jeg ankom to uger forinden, var jeg virkelig lykkelig over at være her igen og fortrød, at jeg ikke havde valgt en måned. Men det glemte jeg fuldkommen i al dårligdommen. Var bare glad for, at jeg kun skulle være her i tre uger. Når jeg bevægede mig rundt i Kathmandus støv, kunne jeg tænke ind imellem: ”Hvad laver jeg dog her?”

Det skal siges, at det er første gang, jeg opholder mig her uden at deltage i ét eller andet kursus. Det, der giver et indhold i dagligdagen. For jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gider sightseeing ret lang tid ad gangen. Derimod elsker jeg at sidde og glo på gadelivet. Men det er lidt svært i Kathmandu. Det vrimler ikke med steder, hvor man kan sætte sig uden at komme i nærkontakt med bilos. De første gange klarede mine luftveje det nok lidt bedre – for da kunne jeg godt bare slå mig ned på et trin eller en fortovskant, kigge på gadehandlen., menneskene, bygningerne omkring.

Men med hoste og vejrtrækningsbesvær forsvinder min fascination for Kathmandu. Jeg kan ikke længere finde glæde ved at gå rundt i den ældste del af byen og lede efter gader og stræder, som jeg ikke før har set.

Jeg lægger også mærke til, at jeg med alderen bliver mindre social. Jeg gider ikke rigtigt engagere mig i samtaler med nogen, hvis vej jeg bare lige krydser.

Heldigvis var min gamle kollektiv-veninde her. Tid til samtaler, sjov, spisning. Jeg kan li’ hendes måde at være buddhist på. Vidende – på en ikke dogmatisk måde. Hvis vi boede tættere på hinanden, ville jeg bruge hende som vejleder/sparringspartner omkring buddhistiske tekster, som jeg ikke forstår.

Og så var der gæstehusets søde manager. En ung munk, hjertelig, god til engelsk, travlt beskæftiget med at få gæstehusets dagligdag til at fungere, samtidig med, at han var bygherre for caféprojektet. De små intense møder med andre gæster var også givende. Lige hvad jeg kunne rumme sådan rent socialt. Jeg har erkendt, at jeg er mere introvert end jeg tidligere i mit liv har givet mig lov til at være.

Er jeg så gammel nu – og så introvert – at jeg nu også har set det af verden, som jeg behøver? Det har jeg overvejet det sidste par år, samtidig med en erkendelse af, at mine rejser tilbage til min franske ”hjemby” giver mig alt det, jeg har brug for på en rejse: At glide ind i en dagligdag, at have mit eget, i og med at jeg lejer min bolig, gamle venner  og familie omkring mig. Og – ikke mindst – så nem en adgang til naturen, hvor jeg kan opholde mig i timevis. Og det er det sted, hvor halvdelen af mig hører til.

Da jeg kom her til Neydo Klostrets hotel og stod og kiggede op på de skovklædte bjerge lige overfor, tænkte jeg, at det var jo det, jeg havde ønsket: At komme uden for Kathmandu for at kunne gå lange ture i naturen. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig at gå opad i lang tid.

011

 

Så tænkte jeg igen på Bretagne, som i den grad er mit ”ude-sted”, hvor jeg får travet og bevæget mig, så jeg bliver glad i låget af det.

Skal jeg droppe Canada-projektet? Jeg ville jo besøge datteren til nogle franske venner og tage videre og opsøge Dene-folket. Men så langt nordpå, som de bor, er der måske koldt hele året. Eller Caminoen? Skal jeg også droppe den? Bliver der også for støvet for luftvejene?

Er jeg så gammel nu, at jeg udover det årlige ophold i Frankrig, ville kunne slappe af på en uges charterferie? Et sted, der er varmt og tørt?

Over morgenmaden havde jeg en interessant samtale med en fransk kvinde, som har rejst i en måned – med egen guide alle de steder hun har været. I Kathmandu, i Phokara – og i Buthan, hvor man slet ikke må rejse uorganiseret. Hele hendes rejse har været tilrettelagt derhjemmefra. Dyrere end hvis hun skulle være i en gruppe, men langt mere frit.

Det engelske par, måske på min alder, er også på en måneds rejse. På samme måde. Med alt tilrettelagt hjemmefra. Chauffør/guide med bil, som venter dem hvert nyt sted. De ville slet ikke kunne forestille sig at organisere alt selv. Alt det arbejde.

Og det er jo rigtigt. At rejse alene uden sikkerhedsnet kræver, at hvert sted skal man selv finde ud af, hvordan man kommer videre. Med de forhindringer og besværligheder, der kan være i det. Tidligere syntes jeg, at det bare var spændende. Sådan har jeg det ikke mere. Selv om den her blog hedder Rejs alene, underforstået med den glæde, der ligger deri.

Jeg ved mere og mere, at alder HAR en betydning. Alderen, den fysiske, der lidt efter lidt sætter nogle begrænsninger. Energien, den umiddelbare, der ikke rækker helt så langt. Lysten til at udforske, der bliver mindre. Ja, alder har en betydning. For mig i hvert fald. Større med alderen.

Med alderen indser jeg også mere og mere, at det, jeg troede, jeg skulle ud for at lære/gøre, det kan jeg måske lige så godt lære og gøre derhjemme. I taknemmelighed over, at jeg har været ude og hente hjem – tidligere.

Når jeg ser mit liv derhjemme – herfra – er det godt. Det er blot et viljespørgsmål om at bruge min energi på det, der føles mest rigtigt.

Se nu f.eks.: Jeg troede, jeg skulle ud for at begynde på skrivningen af en fantastisk fortælling. Den, der bare venter på at blive fortalt. Af mig. Den, der bare venter på at blive lukket ud.

Men sådan er det ikke. Den er slet ikke med. Der er ikke plads til den her. Den blev derhjemme. Og det er der, jeg skal finde den.

Neydo Kloster/ hotel. Nær Pharping

Efter to uger i Kathmandu er dette min nye udsigt fra min seng. Neydo Klostret nær Pharping, hvor jeg bliver boende i fem dage. Klostret har lavet, ikke bare et gæstehus, men et hotel i luksusklassen. 75 dollars pr. nat. Dyrt efter nepalesiske forhold. Mere end dobbelt så dyrt som det 3-stjernede og rigtig gode Hotel Vajra inde i Kathmandu. Og 10 gange så dyrt for værelse og morgenmad, som det gæstehus jeg lige kommer fra.

Jeg er lidt flov over at betale så meget i et fattigt land. Som om jeg er et rigt svin, der smider om mig med pengene. Som om en imperialistisk arv tynger mig.

Aldrig har jeg vist betalt så meget for et værelse så mange nætter i træk.

Når det er sagt, så kan jeg godt mærke, at det er skønt med lidt luksus. Det hjælper faktisk allerede på min tilstand.004

006

007

010Altså et meget stort værelse og et stort badeværelse. Og aldrig har jeg set så ren en wc kumme i Nepal:

008

Pænt er det – hele vejen igennem. Også fællesarealerne, som f.eks. den lækre stue og nogle gode terrasser, både i haveplan og på 1. sal.

013

034

038


Der er lagt op til fælles spisning med et stort fællesbord og et par mindre. De to første dage er de fleste andre gæster delt op i grupper. En gruppe unge amerikanske kvinder, som er her på yogaretreat – og som sidder sammen ved den ene ende af det store bord. To mindre grupper, som er på rundrejse med guider – og de optager de to mindre borde.

Ved den anden ende af det store bord sidder to kvinder. Så hvad gør jeg? Jeg sætter mig mellem gruppen af de unge amerikanere, som er fuldt optaget af at tale om deres kursus, og de to kvinder. Kan ikke undgå at høre, at de taler fransk, så jeg hilser på dem på fransk, hvilket får dem til at tale lavere.

Okay, tænker jeg. Her kan jeg lave min egen silent retreat, hvis der ikke er plads til mig i nogen gruppe. Uden beklagelse. Om morgenen kan jeg sætte mig ud i haven og spise morgenmad i solen.

(Se desuden dette indlæg om at spise alene blandt andre. Noget, man ikke kan undgå, når man rejser alene. http://rejsalene.dk/?p=149

Så det første par dage bliver som en stille retræte – tid til læsning, tid til mere meditation, tid til små ture på klosterområdet. Og en lidt udfordende tur til Pharping.

Og jeg accepterer og værdsætter lidt efter lidt denne nye luksus – og at dette så er en anden måde at organisere ophold for rejsende på klostre. Ved at satse på en anden slags rejsende, der vil betale mere, tjener de flere penge til undervisningen af munkene, til vedligeholdelse af klostre, til godgørende arbejde.

Konsultation på klostrets klinik

Kathmanduophold afsluttes med et klinikbesøg – og et farvel til Benchen.

I går sad jeg så og kiggede på denne dør, mens jeg ventede på at komme ind til en konsultation på Benchen Free Clinic. Den åbnede kl. 8. Jeg tænkte, at jeg måtte være der i god tid, men allerede lidt over 7:30 var disse bænke fyldt. Jeg viser dem tomme – igen – for jeg kunne ikke få mig selv til at fotografere patienterne:

IMG_20180302_151406_resized_20180305_035253657

Det er tre lange jernbænke med lige så lange læderpuder. Der sad alle dem, der allerede var kommet. Derudover er der en ekstra bænk, men uden pude. Den satte jeg mig først på – isnende kold var den. Jeg nåede at tænke, jeg kommer med hoste og risikerer nu blærebetændelse. Men de andre patienter rykkede beredvilligt sammen, de vidste selvfølgelig, hvor kold jernbænken var, og der blev også plads til mig med pude under bagdelen.

Der sidder vi så alle, tæt sammen på én række. 10-12 patienter, et par mænd, flest kvinder, én af dem med to børn. Nogle klædt i smukt, rent tøj, andre lidt miserable, én meget snavset. Og så lægger jeg mærke til hende, jeg allerede har døbt “den pæne dame” i pink tunika og blålilla bukser i lækkert stof. Nogle begynder at lytte til nyheder på deres mobiler, én lytter til høj nepalesisk pop.

Klokken er 8. Lægen er nu kommet og går hurtigt hilsende forbi sammen med en ung assistent. En munk, som også er kommet, gør vist tegn til, at vi skal blive siddende. Eller kalder han os ind? De fleste begynder at storme ind ad døren og står på nakken af hinanden i den lille gang. “What now?” spørger jeg “den pæne dame” – jeg har registreret, at hun forstår lidt engelsk. Hun er én af de få, der bliver siddende – og hun siger da også “Wait, wait.”

Nogle kommer ud igen, men en del er tilsyneladende kommet ind ad døren til konsultationsrummet. Jeg undrer mig. Så mange? Jeg ved jo, hvor lille rummet er. Var de mon alle i familie. Og har de andre mon fået numre? For det er jo det, der mangler. Det var det første, jeg ville foreslå, hvis jeg blev spurgt: Uddel numre. Lad folk trække numre i den rækkefølge, de kommer. For se nu. En ny kvinde går bare lige igennem og ind. Er der et system? Eller er det, som i trafikken, at man maser sig ind i krydset, indtil der bliver en sprække at køre igennem?

Den pæne dame siger stadig “Wait”, da jeg ser spørgende ud.

Et nyt par kommer ind. Ubestemmelig alder. Måske 35? De går også lige ind i den trange gang, men bliver sendt ud igen. Manden sætter sig på bænken ved siden af mig, kvinden bliver stående foran ham, med front mod mig – som hun glor på. Helt uhæmmet. Hun står bare der og kigger. Op og ned ad mig. Siger noget til sin mand, som også glor uhæmmet. Så jeg vender mig mod dem, kigger også på dem. Forsøger mig med et smil og et “Namaste” – en hilsen, der altid besvares (hænderne mødes foran brystet, mens man siger Namaste – en slags “Jeg hilser guden i dig”). Intet svar, intet smil. De kigger videre. Måske er jeg dagens underholdning. Måske er jeg udsat for racisme?

Et nyt par kommer ind, kvinden halt, manden svagtsynet. Lidt snavsede, lidt pjaltede. De prøver ikke på at komme ind i konsultationen, men sætter sig på den anden side af mig, og begynder at tale til mig, uden ophold, selv om jeg gør tegn til, at jeg intet forstår. Lidt senere begynder de at tigge. Tror jeg. Kvinden åbner i hvert fald munden og peger ind i den med fingrene på venstre hånd. Eller fortæller hun bare, at de ikke har haft tid til at spise? Eller at det er tænderne, det er galt med?

Munken kommer ud og siger, at jeg bliver kaldt ind om fem minutter. Han har måske bemærket, at jeg sidder pænt afventende. Efter 10 – 15 minutter bliver jeg kaldt ind. Bliver lidt flov over at komme ind før “den pæne dame”, som var her før mig. Og nu forstår jeg mylderet i konsultationsværelset. Man bliver kaldt ind, to eller tre ad gangen, når en patient er færdig. Der står tre stole langs væggen. Lige nu er de to af stolene optaget af en anden kvinde og mig. Vi sidder der og venter på vores tur, mens dr. Tsering og assistenten (læge i praktikforløb?) sidder på hver deres side af et overfyldt skrivebord – med hver deres patient.

Vi andre sidder og lytter til lægernes udspørgen og patienternes svar. Ja, jeg kan jo intet forstå, men det kan alle andre, der kommer her. Hvordan mon det er at blive undersøgt under nysgerrige blikke? Og ører? Jeg synes, at den unge læges patient, en ung kvinde, er noget tavs. Det lyder – og ser ud som om at lægen skal trække hvert et ord ud af hende.

Så i stedet for at kigge på patienterne, kigger jeg rundt i rummet. Lille. Overfyldt. Masser af medicin, udpakket og i pakkevis. Når at glæde mig over at se, ja, det går vores penge til. Læger, der tager sig af patienterne. Og gratis medicin til området. Der er meget. På hylder, på skrivebord – selv på briksen er der en masse, som venter på at blive pakket ud. Jeg tror, jeg vil tage imod medicin denne gang. Sidst sagde jeg beskedent nej tak og insisterede på at gå ud i byen og købe – ikke tage af nepalesernes gratis medicin.

Som sagt er her ikke megen plads til to læger, to patienter + dem, der venter. Og så hende, der pludselig kommer masende ind ad døren, mens munken siger noget til hende, og prøver at lukke døren igen. Hun råber op – men smilende. Dr. Tsering siger ét eller andet, som får hende til at gå udenfor og vente.

Min tur. Heldigvis hos dr. Tsering. Udveksling af høfligheder – “Vi har jo set hinanden før” osv. Temperaturen bliver taget – under armen. Lungerne bliver der lyttet til, grundigt, og uden på skjorten, mens  jeg trækker vejret dybt og hoster. Ingen feber. Ingen betændelse i lungerne. Lægen mener, at mine bronkier reagerer på støv og forurening, en slags allergisk reaktion. Jeg får noget hostesaft med antihistaminer. Hvis det ikke er bedre om tre dage, skal jeg komme igen. Han er på Benchen Klostret i Pharping om mandagen, så jeg kan komme der.

Jeg går opløftet ud. Føler mig allerede bedre. For det er IKKE lungebetændelse.  Og dejligt at se, at klinikken fungerer. Send roligt en donation. Som sagt går alt ubeskåret og direkte hertil (www.benchen.dk )

Og det blev også mit farvel til Benchen Klostret og Benchen Gæstehus. Lidt vemodigt. For ved jeg, om jeg kommer tilbage? Om det er okay at udsætte mig selv for forureningen? Og havde jeg det ikke også inden rejsen, som om det var en farvel-til-Nepal-rejse?

Det må jeg tænke over og uddybe i et senere indlæg. For lige nu er min bærbare helt stået af nettet, og jeg kan ikke skrive ret meget ad gangen på telefonen.

 

Ting, jeg glemmer

Altså jeg har følt mig syg. Sådan virkelig syg og ondt af mig selv i 3-4 dage. Jeg følte mig faktisk så syg, at jeg var parat til at tage hjem, hvis det nu havde været nemt bare at bytte billetten uden at betale stort gebyr.

Bronkierne, der har arbejdet på højtryk, hostet i en uendelighed. Næsten ingen nattesøvn. Og inden jeg rejste ud af Kathmandu, fik jeg så set klinikken indefra. Igen.

Det gjorde jeg også for fem år siden. Der er dukket opslag op på facebook med “dine minder fra for 5 år siden” – som beskrev slående meget den tilstand, jeg er i nu. Da gik jeg også på klinikken, og var dengang i konsultation hos en ung amerikansk kvinde, som under færdiggørelsen af sit speciale i tropesygdomme, var i et halvt års praktik på klinikken.

Jeg fortæller mere om konsultationen i næste indlæg. Og så må jeg lære at huske mine dårligdomme til en anden gang.

For der er ting, jeg glemmer, når de er ovre. Som at ha’ været vred, ked af det, modløs, stresset. Eller syg og energiløs.

Men er det ikke én af de ting, jeg burde huske? F.eks. at jeg ikke kan tåle Kathmandus støv og forurenede luft for længe ad gangen?

Jeg glemmer også, at der faktisk er koldt om aftenen i begyndelsen og midten af marts. Især, som nu, hvor jeg er rykket et par hundrede højdemeter op. Selv i Kathmandu skulle jeg pakke mig ind om aftenen, til trods for, at jeg om dagen kunne gå rundt i sandaler og T-shirts uden ærmer. Og her, hvor jeg er nu: Køligt fra sidst på eftermiddagen. Og mit eneste reelle vintertøj er det, jeg rejste i. Og det føles lidt fugtigt.

Hvad tænkte jeg dog på – med så meget sommertøj i kufferten? Jeg huskede kun – efter de år, der var gået – de lune, lune aftener i Benchens Gæstehus’ have. Eller de varme aftener med lysceremonier på Kopanklostret, hvor jeg kunne ligge i græsset og kigge på stjernehimlen. Jamen det var jo sidst i marts og første halvdel af april. Når jeg var her i en måned eller halvanden, huskede jeg kun den sidste, varme tid.

Det minder mig om, da jeg var så tankeløs at tage til Tibet med lige så lidt vintertøj. I 3000 m højde.Er jeg ikke blevet klogere på de 12 år, der er gået?

Eller forstyrrer det min erindring, at jeg siden sidste Nepal-rejse har været i Thailand og Cambodia fra midt i februar til midt i marts? Og der var der tropehede på det tidspunkt.

Men nu er jeg her. Gået i seng 20:30 iført mine tyndeste sommerbukser, nu op- eller nedgraderet til natbukser, og en lun, langærmet T-shirt samt strikkede sokker. Selv om jeg havde glædet mig til at deltage i Tara Puja kl. 6 i morgen tidlig, så tror jeg ikke lige nu, at jeg vil være i stand til at gå ud i de 8 graders varme, som helt sikkert vil føles koldere.

Foto er fra min nye bolig – fortæller om stedet i et senere indlæg.